Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Blindesagen > Blindesagen 2006 > Blindesagen nr. 2 2006 > Hvad mener politikerne?

Hvad mener politikerne?

Martin Lidegaard (RV) og Pia Kristensen (DF).

Hvorfor er tilgængelighed vigtigt i forbindelse med strukturreformen?

Martin Lidegaard (RV):
Tilgængelighed er vigtigt, fordi vi har mulighed for at gøre det ordentligt fra starten. Med det mener jeg, at vi kan tænke tilgængeligheden ind allerede i designfasen – både når det handler om den fysiske tilgængelighed og om den teknologiske tilgængelighed – da alle nuværende rådhuse og it-systemer alligevel skal omlægges. I forbindelse med it-tilgængeligheden er der flere gevinster at hente. For det første sikrer vi, at de offentlige hjemmesider bliver tilgængelige for både handicappede og ikke-handicappede. Undersøgelser viser, at 90 % af de offentlige hjemmesider i dag ikke er tilgængelige, og det er selvfølgelig ikke godt nok. For det andet skaber vi et nyt arbejdsmarked i kommunerne ved at sikre, at de edb-baserede arbejdsværktøjer er tilgængelige for alle. Det gør, at det er muligt at ansætte handicappede i det offentlige på samme vilkår som alle andre.

Pia Kristensen (DF):
Tilgængelighed er ikke kun vigtigt i forbindelse med strukturreformen. Det er altid vigtigt at tænke på tilgængelighed for handicappede, lige meget om det drejer sig om tilgængelighed til rådhuset eller det lokale bibliotek. Men når det er sagt, så er tilgængelighed selvfølgelig vigtigt i forbindelse med strukturreformen, fordi vi nu står i en situation, hvor alt skal ændres. Derfor er det en fordel allerede nu at tænke it-tilgængeligheden ind, og vi var da heller ikke i tvivl om, at det var et godt forslag, som vi gerne ville støtte op om. Forslaget sikrer jo både ligestilling af alle borgeres tilgang til de offentlige hjemmesider og adgang for handicappede til arbejdsmarkedet i kommunerne. Rent menneskeligt er der meget af vinde, og det er det vigtigste.

Hvordan vil I sikre, at de enkelte kommuners it-tilgængelighedspolitik bliver ført ud i livet?

Martin Lidegaard (RV):
Nu har vi fået iværksat en kortlægning af den nuværende it-tilgængelighed, og derefter vil vi selvfølgelig følge op på regeringen, hvis der ikke sker noget. Det er i hvert fald helt sikkert, at Det Radikale Venstre om ét år udarbejder en statusrapport over, hvad der er sket, siden kortlægningsarbejdet blev afsluttet.

Pia Kristensen (DF
Ved at vi har lavet et flertal uden om regeringen, så pålægger vi ministeren at handle. Jeg er sikker på, at der nok skal blive fulgt op på beslutningen, for der har været bred enighed omkring beslutningen. Her fra Dansk Folkeparti vil vi i hvert fald følge op på sagen, så vi kan sikre tilgængelige it-systemer for alle.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 31. marts 2006 16:27