Tilgængelighed er ikke svært
"Har du ikke gjort dit websted tilgængeligt for alle, så har du sovet i timen," lyder det fra Sune Toft, projektleder hos Headnet, som er det webbureau, der har stået for udviklingen af Dansk Blindesamfunds nye hjemmeside. I dette interview med Sune Toft fortæller han om arbejdet med dkblind.dk og om, hvorfor det slet ikke er svært at sikre, at en hjemmeside er tilgængelig for alle.Af Nina Maria Mørk, pressemedarbejder
”I bund og grund er det et spørgsmål om forståelse for god kommunikation,” forklarer Sune Toft, da han bliver spurgt om, hvorfor tilgængelighed er vigtig. ”Der er undersøgelser, der viser, at 20-25 % af internetbrugere har problemer med tilgængelighed, og så virker det jo mærkeligt ikke at købe en webløsning, som alle kan få glæde af.”
Minimalisme og retningslinjer
Hos Headnet har de arbejdet med tilgængelighed i fem år. Da de startede med at interessere sig for tilgængelighed, var de ét af de første firmaer med den interesse, men i løbet af de seneste par år har Sune lagt mærke til, at flere webbureauer begynder at sætte sig ind i området. Dette er en positiv udvikling, da det gør det lettere for kunderne at finde leverandører, som kan levere den rigtige vare til den rigtige pris. ”Faktisk er tilgængelighed ikke så svært, som mange tror, men det er vigtigt, at tilgængeligheden er tænkt ind i webløsningen fra starten. Mange tror, at dét at gøre en webløsning tilgængelig er det samme som at gøre den kedelig, men sådan er det ikke. I virkeligheden er tilgængelighed et spørgsmål om minimalisme og om at overholde de anbefalede retningslinjer. I vores branche er der en tendens til, at man betragter retningslinjerne for tilgængelighed som et unødvendigt onde, men hos os ser vi retningslinjerne som en hjælp til, at så mange som muligt kan benytte de løsninger, som vi leverer til kunden. Derfor er det heller ikke dumt at overholde retningslinjerne, for det sikrer webløsningens funktionalitet,” understreger Sune, inden han begynder at uddybe arbejdet med dkblind.dk, som for den udenforstående kan lyde som et omfattende arbejde.
Testet på ”ægte” blinde
”Selve dét at sikre dkblind.dks tilgængelighed var ikke svært. Da vi har arbejdet med tilgængelighed længe, havde vi så at sige de forskellige moduler, som herefter skulle sættes sammen. Det, som derimod har taget tid, var arbejdet med Dansk Blindesamfunds store medlemsnet, da medlemmerne er opdelt i forskellige kategorier alt efter, hvilken viden de har behov for at finde på webstedet. At det tog tid var frem for alt et spørgsmål om administration og opdeling i medlemskategorier og ikke et spørgsmål om tilgængelighed, men heldigvis er det de færreste organisationer, hvor medlemsnettet er så sammen- sat som hos Dansk Blindesamfund. Generelt er det altså ikke vanskeligt at arbejde med tilgængelighed, og der er ikke noget i processen med dkblind.dk, som er kommet ’bag’ på os,” fortæller Sune og fortsætter: ”Det, som har været rigtig spændende med udviklingen af dkblind.dk, er, at blinde og svagsynede gennem hele processen har medvirket til at teste webstedets tilgængelighed. På den måde har vi hele tiden kunne sikre, at webstedet virkelig er tilgængeligt, og det har været spændende med testpanelets tilbagemeldinger.”
Hvordan ser fremtiden ud?
”Indtil nu har det primært været kommunale og statslige institutioner, der har interesseret sig for it-tilgængelighed, men hos Headnet ser vi, at der er ved at ske en bevægelse mod det private. I lande som fx USA, England og Tyskland er det faktisk påbudt ved lov, at offentlige hjemmesider skal overholde visse retningslinjer, mens der i Danmark og andre EU-lande endnu kun er tradition for at anbefale, at sådanne standarder overholdes. Det er bestemt heller ikke alle offentlige websteder, der er tilgængelige i dag – faktisk er det de færreste – men vi ser dog, at der er større bevågenhed omkring emnet nu end for bare få år siden. Derfor vil det være godt med lovkrav omkring tilgængelighed og ikke kun anbefalinger, fx i forbindelse med strukturreformen, hvor de nye kommuner skal udvikle nye hjemmesider. Jeg kan dog godt frygte lidt, at det løb allerede er kørt, da mange af de nye kommuner allerede er i gang med arbejdet. Heldigvis er der en række leverandører, som kan rådgive kommunerne om de rigtige løsninger, hvis kommunerne selv viser interesse for det,” siger Sune og afslutter interviewet med at pointere, at det i sidste instans er kundens ansvar at sikre, at deres websteder er tilgængelige. Derfor skal de sørge for at stille krav til leverandørerne, for det er muligt at lave websteder, som ser appetitlige ud, er nemme at administrere og opfylder alle retningslinjer – også uden at det koster en formue.
Sidst opdateret 31. marts 2006 16:27
