Af Anne Marie Bye Marboe

Christina Blak Sørensen har altid været vild med heste, og hendes største drøm er at overtage forældrenes ridecenter.

”Men det kan jeg ikke, så længe jeg er på kontanthjælp. Jeg må ikke, og jeg har ikke råd. Det betyder, at jeg med årene er blevet mere og mere panisk, for jeg føler faktisk, at man ødelægger mit liv og mine drømme ved at fastholde mig på kontanthjælp, hvor jeg ingen rettigheder har. Selv om man ikke bliver millionær af en førtidspension, har man ret til at spare op og ret til at købe noget. Men det er jeg blevet afskåret fra, og det har gjort mig meget bitter og meget gal. Jeg synes, det ser lidt sort ud for mig.”

Dårligt førstehåndsindtryk

Anderledes optimistisk var Christina, da hun som 18-årig vendte hjem fra hospitalet efter en nethindeløsning på højre øje. Selv om operationen var mislykkedes, og hun nu måtte klare sig med de to procents syn, hun havde på venstre øje, var Christina sikker på, at hun nok skulle klare sig.

”Jeg tænkte, at jeg dæleme nok skulle vise dem, at jeg kunne. På det tidspunkt ønskede jeg i hvert fald ikke førtidspension. Men da jeg første gang mødtes med min sagsbehandler på kommunen, var hendes kommentar, at jeg vel bare kom for at få min førtidspension, så jeg kunne ligge hjemme på sofaen og ikke lave noget. Efter en måned fik jeg, efter eget ønske, en anden sagsbehandler, men det ændrer jo ikke ved førstehåndsindtrykket. Og nu sidder jeg faktisk i den stol, hvor jeg gerne vil have førtidspension, men nu kan jeg ikke få den,” fortæller Christina, hvis sygdomshistorie er lang og kompliceret og langt fra slut.

Fejlplacering

Hun er født med grå stær på det venstre øje, som blev ”dovent”, men først efter folkeskolen begyndte hun at få flere problemer med synet. Hun startede på landbrugsskolen, fordi hun gerne ville være landmand og overtage familiens slægtsgård ved Trige, nord for Århus. Men hun blev forhindret i at tage traktorkørekort, da hendes syn var for dårligt.

”Det begyndte at gå op for mig, at det gik den forkerte vej,” husker Christina, der i stedet valgte handelsskolen, så hun kunne blive lægesekretær. Det blev dog en kort fornøjelse, for kun tre måneder senere, i efteråret 1996, fik hun den nethindeløsning på det højre øje, der åbenbart havde været undervejs i et stykke tid. Den efterfølgende operation mislykkedes, og Christina måtte leve i totalt mørke i to-tre måneder, indtil det venstre øje blev trænet op. Hun forsøgte at genoptage studiet, men måtte stoppe, fordi det var for svært at følge med.
Christina kom på kontanthjælp i begyndelsen af 1997 og tog i august, på opfordring fra Århus Kommune og Århus Amts synscentral, på et fire måneders ophold på Egmont Højskolen i Hou ved Odder. Men allerede den 1. oktober pakkede hun sine ting og rejste hjem.

”Jeg kunne ikke holde ud at være der. Den skole er jo for handicappede, der sidder i kørestol - nogle af dem kunne hverken tale, gå eller spise selv, og det kan jeg trods alt. Det var helt klart en fejlplacering, og jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet.”

Behov for hjælp

Christina har svært ved at betegne sig selv som handicappet, selv om hun må erkende, at der er mange ting, hun ikke kan. Hun har det, man kalder et godt orienteringssyn og er god til at komme omkring uden at falde eller støde ind i noget. I vante omgivelser, derhjemme eller hos sine tre storesøstre, klarer hun sig udmærket, og det kan være svært for fremmede at se, at hun er svagsynet. Hun kan se lys, farver og bevægelser, men hun kan ikke læse eller se fjernsyn.

”Det mest frustrerende er, at jeg ikke kan skelne ansigter, og derfor ikke kan genkende mine egne familiemedlemmer på gaden,” forklarer Christina. Hun ved godt, at uden masser af hjælp fra forældrene, som hun stadig bor hos, samt andre familiemedlemmer og gode venner, ville hun ikke komme så meget rundt, som hun gør. Og hjælp vil hun helt sikkert også få brug for, hvis hun på et tidspunkt skal flytte i egen lejlighed.

”Jeg kan godt støvsuge lidt, men der er meget, jeg ikke får med. Jeg kan også købe ind i Brugsen og finde tre liter mælk eller en bakke lørdagskylling, men jeg kan ikke se, om der er tre for 100 kroner. I øvrigt har jeg det fint med mine forældre, og det er ikke en lejlighed, der står øverst på min ønskeliste. Jeg har heller ikke overskud til både at slås med kommunen og skulle finde mig til rette i nye omgivelser samtidigt.”

Sagen blev trukket

Når Christina betegner sit forhold til kommunen som et slagsmål, er det, fordi hun synes, der ikke bliver lyttet til hendes behov.

”Det er ikke noget personligt. Sagsbehandlerne er jo flinke nok, og de passer bare deres arbejde, men jeg føler ikke, jeg bliver regnet for noget. Og jeg har på fornemmelsen, at de er trætte af at høre på mine beklagelser. De ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op med mig,” mener Christina, som er overbevist om, at hendes sag blev trukket, så den kom ind under de nye, skrappere førtidspensionsregler.

”Da jeg blev 25 år i foråret 2003 og kom på en højere kontanthjælpssats, rørte de også pludselig på sig, selv om der ikke var sket noget hele foråret. For første gang luftede jeg tanken om at blive førtidspensioneret, for mit liv var uoverskueligt, men jeg havde ikke prøvet nok, så jeg blev sendt i arbejdsprøvning i en børnehave. Og det er altså ikke sagen at sætte mig til at passe 50 børn, jeg ikke kan se forskel på. Jeg kunne heller ikke se, om de faldt ned fra træerne eller stak af fra legepladsen. Det var så forvirrende for mig, og hvis jeg havde det skidt i forvejen, havde jeg det endnu dårligere, da jeg kom hjem derfra.”

Psykiske og fysiske problemer

Som om Christina ikke havde problemer nok, blev hendes situation efter kun en uge i børnehaven alvorligt forværret. Den silikone-ring, der blev lagt ind i højre øje i forbindelse med nethindeløsningen, rev sig løs, og Christina blev sygemeldt og opereret fire gange i løbet af sommeren.

”Jeg røg meget langt ned efter den oplevelse. Og jeg blev bange, for lægen sagde, at hvis der sker mere med øjet, vil han være nødt til at fjerne det, for han kan ikke sy mere i det.”
De psykiske problemer kæmper Christina stadig med oven i det fysiske ubehag, der følger med synsproblemerne.
”Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke har hovedpine og er nødt til at ligge flere timer om dagen og hvile mig og tage smertestillende piller. En sjælden gang imellem har jeg en dag, hvor jeg kan gå i seng om aftenen og være rigtigt glad, fordi jeg ikke har haft hovedpine. Så er jeg næsten lykkelig,” fortæller Christina med et skævt smil.

Sat i bås

”Jeg må indrømme, at efterhånden som månederne er gået, er jeg nået derhen, hvor jeg allerhelst vil have førtidspension. Hvis jeg kunne vælge på alle hylder, ville jeg helst have en uddannelse og et arbejde. Også fordi jeg synes, det er lidt pinligt, hvis jeg som 27-årig skal møde nye mennesker og er nødt til at præsentere mig som førtidspensionist. Det var lidt sjovere at kunne sige, at man er psykolog eller lærer eller lignende, men jeg kan ikke magte det.”

Når Christina kan sige det med så stor overbevisning, er det, fordi hun i årenes løb har prøvet rigtigt mange ting af. Fra 1998 til 2002 læste hun for eksempel HF, men måtte erkende, at det var for hårdt, og at en længerevarende uddannelse ikke er noget for hende. Hun er også blevet edb-afprøvet, men da hun ikke kan se skærmen, må hun anvende talesyntese, som tager lang tid at lære at bruge. De fleste praktiske job er umulige for hende at udføre, da hun har forbud mod at løfte. Risikoen for, at der igen bliver problemer med det højre øje, er simpelthen for stor. Så siden januar 2004 er der ikke sket meget nyt i hendes sag.

”Jeg føler det, som om jeg fuldstændig er lagt på en hylde. At jeg er sat i en bås med mærkatet: Dig har vi ikke plads til i samfundet. Og jeg har ingen indflydelse på mit eget liv, men er bare en kastebold i systemet. Der er ingen, der spørger mig, om jeg har lyst til at arbejde med it eller gå på kursus her og der. Og jeg får ikke ro til at prøve nogle ting af i mit eget tempo.”

Mister livsmodet

Det med at leve livet i sit eget tempo er vigtigt for Christina.

”Jeg går i en konstant angst for at blive totalt blind, og selv om det på mange måder ville være lettere, er jeg jo trods alt lykkelig for, at jeg kan se, at græsset er grønt og kan følge lidt med. Det er hårdt, hver aften når jeg går i seng, at spekulere på, om jeg mon kan se i morgen. Og det er træls, at jeg ikke kan få lov at nyde livet, så længe jeg kan se. Om få år kan det være slut,” pointerer hun.

Den drøm, tror hun, kan opfyldes, hvis hun får lov at arbejde hjemmefra, for eksempel med gårdens ridecenter. Heste har altid fyldt meget i Christinas liv, og i 1998 vandt hun bronze i dressurridning ved handicap-DM. Det er et stort arbejde at forberede sig til stævner, så det er hun holdt op med, men hun er overbevist om, at hun godt vil kunne overtage ansvaret for ridecenteret.

”Hvis jeg fortsætter på kontanthjælp, er jeg bange for at komme derud, hvor jeg ikke vil være her mere. At jeg mister livsmodet og troen på andre mennesker. Sådan har jeg det ikke endnu, men jeg har perioder, hvor jeg tænker, at det ikke er kampen værd,” indrømmer Christina.

På det sidste møde med kommunen blev hun foreslået endnu en edb-afprøvning.