|
 TEMA: Det kan godt lade sig gøre
Stor bredde i unge blinde og svagsynedes valg af job og uddannelse
Dialog i mørke
Tysk succes i mødet mellem seende og blinde er på vej til Danmark
Udgivet af Dansk Blindesamfund
Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark · Nr. 5 · oktober 2005
|
|
|
TEMA: Det kan godt lade sig gøre
INDHOLD:
Jens Bromanns leder
En ud af ti blinde og svagsynede unge er i job eller uddannelse
Når det lykkes: Unge vælger bredt
Massøren: Godt netværk og kampgejst
Bygningssnedkeren: Du skal tro på det, du vil
Den studerende: Stærk indre kerne
Sælgeren: Jeg vil ikke pakkes ind
Overblik
Dialog i mørke
|
|
Lyset i mørket
 Som omtalt i sidste nummer af Blindesagen, er blinde og svagsynede menneskers livssituation væsentligt forringet gennem de sidste 5 år - især efter pensionsreformen i 2003. Det gælder både deres forsørgelsesgrundlag og deres jobsituation. Såvel socialt, økonomisk, kulturelt og erhvervsmæssigt bliver blinde og svagsynede mere og mere marginaliserede og isolerede - hvilket klart dokumenteres i rapporten "Parkeringsproblemer", udarbejdet af cand.jur.adm.
Jan Fristrup.
Men Jan Fristrups rapport antyder også visse lyspunkter, nemlig at varieteten af erhverv, som blinde og svagsynede erhversaktive faktisk bestrider, er ganske stor. Ja, forskelligartetheden af fag, som udfyldes af blinde og svagsynede, er væsentlig bredere, end hvad mange undersøgelser tidligere har afdækket.
Denne positive afklaring vil vi i Dansk Blindesamfund arbejde videre med. Vi vil forsøge at styrke de positive tiltag, som der tegnes klare retningslinjer for i rapporten. Dansk Blindesamfund har derfor sendt en række forslag til erhvervsfremmende foranstaltninger til beskæftigelsesministeren. Vi tror på, at flere af projekterne vil opnå støtte via Arbejdsmarkedsstyrelsens "Handicappuljen".
Men der må også gribes ind nu! I Danmark kan vi ikke være bekendt, at kun 12,5 % af blinde og svagsynede erhvervsaktive har en beskæftigelse, ligesom en stor del af gruppen lever på samfundets laveste forsørgelsesgrundlag, nemlig kontanthjælp. Danmark er en sort plet på europakortet - det land i Europa, hvor blinde og svagsynede borgere har de ringeste muligheder for at være en del af samfundet med de rettigheder og forpligtelser, som normalt påhviler en borger.
Læs om de positive muligheder - lyset i mørket - i dette nummer af Blindesagen, og lad os håbe, at rapporten "Parkeringsproblemer" vil blive et vendepunkt i holdningen til blinde og svagsynedes situation, og at der snart vil blive iværksat foranstaltninger, som vil kunne styrke denne gruppes inklusion i det danske samfund.
Til indholdsfortegnelsen
|
|
|
Det kan godt lade sig gøre
Af Jan Fristrup.
Trods generelt dårlige udsigter er knap hver tredje unge blinde og svagsynede i gang med en uddannelse, mens det lykkes for hver tiende at få et job. Og bredden er stor i de unges valg af job og uddannelse, viser den nyeste undersøgelse af Dansk Blindesamfunds unge medlemmer.
 Der findes også lys i mørket for unge blinde og svagsynede, når det gælder job og uddannelse. Som omtalt i sidste nummer af Blindesagen kunne rapporten ”Parkeringsproblemer” afsløre, at blinde og stærkt svagsynedes situation på mange måder er forværret siden år 2000. Men der er også lysglimt i rapportens dystre konklusion om, at meget stor gruppe på 14,3 % alene har kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag, og at indsatsen for at hjælpe de unge bort fra denne situation i flere tilfælde mangler eller er ukvalificeret.
Undersøgelsen blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer i alderen 18 – 30 år dokumenterer nemlig også, at godt hver tiende af de unge blinde og stærkt svagsynede er i beskæftigelse, mens knap hver tredje gennemfører en uddannelse efter eget valg.
Og de spænder meget vidt i valg af job og uddannelse.
Færre på førtidspension
44 personer – svarende til 12,8 % af respondenterne – har en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet. 24 har beskæftigelse på ordinære vilkår, 11 er i fleksjob, mens 9 supplerer deres førtidspension med beskæftigelse - typisk i job med løntilskud.
I forhold til undersøgelsen i år 2000 er der tale om en meget svag stigning fra 6 % til 6,9 % for job på ordinære vilkår og en stigning fra 1,8 % til 3,2 % for fleksjob.
Førtidspensionisternes beskæftigelse er derimod faldet fra 5,8 % til 3,1 %. Disse bevægelser har god sammenhæng med undersøgelsens samlede resultater, hvor færre er på førtidspension, og hvor skærpede krav for tilkendelse af pension medfører, at de personer, der får tilkendt en førtidspension, kun har en ubetydelig erhvervsevne hvis overhovedet nogen.
Hvad laver de?
Der har været en tendens til, at blinde og stærkt svagsynede valgte meget traditionelt, når det gjaldt uddannelse, hvilket naturligvis har påvirket deres erhvervsmuligheder. Dette tilsyneladende frie valg har i nogen grad været påvirket af rådgivere, som kan have tilbøjelighed til at kategorisere blinde og stærkt svagsynede. Det indebærer typisk en nemmere rådgivning, et nemmere valg af hjælpemidler og en nemmere materialeproduktion. De unge, der har deltaget i undersøgelsen, har imidlertid valgt meget anderledes, idet man her ser en stor variation i ansættelsesområderne fra slagter til programmør.
Se den komplette liste i faktaboksen.
Der er her tale om 24 personer, som på trods af deres alvorlige synshandicap, har været i stand til at skaffe sig arbejde på ordinære vilkår – det er bemærkelsesværdigt.
For de 11 personer, som er i fleksjob, ses igen samme mønster. Listen rummer bl.a. jobtyper som autoophugger, regnskabsmedarbejder og butiksassistent.
Der er også her tale om en bred vifte, hvor man som udenforstående nok i flere tilfælde ville mene, at den type job ville være udelukket for en person med et alvorligt synshandicap, men en ubetydelig synsrest, de nødvendige hjælpemidler og en hensigtsmæssig arbejdspladsindretning og en velgennemtænkt arbejdstilrettelæggelse kan i mange tilfælde gøre forskellen.
Ni førtidspensionister har været i stand til at udnytte deres resterhvervsevne i en sådan grad, at de har kunnet passe et job med løntilskud. Her ses job som kurvemager, handi-capkonsulent og pædagog.
Det er værd at bemærke, at man først her ser nogle af de traditionelle blindeerhverv, idet klaverstemmer og kurvemager optræder på listen, som igen er meget varieret.
Jobtyper for beskæftigede på almindelige vilkår
• pædagog
• sælger
• selvstændig
• konsulent
• tømrer
• slagter
• fuldmægtig
• ph.d. stipendiat
• cand. merc.
• kontorassistent
• programmør
• lærer |
Jobtyper for beskæftigede i fleksjob
• autoophugger
• butiksassistent
• lagerekspedient
• regnskabsmedarbejder
• telefonist
• tømrer
• slagter
• kontorbetjent
• kontorassistent
• pædagogmedhjælper
• salgsassistent |
Jobtyper for førtidspensionister i job med løntilskud
• musiker
• klaverstemmer
• kurvemager
• dyrepasser
• handicapkonsulent
• DBS-konsulent
• pædagog
• kontorassistent |
Håb forude
Det er meget glædeligt at konstatere, at det er lykkedes for blinde og stærkt svagsynede at vinde fodfæste i så mange forskelligartede job. Det vidner om, at der er håb forude, men det kræver en ekstraordinær indsats, både inden jobbet er i hus, og når man skal til at udføre jobbet i dagligdagen.
De personer, som har klaret denne opgave, har gjort og gør en ekstraordinær indsats, og de har formået at overbevise en måske tvivlende arbejdsgiver om, at de kunne udfylde en given stilling.
Det må ikke glemmes, at det som forventeligt er de stærkt svagsynede, der oftest er i be-skæftigelse. Lidt mindre end en fjerdedel af de beskæftigede er blinde, og de har fortrinsvis job med løntilskud eller ordinært job. Kun en blind har fleksjob. De stærkt svagsynede har overvejende ordinære job eller fleksjob og kun i få tilfælde job med løntilskud.
Uddannelse
En forudsætning for at kunne få job er, at man har en uddannelse, der bevirker, at man kan matche de krav, der stilles til pågældende job. Jo stærkere man er rustet rent uddannelsesmæssigt, jo flere muligheder er der for at finde et job.
Blinde og stærkt svagsynede synes at være godt på vej i uddannelsessystemet. Ser vi bort fra de 31 personer, som er i gang med gymnasiale uddannelser og uddannelser på erhvervsskoler, er hele 35 personer enten i gang med videregående eller mellemlange uddannelser, og der er 24 som følger specielt tilrettelagte uddannelsesforløb på Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS).
Der er overvægt af kvindelige studerende (49 mod 41 mænd), og der er en betydelig overvægt af stærkt svagsynede studerende (72 mod 18 blinde).
Billedet viser, at mænd typisk vælger videregående uddannelser, mens kvinderne vælger mellemlange uddannelser eller uddannelser på IBOS.
Uddannelsesvalget er også præget af store variationer. Således er det kun jura- og sprog-studierne, der kan mønstre mere end en studerende på de videregående uddannelser. Blandt de mellemlange uddannelser er det især ergoterapeut, socialrådgiver og pædagog, der kan fremvise mere end en studerende. Netop her finder vi mange synshandicappede kvinder, der således i nogen grad vælger typiske kvindefag.
IBOS tilbyder en lang række uddannelser, som er specielt tilrettelagt for synshandicappede. Følgende uddannelser frekventeres af deltagerne i undersøgelsen: musikprofil, it-service, telemarketing, massør og lydstudiemedarbejder. Hertil kommer en række forløb for helt unge, især uddannelse af unge, som har andre handicap ved siden af synshandicappet.
Vejen frem
For de unge blinde og stærkt svagsynede, der har helbred og ressourcer, synes der at være nogle muligheder, som i høj grad afhænger af den enkeltes gå-på-mod og motivation, men også afhænger af en eventuel synsrest, forsyning med relevante hjælpemidler og materialer, hensigtsmæssig indretning af arbejdsplads eller studiemiljø, tilrettelæggelse af arbejde eller studier.
Som undersøgelsen viser, kan meget lade sig gøre, også ting, der ved første øjekast ligger uden for den synshandicappedes formåen, men her som i andre situationer er det meget vigtigt, at rådgiverne ikke lader sig lede af ”hvad blinde kan lave”, men fordomsfrit kaster sig ud i at hjælpe den synshandicappede, som på baggrund af egne erfaringer, opvækst, og måske endda tidligere fuldt eller delvist syn har tillært sig færdigheder, som nu kan benyttes. Det er meget glædeligt at erfare, at blinde og stærkt svagsynede også har fundet beskæftigelse i praktiske erhverv.
Det har i årevis været efterlyst, at der skulle åbnes flere muligheder på dette område, men det går trægt, og der kunne godt være behov for flere uddannelsesmuligheder.
Det kunne måske åbne nogle jobmuligheder for de blinde og stærkt svagsynede, som ikke er bogligt begavede.
Fakta om undersøgelsen:
Om ”Parkeringsproblemer”
- Dansk Blindesamfund har
interviewet 279 af 348 medlemmer
i aldersgruppen 18 –30 år
- Gruppen bestod af 163 kvinder og 185 mænd. Heraf interviewet hhv. 135 kvinder og 144 mænd
- 98 blinde og 181 stærkt svagsynede deltog i undersøgelsen
Rapporten kan rekvireres hos Dansk Blindesamfund på ønsket medie eller kan læses på vores hjemmeside www.dkblind.dk
Her findes også sidste udgave af Blindesagen, som med udspring i rapporten behandler temaet blinde og svagsynede på kontanthjælp. |
Til indholdsfortegnelsen
|
|
|
Mønsterbryderne
Af Karin Busch
De er stærke, viljefaste og positive. De har kampgejst, og de har et godt netværk af familier og venner, som støtter dem i deres kamp for job og uddannelse. De vil frem for alt bedømmes på, hvem de er og hvad de kan, og ikke på deres svage eller manglende syn. På de næste sider præsenterer Blindesagen fire stærke unge, som også har det til fælles, at de trækker den ellers dystre job- og uddannelsesstatistik i den gode retning.
Michael, Lykke, Xenia og Thomas passer godt ind i nogle af de kendetegn, forskere hæfter på deres generation. De har et godt selvværd; de siger fra, hvis nogen nedgør dem, og de er orienteret mod succes.
De fire unge er både statistisk, samfundsmæssigt og menneskeligt set fire lyslevende succeshistorier. Det betyder dog ikke, at de er kommet let til deres succes. Det handler om vilje og hårdt arbejde. Som Thomas siger:
”Det har ind i mellem været en sej kamp, for når andre slås 100 % for at gøre tingene godt eller bestå en prøve, så har jeg kæmpet 150 %.”
Det betyder heller ikke, at de ønsker medlidenhed eller særbehandling. De ønsker at blive bedømt på deres resultater og om nødvendigt få støtte til at passe deres uddannelse eller job. Og allerhelst ønsker de at klare sig med ingen eller et minimum af støtte.
Flere af de unge har følt sig afvist af det offentlige system, forstået derhen at de ”for hurtigt” er blevet tilbudt førtidspension, fordi det var den nemmeste og hurtigste løsning for sagsbehandlerne, men ikke nødvendigvis den bedste løsning for den unge.
Statistikken taler sit sprog, og de fire unge understøtter tallene, som fortæller om stor spredning i valg af job og uddannelse i denne gruppe af unge og svagsynede. En snedker, en salgschef, en selvstændig massør og en pædagogstuderende. Og alle har de ambitioner om at udrette noget og gerne føre karrieren videre end der, hvor de er lige nu.
Til indholdsfortegnelsen
|
|
|
Lykke Poulsen, nystartet som selvstændig massør:
Godt netværk og kampgejst
Af Karin Busch
Ny uddannelse, ny selvstændighed og ny klinik. Lykke Poulsen har taget springet ud på det dybe og åbnet sin egen massageklinik.
 Lykke Poulsen, 24 år, er svagsynet og nyuddannet massør. I februar gjorde hun sin ud-dannelse fra Instituttet for Blinde og Svagsynede færdig. Hendes drøm om at etablere egen virksomhed og klare sig selv er godt på vej til at blive ført ud i livet.
Lykkes motivation er høj. Efter at have gennemført uddannelsen med revalidering som det økonomiske grundlag, skal det nu vise sig, om drømmen kan blive til virkelighed.
Lykke har et godt netværk af venner, familie og studiekammerater at trække på. Efter seks måneders overgangsperiode efter eksamen, hvor hun har modtaget forlænget revalidering for at få økonomisk ro til at komme i gang, er hun nu klar til at finde ud af, om vingerne kan bære.
Og fremtiden tegner godt for Lykke, selv om overgangen fra at være nyuddannet og til rent faktisk at stå i sin egen klinik har været lidt sværere, end hun forestillede sig.
”Lige da jeg var færdig med uddannelsen, var jeg topmotiveret for at komme i gang. Men jeg kom ikke i gang sådan lige fra den ene dag til den anden. Først skulle jeg vente på, at kommunen behandlede min ansøgning om etableringsstøtte. Det varede godt en måned, før jeg fik svar, og det var frustrerende for mig og dræbende for energien,” husker Lykke.
Også de konkrete, praktiske opgaver ved at starte egen virksomhed har fyldt en del.
”Jeg har aldrig haft en virksomhed før, så der var ting, jeg ikke havde overvejet. For eksempel var det nødvendigt for at mig at få en hjemmeside op at køre, så nye kunder kan finde mig. Det tog flere måneder for mig bare at få svaret på de nødvendige breve, men det var nok også en psykisk barriere, jeg skulle over. Det er svært at tage det helt store spring,” konstaterer Lykke, som aldrig tidligere har haft et arbejde og derfor ikke kunne trække på egne tidligere job-erfaringer.
Trak på livserfaring
Alligevel vurderer Lykke, at hendes tidligere livserfaringer har spillet en stor rolle for, at hun nu står med både uddannelse, egen klinik og et voksende antal kunder. Eksempelvis har hun altid været sikker på, at hun skulle have en uddannelse.
”Det har jeg aldrig været i tvivl om. Det gør man bare i min familie. Men hvor 95 % af min familie arbejder i den sociale sektor, så var jeg sikker på, at jeg ville noget med computere. Måske var det min måde at holde min far i hævd på – han var interesseret i området, men døde, da jeg var 10 år,” fortæller Lykke.
Så efter gymnasiet begyndte hun på at uddanne sig til datamatiker, men efter fire semestre besluttede hun sig for at stoppe.
”Nogle ting var meget svære, fordi jeg er svagsynet. Det var for eksempel svært at kigge på grafer og den slags. Mit yndlingsfag var programmering, men det var jo nødvendigt med de andre fag også, så jeg besluttede at stoppe.”
Ad omveje havde Lykke hørt om massøruddannelsen på IBOS, og da hun altid godt havde kunnet lide at massere, måtte det blive vejen frem for hende.
Og det er gået godt for Lykke. Ikke alene har hun færdiggjort sin uddannelse og startet sin klinik – hun har også fået tilbud om at undervise på IBOS, så det starter hun på ved siden af arbejde i klinikken.
Kæmper for resultaterne
Forklaringen på, at Lykke har klaret sig så godt sammenlignet med flertallet af unge blinde og svagsynede, er en blanding af kampgejst og selvstændighed.
”Jeg er typen, der godt kan lide at gøre tingene selv, og så har jeg en god kampgejst. Jeg er vant til at skulle kæmpe for resultaterne. Det sidste tror jeg hænger meget sammen med, at jeg i flere år har dyrket sport på højt niveau. Jeg har i flere år været på landsholdet i goal-ball og har spillet, siden jeg var 10 år,” siger hun.
En anden faktor som motiverer Lykke er glæden ved at kunne give andre noget.
”Jeg får energi og glæde ved mit job, fordi jeg har kontakt med nye mennesker og fordi jeg giver dem noget, de bliver glade for. Og det jeg giver ud, får jeg tusindfold igen. Det oplevede jeg allerede i løbet af mine praktikperioder,” fortæller Lykke.
Gode netværk
Hun peger selv på et godt netværk som en af de andre forklaringer på, at hun er nået så langt.Den vigtigste person i netværket er Lykkes kæreste.
”Han støtter mig virkelig meget i mit arbejde. Han satte klinikken i stand for mig, tager billeder til min hjemmeside og tager overarbejde, så vi kan klare det økonomisk her i starten. Han er normaltseende og kan dermed hjælpe mig med nogle af de ting jeg har svært ved på grund af mit syn,” siger Lykke.
I startfasen holder hendes klinik til i lokaler i hendes mors hus. Et andet familiemedlem kan hjælpe hende med de mange spørgsmål omkring økonomi og bogføring, som automatisk følger med etablering af egen virksomhed.
”Det er en fordel for mig, at jeg er fortrolig med computeren og har let ved at blive fortrolig med nye programmer. Nu skal jeg bare have indarbejdet nogle vaner med bilag og administration”, siger Lykke.
Ud over det familiære netværk har Lykke kontakt med flere af sine tidligere studiekammerater. De bruger hinanden flittigt i mange forskellige spørgsmål, og Lykke fortæller, at hun føler sig ret heldig sammenlignet med flere af dem.
”Nogle af mine studiekammerater vil også starte egen klinik, men selv om de færdiggjorde uddannelsen samtidig med mig, og søgte kommunen om etableringshjælp, har de ikke fået noget svar endnu. Det er selvfølgelig meget demotiverende,” siger hun.
Tilfredsstillelsen når det lykkes
Alligevel mener Lykke Poulsen, at nogle blinde og svagsynede måske er lidt for vant til at tage for mange ting for givet.
”Jeg har set det inden for sporten. Nogle blinde tager det for eksempel som en selvfølge, at der er en træner – de udviser ingen taknemmelighed, når nogen engagerer sig og bruger tid på at træne dem, men de brokker og brokker sig, lige meget hvad de får og hvad der bliver gjort for dem. Måske er det fordi, mange har været vant til at få særbehandling fra de var små,” undrer hun og fortsætter:
”Men for mig giver det mening at kæmpe for tingene. Selv om jeg da godt kan se det fri-stende i at sige: Jeg vil have min førtidspension og ikke arbejde dagen lang, så ved jeg, at det giver så meget andet at kæmpe videre. Jeg får en anden tilfredsstillelse ved at have mit eget og ved at arbejde for tingene og give andre mennesker noget.”
Lykke er på vej, og hun er allerede i gang med at udvide forretningsområdet:
”Jeg ved, det er hårdt fysisk arbejde at arbejde som massør, men hvis jeg træner og passer godt på mig selv, håber jeg at kunne blive ved mange år. Nu må vi se. Kunderne er begyndt at komme, og jeg håber, at jeg efterhånden også får mulighed for at få flere virksomheder blandt mine kunder. Det bliver spændende,” siger Lykke.
Hun er klar til kamp.
 Lykke Poulsen
24 år, svagsynet.
Uddannet massør fra Blindeinstituttet
Øvrig uddannelse:
Har gennemført folkeskole, gymnasium og 4 semestre af datamatiker-uddannelsen.
Har som nyuddannet fået etableringsstøtte til at starte massageklinik og har i den forbindelse fået forlænget revalidering i en overgangsperiode, som nu er slut. Se mere om Lykke og hendes klinik på www.kropsmassage.nu |
Til indholdsfortegnelsen
|
|
Thomas Søndergård Knudsen,
arbejder som bygningssnedker:
Du skal tro på det, du vil
Af Karin Busch
Selvtilliden skal være i orden. Og du skal være indstillet på at give dig selv 150 %, hvor andre giver sig 100, mener Thomas Søndergård Knudsen, der aldrig har været i tvivl om, at han skulle
arbejde med træ.
 Duften og følelsen af træ har altid været omkring Thomas. Så langt han kan huske tilbage, har han følt sig hjemme i et værksted, og lige så længe har han vidst, at han skulle arbejde med træ. Som søn af en tømrer var der ingen tvivl om det hos Thomas. Heller ikke da han som 13-årig blev svagsynet.
”Det har altid været træ for mig. Så jeg valgte at uddanne mig som bygningssnedker. Jeg har været vant til at arbejde, siden jeg var 13 år, så det var naturligt for mig at komme i lære på helt normale vilkår. Det har sikkert gjort nogle ting lettere for mig, at jeg har haft god opbakning og altid haft nogle, jeg kunne spørge til råds om et bestemt værktøj og den slags,” mener 23-årige Thomas Søndergård Knudsen.
Men det er langt fra det samme som, at han er kommet nemt til tingene, understreger han.
”Det har ind i mellem været en sej kamp, for når andre slås 100 % for at gøre tingene godt eller bestå en prøve, så har jeg kæmpet 150 %. Og jeg har da klaret det pænt. Jeg er ikke havnet i bunden, men har ligget på middelkarakterer i prøverne,” fortæller Thomas om sin uddannelse.
Provokeret af kommunen
 Da han som 17-årig var færdig med 10. klasse og brændte for at komme til at bruge sin nye kunnen, blev han voldsomt provokeret af mødet med kommunen.
”De tilbød mig, at jeg kunne komme på førtidspension med det samme. Det var alligevel det nemmeste. Det tændte mig helt af. Jeg sagde til dem, at det kunne de glemme alt om, og tænkte, at nu skulle jeg nok vise dem, at jeg kunne klare et job.”
Jobbet fik Thomas også. Hans mester fra lærlingetiden ville gerne ansætte ham. Efter noget tid fik hans selvtillid også et stort skub fremad, da mester sagde, at han ikke synes, der var grund til at have med revalideringen at gøre. Thomas klarede sig fint – der var ingen forskel mellem ham og de andre, når det kom til, hvor hurtigt og ordentligt, de løste opgaverne.
I det daglige arbejder Thomas på samme vilkår som sine kolleger, men han benytter sig af en række hjælpemidler, blandt andet digitalt målebånd, digital skydelære og en speciel optik, han bruger ved særligt krævende præcisionsopgaver.
Vilje og opbakning
Thomas Søndergård Knudsen er ikke i tvivl om, at han er kommet så langt, fordi han altid har vidst, hvad han ville. Og troet på sig selv.
”Jeg har altid troet på mig selv. Den er den vigtigste forklaring på, at jeg har klaret mig,” siger han.
”Det handler meget om, hvilken person man er. Og så er der selvfølgelig stor forskel på, hvor meget opbakning man har fået gennem hele forløbet. Jeg har været heldig med de ting, ligesom jeg har været heldig med at være i et fag, hvor der er mangel på arbejdskraft.”
“Det er nok noget sværere for de mange svagsynede, som vælger en boglig uddannelse. Jeg har altid haft en positiv indstilling til tingene og virkelig troet på det, jeg ville. Det er måske en fejl, som nogle svagsynede begår. At de ikke tror mere på det, de vil og kan. Men det handler selvfølgelig meget om, hvordan deres bagland er og har været helt tilbage til dengang, de var børn.”
Thomas tøver lidt, før han fortsætter:
”Måske risikerer jeg at blive upopulær, når jeg siger det, men nogle svagsynede holder sig måske for tæt ved instituttet og det trygge, hvor de er pakket lidt ind i vat, i stedet for virkelig at mærke efter, hvad de vil og tro på, at det kan lade sig gøre. Hvis jeg skulle give et godt råd videre, så skulle det være, at man skal stole på sig selv og tage udfordringerne op. Man skal prøve at gå sin egen vej først og fokusere på det, man kan i stedet for det, man måske ikke kan. Jeg synes, man udvikler sig ved at arbejde sammen med seende. Man bliver mere jævnbyrdig på den måde. Ellers kan man godt komme til at føle sig lidt mindreværdig. Jo, jeg er helt sikker på, det er godt at tage tingene på den positive måde,” siger Thomas med eftertryk.
 Thomas Søndergaard Knudsen
23 år, blev svagsynet som 13-årig.
Uddannet bygningssnedker.
Arbejder på almindelige vilkår.
|
Til indholdsfortegnelsen
|
|
Xenia Camilla Pedersen, læser til pædagog:
Du skal have en stærk indre kerne
Af Karin Busch
Tro på dig selv, vær åben og frem for alt: Hav ikke ondt af dig selv.
Med den overbevisning i bagagen er Xenia godt på vej gennem uddannelsen til pædagog. Og hun har ikke tænkt sig at stoppe med den.
 ”Jeg følte nærmest, jeg blev svagtseende i løbet af en uges tid.”
En regnbuehindebetændelse som 23-årig blev starten på Xenias møde med livet som svagsynet. Sygdommen udviklede sig hurtigt, og kort tid efter befandt hun sig på sygehuset. Her lå hun på stue med en 78-årig svagsynet dame, som fik stor betydning for Xenias syn på sig selv.
”Her befandt jeg mig så ved siden af denne kvinde, som fortalte om sit liv, og jeg indså, at hun havde haft et mere aktivt liv som svagsynet end jeg nogensinde havde haft som seende. Og stille og roligt erkendte jeg, at man kan godt det, man virkelig vil,” fortæller Xenia.
Da hun kom ud fra hospitalet og fik tilbudt en række hjælpemidler, var hun derfor ikke synderligt begejstret.
”Jeg vil hellere undvære. Min holdning er: Jo færre jo bedre.”
De svære værkstedsfag
Xenia besluttede at følge den gamle dames eksempel og gå efter et aktivt liv. Hun ville gerne være pædagog og kom ud i arbejdsprøvning i form af et halvt års praktik i en børnehave. Resultatet var positivt. Næste trin blev en pædagogisk grunduddannelse og herefter blev hun optaget på pædagoguddannelsen på Hjørring Seminarium, hvor hun læser i dag. Og det går godt.
”Jeg er fagligt og bogligt stærk, og jeg føler ikke, jeg har vanskeligere ved at klare bøgerne end en ordblind har. Til gengæld havde jeg det lidt svært med værkstedsfagene, boremaskiner og alt det, men de fag kommer især det første halve år og er overstået nu. Jeg har så valgt dansk som linjefag, så det går fint,” pointerer hun.
For Xenia er det meste et spørgsmål om vilje og et solidt selvværd.
”Det er vigtigt at sige, hvad du har behov for af hjælp. At sætte ord på. Og det er mindst lige så vigtigt ikke hele tiden at sige: ”Det kan jeg ikke, jeg er svagtseende”. Jeg har det sådan, at ingen skal komme og sige, at jeg er doven eller kommer lettere til min uddannelse end andre. Det har noget med selvværd at gøre. Den bedste kompliment jeg har fået er, når lærerne eller mine medstuderende siger: Vi glemmer da helt, du er dårlig til at se.”
Udfordringerne
”Da jeg var i praktik, foreslog en af pædagogerne, hvis mand er svagsynet, at vi skulle lade være med at fortælle forældrene om mit svagsyn. Jeg sagde ok, selv om det er imod alt det jeg har lært om, at man skal fortælle om sit syn. Det gik da også fint, og på det sidste forældremøde, jeg var med til, fortalte pædagogerne det så. Forældrene tog det rigtig fint, og en af dem sagde: Nå, så er det derfor, min datter sagde, at hun ønskede sig en lup i fødselsdagsgave!”
En af udfordringerne er, når Xenia skal gøre en ny lærer opmærksom på, at hun er svagsynet. Hun foreslår normalt læreren at bruge særligt svagsynskridt, og at hun får udleveret en kopi af lærerens transparenter i starten af timen, så hun kan følge med undervejs. Hun forklarer også læreren, at det ikke duer at kigge på Xenia og bare sige: ”Ja”, hvis læreren vil give hende ordet, men at det er nødvendigt at sige hendes navn.
”Jeg giver dem konkrete råd, og de bliver modtaget meget forskelligt blandt lærerne. Men det er ikke, fordi jeg skal have særvilkår; jeg synes bare heller ikke, jeg skal have dårligere vilkår end de andre,” siger Xenia.
Hendes erfaring er, at det er en god ide at alliere sig med studiekammerater, som kan hjælpe fx med transparenter, i værkstederne, osv.
”Det handler også om din egen indstilling, og jeg har i alt fald haft meget glæde af mine kammerater – og omvendt har jeg kunnet hjælpe dem med problemformuleringer. Og det er vigtigt. Vi skal give noget igen,” slår hun fast.
Vær åben og ærlig
Men selv om Xenia møder verden med god vilje og rodfæstet selvværd, kan der stadigvæk være barrierer og fordomme at kæmpe imod. Heldigvis var det mest i starten af uddannelsen, ind til de medstuderende fandt ud af, at Xenia havde noget andet at give, for eksempel i form af faglighed, forklarer Xenia og spørger:
”Skal vi have sådan en på slæb?”
Xenia er ikke i tvivl:
”Jeg gider slet ikke spilde tid på mennesker, der kommer med den slags udtalelser. Man skal vide, at man kommer på seminariet for sin egen skyld og for at få sig en uddannelse, og man skal gøre sig klart, hvad man kan tilbyde følelsesmæssigt. Det hjælper ikke noget at lade sig gå på af folks uvidenhed. Prøv hellere at være åben og ærlig, for mange menneskers afvisninger og kommentarer bunder i usikkerhed og uvidenhed,” lyder Xenias råd.
En anden barriere, Xenia er stødt på, er, når nogle medstuderende undrer sig over, hvorfor Xenia modtager supplerende ydelser til de ekstra udgifter, hendes svagsyn medfører.
”Igen handler det om åbenhed. Når jeg forklarer, at jeg har ekstra udgifter til eksempelvis medicin, større lysregning og den slags, kan de fleste godt se det fra min side,” siger Xenia.
Hun foretrækker at løse problemerne selv først, men finder det også vigtigt, at man kan bede om hjælp, når der er behov for det.
”Jeg ville ønske, jeg kunne skimme en tekst. Når vi får at vide, at vi skal læse 100 sider til næste dag, så kræver det ret meget. Det irriterer mig da frygteligt. Men omvendt bliver man så meget god til at tilrettelægge sin tid. Og det er også nødvendigt. Men min holdning er, at man skal prøve at klare opgaverne selv først, men så også bede om den hjælp, man har behov for. Jeg har for eksempel min 83-årige mor til at hjælpe mig. Hun læser lektier højt for mig,” forklarer Xenia.
Knæk en fordom
Xenias forklaring på, hvorfor hun som en del af mindretallet er godt i gang med en uddannelse, er, at hun har en stærk indre kerne og kender sit eget værd.
”Det er så vigtigt at tro på sig selv og gå efter det, man virkelig brænder for. Humor skader bestemt heller ikke, men især tror jeg, det handler om vilje,” siger hun.
”Jeg har oplevet flere med dårligt syn, som får lidt ondt af sig selv og pakker sig ind i de trygge rammer, men det handler altså så meget om viljen. En gang til et møde i Dansk Blindesamfund blev jeg spurgt af en, om jeg ville hjælpe med at lukke en lynlås, og det fløj mig ud af munden: Ja, jeg har da også arbejdet i en børnehave. Det er nok ikke så populært at sige det, og jeg ved også godt, det ikke bare er lige til at finde arbejde med forholdene i samfundet og arbejdsløsheden. Man kan let støde panden mod en mur, men for mig at se er der alligevel virkelig stor forskel på, hvordan man selv håndterer det. Og jeg tror, det er vigtigt at tage udfordringerne op,” påpeger hun.
Xenia vil gerne læse videre bagefter. Hendes drøm er med tiden at kunne skrive ph.d. på visitkortet. Og hun er parat til at tage imod de knubs, der kommer undervejs:
”Ja, jeg er medlem af de stædiges klub. Jeg har både livsmod og gå-på-mod, og det er selvfølgelig dejligt, når det går godt, men det er nu modgangen, man lærer noget af,” slår Xenia fast.
Og er klar til at hamle op med den.
 Xenia Camilla Pedersen
29 år, blev svagsynet som 23-årig.
Har gennemført folkeskole og pædagogisk grunduddannelse.
Studerer nu ved pædagoguddannelsen på Hjørring Seminarium.
Modtager revalideringsydelse.
|
Til indholdsfortegnelsen
|
|
Michael Schacht Petersen,
salgschef i telemarketing-firma:
Jeg vil ikke pakkes ind
Af Karin Busch
Michael Schacht Pedersen mistede
synet, men ikke sine arbejdsmæssige ambitioner. I dag arbejder han som salgschef, og stiller jævnligt op for at give det sociale system en røffel for dets måde at behandle blinde på.
 Da Michael Schacht Petersen for syv år siden blev blind ved en ulykke, gik der kun ganske få måneder, før han traf en vigtig beslutning.
Midt i rækken af operationer og genoptræning bestemte han sig for, at han ikke ville ende som det, han kalder for ”ubevidst arbejdsløs”. Noget der ellers nemt kunne være sket efter hans møde med det offentlige system, som efter hans oplevelse var lovlig hurtigt til at ville tilkende ham førtidspension.
Men det var slet ikke det, Michael ønskede.
”Jeg var overhovedet ikke interesseret i at ende som isoleret blind og ude af stand til at passe et arbejde, fordi andre havde vurderet, at det skulle jeg ikke. Jeg ville ikke leve med hverken skånejob, fleksjob eller førtidspension, for mine ambitioner havde jeg jo stadig. Men jeg oplevede et offentligt system, som slet ikke var gearet til at behandle det enkelte mennesker og hans situation individuelt. Sagsbehandlerne fortalte mig, hvad jeg kunne og ikke kunne klare i stedet for at spørge til mine behov. De sagde, at jeg skulle på førtidspension. Hele systemet lod til at være baseret på, at sager skal ekspederes hurtigt,” siger Michael Schacht Petersen.
Vil klare sig selv
Trods sin situation nægtede Michael Schacht Petersen at acceptere dommen om førtidspension.
Med gåpåmod og personlig styrke satte han de ansatte i det sociale system ”på plads” og forklarede dem, hvad hans behov var, heriblandt en uddannelse.
”Jeg har klaret mig selv langt hen ad vejen. Det offentlige har betalt min uddannelse på Blindeinstituttet, og jeg får i dag, som den eneste ydelse, hjælp til en taxaordning, så jeg kan passe mit arbejde. Bortset fra det klarer jeg mig på almindelige vilkår – og jeg ønsker ikke, det skal være anderledes,” slår Michael fast.
Og han har uden tvivl gjort et vist indtryk på det offentlige system, for han har siden holdt foredrag for medarbejderne på handicapcenteret i hans lokalområde.
”Velfærd handler om, at socialrådgiverne spørger til mine behov og ud fra dem åbner dørene for mig. Jeg lyder måske lidt aggressiv, men jeg synes, der har manglet både sympati, åbenhed og empati i min vej gennem systemet. Det virker som om, systemet hænger tilbage i 80’erne. Jeg sagde blandt andet til dem, at velfærdssamfundet er ikke det, jeg oplever som handicappet. For mig er det velfærd, når samfundet går ind og støtter, så man kan klare sig som blind. Det handler om at spørge til mine behov og åbne døre for mig, og ikke som min oplevelse med, at andre fortæller mig, hvad jeg kan klare,” siger han.
Styrken indeni
Michael Schacht understreger, at han har gode venner og familie, som hjælper, men meget af styrken kommer indefra.
”Jeg er stærk og har taget konfrontationerne, og hvis jeg skulle give et godt råd til andre blinde, må det være at droppe autoritetstroen. Glem den – det er kun ris til egen r... På Blindeinstituttet mødte jeg en blind pige, som i forbindelse med sin kontoruddannelse var blevet sendt i praktik i et supermarked, hvor hun skulle fylde varer op på hylderne. Tænk engang! Hvor dygtig en vejleder har man så haft! Det er jo enormt vigtigt at vide med sig selv, hvad kan jeg og hvad kan jeg ikke magte og så sige til og fra. Hun skulle jo nok have sagt, at det ikke lige var der, hendes styrker var”, mener Michael Schacht.
Hans råd til andre blinde, som overvejer et arbejde, er at tro på det, du kan og tænk dig om. Sæt nogle realistiske mål og vær målfast.
”Jeg har valgt en niche, hvor man ikke behøver at kunne se. Jeg skal præstere i telefonen. Og jeg vil måles på mine præstationer, ikke ud fra at jeg er blind. I mit nuværende job sagde min chef til de andre kolleger, da jeg blev udnævnt til salgschef, at det ikke var fordi jeg var blind, men fordi jeg er den bedste medarbejder. Det var jeg stolt over. Og jeg tror, det er enormt vigtigt med åbenhed. Jeg vil ikke pakkes ind. Jeg skal have skideballe af chefen eller de andre, hvis jeg har brug for det,” slår han fast.
Michael Schacht anbefaler andre arbejdspladser at hente inspiration i den introduktion, han fik i sit første job som blind.
”Da jeg startede i mit job i Toyota Herlev, indkaldte min daværende chef alle medarbejdere til et møde i kantinen. Han præsenterede mig, og jeg fortalte om mig selv. Jeg forklarede, hvorfor jeg var blevet blind, og hvad jeg havde brug for hjælp til. Og så kunne medarbejderne stille spørgsmål til mig.
Det tog vel en times tid, og det var med til at afklare så mange spørgsmål. Det var virkelig godt. Det gav tryghed for mig, og det fjernede nogle begrænsninger i kollegernes måde at møde mig. De kom af med deres usikkerhed, og det er typisk uvidenhed, som får folk til at holde sig tilbage” mener Michael Schacht.
Succes med at være på forkant
”Måske er det, fordi jeg engang har kunnet se og haft arbejde, at jeg ved, man skal være fremme i skoene?,” siger Michael Schacht og fortæller historien om dengang, han skulle søge støtte til sin uddannelse.
”Dengang jeg var blevet blind og skulle søge støtte til min uddannelse på Blindeinstituttet, havde jeg forsøgt at være på forkant og havde undersøgt tingene på forhånd. Jeg havde været i min egen bank inden og undersøgt, om jeg kunne låne pengene, hvis det blev nødvendigt. Det kunne jeg godt, så den viden havde jeg med, da jeg skulle til møde med min sagsbehandler. Så jeg kunne sige: Betragt det som et lån, som jeg betaler tilbage over skatten, når jeg har fået arbejde. Ellers går jeg i banken. Men jeg fik lånet. Og det var en succes for mig.”
Væk med uvidenhed
Michael Schacht er ikke i tvivl om, at der ligger en stor opgave i at fjerne meget af den uvidenhed, der er omkring blinde og svagsynede.
”Jeg har aldrig søgt et job via en ansøgning. For i en ansøgning skal man være ærlig, og hvis man skriver om sit handicap, bliver man sorteret fra, når ens ansøgning ligger i bunken med 50 andre. Så jeg har valgt at søge jobs pr. telefon og først lige inden første samtale fortalt, at jeg er blind. For jeg vil ikke sorteres fra på grund af uvidenhed,” understreger han.
Michael Schacht er et omvandrende eksempel på, at uvidenhed kan overvindes. Og han øser gerne af sin viden om, hvordan åbenhed og indlevelse kan bane vejen for blinde med ønske om et aktivt arbejdsliv.
 Michael Schacht Petersen
30 år, blind efter en fyrværkeriulykke for syv år siden.
Arbejder som salgschef i telemarketingfirma. Uddannet telemarketing-sælger fra Blindeinstituttets Handel/Kontor linje.
Oprindelig uddannet butiksassistent og arbejdede som sælger, før han blev blind. Michael Schacht Petersen deler meget gerne ud af sine erfaringer og stiller sig til rådighed for andre blinde med gode råd, foredrag til virksomheder, foreninger, m.v.
Interesserede kan kontakte Michael på schacht@heaven.dk
|
Til indholdsfortegnelsen
|
|
|
Overblik
Det handler om mennesker
 Fem tidligere studerende fra IT-service på Instituttet for Blinde og Svagsynede danner kernen i en ny bog fra instituttet.
I bogen ”Det handler om mennesker” fortæller fem tidligere studerende på IT-service, hvad de fik ud af at gå på uddannelsen, og hvad de har haft af overvejelser og erfaringer, begejstring og forbehold.
Gennem de fem portrætter ønsker IBS-Erhverv på Instituttet for Blinde og Svagsynede at vise, at personer med funktionsnedsættelse er en værdifuld ressource både som medmennesker i vores daglige omgang med andre og som konkret arbejdskraft for erhvervslivet.
Kontanthjælpsmodtagere har fået det sværere
En undersøgelse foretaget af Ritzaus Bureau cementerer de tendenser, Blindesagen berørte i sidste nummer, nemlig at faldende livskvalitet og voksende økonomiske problemer er hverdagen for mange kontanthjælpsmodtagere.
Bureauet har ringet til flere end 100 kommunalt ansatte i socialcentrene, og tre ud af fire siger, at kontanthjælpsmodtageren har fået det sværere, efter at regeringen i 2003 lagde loft over kontanthjælpen.
Omkring 30.000 voksne og deres børn skønnes at være blevet berørt af stramningen. Den betyder, at der efter 6 måneder på kontanthjælp lægges loft over, hvor meget man i alt kan få af ydelser fra det offentlige. Socialrådgiver og bestyrelsesmedlem for Kofoeds Skole, Gunvor Auken siger til Ritzau, at de svageste i samfundet har fået en straf, som rammer dem meget hårdt. Gennem lovgivning har vi bidraget til, at uligheden i vores samfund øges, udtaler hun.
Også Rådet for Socialt Udsatte, der er en instans under Socialministeriet, mener, at grænsen er nået. Formanden Preben Brandt konstaterer, at der overhovedet ingen tvivl er om, at kontanthjælpsmodtagere har fået det dårligere. Rådet opfatter kontanthjælpsmodtagernes nuværende rådighedsbeløb som klart under fattigdomsgrænsen.
Kristent engagement styrker socialt arbejde
De kirkelige organisationer over hele Europa har et udtalt Florence Nigthingale-instinkt. Jo mere aktivt udøvende kristen, man er, jo større er også det personlige engagement i frivilligt socialt arbejde. Det er bl.a. tilfældet i Danmark, oplyser Inger Koch-Nielsen, seniorforsker ved SFI. Hun har forsket i frivilligt arbejde og foretaget sammenlignende undersøgelser i en række europæiske lande. I Danmark er ca. 100.000 mennesker involveret i ulønnet, socialt arbejde. Kirkens Korshær med 7.000 frivillige og KFUM og KFUK med 10.500 medlemmer er nogle af de største kirkelige organisationer.
Handicappolitik udbedes, tak
”Hvad er det, I vil med handicapområdet? Nu har I - om jeg så må sige - vundet kampen om handicapområdet. Det er nu, I skal gøre rede for, hvad I så vil med det? Det er nu, I skal ud og gøre alle de negative og bekymrede til skamme!”
Sådan lød opfordringen fra Mogens Wiederholt, leder af Center for Ligebehandling af Handicappede, for nylig på Kommunernes Landsforenings sociale temamøde for socialudvalgsmedlemmer og kommunale ledere inden for det sociale område. Han talte om kommunernes nye opgaver på handicapområdet i forbindelse med kommunalreformen og gjorde det klart, at kommunerne har en forpligtelse, som rækker ud over forvaltning af matrikelnumre.
”Det, I har overtaget, er ikke forvaltningen af endnu et eller andet mekanisk område. Det her er ikke kirkegårdsregulativet eller matrikelnummerforvaltning. Det er velfærdssamfundets hjerteblod. Det er helt konkret velfærdsproduktion på individniveau. Derfor er det allervigtigste, at kommunerne - i fællesskab og hver for sig - formulerer en politisk ambition og en politisk vision på handicapområdet. Hvad er det, I vil med handicapområdet? Nu har I - om jeg så må sige - vundet kampen om handicapområdet. Det er nu, I skal gøre rede for, hvad I så vil med det? Det er nu, I skal ud og gøre alle de negative og bekymrede til skamme!”
Mogens Wiederholt understregede, at indsatsen ikke er gjort med handicaprådene alene.
”Hvis handicapområdet og handicaprådene for alvor skal blive velfungerende, så er det nødvendigt, at hver eneste kommune formulerer en egentlig handicappolitik, som kan danne grundlag for rådets arbejde og kommunens indsats på handicapområdet. Det er der i dag 38 kommuner, som har. Men det må, når vi kommer lidt på den anden side af 1. januar 2007, være samtlige 100 kommuner, der har en sådan. Ligesom mange kommuner har formuleret en egentlig børnepolitik, ældrepolitik, erhvervspolitik eller en kulturpolitik, så er det også nødvendigt, at kommunerne formulerer en tværgående handicappolitik, som klart og tydeligt melder ud, hvad det er for ambitioner, og hvad det er for målsætninger, kommunen har på alle de områder, som har en handicappolitisk dimension,” udtalte Mogens Wiederholt.
Han understregede også, at en flot forkromet og ordrig handicappolitik ikke i sig selv sikrer noget som helst. Derfor er det vigtigt, at handicappolitikken følges op af konkrete handlingsplaner, som område for område beskriver, hvad det er for en indsats, der skal gøres for at indløse handicappolitikken. En handlingsplan, som beskriver ansvaret for opgavens løsning, sætter tidsterminer op for løsningen af opgaven – og ikke mindst beskriver, hvordan indsatsen skal finansieres.
|
Til indholdsfortegnelsen
|
|
|
Dialog i mørke:
Et nyt syn på blindhed
Af Karin Busch
En simpel ide: Blinde guider bliver det trygge holdepunkt for de seende gæster, som besøger de mørke rum i udstillingen Dialog i Mørke. Ideen med de ombyttede roller har vist sig at være en stor succes. Udstillingen har indtil nu været vist i 17 lande i Europa, Asien og Amerika. Nu kommer Dialog i Mørke til Danmark.
 Kun meget få mennesker har en ide om, hvad blindhed indebærer. Mange har et billede af blinde som en slags hjælpeløse krigsveteraner, der er hårdt ramt af skæbnen og afhængige af andre menneskers sympati. Og i sproget har blindhed ofte en negativ klang. Tag bare udtryk som ”blindt raseri”, ”famle i blinde” og lignende.
Men selv om blindhed betyder udelukkelse fra mange ting i samfundet, hvor så meget er baseret på det visuelle aspekt, behøver blindhed langt fra at være ensbetydende med fortvivlelse eller ligefrem mindre lykke, for manglen på syn kompenseres af en anden slags syn, nemlig det ikke-visuelle.
Ting er ikke bare smukke, fordi de ser smukke ud. For seende som lukkes ind i et mørkt oplevelsesrum er de ikke-visuelle egenskaber pludselig spændende – overfladen på en kop, en gangstis struktur, lyde og dufte i en kantine, de forskellige måder, vi oplever vinden i en by – al dette bliver vigtigt og er med til at berige vores opfattelse af verden. Hvilket paradoks! At lære at ”se” gennem ikke at kunne se.
Bevidstheden om det usete
Ud af dette paradoks opstod ideen til Dialog i Mørke, et udstillingskoncept som prøver at tage udgangspunkt i blindes ikke-visuelle oplevelser og ideer for at skabe bevidsthed om alt det usete i og omkring os.
Konceptet er enkelt: Blinde guider leder små grupper af besøgende gennem specielt kon-struerede mørke rum, hvor dufte, lyde, vind, temperaturer og teksturer viser kendetegnene ved de daglige omgivelser, for eksempel en park, en by eller en bar.
I mørket bliver de daglige rutiner en ny oplevelse. Rollerne byttes om: Seende flyttes ud af deres velkendte omgivelser, blinde mennesker giver dem tryghed og en følelse af at kunne orientere sig i en verden uden billeder.
Konceptets succes er til at tage og føle på. Alene i Hamburg, hvor udstillingen åbnede i april 2000, og siden er gjort permanent, har over 370.000 mennesker besøgt udstillingen.
Op mod 17 andre steder på kloden har udstillingen modtaget tusinder og atter tusinder besøgende.
Udsigten til job
 Men en ting er, hvad udstillingen kan give af oplevelser til de besøgende. Noget andet er det jobmæssige aspekt for de blinde. For brugen af blinde guider betyder helt konkret, at flere blinde kommer i arbejde.
I Tyskland har Socialministeriet valgt at støtte udstillingen i Hamburg økonomisk frem til 2008 på grund af det jobmæssige aspekt, og folkene bag det tyske Dialog i Mørke arbejder sammen med organisationen Arbeit und Lernen om at skaffe handicappede arbejdsløse i arbejde.
Blandt andet opbygger de stærke relationer til to store virksomheder i Hamburg for at få flere i arbejde. Og konceptet fungerer i Hamburg. Så godt, at også andre byer i Tyskland er interesserede i en permanent udstilling som vejen til jobs for handicappede og til en tættere forbindelse mellem flertals- og mindretalsgrupper i befolkningen.
Dansk dialog
Dialog i Mørke er nu på vej til Danmark. 19. januar 2006 åbner udstillingen på Experi-mentarium i Hellerup, og forberedelserne er allerede i fuld gang. Blandt andet har et kom-bineret informations- og ansættelsesarrangement været afholdt i starten af september, og interessen er mærkbar, fortæller projektleder Karina Goyle fra Experimentarium.
Experimentariums forventninger til udstillingen er store. Fordi udstillingen har vist sig at være en publikumssucces mange steder i verden, og ikke mindst fordi projektet rummer en ekstra dimension – samarbejdet med blinde og handicappede - som Experimentarium tror vil give et løft til alle medarbejderne.
 Dansk Blindesamfund er med i projektet, og næstformand Søren Grotum fortæller om, hvad foreningen håber at få ud af Dialog i Mørke.
”For det første håber vi, at udstillingen kan være med til at udbrede kendskabet til blindhed og svagsyn og medvirke til, at mange andre borgere kan føle, hvad det vil sige. For det andet håber vi, at udstillingen kan have en funktion som beskæftigelsesfremmende projekt og afhjælpe noget af den fortvivlende situation, vi har på jobområdet for blinde og svagsynede,” siger han.
Søren Grotum håber, at udstillingen kan være med til at aflive nogle af fordommene om, at blinde og svagsynede ikke kan passe et arbejde, komme op om morgenen og møde til tiden, osv.
”Projektet er planlagt til at vare et år, men vi vil gerne arbejde for at prøve at få gjort det permanent, sådan som det er med succes i Hamburg. Det er først og fremmest et spørgsmål om økonomi. Nu er vi i første omgang i færd med at søge midler til det første år, men måske kan vi bygge videre på andre midler. Vi søger blandt andet Arbejdsmarkedsstyrelsen om midler til lønninger ud fra det beskæftigelsesmæssige perspektiv.”
Fremtidsmusik
Som tankeeksperiment kan Søren Grotum fint forestille sig, at Dialog i Mørke fortsatte som permanent koncept.
”Hvis konceptet for eksempel fortsatte med Blindeinstituttet som partner, kunne man sagtens forestille sig, at deres studerende kunne bruge det til jobtræning og til at få nye impulser. I den sammenhæng synes jeg da, det er nærliggende at drømme om, at både Social- og Beskæftigelsesministeriet støttede ideen økonomisk – men det er selvfølgelig tankespind,” påpeger Søren Grotum.
Fakta om:
Dialog i Mørke
'Dialog i Mørke' er et udstillingskoncept. Idéen er, at man opbygger nogle forskellige mørklagte miljøer, hvor man vil give gæsterne en sanseoplevelse uden synet i cirka 60 minutter. Miljøerne kan f.eks. være natur, en by, en terrasse ved havet samt en café som fuldstændig mørkelægges. Blinde eller svagsynede guider ledsager herefter seende gæster, i grupper på ca. 8 personer, gennem disse miljøer og slutter af i caféen. Her kan gæsterne - stadig i mørke - købe forskellige forfriskninger og det er også her dialogen med guiden virkelig fortsætter.
Udstillingen i Danmark er planlagt til at finde sted fra 19. januar 2006 og 12 måneder frem på Experimentarium i Hellerup. Udstillingen har været opsat med succes i mindst 17 lande gennem de seneste 16 år. Og nu skal den for første gang til Danmark. Den giver muligheden for at øge opmærksomheden om blinde i den brede offentlighed samt nedbryde mentale barrierer.
”Dialog i Mørke” er et samarbejde mellem Experimentarium, Dansk Blindesamfund, Institut for Blinde og Svagtseende, Spastikerforeningen samt ophavsmanden, Dr. Andreas Heinecke.
Formålet med udstillingen, der støttes af en række fonde og officielle instanser, er at skabe opmærksomhed og forståelse for blinde og andre handicappedes vilkår, at sikre folk med handicap spændende jobs og tilbyde en meningsfuld og effektiv jobtræning og at stimulere folks interesse for naturvidenskab.
Vil du vide mere om udstillingen, kan det ske på: www.dialog-im-dunkeln.de, www.dkblind.dk og
www.experimentarium.dk |
Til indholdsfortegnelsen
|
|
Blindesagen udgives af:
Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark
Thoravej 35, 2400 København NV Telefon 38 14 88 44 Telefax
38 14 88 00
Giro 3 00 22 17
E-mail: info@dkblind.dk Web: www.dkblind.dk
Redaktion: Jens Bromann (ansvarshavende), Karin Busch
Forsidefoto: Bygningssnedker Thomas Søndergaard Knudsen. Foto af Alex Tran.
Oplag: 5.500 trykte eksemplarer, 350 lydbånd
Layout/tryk: FL Reklame/Silkeborg Bogtryk
Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93
37 91
Ekspedition: Dansk Blindesamfund
Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd
i stat, amter, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds
medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen
er tilladt mod kildeangivelse.
Næste nummer af Blindesagen udkommer oktober 2005.
Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark
er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen
er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund
har 12.000 medlemmer, opdelt i 22 lokalkredse. Foreningen arbejder
for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.
Protektor for Dansk Blindesamfund:
Hendes Højhed Prinsesse Alexandra
|
| |
