Af Lotte Krull

Stemmen er klar og tydelig, smilet er let at finde, og hendes væsen stråler af energi, handling og livskraft. Lone fylder 30 år og er en kvinde med en positiv udstråling. Dette står i skærende kontrast til hendes hele 11 år på kontanthjælp. 11 år med flere påbegyndte uddannelser, afbrudte kurser, fejlplaceringer i erhverv, udsigtsløse praktikforløb – og kommunens vedholdende afslag på dét Lone engang brændte for: At uddanne sig som zoneterapeut eller massør. Det er svært at forestille sig, at et samfund har råd til at kunne undvære en kvinde som Lone. Men med en synsrest på 1 % og en bopæl i Køge Kommune, så kan det altså lade sig gøre.

Lone blev født med et synshandicap. En genetisk fejl gør, at hun er svagsynet, ikke kan se farver og desuden har svært ved at se noget som helst, når lyset er ekstra skarpt, som når solen skinner eller sneen blænder.
Men trods sit handicap voksede Lone ikke op med at tænke på sig selv som handicappet. Hun blev heller ikke behandlet som et barn med handicap. Når hun hjalp familien med huslige pligter, så var det ikke tys-tys, hvis kopperne ikke blev rene under Lones opvask; så var det derimod tilbage i baljen med dem, så Lone kunne vaske dem en gang til for at få dem rene.

Lone har aldrig set sig selv som offer på grund af synshandicappet eller klynket over de kort, skæbnen nu engang har givet hende på hånden. Hun har aldrig søgt eller bedt om medlidenhed.

Afbrudte uddannelser

I dag spekulerer hun på, om det måske er en medvirkende årsag til, at hun på ellevte år lever på kontanthjælp. En overførselsindkomst som egentlig er tænkt som en midlertidig hjælp, imens en handlingsplan i form af en uddannelse eller et job kommer i stand. Måske er det ekstra svært at tilkende en kvinde som Lone en førtidspension – for er det ikke et nederlag for samfundet, at en så ung og livsglad kvinde allerede skal hen til overførselsindkomsternes endestation? I stedet er Lone blevet parkeret på kontanthjælpen. En minimal indkomst, som har medvirket til at låse hende fast i årevis.

Lone har gennem årene påbegyndt flere skoleforløb og uddannelser, ligesom hun har været sendt ud på arbejdsprøvninger flere steder. Men hver gang er hendes synshandicap kommet på tværs. Selvom Lone selv har peget på løsninger, så er der ikke nogen af dem, der har kunnet lade sig gøre. For eksempel var det ikke muligt for hende at studere på halv tid, da hun som 22-årig begyndte en kontoruddannelse på en handelsskole. Da andet semester på uddannelsen blev til koncentreret edb-undervisning, og Lone ikke kunne klare otte timer dagligt foran en computerskærm, så var der kun én vej, hun kunne tage, og det var at droppe ud af handelsskolen igen.

Halvanden time om støvsugning

For snart ti år siden blev hun mor til en pige. Og i de sidste seks år har hun været enlig mor og sørget for sin datter, så ingen har kunnet sætte en finger på hverken hjem, trivsel eller opvækst, fortæller Lone. Hun har oplevet, at det har nærmest har øget mistroen blandt sagsbehandlere, at hun kunne få sit hjemmeliv til at fungere, og der har været eksempler på sagsbehandlere, som ikke har fattet, at hun ikke bare kunne passe et fuldtidsjob ved siden af sine forpligtelser som enlig mor – velvidende at hun er synshandicappet.

”Ja, jeg kan sørge for min datter, lave aftensmad og holde mit hjem rent. Der er bare ingen, som kan se, at det tager mig halvanden time at støvsuge mit hjem, hvor det for andre tager en halv time. Jeg bruger mange ressourcer på at klare de almindelige daglige opgaver, og det efterlader ikke energi nok, til at jeg kan klare et fuldtidsjob eller en uddannelse på fuld tid ved siden af,” fortæller Lone.

Ringere livskvalitet

På spørgsmålet om hvordan det har været at leve på kontanthjælp i så mange år, så er det ikke de trange økonomiske forhold, som Lone først taler om, hvilket jo ville være det mest oplagte. Tværtimod bevæger svarene sig langt mere ind på begreber som livskvalitet:

”Jeg har aldrig kunnet love min datter en sommerferie, for jeg har altid skulle stå til rådighed, hvis nu kommunen ringer og vil have mig ud i arbejde. Når børneinstitutionerne vil have forældrene til at skrive, hvornår de holder ferie med deres børn, så har jeg altid måtte aflevere en seddel, hvor der står, at min datter ikke holder ferie,” fortæller Lone.

Dog har hun ikke prøvet, at kommunen rent faktisk har kontaktet hende, så hun måtte rykke hurtigt ud med kort varsel i løbet af en sommer – så det er da blevet til noget, der ligner ferier med datteren, men aldrig nogle de har kunnet planlægge og glæde sig til. Og disse spontant opståede ferier har de altid måttet afholde på bopælen:
”På kontanthjælp må jeg heller ikke tage ud på en lille rejse, for så er jeg jo ikke til rådighed. Hvis jeg rejser en uge, bliver det trukket i min kontanthjælp. Desuden er det slet ikke muligt at spare op til en rejse, når man er på kontanthjælp, men min familie har engang tilbudt mig at give mig en rejse,” fortæller Lone. Hun føler, at uvisheden om, hvad der sker i næste uge, er det værste:

”Når jeg skal til et møde hos kommunen, så ved jeg ikke, om jeg går derfra med udsigten til at skulle møde op på en eller anden arbejdsplads i næste uge, eller om jeg bare bliver sendt hjem igen,” fortæller Lone.

Bremset af kontanthjælpen

Lone føler, at kontanthjælpen igen og igen bremser hende i at leve og udfolde sig som menneske. Engang spurgte hun en sagsbehandler i kommunen, om hun måtte deltage i et engelskkursus. Det måtte hun ikke, fordi på kontanthjælp må man ikke uddanne sig. Lone vil gerne motionere, men tør ikke at investere i et tre-måneders kort i det lokale motionscenter, for hun kan risikere at spilde de knappe penge, hvis hun pludselig bliver aktiveret af kommunen.

På trods af den langvarige kontanthjælp og de mislykkede forsøg på uddannelse og jobs, så lykkes det som hovedregel for Lone at holde humøret oppe. Når man spørger hende, hvordan hun evner dette, nævner hun som det første sit gode netværk af venner, og at hun bor tæt på sin bror og mor. Men der er da perioder, hvor det kan være svært at se det morsomme i tilværelsen som kontanthjælpsmodtager.

”Det er især, når jeg har mange møder oppe i kommunen. Det gør mig ked af det. Og hver gang jeg får en ny sagsbehandler, føles det, som om jeg starter forfra med min sag. Jeg skal igen forklare, hvad mit synshandicap går ud på, og hvorfor jeg ikke kan overkomme både mine forpligtelser som eneforælder og et fuldtidsarbejde.”

Drømmen om tryghed

Planløsheden i aktiveringerne påvirker også Lone negativt. Lone har gennem årene haft syv sagsbehandlere – alle søde og velmenende, men det har ikke gjort nogen forskel på Lones situation. Engang var der en sagsbehandler, der mente, at Lone skulle på højskole i Jylland. På det tidspunkt var hendes datter kun et par år gammel – hun havde naturligvis ikke lyst til at rejse væk fra sin datter for at gå på højskole i den anden ende af landet. Og i dag er Lone for anden gang i arbejdsprøvning i en af kommunens børneinstitutioner.

”Jeg har jo prøvet det før, og jeg har forklaret, at jeg jo ikke kan se børnene, når solen skinner, eller når der er sne. Det fører jo ingen vegne,” fortæller hun.

Nu drømmer Lone ikke længere om at uddanne sig til zoneterapeut eller massør. Hun drømmer om at få tilkendt en førtidspension. Fordi hun trænger til at få ro i sit liv. Ro omkring sin økonomi og ro omkring sin tid. Så hun kan slippe for at stå til rådighed alle hverdage året rundt. Så hun en dag med god samvittighed kan planlægge en ferie med sin datter uden at blive trukket i sin indkomst.