Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Udgivelser > Blindesagen > Blindesagen 2005 > Blindesagen nr. 4 2005 > Integration og jobs

Integration og jobs

Lene Christiansen. Foto: Mikal Schlosser


Af Lene Christiansen

Integration! Integration! Integration!
Vi skal ud i det store erhvervsliv
så vi "ka' bli'e brugt af no'en"
for vi er jo bare så go'e!
Vi ka' lave en masse bogligt
og kaste os ud i det hele.
Vi har nemlig talent for jura og lidt sprogligt
det er jo en definition på en blind!

Hvad skal vi med den store boglighed?
Hvor går de praktiske hen?
Vi bli'r alle sat i gang med et skolefag
så ka' vi i det mindste "fatte om en pen!"
Men nogle bli'r tabt
fordi de ønsker et fagligt job
for de jobs, der kendes, kræver nemlig pension
og derfor har det offentlige sagt stop!

Personligt er jeg ligeglad
om det bli'r snedker eller gadefejer.
Men som blind ER man boglig
alt andet er blot urealistisk ævl!
For hvor skal man finde et job, som kan klares -

Mange ville gerne ha' en læreplads
det være sig som smed eller bager
men "det ka' du ikke som blind!
Så hold dig hellere til dine boglige sager!"
DET er nemlig gennemprøvet
og fyldt med succeshistorier!
Der er ganske vist ikke mange jobs efter dit studium
men så er tiden jo gået med det
og så kan de sige, at endnu en arbejdsløs er aktiv -
"Se nu her!
Det går rigtig godt!
Vi har fået sat styr på endnu en persons liv!"

Her er vi mange
der gerne ville i gang med et håndværk
man får at vide, at man har hænderne "skruet rigtigt på"
men er "uheldigvis" også bogligt stærk -
"Du er jo så dygtig!
Du har så fine karakterer!
Så du skal BESTEMT være boglig!
Alt andet er bare "fikse ideer".
Så pyt med, at du "går ned" på en boglig sag
Herre Gud, hva' har vi psykologerne til?
De skal nok ta' hånd om dig - det er jo deres fag
og så er du stadig blot et statistisk tal."

Men tænk, hvis vores evner kunne bruges
til andet end blot at stirre i en bog
tænk, hvis vi alle kunne få
et job, som vi gerne ville nå -
men som blind er man boglig
det er jo en kendt sag
og ingen håndværker vil prøve at tage os ind
og prøve at gi' os et praktisk fag
for sæt nu den blindhed smitter?
Eller sæt nu man er lidt langsom?
Nej, det kan man BESTEMT ikke ha' -
det er en risiko, man ikke tør ta'.

Men integrationen i sig selv fungerer jo perfekt
vi kommer i skoler og får høje karakterer
og ingen tænker på, at der bag vores karakterer ligger en vægt
bestående af alle de venner og alt det socialliv
som vi ikke havde der.

Grunden til de gode karakterer
den er ofte trist
den er hverken dygtighed eller vilje
men blot at man så på ET punkt kunne brillere
for mobning og udelukkelse og anden psykisk terror
det hørte til dagens orden
så derfor begravede man sig i bøgerne
og gjorde sit til
at man på en skala til tretten
fik en karakter
der ikke var under fjorten.

Men så i gymnasiet
der går det galt
nu begynder man nemlig at blive accepteret
også rent socialt
så NU kan man komme med til det meste
og prøve at nyde det lidt
men man har stadig alle de manglende bøger
og må stadig slide dagligt til efter klokken et.
Så ER der noget at sige til
at det ikke ka' gå?
At man til sidst bryder sammen
og synes, at verden er grå?
For boglig er man ikke nødvendigvis
blot fordi man har gode karakterer
det er ofte det store resultat
af at vi sku' lade os "integrere".

Blå bog

Lene Christiansen

Lene er 28 år, født blind, og bor i Københavns Kommune. Hun har fuldført den almindelige folkeskole og forsøgte at gå i gymnasiet, men måtte opgive efter 9 måneder. I 2000 afsluttede hun sin uddannelse som pianostemmer, men det lykkedes ikke for hende at komme i arbejde derefter. Siden har Lene været parkeret på kontanthjælp og været igennem forskellige arbejdsprøvninger samt et forsøg på at læse HF på opfordring af kommunen. Lenes største ønske har været at lave ”noget med hænderne”. Efter fem år på kontanthjælp får hun nu mulighed for at begynde en uddannelse til kurvemager på Blindes Arbejde i København.
 

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 03. november 2006 12:05