TEMA: Strukturreform
Drømmen om mulighederne – frygten for faldgruberne

Blindehumor:
Er det skide skægt at være blind?

Udgivet af Dansk Blindesamfund
Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark · Nr. 2 · april 2005

TEMA: Strukturreform

INDHOLD:

Jens Bromanns leder

Tiltrængt reform

Fra asken i ilden

Vores VISO

Børenes fremtid er på spil

Jeg måtte opgive mit job

Ekspertisen – bliver den spredt eller samlet?

Gambling med fremtiden

Overblik

Blindehumor: Er det skide skægt at være blind?

Dette nummer af Blindesagen kan betragtes som et åbent brev til alle beslutningstagere, som har indflydelse på den endelige udformning af den samfundsstruktur, som træder i kraft den 1. januar 2007.

De udspil til ny struktur, som ind til dato er offentliggjort af regeringen, er på det handicappolitiske område så tågede og uklare, at det giver anledning til stor bekymring blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer. I en ny forvaltningsstruktur med kun stat og kommuner til at sikre opgavevaretagelsen for blinde og svagsynede borgere er der risiko for, at de udbyggede faglige miljøer, som i dag er indplaceret i amtsligt regi, styrter i grus, hvis ikke der i omstillingsprocessen tages klart stilling til, hvorledes denne faglighed kan videreføres og gerne udbygges inden for den nye struktur.

Kære beslutningstagere, læs dette nummer af Blindesagen grundigt igennem og forhold jer til alle rejste problemer. Hjælp de godt 50.000 blinde og svagsynede borgere i Danmark med at få afklaret, hvor vi efter den

1. januar 2007 kan få bistand til løsningen af vore mange hverdagsproblemer. Skab et overskueligt fagligt miljø - helst i form af et nationalt kompetencecenter alene for blinde og svagsynede - hvor såvel den enkelte blinde eller svagsynede borger som offentlige myndigheder og andre grupperinger med interesse i synshandicapområdet kan rette direkte henvendelse og få hjælp og information!

Svigt os ikke - et samfunds kvalitet og velfærd bør måles på, om selv små handicapgrupper sikres en reel støtte, så at vi kan deltage i samfundets mange gøremål, rettigheder og forpligtelser på lige fod med andre borgere!

Til indholdsfortegnelsen

Tiltrængt reform

Blinde og svagsynede lider under manglende koordinering.

Blinde og svagsynede klappede i hænderne, da regeringen lancerede tanken om en strukturreform. Nu var der måske en chance for at få blandet kortene på en ny måde, så forskellighederne og den manglende koordinering mellem amter og kommuner kunne rettes op til fordel for brugerne.
I dag oplever blinde og svagsynede nemlig store forskelle, alt efter hvor de bor i landet. Praksis er ikke altid gennemskuelig. For eksempel virker tildelingen af hjælpemidler tilfældig: Nogle steder har primærkommunerne overladt opgaven til amtet, mens andre kommuner har hver deres mening om, hvad brugerne er berettiget til. Det sker blandt andet, fordi der ikke er minimumsstandarder for ydelserne.
Også amterne vil med fordel kunne koordinere arbejdet. Inden for så forskellige områder som fx ungdomsuddannelser, belysning og punktskrift søger de at opbygge deres egen viden, selv om det ville være meget bedre at slå sig sammen - økonomisk og ikke mindst hvad angår opsamling af viden og erfaringer.

Den dybe tallerken om igen
De forskellige blinde- og svagsynsområder er af begrænset størrelse, alligevel har amterne forsøgt at løse opgaverne hver for sig. Det har betydet et spild af ressourcer, fordi amterne på den ene side ”genopfinder den dybe tallerken” – i stedet for at bruge hinandens erfaringer og viden - mens det på andre områder har betydet forsømmelse. Det skyldes dels det finansielle system, dels amternes uvilje mod at samarbejde på tværs af amtsgrænserne.

Ja, på enkelte områder er selv Danmark for lille. I dag foregår den globale vidensopsamling på tilfældig vis herhjemme, og udlandet er på mange områder foran os i udvikling, fx på hjælpemiddelområdet, hvor vi virkelig mangler en central instans, der har overblikket internationalt, siger landsformand for Dansk Blindesamfund, Jens Bromann.
”Amterne anvender 250 millioner kroner årligt på at have det faglige personale, der skal hjælpe blinde og svagsynede borgere. De penge udnyttes ikke optimalt, fordi amterne ikke har været dygtige nok til at gå sammen om at styre og koordinere opgaverne. Danske blinde og svagsynede er dårligere stillet her, end de er i så mange andre lande,” siger Jens Bromann.

Til indholdsfortegnelsen

Fra asken i ilden

Regeringens udspil om et centralt videnscenter VISO skærer alle handicapgrupper over en kam.

Hvis det er slemt nu, kan det nemt gå hen at blive meget værre for blinde og svagsynede med det forslag til en ændring af det danske kommunale landskab, som regeringen og Dansk Folkeparti, DF, er blevet enige om. Den faglighed og viden, der eksisterer nu på blinde- og svagsynsområdet, vil blive splittet til atomer, og forskelsbehandlingen blive endnu større fremover, hvis det går som politikerne har lagt op til, mener Dansk Blindesamfund.
Det vil ske, fordi ansvaret for at levere ydelser og hjælp til handicapgrupperne fremover skal placeres hos kommunerne. Det kan nok være, at kommunerne bliver større i fremtiden, men efter Dansk Blindesamfunds opfattelse slet ikke store nok til at kunne levere ydelserne eller opsamle tilstrækkelig faglighed og viden på blinde- og svagsynsområdet.
”Regeringen tror, at alle handicapgrupper er ens og har samme behov. Vi har fælles problemer – det er derfor, vi har den fælles paraplyorganisation, De Samvirkende Invalideorganisationer. Men vi har også særlige behov alt efter hvilket handicap, vi har. Den måde,
de forskellige handicapgrupper får hjælp af amter og kommuner i dag, er uhyre forskellig, men det tager regeringens udspil ikke højde for. Der er jo en grund til, at blinde og svagsynedes forhold er dybt forankrede i det amtslige system, og at amterne har opbygget et større netværk af fagligt personale inden for synshandicap end inden for andre handicapgrupper. Det kræver nemlig store befolkningsgrundlag at kunne opbygge faglighed omkring synshandicap. Og da vores handicap har mange implikationer, involverer det mange faggrupper med specialviden, for at vi kan få den rette hjælp,” siger Jens Bromann.

Uklart udspil
Aftalen mellem regeringen og DF indfører ganske vist et nyt element, nemlig den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation VISO. Her skal videns-, specialrådgivnings- og udredningsfunktioner placeres. Men ikke kun for blinde og svagsynede. Også alle andre handicapgrupper skal indgå i VISO - foruden grupper med adfærdsvanskeligheder, alkoholproblemer eller psykiatriske problemer.
Hvordan, de enkelte handicapgrupper skal tilgodeses i denne centrale enhed, er uvist. For blinde og svagsynede er det nævnt, at blindekonsulenterne, som rådgiver og vejleder blinde, skal indgå i VISO sammen med specialrådgivningsfunktionerne ved Synscenter Refsnæs, Instituttet for Blinde og Svagsynede samt Kennedy Instituttet og Statens Øjenklinik. Men i hvilket omfang er ikke kendt. Der skal nedsættes en faglig bestyrelse for VISO, som givet får indflydelse på den sag.
Det er i det hele taget uvist, hvor mange medarbejdere denne vidensopsamlingsinstitution skal udstyres med. Der er nævnt så forskellige tal som godt 200, 450 og 700.

Regionale driftsselskaber
Men ét er vidensopsamlingen, noget andet er ydelserne. Hvor skal de så komme fra i henhold til regeringens planer? Det er der ikke noget tydeligt svar på. Det bliver givet de samme institutioner som nu, som skal levere ydelserne, men tilsyneladende skal det ske via såkaldte driftsselskaber etableret i de nye regioner.
Kommunerne vil så kunne melde sig ind og ud af disse driftsselskaber ved hjælp af tidsbegrænsede aftaler og er altså frit stillet til at være med – hvilket kan indebære, at driftsselskabet kan få svært ved at overleve, hvis en stor kommune melder sig ud, forudser Jens Bromann.
Dansk Blindesamfund frygter desuden, at også private udbydere vil kunne blande sig fremover, hvilket kan betyde, at markedskræfterne får mere at sige over kvaliteten i ydelserne. Men hvor vil vidensopsamlingen blive af i sådan et system? Er der ikke en fare for, at prisen bliver den afgørende, hvis der ikke er sat kvalitetskrav på baggrund af den opsamlede viden?, spørger Jens Bromann.
”Så lad os lige finde ud af, hvad vi hver især har behov for på de forskellige handicapområder,” siger han.
”Vi ønsker at bevare en synsfaglig søjle, der har en selvstændig kompetence, og som samler aktørerne i det regionale system og de landsdækkende institutioner. Og så kan regeringen godt for vores skyld etablere et overordnet og koordinerende organ.”

Til indholdsfortegnelsen

Vores VISO

Blinde og svagsynede ønsker deres eget centrale kompetencecenter, der arbejder på tværs af alle de sektorer, brugerne kommer i forbindelse med.

Blinde- og svagsynsområdet lider under manglende central styring og udvikling. Det kan mange blinde og svagsynede skrive under på efter oplevelser med højst forskellig behandling, og det bekræftes af flere undersøgelser, blandt andet fra Center for Specialrådgivning.
Men denne historiske chance for at finpudse systemet bør ikke ødelægges, mener Dansk Blindesamfund. Så den centrale styring og udvikling skal ikke – som ellers foreslået af regeringen - foregå ved hjælp af en organisation, der betjener alle mulige handicapgrupper, mener Dansk Blindesamfund.
Tværtimod ønsker Dansk Blindesamfund, at blinde og svagsynede skal have deres eget VISO, et nationalt, statsligt finansieret kompetencecenter, som ikke kun skal varetage videns- og specialrådgivningsfunktioner, men også koordinere beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet, og dermed sørge for et bedre tværsektorielt samarbejde i sager vedrørende blinde og svagsynede.
Og ikke mindst fastsætte kvalitetsnormer for ydelserne til brugerne. Også for de institutioner, der forbliver i kommunal regi, fx plejehjem.
Med andre ord skal blinde og svagsynedes VISO omfatte al den specialrådgivning, kompenserende specialundervisning, alle særlige øjenfaglige kompetencer og produktionsenheder, som i dag findes i institutionerne på lands- og landsdelsdækkende plan. Også hvad angår hjælpemiddelområdet skal dette VISO have en central position. Det giver bedre vilkår for afprøvning, og i øvrigt skal centret gerne tilføres ekstra ressourcer, så der kan forskes mere i eksempelvis højteknologisk kommunikation.

Regionale satellitter
Samtidig skal det statslige kompetencecenter have en lovfæstet ret til at etablere en række regionale enheder, eller satellitter om man vil, for at få ydelserne tættere på borgerne.
På baggrund af snart 25 års erfaring og flere undersøgelser er Dansk Blindesamfund nemlig principielt imod, at myndighedsansvaret for blinde og svagsynede overtages af kommunerne, sådan som det er regeringens tanke med strukturreformen. Dansk Blindesamfund så helst, at ansvaret kommer til at ligge hos de regionale enheder. Disse regionale kompetencecentre skal have ansvaret for rådgivning og vejledning, og her skal kommunen købe sine ydelser til blinde og svagsynede, hvis kommunen da ikke er så stor, at den selv vil etablere tilbuddet. Det må den også godt under forudsætning af, at tilbuddet opfylder de kvalitets- og servicekrav, der er fastsat af det statslige kompetencecenter.
”Det kan godt være, at regeringen ønsker en decentralisering og nærhed til borgerne. Men for os er fagligheden - dvs. den rette hjælp - vigtigere end nærheden/afstanden til rådhuset,” fastslår landsformand for Dansk Blindesamfund, Jens Bromann.

Til indholdsfortegnelsen

Børnenes fremtid er på spil

Forældre til blinde børn er bekymrede for deres børns fremtid. De tvivler på, at kommunerne efter en strukturreform kan sikre specialundervisningen.

”What is this?”
Engelsklæreren spørger til kridt-tegningen af et afrikansk savannedyr på tavlen. Et par af børnene i fjerde klasse på Longelse Skole på Langeland rækker hånden i vejret. En af dem er Jonas. Han er blind og kan derfor slet ikke se tavlen, men ved hans side sidder hans støttelærer, Sanne Kastrup Olsen. Hun er hans øjne i denne engelsktime, og Jonas ved derfor, at dyret på tavlen er en giraf.
Sanne Kastrup Olsen er også Jonas’ klasselærer, og siden hans skolestart har Sanne været den ene af skolens to lærere, der er blevet efteruddannet, så de kan løfte specialundervisningen af et blindt barn. Jonas er født blind, og han er det eneste blinde barn på hele Langeland. Så for at kunne hjælpe Jonas er det nødvendigt for ansatte i kommunen – heriblandt lærerne på folkeskolen – at hente viden om synshandicap uden for kommunens grænser. I dag er det enten Synscenter Refsnæs i Kalundborg eller Synsrådgivningen i Fyns Amt, som formidler viden og hjælp til Jonas’ støttelærere.
”Refsnæs og amtets synsrådgivning er vores livliner. Især i starten da vi for første gang stod over for at skulle undervise et blindt barn. Dem ville vi ikke kunne undvære. Vi ville ikke kunne løfte opgaven med specialundervisningen af Jonas uden deres vejledning og støtte. Man er nødt til at have en specialenhed,” mener Sanne Kastrup Olsen.
I dag findes specialviden om synshandicap i amtslige og landsdækkende enheder. Det er frygten for, at disse synsfaglige miljøer skal smuldre i forbindelse med en strukturreform, der gør, at forældre til blinde og svagsynede børn er bekymrede for deres børns skolegang. Dén skolegang som er så afgørende for, hvilket liv børnene kan leve, når de engang er voksne.

Risiko for lappeløsninger
Jonas’ far hedder Bjarne Petersen og er formand for Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede børn. Han er ikke tryg ved strukturreformen. Reformen lægger op til, at kommunerne fremover skal løfte opgaverne med specialundervisningen af handicappede børn. Den forpligtelse ligger i dag ude i amterne.
Da Bjarne for ti år siden blev far til Jonas, var det første gang i 15 år, at et barn i Fyns Amt blev født med blindhed som det eneste handicap. Det vrimler altså ikke med blinde børn, og derfor vrimler det heller ikke med ansatte ude i kommunerne, som ved noget om synshandicap.
Når ansvaret for at løse opgaverne i forbindelse med strukturreformen flytter fra amter over til kommunerne, flytter udgifterne med. Kommunerne skal via takstfinansiering betale for den rådgivning og de ydelser, som de må hente andre steder i landet, fordi de ikke selv har den nødvendige viden om synshandicap. Og dét er farligt, mener Bjarne Petersen:
”Når hjælpen til blinde børn skal takstfinansieres, så risikerer vi skadelige lappeløsninger.
Vi frygter, at kommunerne i spareiver og uvidenhed tror, at de ikke behøver at indkøbe specialviden, men i stedet selv prøver at hjælpe det blinde barn. Det kan eksempelvis ske, at en kommune ikke vil ofre penge på det rigtige computerudstyr til et synshandicappet barn, fordi de tilfældigvis har nogle gamle computere stående, som, de mener, kan bruges.
Det vil resultere i, at blinde og svagsynede børn ikke bliver opdateret teknologisk, og at arbejdsmarkedet slet ikke kan bruge dem, når de bliver voksne. Hvis Jonas får en gammel computer her i fjerde klasse, så mærker vi det ikke nu, men om 15 år, når han ikke kan få et arbejde. Det handler om min søns livskvalitet senere i livet, og om han får nogle valgmuligheder som voksen,” forklarer Bjarne Petersen.

Synshandicappede børn kan tabes
I Odense sidder en anden forælder til et blindt barn. Det er advokat Henrik Krogsøe, der selv har prøvet, hvad det vil sige, når en kommune, der er så stor som Odense, ikke altid formår at imødekomme behovene hos en familie med et synshandicappet barn, og at lige dele økonomi og uvidenhed i kommunen kan skabe forhindringer:
”Vi havde søgt om støtte til at deltage i et arrangement i forældreforeningens regi, men fik afslag fra kommunens handicapforvaltning med den begrundelse, at hvis vores blinde søn havde brug for at være sammen med ligesindede, så kunne vi opsøge de andre blinde børn i kommunen. Sagen er bare den, at der ikke er andre blinde børn i kommunen,” forklarer Henrik Krogsøe.
Han mener også, at mange blinde børn kan blive tabt, hvis ikke de får den rette støtte.
”Kommunerne skal indse deres egne begrænsninger, og de skal afstå fra at yde specialviden, som de ikke er uddannet til at yde. I sidste ende handler det om, hvorvidt samfundet vil opfostre kommende institutionsmennesker eller mennesker, som kan klare sig selv,” siger Henrik Krogsøe.
Begge fædre mener, at der er brug for en national og central styring af opgaverne for at undgå, at blinde og svagsynede børn falder på gulvet ude i kommunerne.

Hokus pokus – og alle er glade
Bekymringen for, at strukturreformen vil medføre forringelser for specialundervisningen for handicappede børn deles af professor i specialpædagogik, Niels Egelund, der i en kronik til Berlingske Tidende den 9. februar 2005 skriver:
”Når jeg ser farerne, er det bl.a., fordi der allerede er set forandringer gennem de seneste fire år, i særdeleshed efter den ændrede byrdefordeling mellem amter og kommuner i 2000. Det, at kommunerne skulle betale en større del af udgiften til de sværest handicappede børn i de amtslige tilbud, førte til, at man især i mindre og økonomisk trængte kommuner begyndte at regne på, hvad eleverne i de amtslige tilbud kostede. Et ”talebarn” her, en udviklingshæmmet der, en asperger der, osv., osv. – og når vi lægger det hele sammen, så bliver det et betydeligt beløb, for hvilket man kan lave en specialklasserække, måske på en skole, der alligevel har lærere og lokaler til overs, og hokus pokus er der sparet 30 procent, alle udgifterne bliver ydermere inden for kommunens rammer, alt imens man kan hejse de faner, der står på nærhed, mindste indgreb og rummelighed på. Der er levet op til de ideologiske krav og samtidig sparet penge, alle burde være glade. Alle er imidlertid ikke glade. Hverken de 4-6 elever, med 4-6 forskellige typer handicap, med 4-6 typer af forskellige pædagogiske behov, der nu er samlet i én klasse, med én lærer, der måske hverken har de faglige forudsætninger eller lysten til at arbejde med blot én kategori af de elever, hun står over for, men det var hendes tur, eller kollegerne med mere anciennitet ville ikke.”

Faglig ekspertise vigtig
Landsformand for Dansk Blindesamfund, Jens Bromann, frygter også dette fremtidsscenarium, hvor blinde og svagsynede børn bliver stuvet sammen i en specialklasse med andre børn, som har helt andre handicap og dermed helt andre behov, eller at kommunerne vælger at give synshandicappede børn støtte af lærere, der måske har arbejdet med handicappede børn – men aldrig med et barn, der har et synshandicap.
En ny undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede bekræfter mistanken om, at kommunerne har svært ved at løfte opgaverne med blinde og svagsynede skoleelever.
Undersøgelsen viser, at mange unge med synshandicap er klædt dårligt fagligt og socialt på, når de forlader folkeskolen, og de savner bedre og mere relevant vejledning og rådgivning om uddannelse og beskæftigelsesmuligheder. Derimod spiller den faglige ekspertise i amterne, synskonsulenterne, en afgørende rolle i de tilfælde, hvor blinde og svagsynede kommer godt igennem og videre ud af folkeskolen.

Kommuner skal forpligtes
Derudover afslører undersøgelsen, at 44 % af elever med synshandicap forlader folkeskolen uden en fuld afgangsprøve. Dermed er næsten halvdelen af synshandicappede elever afskåret fra at komme ind på gymnasial uddannelse eller i det hele taget nogen form for ungdomsuddannelse.
Landsformand Jens Bromann mener, at der er tale om et alvorligt svigt fra kommunernes side:
”Vi kan jo se, at når kommunerne eller folkeskolen prøver at løfte opgaven på egen hånd, går det galt. Mens det går langt bedre, når den faglige ekspertise fra amtet bliver inddraget. Undersøgelsen dokumenterer et himmelråbende behov for, at kommunerne forpligtes til at indhente rådgivning i de faglige miljøer, der findes på synsområdet,” udtaler Jens Bromann.
Konsekvenserne af den mangelfulde støtte til blinde og svagsynede elever i folkeskolen er alvorlige, mener Jens Bromann, der peger på, at 90 % af synshandicappede borgere i den erhvervsdygtige alder er arbejdsløse. Landsformanden for Dansk Blindesamfund er enig med Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede børn i, at kommunerne bør forpligtes til at indhente specialviden på regionalt eller nationalt plan, ligesom de skal følge nogle kvalitetsstandarder, så børnenes skolegang og fremtid sikres.

Til indholdsfortegnelsen

Jeg måtte opgive mit job

Bitten Nielsen kunne ikke få tilstrækkelig hjælp af amtet til at finde rundt på sin nye arbejdsplads. Til sidst måtte hun opgive sit job.

Det er stressende at starte i et nyt job. Det er så stressende, at jobskifte faktisk ligger på 14. pladsen på listen over de 30 faktorer, der stresser et menneske mest. For Bitten Nielsen, 47, var der meget på spil, da hun i efteråret 2003 skulle begynde på sit nye arbejde. Som blind var det endeligt lykkedes for hende at finde et arbejde – og alene dét er en præstation, da arbejdsløsheden blandt synshandicappede i den erhvervsaktive alder ligger på omkring de 90 %.
Men Bitten var blevet ansat i telefonomstillingen på Geelsgårdskolen i Virum. Hun havde en solid erfaring med sig – både med sin telefon- og kontoruddannelse fra blindeinstituttet, over syv års erhvervserfaring ved omstillingsbordet hos Køge Politi og en yderligere uddannelse fra blindeinstituttet i telefoni og computer. Alligevel var der sommerfugle i maven.
”Der er så mange ting, du skal sætte dig ind i, når du starter et nyt arbejde, og så skal du møde mange nye mennesker. Det var jeg selvfølgelig spændt på. Men som blind er der også spørgsmålet om, hvordan jeg overhovedet kommer hen til min nye arbejdsplads, og hvordan jeg finder rundt dér,” forklarer Bitten.
At færdes - at finde rundt - er indlysende svært uden synet. Bitten skulle først og fremmest have fundet en løsning på transporten til det nye arbejde. Hvordan skulle hun komme på arbejde? En ny rute skulle findes og indlæres, nye busser, nye busstoppesteder, nye stationer og nye vejkryds at gå over. Der var meget, der skulle læres, så transporten med bus og tog fra hjemmet i Lille Skensved ved Køge til jobbet i Virum kunne klares på egen hånd.

Svært at få mobility
Men Bitten er i god tid. En måned før jobstart henvender hun sig til Teknologi- og Synsrådgivningen i Roskilde Amt for at få en mobilityinstruktør til at hjælpe sig. Mobility er at lære at færdes med hvid stok - det er en slags hjælp til selvhjælp. Mobilityfærdigheder er en forudsætning for at kunne klare sig selv i dagligdagen og hjælper synshandicappede til at få et liv så tæt på det normale som muligt. Amtet har ifølge lov om specialundervisning af voksne pligt til at sørge for, at synshandicappede kan få undervisning og specialpædagogisk bistand, der kan afhjælpe eller begrænse virkningerne af deres handicap.
På Teknologi- og Synsrådgivningen i Roskilde Amt har der ikke været nogen mobilityinstruktør i flere år, og Bitten får ikke noget ud af sin første forespørgsel.
”Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få mobilitytræning med så kort varsel. Da jeg spurgte, om det var muligt at få fat i en mobilityinstruktør fra blindeinstituttet, lød svaret, at det var der ikke råd til, og så blev jeg spurgt, om jeg ikke havde et familiemedlem, der kunne vise mig vejen,” genfortæller Bitten - på baggrund af sin erindring om den. Hun har ikke modtaget noget skriftligt afslag.
Men Bitten giver ikke op og kontakter både kredsformanden og hovedkontoret i Dansk Blindesamfund.
”Jeg var meget interesseret i at få mobilitytræning, inden jeg skulle starte, så der i det mindste var én ting mindre, som jeg skulle koncentrere mig om ved jobstart. Den stress, der er især den første dag, mindskes, hvis jeg på forhånd kender de nye omgivelser, eller ved hvordan jeg kommer derhen. Nogle vil mene, at man bare kan tage en taxa den første dag, men jeg synes ikke, at det ser godt ud at komme fløjtende ind i en taxa. Kollegerne vil måske tænke, at hvis hun ikke engang kan klare transporten, hvordan skal hun så kunne klare jobbet. Synshandicappede på arbejdsmarkedet har fordomme nok at slås imod, vi behøver slet ikke flere. Derfor er mobility utroligt vigtig. Og så er det vigtigt at være tryg i nye omgivelser,” lyder forklaringen fra Bitten.

Kan ikke finde rundt
Bitten får til sidst bevilget en mobilityinstruktør fra blindeinstituttet. To timer på første arbejdsdag. En time om morgenen hvor Bitten lærer ruten til arbejdet og en time om eftermiddagen, hvor det handler om returrejsen. Men det bliver ikke til nogen mobilitytræning på arbejdspladsen. Og det får stor betydning for Bitten senere og bliver en medvirkende årsag til, at hun fire måneder senere opgiver sit job.
”Jeg vidste ikke, hvor kantinen lå henne, hvordan jeg kunne komme derhen, eller hvordan jeg kunne finde rundt dér. Så jeg kunne ikke købe mig en kop kaffe eller noget mad. Når der kom nogle kolleger forbi omstillingen og sagde, at de var fra den og den afdeling, så kunne de lige så godt komme fra månen for mit vedkommende, for jeg anede ikke, hvor deres afdelinger lå. Så jeg kunne heller ikke få fat i dem, hvis jeg ville give dem en besked personligt. Jeg følte, at jeg var bundet til min kontorstol,” forklarer Bitten, der har ganske andre erfaringer fra dengang, hun begyndte hos Køge Politi. Da var mobilitytræningen på plads før arbejdsstart, og hun vidste lige nøjagtig, hvor kaffen var henne i kantinen allerede fra første arbejdsdag.

Går ud over det sociale liv
Bitten savner mobilitytræningen på sin nye arbejdsplads, men hun kontakter ikke Teknologi- og Synsrådgivningen i sit amt – hendes erfaring siger hende, at det kræver en kamp, så i stedet tænker hun, at hun vil spørge kollegerne, om de vil hjælpe hende med at finde rundt. Det vil de gerne, men der bliver desværre aldrig fundet tid til det.
Den manglende mobilitytræning på Geelsgårdskolen begynder at gå ud over Bittens sociale liv på arbejdspladsen, og hun deltager ikke i nogen sociale aktiviteter i den tid, hun arbejder på Geelsgårdskolen.
”Jeg følte mig overflødig – som en slags flyttekasse.”
En dag, da Bitten er på vej på arbejde, er hun ved at bryde sammen i toget. Hun stiger af og tager hjem igen. Hun kommer ikke på arbejde igen.
”Jeg følte det som et kæmpe nederlag og gik ned med et brag. Her havde jeg selv fundet et job, og så kunne jeg ikke engang klare det. I den første tid kunne jeg slet ikke fortælle min familie om det. Jeg fik en depression og kunne ikke andet end bare ligge i sengen i flere uger. Jeg havde det virkeligt elendigt og spekulerede på, hvor pokker jeg skulle finde et andet job, for jeg vil ikke bare gå hjemme.”

I dag er Bitten ansat i Dansk Blindesamfund som konsulent i 9. kreds.

Til indholdsfortegnelsen

Ekspertisen
– bliver den spredt eller samlet?

Den kommende kommunalreform byder på nyt på det sociale område.
Et videns- og rådgivningsorgan skal samle trådene. Men flere politikere er skeptiske.

Det lyder så fint: For første gang bliver der skabt et overblik over den viden, der i dag findes i kommuner, amter og på institutionerne på det sociale område.
Med skabelsen af VISO, der står for national videns- og specialrådgivningsorganisation, får borgerne i almindelighed og de handicappede i særdeleshed ét sted at henvende sig, når de søger overblik. Her kan de finde en stor del af den viden, der findes om fx synshandicap. Det er et synligt fremskridt, skriver Socialministeriet på sin hjemmeside.
Men er der ikke en mislyd mellem de optimistiske strenge, der her bliver slået an, og de kritiske røster fra bl.a. Dansk Blindesamfund og flere politikere, der påpeger, at ikke engang så store kommuner som Århus Kommune helt magter at løfte opgaven.
Nej, siger indenrigsminister Lars Løkke Ramusssen (V):
”Lakmusprøven for et velfærdssamfund er den måde, vi behandler vores svageste medborgere. På det sociale område holder vi fast ved, at ansvaret ligger hos kommunerne, så de har et samlet perspektiv på den enkeltes situation.”

I en kronik i Berlingske (24. februar 2005) understreger indenrigsministeren, at regeringen konkret har efterkommet et ønske om at flytte fem syns-, tale- og høreinstitutter fra kommunerne til de nye regioner.
Og i den nye kommunale struktur får kommunerne ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige som den mere specialiserede rådgivning til brugere og pårørende. Kommunerne kan søge støtte til det hos VISO.
Men er det tilstrækkeligt? I Socialministeriet siger de ja:
Det bliver VISO’s opgave at indsamle viden og gøre den tilgængelig for kommuner og organisationer, skriver ministeriet.

Men flere politikere er skeptiske. Hverken socialdemokraterne eller de radikale fik politiske indrømmelser, da de den 23. februar 2005 drøftede kommunalreformen med regeringen.
De to oppositionspartier gør sig dog håb om, at regeringen vil lade regionerne bevare amternes centre for særligt handicappede, hvor bl.a. Dansk Blindesamfund har advaret om en svækkelse af indsatsen, hvis ekspertisen spredes på de nye storkommuner.
Pia Gjellerup (S) sagde efter mødet, at regeringen synes indstillet på at give handicappede en slags garanti for den plads, de har, mens Margrethe Vestager (R) siger, at hun sætter sin lid til, at regeringen selv finder behov for at få fred på det sociale område, hvor aktørerne står stærkt i den offentlige debat.

Til indholdsfortegnelsen

Gambling med fremtiden

Den store kommunalreform er både blevet kaldt et risikabelt eksperiment og en vej væk fra stivnede systemer og kassetænkning. Synshandicappedes bekymring for fremtiden deles af flere.

Det er blevet kaldt den største reform i vores generation. Det er en sag for hele folket, men den har ikke kunne trække en folkelig debat. Der er allerede truffet store beslutninger i kommunerne og i folketinget, uden at lovene er færdigbearbejdet og besluttet.
Og ingen synes at have et overblik over, hvad kommunalreformen vil betyde for landets ca. 12.000 borgere med synshandicap. Afhængigt af øjnene, der ser, eller måske netop ikke ser, er mange handicappede på vej ud i et sumpet landskab, som hverken politikere eller fagfolk føler sig sikre på.
Også de mennesker, der til dagligt arbejder med blinde, er dybt forvirrede. Kirsten Bøgh, som er synskonsulent for børn i Hjælpemiddelenheden i Københavns Amt, udtaler:
”Jeg er nervøs, fordi al specialundervisning for blinde skolebørn skal tilbage til kommunerne. Vi ved endnu ikke, om der kommer til at eksistere et grundlag, så børn og forældre og ikke mindst lærere får de hjælpemidler og den bistand, der er behov for. Vi har beskrevet problemet og har holdt møde med undervisningsministeriet, og de er alle opmærksomme på problemerne, men så til at politikere lytter, er der et spring. Vi har ikke fået et klart svar, og vi ved endnu ikke, hvad vi skal. Vi ved ikke, hvor vi bliver forankret. Vi håber, at det bliver hos SynDanmark (et netværk for fagfolk, der arbejder med mennesker med synshandicap, red.), men ingen ved det.”
Kirsten Bøgh frygter, at området kommer ind i én stor balje af kommunal samkøring, og at det bliver svært at fastholde politikere på nødvendighed af specialkonsulenter i
regionerne.
”Der kan blive lavet for mange hovsaløsninger, fordi ingen har taget stilling. Sidst man lavede en gennemgribende reform på kommunalområdet, var man 12 år undervejs – denne gang har man brugt to. Det siger meget om, hvor mange områder man kan komme til at glemme. Og de blinde børn er nogle af dem.”

Et risikabelt eksperiment
Også andre fagfolk og politikere er betænkelige ved den hastighed, hvormed kommunalreformen bliver gennemført.
Inge Holst (S), socialudvalgsformand, kalder opgavefordelingen mellem kommuner og regioner et væsentligt område, som har udviklet sig til et risikabelt eksperiment:
”De svageste grupper, bl.a. de handicappede, kan nemt tabe slaget i kampen om de økonomiske prioriteringer i de nye storkommuner. De får nemlig enorme udfordringer med færre penge til rådighed. Lyt blot til valgløfterne, så kan enhver høre, at der bliver rift om midlerne. Det her handler om mennesker, der kan blive ramt og få deres tilværelse alvorligt forringet,” siger hun.
Formanden for De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), Stig Langvad, har til Morgenavisen Jyllands-Posten udtalt:
”Generelt frygter vi, at handicappede kommer i klemme, fordi kommunerne fristes til at give dårligere tilbud end i dag. Og regeringens lovforslag giver ikke sikkerhed for, at det ikke vil ske. Især mindre handicapgrupper, som de ca. 12.000 blinde og svagsynede og de 6.000 døve i Danmark, vil blive ramt.”

Udemokratisk eller lys i gråzonen?
Strukturændringerne i det kommunale og amtslige landskab er af Svend Auken (S) blevet kaldt ”uhyggeligt udemokratisk og bureaukratisk, og med grænser, der er trukket vilkårligt på et danmarkskort, ingen folkelige kræfter har haft den sarteste indflydelse på”.
Omvendt kalder indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) reformen for ”et Danmark, hvor stærkere kommuner og regioner kan levere bedre service til borgerne, og hvor der er kastet lys over gråzonerne mellem den ene og den anden myndigheds ansvar”.
De blinde og svagsynede har længe givet udtryk for, at amterne i dag har en række opgaver, som med god grund ikke kan løses i kommunerne, da det kræver både ekspertise og et større befolkningsgrundlag, før den nødvendige faglighed er til stede.
For slet ikke at tale om økonomi.
Eller som leder af Hjælpemiddelenheden Kristian Mainz har udtrykt det her i bladet (april 2004):
”Alle de elementer, der betinger faglig bæredygtighed skal være opfyldt. Det er ikke nok, at medarbejderne er eksperter på deres felt, og at de har den rigtige teknologi til rådighed. Den organisatoriske og ledelsesmæssige sammenhæng skal også være til stede. Der er en del eksempler på, at lovgivningen er uhensigtsmæssig, og at det kan være grunden til, at borgerne kan have svært ved at gennemskue systemerne.”
Selv om disse ord blev udtalt for næsten et år siden, føler mange synshandicappede og mennesker, der arbejder med dette handicap, stadig at de befinder sig i en gråzone.
Allertydeligst har landsformanden for Dansk Blindesamfund, Jens Bromann, sagt det i sit åbne brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen:
”Det er afgørende for Dansk Blindesamfund, at de synsfaglige miljøer, der findes i amter og under staten, ikke bliver opløst og forsvinder med en kommunalreform. Når vi læser lovudkastet til den omfattende strukturreform, så ved vi ikke, om vi er købt eller solgt.”

Til indholdsfortegnelsen

Til indholdsfortegnelsen

Blindehumor:
Er det skide skægt at være blind?

Nogle blinde bruger humoren aktivt til at nedbryde tabuer omkring deres handicap.
Men blindehumor er ikke et udtryk for, at livet er smadder sjovt som blind. Den kan også være en overlevelsesmekanisme, så livet på trods af handicappet ikke bliver én lang gråvejrsdag.

I en alder af 31 år var Hanne Kassandra Skipper overbevist om, at livet nu var slut. Hun havde netop mistet synet som følge af diabetes, og hun var klar til at sætte sig i en lænestol og bare dø af sorg. For uden synet måtte det da være slut med at arbejde, spise på restaurant og med at komme ud overhovedet.
I denne sindstilstand dukker Kassandra op på Blindeinstituttet i 1983 for at gennemgå et nyblindekursus. Her skal hun sammen med andre mennesker, der kort forinden har mistet synet, lære at klare sig uden synssansen.
”Jeg kommer ind i dagligstuen og bliver præsenteret for de øvrige kursusdeltagere. Da vi er alene i stuen, skal vi have os en kop kaffe. Så er der én af de andre nyblinde, der pludselig udbryder: Er der ikke én, der gider skænke op for mig, for jeg ser faktisk ikke ret godt.”
Kassandra ler selv højt, da hun genfortæller dette bizarre udslag af humor. En humor, der blev et vendepunkt for Kassandra.
”Jeg oplevede en genfødsel. Jeg var overvældet over, at det kunne forekomme, for jeg havde troet, at blinde var halvdøde mennesker. Men her gik det op for mig, at livet ikke stopper, fordi man bliver blind,” fortæller Kassandra. Hun har siden været en flittig bruger af blindehumor og holder foredrag om dette emne blandt flere emner.
”Denne galgenhumor er en måde at forholde sig til handicappet på. Det er en overlevelsesmekanisme, så man kan håndtere handicappet, for at det bliver nemmere at rumme, at man har mistet synet,” forklarer Kassandra.
Kassandra har erfaring med, at humoren blinde imellem i starten kører på blindheden, hvorefter den udvikler sig og flytter sig til at omfatte hele personen, efterhånden som man lærer hinanden at kende. På den måde kan man ikke tale om blindehumor som en særlig afart af humor – i sidste ende ligner den al anden humor, der opstår mellem venner.

Dét ler blinde af
Selvom blindehumor ikke dækker over en særegen form for humor, så er der dog ting, som morer især blinde og svagsynede; irriterende, fjollede og absurde oplevelser i hverdagen, som en blind bedst kan dele med en anden blind. Og ganske ofte er de seende hovedleverandører af disse lattervækkende indslag.
”Jeg spurgte engang en tilfældig mand på gaden om vej. Med min førerhund og blindestok er det tydeligt, at jeg er blind. Manden forklarer, at jeg bare skal dreje til venstre nede ved den røde postkasse. Da jeg svarer, at jeg som blind ikke kan se, hvor den røde postkasse er, reagerer han ved at råbe, så højt han kan: ”Du skal dreje til venstre nede ved den røde postkasse.” Det var jo fuldstændigt tåbeligt – min hørelse fejler jo ikke noget. Den slags oplevelser er til at dø af grin af bagefter. Men jeg kan sjældent grine ad dem sammen med seende, for de vil straks begynde at forklare mandens reaktion og retfærdiggøre den. Men sammen med en anden synshandicappet vil der være en umiddelbar forståelse af det, jeg har oplevet,” fortæller Kassandra.

Broen til den seende verden
Blinde kan bruge humor aktivt til at fjerne seendes berøringsangst over for handicappet, og på den måde kan humoren tjene til, at der bliver bygget bro til den seende verden, mener Kassandra. Selv benytter hun humor til at nedbryde barriererne mellem de to verdner.
”Jeg bruger eksempelvis humor, når jeg går på gaden. Måske kommer jeg uforvarende til at støde ind i en person, der står ved busstoppestedet. Jeg kan høre, at vedkommende vender sig irriteret om og skal til at sige noget, men når de så opdager, at jeg er blind, så undskylder de. Så kan jeg fx svare: ”Det gør da ikke noget, du har jo ikke øjne i nakken.” Jeg kan høre overraskelsen og smilet i deres stemmer, når de svarer,” forklarer Kassandra.
Hun oplever, at humor afvæbner og kan få folk til at åbne op.
”Blindehumor får folk til at slappe af. Mange seende er bange for at sige noget forkert til en blind person eller for at gøre noget forkert og måske såre den synshandicappede. Så de, som kan se, kan være helt anspændte i selskab med en blind. Humoren løsner, og den får seende til at turde henvende sig til mig som blind. På den måde kan humor medvirke til, at tabuer brydes. Humor kan ophæve afstanden mellem seende og blinde, og jeg oplever, at der opstår en bedre kontakt til den seende verden. Og det er jo nyttigt, at man som blind kan skabe en god kontakt, for så er det lettere at få hjælp med fx at komme over en vej. Når der er god kontakt, kan vi også bedre oplyse seende om vores handicap,” lyder pointen fra Kassandra.

Må seende bruge blindehumor?
Når der er opstået en kontakt mellem blinde og seende, kan seende så sidde i et selskab med blinde og fyre en masse blinde-jokes af?
”Det kræver, at den seende kender de blinde særdeles godt. Vedkommende skal være en så naturlig del af gruppen, at man ikke tænker over, om han kan se eller ej. Ellers skal seende ikke forsøge at blande sig i blindehumor eller gøre sig vittige på de synshandicappedes bekostning,” lyder rådet fra Kassandra.
Altså hvor blinde i starten af et bekendtskab kan bruge humor, der kører på selve blindheden, så er det lige omvendt med seende, der skal vente et pænt stykke tid, før de kan bruge den slags humor i selskab med blinde.
Og når de, som kan se, prøver at være morsomme i blindes selskab, så skal det være en raffineret form for humor, synes Kassandra, der mener, at det ikke er særligt opfindsomt at sige ”se dig for” eller ”blindebuk” til en blind.
”Hvis seende prøver lidt for hårdt at være vittige, så fremstår de mest som ynkelige. Det skal være en begavet humor – ellers er det ikke sjovt.”

Hanne Kassandra Skipper Foredragsholder 53 år, mistede synet i 1982 pga. diabetes. Uddannet lærer og har undervist i folkeskolen fra 1975 og til hun i 1982 mistede synet. I 1989 uddannet som og senere beskæftiget afspændingspædagog. 1991-99 leder af kurser for ældre og nyblinde i København og på Frederiksberg. Har holdt foredrag siden 1983 om at blive og at være blind, og om hvordan man gennem humor kan aflive myter og fordomme. Flere oplysninger findes på internettet på sogneaften.dk eller hos Kassandra på tlf. 36 16 74 08.

Til indholdsfortegnelsen

Thoravej 35, 2400 København NV • Telefon 38 14 88 44 • Telefax 38 14 88 00 • Giro 3 00 22 17
E-mail: info@dkblind.dk • Web: www.dkblind.dk

Redaktion: Jens Bromann (ansvarshavende), Lotte Krull

Forsidefoto: Bitten Nielsen og førerhunden Magnum. Foto af Mikal Schlosser.

Oplag: 5.700 trykte eksemplarer, 350 lydbånd

Layout/tryk: FL Reklame/Silkeborg Bogtryk

Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91

Ekspedition: Dansk Blindesamfund

Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, amter, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer primo juni 2005.

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer, opdelt i 22 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra