Af Karin Busch

Jeg følte nærmest, jeg blev svagtseende i løbet af en uges tid.”

En regnbuehindebetændelse som 23-årig blev starten på Xenias møde med livet som svagsynet. Sygdommen udviklede sig hurtigt, og kort tid efter befandt hun sig på sygehuset. Her lå hun på stue med en 78-årig svagsynet dame, som fik stor betydning for Xenias syn på sig selv.

”Her befandt jeg mig så ved siden af denne kvinde, som fortalte om sit liv, og jeg indså, at hun havde haft et mere aktivt liv som svagsynet end jeg nogensinde havde haft som seende. Og stille og roligt erkendte jeg, at man kan godt det, man virkelig vil,” fortæller Xenia.

Da hun kom ud fra hospitalet og fik tilbudt en række hjælpemidler, var hun derfor ikke synderligt begejstret.
”Jeg vil hellere undvære. Min holdning er: Jo færre jo bedre.”

De svære værkstedsfag

Xenia besluttede at følge den gamle dames eksempel og gå efter et aktivt liv. Hun ville gerne være pædagog og kom ud i arbejdsprøvning i form af et halvt års praktik i en børnehave. Resultatet var positivt. Næste trin blev en pædagogisk grunduddannelse og herefter blev hun optaget på pædagoguddannelsen på Hjørring Seminarium, hvor hun læser i dag. Og det går godt.

”Jeg er fagligt og bogligt stærk, og jeg føler ikke, jeg har vanskeligere ved at klare bøgerne end en ordblind har. Til gengæld havde jeg det lidt svært med værkstedsfagene, boremaskiner og alt det, men de fag kommer især det første halve år og er overstået nu. Jeg har så valgt dansk som linjefag, så det går fint,” pointerer hun.
For Xenia er det meste et spørgsmål om vilje og et solidt selvværd.

”Det er vigtigt at sige, hvad du har behov for af hjælp. At sætte ord på. Og det er mindst lige så vigtigt ikke hele tiden at sige: ”Det kan jeg ikke, jeg er svagtseende”. Jeg har det sådan, at ingen skal komme og sige, at jeg er doven eller kommer lettere til min uddannelse end andre. Det har noget med selvværd at gøre. Den bedste kompliment jeg har fået er, når lærerne eller mine medstuderende siger: Vi glemmer da helt, du er dårlig til at se.”

Udfordringerne

”Da jeg var i praktik, foreslog en af pædagogerne, hvis mand er svagsynet, at vi skulle lade være med at fortælle forældrene om mit svagsyn. Jeg sagde ok, selv om det er imod alt det jeg har lært om, at man skal fortælle om sit syn. Det gik da også fint, og på det sidste forældremøde, jeg var med til, fortalte pædagogerne det så. Forældrene tog det rigtig fint, og en af dem sagde: Nå, så er det derfor, min datter sagde, at hun ønskede sig en lup i fødselsdagsgave!”

En af udfordringerne er, når Xenia skal gøre en ny lærer opmærksom på, at hun er svagsynet. Hun foreslår normalt læreren at bruge særligt svagsynskridt, og at hun får udleveret en kopi af lærerens transparenter i starten af timen, så hun kan følge med undervejs. Hun forklarer også læreren, at det ikke duer at kigge på Xenia og bare sige: ”Ja”, hvis læreren vil give hende ordet, men at det er nødvendigt at sige hendes navn.

”Jeg giver dem konkrete råd, og de bliver modtaget meget forskelligt blandt lærerne. Men det er ikke, fordi jeg skal have særvilkår; jeg synes bare heller ikke, jeg skal have dårligere vilkår end de andre,” siger Xenia.
Hendes erfaring er, at det er en god ide at alliere sig med studiekammerater, som kan hjælpe fx med transparenter, i værkstederne, osv.

”Det handler også om din egen indstilling, og jeg har i alt fald haft meget glæde af mine kammerater – og omvendt har jeg kunnet hjælpe dem med problemformuleringer. Og det er vigtigt. Vi skal give noget igen,” slår hun fast.

Vær åben og ærlig

Men selv om Xenia møder verden med god vilje og rodfæstet selvværd, kan der stadigvæk være barrierer og fordomme at kæmpe imod. Heldigvis var det mest i starten af uddannelsen, ind til de medstuderende fandt ud af, at Xenia havde noget andet at give, for eksempel i form af faglighed, forklarer Xenia og spørger:
”Skal vi have sådan en på slæb?”

Xenia er ikke i tvivl:
”Jeg gider slet ikke spilde tid på mennesker, der kommer med den slags udtalelser. Man skal vide, at man kommer på seminariet for sin egen skyld og for at få sig en uddannelse, og man skal gøre sig klart, hvad man kan tilbyde følelsesmæssigt. Det hjælper ikke noget at lade sig gå på af folks uvidenhed. Prøv hellere at være åben og ærlig, for mange menneskers afvisninger og kommentarer bunder i usikkerhed og uvidenhed,” lyder Xenias råd.
En anden barriere, Xenia er stødt på, er, når nogle medstuderende undrer sig over, hvorfor Xenia modtager supplerende ydelser til de ekstra udgifter, hendes svagsyn medfører.

”Igen handler det om åbenhed. Når jeg forklarer, at jeg har ekstra udgifter til eksempelvis medicin, større lysregning og den slags, kan de fleste godt se det fra min side,” siger Xenia.

Hun foretrækker at løse problemerne selv først, men finder det også vigtigt, at man kan bede om hjælp, når der er behov for det.

”Jeg ville ønske, jeg kunne skimme en tekst. Når vi får at vide, at vi skal læse 100 sider til næste dag, så kræver det ret meget. Det irriterer mig da frygteligt. Men omvendt bliver man så meget god til at tilrettelægge sin tid. Og det er også nødvendigt. Men min holdning er, at man skal prøve at klare opgaverne selv først, men så også bede om den hjælp, man har behov for. Jeg har for eksempel min 83-årige mor til at hjælpe mig. Hun læser lektier højt for mig,” forklarer Xenia.

Knæk en fordom

Xenias forklaring på, hvorfor hun som en del af mindretallet er godt i gang med en uddannelse, er, at hun har en stærk indre kerne og kender sit eget værd.

”Det er så vigtigt at tro på sig selv og gå efter det, man virkelig brænder for. Humor skader bestemt heller ikke, men især tror jeg, det handler om vilje,” siger hun.

”Jeg har oplevet flere med dårligt syn, som får lidt ondt af sig selv og pakker sig ind i de trygge rammer, men det handler altså så meget om viljen. En gang til et møde i Dansk Blindesamfund blev jeg spurgt af en, om jeg ville hjælpe med at lukke en lynlås, og det fløj mig ud af munden: Ja, jeg har da også arbejdet i en børnehave. Det er nok ikke så populært at sige det, og jeg ved også godt, det ikke bare er lige til at finde arbejde med forholdene i samfundet og arbejdsløsheden. Man kan let støde panden mod en mur, men for mig at se er der alligevel virkelig stor forskel på, hvordan man selv håndterer det. Og jeg tror, det er vigtigt at tage udfordringerne op,” påpeger hun.

Xenia vil gerne læse videre bagefter. Hendes drøm er med tiden at kunne skrive ph.d. på visitkortet. Og hun er parat til at tage imod de knubs, der kommer undervejs:
”Ja, jeg er medlem af de stædiges klub. Jeg har både livsmod og gå-på-mod, og det er selvfølgelig dejligt, når det går godt, men det er nu modgangen, man lærer noget af,” slår Xenia fast.
Og er klar til at hamle op med den.

Fakta: Xenia Camilla Pedersen

29 år, blev svagsynet som 23-årig.
Har gennemført folkeskole og pædagogisk grunduddannelse.
Studerer nu ved pædagoguddannelsen på Hjørring Seminarium.
Modtager revalideringsydelse.