Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Blindesagen > Blindesagen 2006 > Blindesagen nr. 1 2006 > Hvornår kommer hjælpen?

Hvornår kommer hjælpen?

Landsformand Jens Bromann
Leder af Jens Bromann, landsformand, Dansk Blindesamfund.

Som der redegøres for i dette nummer af Blindesagen, er Danmark det eneste land i Norden - blandt de få lande i Europa - som ikke har iværksat en national handlingsplan, der kan kompensere for blinde og svagsynede borgeres manglende mobilitet gennem rimelige transportordninger.

Igennem flere år har vi i Dansk Blindesamfund håbet på og forventet, at danske politikere ville gribe ind og skabe kompenserende transportordninger for blinde og svagsynede borgere - ligesom man har gjort i forhold til andre handicapgrupper med et færdenshandicap. Mange gange er vi blevet lovet, at "nu ville der ske noget"!

I efteråret 2004 - i forbindelse med finanslovsforliget for 2005 - besluttede partierne bag finansloven, at der skulle udarbejdes analyser og beskrives modeller for kompenserende transportordninger for blinde og svagsynede, således at man kunne træffe endelig afgørelse om at iværksætte en handlingsplan i forbindelse med finansloven for 2006. Men hvad skete der?

Statsadministrationen, som skulle forestå analysearbejdet, foretog sig intet, og partierne bag finansloven for såvel 2005 og 2006 indskrev problemkomplekset i "glemmebogen", da der skulle træffes afgørelse i efteråret 2005. Finanslovspartierne fulgte ikke engang op på deres egen beslutning fra efteråret 2004 - nej, de forbigik totalt spørgsmålet.

Det er mit håb, at dette nummer af Blindesagen vil give indsigt og skabe forståelse for nødvendigheden af, at der skabes kompenserende transportordninger for blinde og svagsynede borgere, der kan bidrage til at bryde denne handicapgruppes urimelige marginalisering i det danske samfund.

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 01. februar 2006 16:45