TEMA: Parkeret på kontanthjælp
11 år på kontanthjælp: Det koster dyrt i livskvalitet

Hvem ka’? Cambodja!
Historien om et samfund der kan bruge blind arbejdskraft

Udgivet af Dansk Blindesamfund
Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark · Nr. 4 · august 2005

TEMA: Parkeret på kontanthjælp

INDHOLD:

Jens Bromanns leder

11 år på kontanthjælp

Blinde og svagsynede parkeres på kontanthjælp

Lagt på en hylde

Digt: Integration og jobs

Overblik

Når hænder kan se – en reportage fra Cambodja

I efteråret 2004 bestilte Dansk Blindesamfund hos en analytiker en rapport, som skulle belyse unge blinde og svagsynedes beskæftigelsessituation og forsørgelsesgrundlag set i lyset af regeringens pensionsreform i 2003 samt regeringens bestræbelser på at få flere handicappede i erhverv.

Analysearbejdet, som blev gennemført i foråret 2005, blev offentliggjort i juni måned. Rapportens konklusion dokumenterer at regeringens politik - i hvert fald over for unge blinde og svagsynede borgere - er slået totalt fejl.

Regeringen har haft held med at nedbringe antallet af blinde og svagsynede førtidspensionister, men i modsætning til hvad der var regeringens mål, nemlig at øge beskæftigelsen, er gruppen af tidligere førtidspensionister nu alene parkeret på kontanthjælp.

De særlige uddannelses- og erhvervsmæssige tiltag som skulle sikre at handicappedes beskæftigelsesgrad blev øget er ikke iværksat overfor blinde og svagsynede - de er som sagt nu blot parkeret på samfundets laveste forsørgelsesgrundlag, kontanthjælp.

Dansk Blindesamfund har sendt rapporten, som jo skriger efter politiske tiltag, til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, og foreningen imødeser at han hurtigst muligt iværksætter resultatorienterede politiske tiltag.

I dette nummer af Blindesagen finder De en nærmere omtale af rapporten, som kan rekvireres på Dansk Blindesamfunds hjemmeside www.dkblind.dk, samt en omtale af de katastrofale følger regeringens fejlslagne beskæftigelsespolitik har for den enkelte blinde og svagsynede borger.

Til indholdsfortegnelsen

11 år på kontanthjælp

Af Lotte Krull.

To skridt frem og otte tilbage. Sådan beskriver Lone Jul Gregersen 11 års parkering på kontanthjælp. Gennem årene har hverken syv velmenende og ganske søde sagsbehandlere eller Lones engang høje ønske om en
uddannelse ført hende nogen vegne.

Stemmen er klar og tydelig, smilet er let at finde, og hendes væsen stråler af energi, handling og livskraft. Lone fylder 30 år og er en kvinde med en positiv udstråling. Dette står i skærende kontrast til hendes hele 11 år på kontanthjælp. 11 år med flere påbegyndte uddannelser, afbrudte kurser, fejlplaceringer i erhverv, udsigtsløse praktikforløb – og kommunens vedholdende afslag på dét Lone engang brændte for: At uddanne sig som zoneterapeut eller massør. Det er svært at forestille sig, at et samfund har råd til at kunne undvære en kvinde som Lone. Men med en synsrest på 1 % og en bopæl i Køge Kommune, så kan det altså lade sig gøre.

Lone blev født med et synshandicap. En genetisk fejl gør, at hun er svagsynet, ikke kan se farver og desuden har svært ved at se noget som helst, når lyset er ekstra skarpt, som når solen skinner eller sneen blænder.
Men trods sit handicap voksede Lone ikke op med at tænke på sig selv som handicappet. Hun blev heller ikke behandlet som et barn med handicap. Når hun hjalp familien med huslige pligter, så var det ikke tys-tys, hvis kopperne ikke blev rene under Lones opvask; så var det derimod tilbage i baljen med dem, så Lone kunne vaske dem en gang til for at få dem rene.
Lone har aldrig set sig selv som offer på grund af synshandicappet eller klynket over de kort, skæbnen nu engang har givet hende på hånden. Hun har aldrig søgt eller bedt om medlidenhed.

Afbrudte uddannelser
I dag spekulerer hun på, om det måske er en medvirkende årsag til, at hun på ellevte år lever på kontanthjælp. En overførselsindkomst som egentlig er tænkt som en midlertidig hjælp, imens en handlingsplan i form af en uddannelse eller et job kommer i stand. Måske er det ekstra svært at tilkende en kvinde som Lone en førtidspension – for er det ikke et nederlag for samfundet, at en så ung og livsglad kvinde allerede skal hen til overførselsindkomsternes endestation? I stedet er Lone blevet parkeret på kontanthjælpen. En minimal indkomst, som har medvirket til at låse hende fast i årevis.

Lone har gennem årene påbegyndt flere skoleforløb og uddannelser, ligesom hun har været sendt ud på arbejdsprøvninger flere steder. Men hver gang er hendes synshandicap kommet på tværs. Selvom Lone selv har peget på løsninger, så er der ikke nogen af dem, der har kunnet lade sig gøre. For eksempel var det ikke muligt for hende at studere på halv tid, da hun som 22-årig begyndte en kontoruddannelse på en handelsskole. Da andet semester på uddannelsen blev til koncentreret edb-undervisning, og Lone ikke kunne klare otte timer dagligt foran en computerskærm, så var der kun én vej, hun kunne tage, og det var at droppe ud af handelsskolen igen.

Halvanden time om støvsugning
For snart ti år siden blev hun mor til en pige. Og i de sidste seks år har hun været enlig mor og sørget for sin datter, så ingen har kunnet sætte en finger på hverken hjem, trivsel eller opvækst, fortæller Lone. Hun har oplevet, at det har nærmest har øget mistroen blandt sagsbehandlere, at hun kunne få sit hjemmeliv til at fungere, og der har været eksempler på sagsbehandlere, som ikke har fattet, at hun ikke bare kunne passe et fuldtidsjob ved siden af sine forpligtelser som enlig mor – velvidende at hun er synshandicappet.
”Ja, jeg kan sørge for min datter, lave aftensmad og holde mit hjem rent. Der er bare ingen, som kan se, at det tager mig halvanden time at støvsuge mit hjem, hvor det for andre tager en halv time. Jeg bruger mange ressourcer på at klare de almindelige daglige opgaver, og det efterlader ikke energi nok, til at jeg kan klare et fuldtidsjob eller en uddannelse på fuld tid ved siden af,” fortæller Lone.

Ringere livskvalitet
På spørgsmålet om hvordan det har været at leve på kontanthjælp i så mange år, så er det ikke de trange økonomiske forhold, som Lone først taler om, hvilket jo ville være det mest oplagte. Tværtimod bevæger svarene sig langt mere ind på begreber som livskvalitet:
”Jeg har aldrig kunnet love min datter en sommerferie, for jeg har altid skulle stå til rådighed, hvis nu kommunen ringer og vil have mig ud i arbejde. Når børneinstitutionerne vil have forældrene til at skrive, hvornår de holder ferie med deres børn, så har jeg altid måtte aflevere en seddel, hvor der står, at min datter ikke holder ferie,” fortæller Lone.

Dog har hun ikke prøvet, at kommunen rent faktisk har kontaktet hende, så hun måtte rykke hurtigt ud med kort varsel i løbet af en sommer – så det er da blevet til noget, der ligner ferier med datteren, men aldrig nogle de har kunnet planlægge og glæde sig til. Og disse spontant opståede ferier har de altid måttet afholde på bopælen:
”På kontanthjælp må jeg heller ikke tage ud på en lille rejse, for så er jeg jo ikke til rådighed. Hvis jeg rejser en uge, bliver det trukket i min kontanthjælp. Desuden er det slet ikke muligt at spare op til en rejse, når man er på kontanthjælp, men min familie har engang tilbudt mig at give mig en rejse,” fortæller Lone. Hun føler, at uvisheden om, hvad der sker i næste uge, er det værste:
”Når jeg skal til et møde hos kommunen, så ved jeg ikke, om jeg går derfra med udsigten til at skulle møde op på en eller anden arbejdsplads i næste uge, eller om jeg bare bliver sendt hjem igen,” fortæller Lone.

Bremset af kontanthjælpen
Lone føler, at kontanthjælpen igen og igen bremser hende i at leve og udfolde sig som menneske. Engang spurgte hun en sagsbehandler i kommunen, om hun måtte deltage i et engelskkursus. Det måtte hun ikke, fordi på kontanthjælp må man ikke uddanne sig. Lone vil gerne motionere, men tør ikke at investere i et tre-måneders kort i det lokale motionscenter, for hun kan risikere at spilde de knappe penge, hvis hun pludselig bliver aktiveret af kommunen.
På trods af den langvarige kontanthjælp og de mislykkede forsøg på uddannelse og jobs, så lykkes det som hovedregel for Lone at holde humøret oppe. Når man spørger hende, hvordan hun evner dette, nævner hun som det første sit gode netværk af venner, og at hun bor tæt på sin bror og mor. Men der er da perioder, hvor det kan være svært at se det morsomme i tilværelsen som kontanthjælpsmodtager.
”Det er især, når jeg har mange møder oppe i kommunen. Det gør mig ked af det. Og hver gang jeg får en ny sagsbehandler, føles det, som om jeg starter forfra med min sag. Jeg skal igen forklare, hvad mit synshandicap går ud på, og hvorfor jeg ikke kan overkomme både mine forpligtelser som eneforælder og et fuldtidsarbejde.”

Drømmen om tryghed
Planløsheden i aktiveringerne påvirker også Lone negativt. Lone har gennem årene haft syv sagsbehandlere – alle søde og velmenende, men det har ikke gjort nogen forskel på Lones situation. Engang var der en sagsbehandler, der mente, at Lone skulle på højskole i Jylland. På det tidspunkt var hendes datter kun et par år gammel – hun havde naturligvis ikke lyst til at rejse væk fra sin datter for at gå på højskole i den anden ende af landet. Og i dag er Lone for anden gang i arbejdsprøvning i en af kommunens børneinstitutioner.
”Jeg har jo prøvet det før, og jeg har forklaret, at jeg jo ikke kan se børnene, når solen skinner, eller når der er sne. Det fører jo ingen vegne,” fortæller hun.

Nu drømmer Lone ikke længere om at uddanne sig til zoneterapeut eller massør. Hun drømmer om at få tilkendt en førtidspension. Fordi hun trænger til at få ro i sit liv. Ro omkring sin økonomi og ro omkring sin tid. Så hun kan slippe for at stå til rådighed alle hverdage året rundt. Så hun en dag med god samvittighed kan planlægge en ferie med sin datter uden at blive trukket i sin indkomst.

Til indholdsfortegnelsen

Blinde og svagsynede parkeres på kontanthjælp

Af Jan Fristrup

Ny undersøgelse fra Dansk Blindesamfund afslører, at unge med synshandicap ofte parkeres på kontanthjælp i årevis. Ganske modsat tendensen i den øvrige befolkning er det blevet sværere for blinde og svagsynede at blive tilkendt førtidspension.

Flere og flere 18-30-årige med synshandicap bliver nu parkeret på kontanthjælp i årevis uden udsigt til uddannelse eller beskæftigelse. Det viser en undersøgelse, som Dansk Blindesamfund har gennemført af de 18-30-årige blinde og stærkt svagsynedes beskæftigelses- og uddannelsessituation samt deres forsørgelsesgrundlag.
Undersøgelsen er udsprunget af en mistanke om, at stadig flere unge med synshandicap ender i en gråzone mellem beskæftigelse eller uddannelse på den ene side og førtidspension på den anden side. Det kan føre til en udsigtsløs parkering enten på kontanthjælp eller ledighedsydelse.
Det er kun fem år siden, at Dansk Blindesamfund sidst lavede en tilsvarende undersøgelse, og udviklingen inden for de seneste fem år er bekymrende.

På kontanthjælp i årevis
Dansk Blindesamfunds formodninger, om at der var ”parkeringsproblemer” for 18-30-årige med synshandicap, har vist sig at holde stik – endda i endnu højere grad end frygtet. Færre får førtidspension, men det har ikke ført til stigning i beskæftigelsen og kun til en lille tvungen stigning i uddannelse. Derimod er gruppen af kontanthjælpsmodtagere vokset betydeligt siden undersøgelsen fra 2000, og af disse har mere end halvdelen alene kontanthjælpen som forsørgelsesgrundlag. Det giver meget begrænsede muligheder især for de helt unge, som oplever at stå i en håbløs situation. Fejlslagne eller udsigtsløse aktiveringsforsøg har ikke ført til arbejde, hvis forsøgene overhovedet har været gjort. Til gengæld har det heller ikke ført til den konklusion, at en førtidspension kunne være berettiget. Ja, nogle har endda været i kontanthjælpssystemet i fem til ti år, uden at denne løsning tilsyneladende er kommet på tale.
Tendensen er altså klar: Kommunerne undgår i højere grad at tilkende yngre mennesker med synshandicap førtidspension, men i stedet vælges den billigere kontanthjælpsløsning. Flere synshandicappede modtager kontanthjælp i årevis – i et af tilfældene har en enkelt modtaget kontanthjælp i 11 år!

Hvem handler det om?
Undersøgelsen vedrører alle medlemmer i alderen 18 til 30 år. Godt 80 % af gruppen på i alt 349 personer har deltaget i et telefoninterview. Personsammensætningen fremgår af nedenstående tabel. Resultaterne er sammenlignet med en næsten tilsvarende undersøgelse fra 2000.

I tabel 2 sammenlignes resultaterne fra de to undersøgelser i henholdsvis 2000 og 2005. Bemærk, at nogle personer optræder i flere kategorier f.eks. uddannelse og pension, uddannelse og kontanthjælp og pension + job.

Som det ses, er der sket et lille fald i den samlede beskæftigelse, hvilket dækker over udsving inden for de forskellige ansættelsesvilkår. Lidt flere er i job på ordinære vilkår og i fleksjob, mens job med løntilskud som supplement til pension er mere end halveret. Stigningen i fleksjob kunne forventes, efterhånden som denne ansættelsesform vinder frem, men der er ingen forklaring på, at job med løntilskud går så stærkt tilbage.

Uddannelse er steget lidt med 3,4 %, og det er glædeligt, men stigningen dækker over, at en gruppe unge på kontanthjælp har påbegyndt uddannelse – typisk HF-enkeltfag – under hvad de opfatter som trusler om reduktion af kontanthjælpen, hvis de ikke går i gang. Næppe det mest motiverende for at tage en uddannelse!

Kontanthjælp i stedet for pension
Antallet af personer på førtidspension uden beskæftigelse er faldet med næsten 19 %. I undersøgelsen får 102 personer (40 kvinder og 62 mænd) førtidspension. 70 % får højeste førtidspension og 18 % mellemste, mens kun 5 % får pension efter de nye regler, som trådte i kraft den 1. januar 2003. Det er faktisk kun fem personer, der har fået førtidspension efter de nye regler, samtidig er antallet af helt unge kontanthjælpsmodtagere steget betydeligt siden 2000.
For de fleste vil det synes godt, at færre er endt på pension, især hvis de er kommet i beskæftigelse eller i uddannelse. Men som oven for beskrevet er det ikke tilfældet.
Hvor er de så blevet af? Et kig i kategorien ”Andet” afslører med al tydelighed, hvad der er sket. Her finder vi de unge, og det viser sig, at 50 personer (18 %) er endt på kontanthjælp. I den gamle undersøgelse var der så få kontanthjælpsmodtagere, at dette ikke er nævnt som et særligt problem.

De andre kan få førtidspension
Halvdelen af planen med pensionsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2003, er lykkedes, der er nemlig kommet færre blinde og stærkt svagsynede på førtidspension, men den anden halvdel – nemlig at sætte gang i uddannelse og beskæftigelse – er helt slået fejl. Tankevækkende er det også, at det i den øvrige befolkning er det samlede antal førtidspensionister i aldersgruppen 20-29 år ifølge Danmarks Statistik svagt stigende i samme periode. Det tyder ikke på, at det generelt er blevet sværere at opnå førtidspension. Man må undrende spørge, hvad grunden kan være til, at Dansk Blindesamfunds unge medlemmer opfører sig så atypisk ved at udvise en nedgang i antallet af førtidspensionister?

Det store problem
I år 2000 havde ca. halvdelen af Dansk Blindesamfunds unge medlemmer fået tilkendt førtidspension, men sådan er det ikke mere! Mange, der tidligere ville få førtidspension, er nu endt på kontanthjælp. Det drejer sig om 50 personer, og det svarer til 18 % af svarpersonerne. Af disse er 70 % i alderen 18-25 år. 27 personer – dvs. mere end halvdelen – modtager ikke andre ydelser end kontanthjælp.
En helt ung blind eller stærkt svagsynet kontanthjælpsmodtager, som ikke modtager supplerende ydelser af nogen art, har et yderst begrænset økonomisk råderum, som alene kan virke stærkt begrænsende på denne persons handlemuligheder. Hvis personen samtidig må forsøge at finansiere uundgåelige handicapbetingede merudgifter af egen lomme, siger det sig selv, at begrænsningerne antager et betydeligt omfang.
Det er også et meget alvorligt problem, at otte personer har fået kontanthjælp i tre år eller mere - med en rekord på 11 år! Her er der tydeligvis tale om manglende eller fejlslagen indsats, for det har aldrig været hensigten, at kontanthjælpen skulle benyttes på denne måde. I så lange forløb må der formodes at have været adskillige aktiveringsforsøg, alle uden positivt resultat. I disse tilfælde ville det være oplagt at spørge: Hvad har kommunen gjort galt? Hvorfor virker indsatsen ikke? Her kunne man med rimelighed overveje en førtidspension, men det er naturligvis en dyrere løsning.

Supplerende ydelser
Vi har undersøgt, i hvilket omfang medlemmerne modtager supplerende ydelser i form af invaliditetsydelse og bistandstillæg efter de gamle pensionsregler, samt tilskud til handicapbetingede merudgifter efter servicelovens § 84.

25 % modtager alene invaliditetsydelse, og andre 25 % modtager bistandstillæg enten som tillæg til invaliditetsydelse eller som tillæg til pension. Mindst 32 % modtager ingen supplerende ydelser, og det er en ganske stor andel. Her burde der nok være gjort en større indsats for at undersøge mulighederne for at opnå støtte i form af en supplerende ydelse. I hvert fald virker det helt uforståeligt, at nogle svarpersoner fortæller, at de aldrig har hørt om disse muligheder.
17 personer får støtte efter servicelovens
§ 84. Bortset fra tre får alle mindstebeløbet på kr. 1.500. Selv om § 84 ikke træder i stedet for invaliditetsydelse, kunne man nemt få den tanke, at her er tale om en besparelse for kommunerne, ligesom det kan undre, at så få får tilkendt støtte, og at de, der slipper gennem nåleøjet, stort set får samme beløb. Det er svært at forestille sig, at behovene skulle være så ensartede, det ligner nærmere en standardløsning uden nogen grundig vurdering af individuelle behov for dækning af merudgifter.

Løsningen
Der er et stærkt behov for at tilrettelægge en langt mere målrettet og kvalificeret indsats for at nedbringe antallet af blinde og stærkt svagsynede kontanthjælpsmodtagere. Indsatsen skal gå flere veje: Hver enkelt skal have mulighed for at opnå en reel beskæftigelse eller søge en uddannelse, som er tilrettelagt på vilkår, der tager de nødvendige individuelle hensyn. Er dette ikke muligt, skal den pågældende ikke fastholdes i kontanthjælp, men det skal seriøst vurderes, om ikke den bedste løsning er en førtidspension, der måske kan skabe så meget ro i en synshandicappets liv, at vedkommende på et senere tidspunkt igen bliver i stand til at tage mere aktivt del i samfundslivet både arbejds- og uddannelsesmæssigt og socialt.

Læs den fulde rapport ”Parkeringsproblemer” af Jan Fristrup på www.dkblind.dk

Til indholdsfortegnelsen

Lagt på en hylde

Af Anne Marie Bye Marboe

Hun er 27 år, svagsynet og har modtaget kontanthjælp i mere end otte år. Nu er Christina Blak Sørensen efterhånden tæt på at miste modet, og hun mener, kommunen har svigtet.

Christina Blak Sørensen har altid været vild med heste, og hendes største drøm er at overtage forældrenes ridecenter.
”Men det kan jeg ikke, så længe jeg er på kontanthjælp. Jeg må ikke, og jeg har ikke råd. Det betyder, at jeg med årene er blevet mere og mere panisk, for jeg føler faktisk, at man ødelægger mit liv og mine drømme ved at fastholde mig på kontanthjælp, hvor jeg ingen rettigheder har. Selv om man ikke bliver millionær af en førtidspension, har man ret til at spare op og ret til at købe noget. Men det er jeg blevet afskåret fra, og det har gjort mig meget bitter og meget gal. Jeg synes, det ser lidt sort ud for mig.”

Dårligt førstehåndsindtryk
Anderledes optimistisk var Christina, da hun som 18-årig vendte hjem fra hospitalet efter en nethindeløsning på højre øje. Selv om operationen var mislykkedes, og hun nu måtte klare sig med de to procents syn, hun havde på venstre øje, var Christina sikker på, at hun nok skulle klare sig.
”Jeg tænkte, at jeg dæleme nok skulle vise dem, at jeg kunne. På det tidspunkt ønskede jeg i hvert fald ikke førtidspension. Men da jeg første gang mødtes med min sagsbehandler på kommunen, var hendes kommentar, at jeg vel bare kom for at få min førtidspension, så jeg kunne ligge hjemme på sofaen og ikke lave noget. Efter en måned fik jeg, efter eget ønske, en anden sagsbehandler, men det ændrer jo ikke ved førstehåndsindtrykket. Og nu sidder jeg faktisk i den stol, hvor jeg gerne vil have førtidspension, men nu kan jeg ikke få den,” fortæller Christina, hvis sygdomshistorie er lang og kompliceret og langt fra slut.

Fejlplacering
Hun er født med grå stær på det venstre øje, som blev ”dovent”, men først efter folkeskolen begyndte hun at få flere problemer med synet. Hun startede på landbrugsskolen, fordi hun gerne ville være landmand og overtage familiens slægtsgård ved Trige, nord for Århus. Men hun blev forhindret i at tage traktorkørekort, da hendes syn var for dårligt.
”Det begyndte at gå op for mig, at det gik den forkerte vej,” husker Christina, der i stedet valgte handelsskolen, så hun kunne blive lægesekretær. Det blev dog en kort fornøjelse, for kun tre måneder senere, i efteråret 1996, fik hun den nethindeløsning på det højre øje, der åbenbart havde været undervejs i et stykke tid. Den efterfølgende operation mislykkedes, og Christina måtte leve i totalt mørke i to-tre måneder, indtil det venstre øje blev trænet op. Hun forsøgte at genoptage studiet, men måtte stoppe, fordi det var for svært at følge med.
Christina kom på kontanthjælp i begyndelsen af 1997 og tog i august, på opfordring fra Århus Kommune og Århus Amts synscentral, på et fire måneders ophold på Egmont Højskolen i Hou ved Odder. Men allerede den 1. oktober pakkede hun sine ting og rejste hjem.
”Jeg kunne ikke holde ud at være der. Den skole er jo for handicappede, der sidder i kørestol - nogle af dem kunne hverken tale, gå eller spise selv, og det kan jeg trods alt. Det var helt klart en fejlplacering, og jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet.”

Behov for hjælp
Christina har svært ved at betegne sig selv som handicappet, selv om hun må erkende, at der er mange ting, hun ikke kan. Hun har det, man kalder et godt orienteringssyn og er god til at komme omkring uden at falde eller støde ind i noget. I vante omgivelser, derhjemme eller hos sine tre storesøstre, klarer hun sig udmærket, og det kan være svært for fremmede at se, at hun er svagsynet. Hun kan se lys, farver og bevægelser, men hun kan ikke læse eller se fjernsyn.
”Det mest frustrerende er, at jeg ikke kan skelne ansigter, og derfor ikke kan genkende mine egne familiemedlemmer på gaden,” forklarer Christina. Hun ved godt, at uden masser af hjælp fra forældrene, som hun stadig bor hos, samt andre familiemedlemmer og gode venner, ville hun ikke komme så meget rundt, som hun gør. Og hjælp vil hun helt sikkert også få brug for, hvis hun på et tidspunkt skal flytte i egen lejlighed.
”Jeg kan godt støvsuge lidt, men der er meget, jeg ikke får med. Jeg kan også købe ind i Brugsen og finde tre liter mælk eller en bakke lørdagskylling, men jeg kan ikke se, om der er tre for 100 kroner. I øvrigt har jeg det fint med mine forældre, og det er ikke en lejlighed, der står øverst på min ønskeliste. Jeg har heller ikke overskud til både at slås med kommunen og skulle finde mig til rette i nye omgivelser samtidigt.”

Sagen blev trukket
Når Christina betegner sit forhold til kommunen som et slagsmål, er det, fordi hun synes, der ikke bliver lyttet til hendes behov.
”Det er ikke noget personligt. Sagsbehandlerne er jo flinke nok, og de passer bare deres arbejde, men jeg føler ikke, jeg bliver regnet for noget. Og jeg har på fornemmelsen, at de er trætte af at høre på mine beklagelser. De ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op med mig,” mener Christina, som er overbevist om, at hendes sag blev trukket, så den kom ind under de nye, skrappere førtidspensionsregler.
”Da jeg blev 25 år i foråret 2003 og kom på en højere kontanthjælpssats, rørte de også pludselig på sig, selv om der ikke var sket noget hele foråret. For første gang luftede jeg tanken om at blive førtidspensioneret, for mit liv var uoverskueligt, men jeg havde ikke prøvet nok, så jeg blev sendt i arbejdsprøvning i en børnehave. Og det er altså ikke sagen at sætte mig til at passe 50 børn, jeg ikke kan se forskel på. Jeg kunne heller ikke se, om de faldt ned fra træerne eller stak af fra legepladsen. Det var så forvirrende for mig, og hvis jeg havde det skidt i forvejen, havde jeg det endnu dårligere, da jeg kom hjem derfra.”

Psykiske og fysiske problemer
Som om Christina ikke havde problemer nok, blev hendes situation efter kun en uge i børnehaven alvorligt forværret. Den silikone-ring, der blev lagt ind i højre øje i forbindelse med nethindeløsningen, rev sig løs, og Christina blev sygemeldt og opereret fire gange i løbet af sommeren.
”Jeg røg meget langt ned efter den oplevelse. Og jeg blev bange, for lægen sagde, at hvis der sker mere med øjet, vil han være nødt til at fjerne det, for han kan ikke sy mere i det.”
De psykiske problemer kæmper Christina stadig med oven i det fysiske ubehag, der følger med synsproblemerne.
”Der går næsten ikke en dag, hvor jeg ikke har hovedpine og er nødt til at ligge flere timer om dagen og hvile mig og tage smertestillende piller. En sjælden gang imellem har jeg en dag, hvor jeg kan gå i seng om aftenen og være rigtigt glad, fordi jeg ikke har haft hovedpine. Så er jeg næsten lykkelig,” fortæller Christina med et skævt smil.

Sat i bås
”Jeg må indrømme, at efterhånden som månederne er gået, er jeg nået derhen, hvor jeg allerhelst vil have førtidspension. Hvis jeg kunne vælge på alle hylder, ville jeg helst have en uddannelse og et arbejde. Også fordi jeg synes, det er lidt pinligt, hvis jeg som 27-årig skal møde nye mennesker og er nødt til at præsentere mig som førtidspensionist. Det var lidt sjovere at kunne sige, at man er psykolog eller lærer eller lignende, men jeg kan ikke magte det.”
Når Christina kan sige det med så stor overbevisning, er det, fordi hun i årenes løb har prøvet rigtigt mange ting af. Fra 1998 til 2002 læste hun for eksempel HF, men måtte erkende, at det var for hårdt, og at en længerevarende uddannelse ikke er noget for hende. Hun er også blevet edb-afprøvet, men da hun ikke kan se skærmen, må hun anvende talesyntese, som tager lang tid at lære at bruge. De fleste praktiske job er umulige for hende at udføre, da hun har forbud mod at løfte. Risikoen for, at der igen bliver problemer med det højre øje, er simpelthen for stor. Så siden januar 2004 er der ikke sket meget nyt i hendes sag.
”Jeg føler det, som om jeg fuldstændig er lagt på en hylde. At jeg er sat i en bås med mærkatet: Dig har vi ikke plads til i samfundet. Og jeg har ingen indflydelse på mit eget liv, men er bare en kastebold i systemet. Der er ingen, der spørger mig, om jeg har lyst til at arbejde med it eller gå på kursus her og der. Og jeg får ikke ro til at prøve nogle ting af i mit eget tempo.”

Mister livsmodet
Det med at leve livet i sit eget tempo er vigtigt for Christina.
”Jeg går i en konstant angst for at blive totalt blind, og selv om det på mange måder ville være lettere, er jeg jo trods alt lykkelig for, at jeg kan se, at græsset er grønt og kan følge lidt med. Det er hårdt, hver aften når jeg går i seng, at spekulere på, om jeg mon kan se i morgen. Og det er træls, at jeg ikke kan få lov at nyde livet, så længe jeg kan se. Om få år kan det være slut,” pointerer hun.
Den drøm, tror hun, kan opfyldes, hvis hun får lov at arbejde hjemmefra, for eksempel med gårdens ridecenter. Heste har altid fyldt meget i Christinas liv, og i 1998 vandt hun bronze i dressurridning ved handicap-DM. Det er et stort arbejde at forberede sig til stævner, så det er hun holdt op med, men hun er overbevist om, at hun godt vil kunne overtage ansvaret for ridecenteret.
”Hvis jeg fortsætter på kontanthjælp, er jeg bange for at komme derud, hvor jeg ikke vil være her mere. At jeg mister livsmodet og troen på andre mennesker. Sådan har jeg det ikke endnu, men jeg har perioder, hvor jeg tænker, at det ikke er kampen værd,” indrømmer Christina.
På det sidste møde med kommunen blev hun foreslået endnu en edb-afprøvning.

Til indholdsfortegnelsen

Integration og jobs

Af Lene Christiansen

Integration! Integration! Integration!
Vi skal ud i det store erhvervsliv
så vi "ka' bli'e brugt af no'en"
for vi er jo bare så go'e!
Vi ka' lave en masse bogligt
og kaste os ud i det hele.
Vi har nemlig talent for jura og lidt sprogligt
det er jo en definition på en blind!

Hvad skal vi med den store boglighed?
Hvor går de praktiske hen?
Vi bli'r alle sat i gang med et skolefag
så ka' vi i det mindste "fatte om en pen!"
Men nogle bli'r tabt
fordi de ønsker et fagligt job
for de jobs, der kendes, kræver nemlig pension
og derfor har det offentlige sagt stop!

Personligt er jeg ligeglad
om det bli'r snedker eller gadefejer.
Men som blind ER man boglig
alt andet er blot urealistisk ævl!
For hvor skal man finde et job, som kan klares -

Mange ville gerne ha' en læreplads
det være sig som smed eller bager
men "det ka' du ikke som blind!
Så hold dig hellere til dine boglige sager!"
DET er nemlig gennemprøvet
og fyldt med succeshistorier!
Der er ganske vist ikke mange jobs efter dit studium
men så er tiden jo gået med det
og så kan de sige, at endnu en arbejdsløs er aktiv -
"Se nu her!
Det går rigtig godt!
Vi har fået sat styr på endnu en persons liv!"

Her er vi mange
der gerne ville i gang med et håndværk
man får at vide, at man har hænderne "skruet rigtigt på"
men er "uheldigvis" også bogligt stærk -
"Du er jo så dygtig!
Du har så fine karakterer!
Så du skal BESTEMT være boglig!
Alt andet er bare "fikse ideer".
Så pyt med, at du "går ned" på en boglig sag
Herre Gud, hva' har vi psykologerne til?
De skal nok ta' hånd om dig - det er jo deres fag
og så er du stadig blot et statistisk tal."

Men tænk, hvis vores evner kunne bruges
til andet end blot at stirre i en bog
tænk, hvis vi alle kunne få
et job, som vi gerne ville nå -
men som blind er man boglig
det er jo en kendt sag
og ingen håndværker vil prøve at tage os ind
og prøve at gi' os et praktisk fag
for sæt nu den blindhed smitter?
Eller sæt nu man er lidt langsom?
Nej, det kan man BESTEMT ikke ha' -
det er en risiko, man ikke tør ta'.

Men integrationen i sig selv fungerer jo perfekt
vi kommer i skoler og får høje karakterer
og ingen tænker på, at der bag vores karakterer ligger en vægt
bestående af alle de venner og alt det socialliv
som vi ikke havde der.

Grunden til de gode karakterer
den er ofte trist
den er hverken dygtighed eller vilje
men blot at man så på ET punkt kunne brillere
for mobning og udelukkelse og anden psykisk terror
det hørte til dagens orden
så derfor begravede man sig i bøgerne
og gjorde sit til
at man på en skala til tretten
fik en karakter
der ikke var under fjorten.

Men så i gymnasiet
der går det galt
nu begynder man nemlig at blive accepteret
også rent socialt
så NU kan man komme med til det meste
og prøve at nyde det lidt
men man har stadig alle de manglende bøger
og må stadig slide dagligt til efter klokken et.
Så ER der noget at sige til
at det ikke ka' gå?
At man til sidst bryder sammen
og synes, at verden er grå?
For boglig er man ikke nødvendigvis
blot fordi man har gode karakterer
det er ofte det store resultat
af at vi sku' lade os "integrere".

Til indholdsfortegnelsen

Til indholdsfortegnelsen

Når hænder kan se

Tekst og foto · Geir Elvin Jensen

I Cambodja har landets blindeorganisation, ABC, opbygget en massøruddannelse for blinde. Ud over at få en levevej giver uddannelsen også de synshandicappede cambodjanere selvværd og samfundets respekt.

Kuy Vandina tager imod i klinikken. Et fast håndtryk ønsker velkommen, og et smil dukker op i Kuy Vandinas ansigt, som er blidt og venligt. Lokalet har tre massagebrikse i stuen, hvor man kommer ind direkte fra gaden. Bagerst i rummet går der en trappe op til en afsats, hvor Kuy Vandina og en kollega har sine brikser. Receptionisten nede ved indgangsdøren kan se op til deres arbejdsplads, og de kan tale sammen gennem mosaikken af huller, som er i væggen mellem dem. Her er rent og pænt. Lagener og håndklæder ligger sammenfoldet på briksen, og der dufter lidt af kamfer i rummet.
Kuy Vandina er en af de ca. 144.000 blinde og svagsynede, som man regner med, der er i Cambodja. Landet har ca. 12 millioner indbyggere. Mange cambodjanere mistede synet under borgerkrigen og Pol Pot-regimet i 1970’erne. Andre er blevet blinde ved ulykker, som Kuy Vandina, og andre igen som følge af sygdom, trafikuheld eller lidelser som grå og grøn stær.

Ulykken
Året er 1989. Kuy Vandina er 29 år og soldat i den cambodjanske hær, og det er under en minerydningsopgave, at ulykken sker. En anden soldat kommer til at træde på en mine. Sprængstykker fra minen rammer Kuy Vandina i ansigtet, og han mister synet på begge øjne. Fremtiden bliver med ét forvandlet til et liv uden indhold. Blinde havde ingen eller meget få muligheder i det krigshærgede land.
I dag er Kuy Vandina 45 år gammel, og han lever af at massere mennesker i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. Han bor sammen med sin ældre søster og hjælper hende økonomisk.

En ny chance med Seeing Hands
Ved oprettelsen af blindeorganisationen ABC (Association of the Blind in Cambodja) i oktober 2000 var hjælpen til en af de mest marginaliserede grupper i landet sat på dagsordenen. Før det var der mange NGOere, der forsøgte at støtte de blinde, men mange blinde følte, at det ikke var nok, og at de ikke fik den støtte, som skulle til for at give dem en mulighed for at leve en god og menneskeværdig tilværelse i Cambodja.
ABC er i dag det 158. medlem af det internationale blindesamfund og arbejder med i de forskellige organisationer, som er en del af dette samarbejde, f.eks. inden for sport.
ABC har sat sig som mål at hjælpe dem til at få et bedre liv i det fattige land.
Kuy Vandina er en af dem, der har fået en ny chance gennem ABC. Organisationen har siden årsskiftet 2002/2003 opbygget en massør-uddannelse for blinde, Seeing Hands. Meningen med projektet er, at de blinde ved at slå sig sammen som et team skal kunne forsørge sig selv i fremtiden. Og det ser ud til at være en succes.
Til nu har ca. 50 blinde fået uddannelsen og kører deres egne klinikker. De har også ansat seende personale i receptionen og som viceværter. I dag er der syv Seeing Hands-klinikker i fire større byer i landet.

Tjener mange penge
Kuy Vandina kom i kontakt med ABC for fire år siden, og han begyndte sin 1-årige massøruddannelse i 2003. Han blev trænet som massør, lærte anatomi og fik bl.a. en orientering om, hvordan man etablerer sig som selvstændig i samarbejde med andre.
Selve massageformen er meget fysisk, og man får gennemgået kroppen fra issen til tæerne. Man beholder sit tøj på og får lagt et lagen over kroppen, før massagen starter. Alle muskelgrupper bliver masseret, både de store i ryggen og de små i ansigtet. Massøren bruger hænderne, armene og benene til at udføre massagen. Efter endt uddannelse slog Kuy Vandina sig sammen med fem andre blinde massører og en seende receptionist og etablerede klinikken Seeing Hands II-B i Phnom Pehn.
Lønnen kan variere fra dag til dag, alt efter hvor mange kunder der er, men gennemsnitlig tjener Kuy Vandina omkring 800-900 kr. om måneden. Det er mere, end mange seende tjener. En gennemsnitlig månedsløn i Cambodja for en arbejder ligger på ca. det halve. De cambodjanske arbejdsdage er lange. Kuy Vandina står op klokken fem hver morgen og er på arbejde fra klokken otte morgen til klokken otte om aftenen.
Men han beklager sig ikke. Tværtimod. Han er han taknemlig for den hjælp og støtte, han har fået fra ABC, og når han tænker på alternativet, ja, så er det værd det hele.
“Jeg havde sandsynligvis siddet derhjemme uden at foretage mig noget, hvis jeg ikke var kommet i kontakt med blindesamfundet her,“ fortæller Kuy Vandina.
“Hjemme i kvarteret var jeg bare en klods om benet for de andre, og ingen regnede mig for noget, jeg var meget ulykkelig. Ingen respekterede mig, og jeg isolerede mig hjemme.”

Opfølgning og vejledning
Vibol Nuon er projektleder i ABC og sørger for, at de, der etablerer deres egen forretning, får støtte til at klare sig videre, når de kommer ud og står på egne ben. Han besøger ofte Seeing Hands-klinikkerne for at se og høre, hvordan det går, og om der er noget, han kan gøre for dem. Ofte er det kontakten til de offentlige myndigheder, han hjælper med.
“Vi følger altid op på, hvordan den enkelte klarer sig og står til rådighed med ekspertise og vejledning, hvis der er behov for det. Det er meget vigtigt at følge op på projekterne, så alle føler, at de er i stand til at klare sig selv, når de starter op,” siger Vibol Nuon.
Efterhånden opnår de blinde også de erfaringer, der skal til for at drive en forretning, der løber rundt, og ABC følger udviklingen tæt. Pengene til projekterne kommer udelukkende fra donorer. ABC samarbejder med flere internationale og lokale organisationer for at skaffe penge til projekter som Seeing Hands.
Og der er brug for glade givere i det fattige land. Australien og Japan er nogle af de store donorer.

Afhængige af donorer
I Seeing Hands-klinikkerne kan man møde turister, udenlandske hjælpearbejdere, diplomater og lokale folk. De finder alle en times fred og afslapning i hænderne på massører som Kuy Vandina. Prisen for en times massage er ca. 22 kroner for udlændinge og det halve for de lokale. Og respekten for de blinde vokser fra dag til dag i Cambodja. Tabuet omkring handicappede og arbejde er brudt, og det skaber grobund for optimisme fremover.
“Ved at give blinde en mulighed for at deltage i samfundslivet har vi også skabt større åbenhed omkring de blindes situation. I
vores land er det at være handicappet ikke noget, man taler om, så det er også vigtigt, at vi får brudt tabuet omkring det,” fortæller projektleder Vibol Nuon.

Også et opgør med tabuerne
Projektleder Vibol Nuon er ikke i tvivl om, at succesen med de blinde på arbejdsmarkedet har fået den øvrige befolkning til at se på folk med handicap med helt andre øjne.
“Når de ser, at blinde faktisk kan klare sig, så tror jeg, det giver optimisme hos andre og samtidig en respekt for handicappede. Man behøver ikke være til besvær, fordi man er blind. Alle kan være med til at bidrage til samfundet, hvis de gives muligheder for det.”
Og det er Kuy Vandina helt enig i. For ham har de sidste tre år været en tur op ad den sociale rangstige. Fra at være til besvær og uden respekt har han nu en god indtægt og kan gå med oprejst pande i byen. Folk ser ikke ned på ham, og hans selvtillid er ikke til at tage fejl af. Ja, stemningen på klinikken Seeing Hands II-B er til tider løssluppen, og der er ikke langt mellem smilene ved briksene.
Nede ved gadedøren kaster receptionisten et hurtigt blik op mod Kuy Vandina, nogle ord bliver udvekslet på khmer, og en smittende latter fylder lokalet. En ny kunde er kommet, og Kuy Vandina gør klar til én times arbejde igen.

Til indholdsfortegnelsen

Thoravej 35, 2400 København NV