Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark
|
Dansk Blindesamfund Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark |
|
Udgivet af Dansk Blindesamfund |
| TEMA: Dansk Blindesamfunds internationale bistandsarbejde Fra tilskuer til aktiv deltager “I begyndelsen var vi kun få...” Blinde på bunden af fattigdommen Med Danida som økonomisk rygrad Øjnene op for blinde i Mellemøsten Bornholmsk håndsrækning til Estlands blinde Protektor med engagement og styrke Skarpt hjørne for landsformanden
|
Solidaritet om en fælles sag
Det falder derfor ganske naturligt netop i Blindesagens decembernummer at informere om Dansk Blindesamfunds store bistandsarbejde i ulandene - at give et indblik i en af de betydningsfulde opgaver, som løses ved hjælp af midler fra Danida samt vore egne indsamlede midler fra fonde, legater og privatpersoner. I Dansk Blindesamfunds formålsparagraf og det handlingsprogram, der er basis for bistandsarbejdet, går to grundsynspunkter igen: Ligesom vi forventer, at omverden viser os solidaritet, for at vi kan nå en højere grad af ligestilling, må vi være villige til at dele ud af vor rigdom til blinde og svagsynede i lande, som er langt ringere stillet end os. Vi har erfaringer med, hvordan en organisation af blinde opbygges og udvikles. Vi vil gerne bidrage til, at andre høster fordel af vore erfaringer, så udviklingen af blindeorganisationer kan gå hurtigere. Vi forsøger at yde vort lille bidrag til at udjævne de store skel mellem rige og fattige lande, som desværre er en realitet i denne verden, og herved vise solidaritet med vore blinde og svagsynede brødre og søstre i den tredje verden - en gestus som har dyb grobund blandt Dansk Blindesamfunds medlemmer. Afslutningsvis vil jeg ønske
alle Blindesagens læsere en god og velsignet jul samt et godt
nytår. |
Blinde og svagsynede i Danmark kan med rette påstå, at vi på mange områder er ringere stillet end vore seende medborgere. Til gengæld må vi føle os privilegerede sammenlignet med blinde og svagsynede i udviklingslande. Mens vi som blinde og svagsynede i Danmark har pensionsmuligheder, sociale ydelser, hjælpemidler og anden offentlig service, har de fleste blinde og svagsynede verden over ingen af disse goder. Mens vi færdes på veje og stræder og kommunikerer via telefon og e-mail, er størstedelen af verdens blinde og svagsynede isolerede, deres fysiske bevægelsesfrihed er begrænset til et værelse i et hus eller en hytte, og de taler aldrig med andre blinde. De opfattes som nyttesløse og som en byrde og udgift for familien. Disse grumme sandheder er baggrunden for, at Dansk Blindesamfund i snart 20 år har brugt penge og personale på at engagere sig i det internationale arbejde med fokus på international bistand til udviklingslande. Grundlaget tilvejebringes Indtil midten af firserne var Dansk Blindesamfunds engagement i udviklingslandene begrænset til den interesserede lytters nysgerrighed. En nordisk arbejdsgruppe blev nedsat i 1978 for at fremme informationen i Norden om dette arbejdsområde, men hidtil havde kun Sverige drevet egentligt udviklingsarbejde. I 1984 traf Dansk Blindesamfund en beslutning om at afsætte en procent af sine årlige indtægter til solidaritetsarbejde for at vise sin vilje til at efterkomme FN's opfordring til sine rige medlemslande om en lignende gestus. Der blev på det internationale område oprettet en stilling, som også skulle være ankerperson for samarbejdet med udviklingslande. Endelig blev der udarbejdet et sæt principper, som fastslog, at arbejdet skulle fremme kollektive bevægelser, organisationer og bredere projekter og ikke anvendes til fordel for enkeltpersoner. Som det hedder: "Lær den blinde at fange fisk i stedet for at give ham fisk". Hjælp til selvhjælp, bæredygtighed og fokus på kerneområder var tre nøgleord. Det første store projekt I midten af firserne mødte repræsentanter for Dansk Blindesamfund ledelsen for den erfarne organisation 'Assistance for Blind Children' (ABC) i Bangladesh under et fællesnordisk forsøg på at kortlægge behovene for bistand til blinde i tredje verdens lande. Mødet udmøntede sig i en ansøgning til Danida om støtte til ABC for at få etableret en øjenklinik i det nordlige Bangladesh. Projektet omfattede byggeri, ansættelse af personale og drift af øjenklinikken, der udover undersøgelser og øjenbehandling skulle danne ramme om undervisning af nøglepersoner i sundhed, hygiejne, øjenhelse samt blindes muligheder og behov. Der blev siden etableret en mobil øjenenhed, der screener børn og unge inden for et anseeligt geografisk område og underviser gravide kvinder og ammende mødre i, hvordan rigtig ernæring kan forebygge blindhed forårsaget af a-vitaminmangel. Endelig omfattede projektet revalidering af landområdernes unge blinde, som blev trænet i personlige færdigheder, og i hvordan den enkelte med et lån kunne skabe sin egen indkomst. Projektet fik med bevillinger fra Danida en levetid på 14 år og blev for alle parter en lærerig proces med betydelige resultater. Samtidig blev projektet udgangspunktet for en udvikling af Dansk Blindesamfunds ideologi og viden om udviklingslande og om, hvor vi som forening kunne bruge vor viden og kompetence bedst. Under arbejdet med at udvikle foreningens bistandsprofil rettede Dansk Blindesamfund søgelyset mod Vestafrika. Historisk set har Danmark haft mindre flatterende forbindelser med Ghana, hvorfra vi fik leveret slaver til fremme af vor sukkerindustri i det 17. og 18. århundrede, men på trods af denne pinlige skamplet på dansk international adfærd, var der en stor vilje fra både dansk og ghanesisk side til at etablere et samarbejde, som den dag i dag er en af de bærende piller i foreningens internationale engagement. Læs mere om arbejdet i Ghana andetsteds i bladet. En kvindesag Det er en ubestridelig sandhed, at kvinderne udgør den ene halvdel af verdens befolkning. Det er imidlertid en realitet, at blinde kvinder får mere end halvdelen af de problemer, fordomme og misbrug, som rammer blinde som gruppe. Man siger, at det at være blind kvinde er et dobbelt handicap. Blinde kvinder i et uland beklæder sjældent kvindens ellers vigtige rolle i disse samfund som den, der passer børnene, boligen og marken og får hjulene til at snurre. Ofte er det sværere som blind kvinde at blive gift, og seksuelt misbrug af blinde kvinder er kendt mange steder. Vi har i Dansk Blindesamfund i stigende grad gjort det til et succeskriterium og en forudsætning for at ville gennemføre projekter i ulande, at piger og kvinder med et synshandicap tilgodeses mindst lige så meget som drenge og mænd. Det skrives ind i projektdokumenter og uddybes ved enhver given lejlighed over for partnere. Vi kan dog ikke bare vedtage, at hver gang man inviterer en mand til et møde, skal der også inviteres en kvinde, eller hver gang man giver en bevilling til et indkomstskabende projekt, skal man tage kvindelige ansøgere i betragtning. For ligestilling ligger ikke på rygraden i ulandene, og kvinder med handicap er glemte, sky, isolerede og sjældent involveret i politisk og organisatorisk arbejde. Der skal derfor gøres en særlig indsats for at sikre deres medvirken og styrkelse. Internationale netværk Vi har ikke bare set det som afgørende at bygge organisationer op i vore partnerlande i Syd. Vi har også af egen erfaring vidst, at samarbejde over grænserne er en vigtig inspirationskilde for fremgang og erfaringsudveksling. Derfor er mere end en halv million kroner af foreningens midler gået til at sikre, at partnerne i syd opnår og bevarer medlemskab af de internationale netværk som Den Afrikanske Blindeunion og Verdens Blindeunion. Vi har fulgt det princip, at et sådant forum ikke må blive 'de riges klub' eller et forum med mandehørm. Mænd har ikke forudsætningerne for at løse, beskrive og behandle de helt særegne problemstillinger for blinde kvinder. Derfor har vi stillet krav om, at hver delegation består af mindst en kvinde. Europæisk blindeforum Det almindelige internationale samarbejde hænger tæt sammen med arbejdet for international bistand til udviklingslande. Dansk Blindesamfund har siden begyndelsen af 1990'erne været medlem af Bistandskommissionen under den Europæiske Blindeunion (EBU) sammen med andre lande med særlig interesse for udviklingslandene. Formålet er at stimulere flere europæiske blindeorganisationer til at engagere sig i dette arbejde. Samtidig udgør kommissionen et enestående forum for udveksling af erfaringer og ideer. Dansk Blindesamfund har i de seneste otte år beklædt formandsposten i kommissionen og har i kraft af dette indhøstet nyttige erfaringer i etablering af indkomstskabende projekter i en række afrikanske lande til fordel for blinde. Solidaritetsarbejdet støttes af en fond etableret netop til formålet, og partneren har været Den Afrikanske Blindeunion, som har 47 afrikanske blindeorganisationer som medlemmer. Erfaringerne er uvurderlige, fordi man på kort tid får indsigt i problemstillinger fra et kontinent med et sørgeligt overskud af fattigdomsorienterede udfordringer. Solidaritetsmidler Dansk Blindesamfund har været involveret i opbygning og styrkelse af blindeorganisationer i lande verden over. Det ville være forkert at påstå, at alt er lykkedes og at alle modtagere af bistand fra vore solidaritetsmidler er resulteret i stærke organisationer. Krige har slået mange gode resultater i stykker, idet blinde i Sierra Leone og Liberia i Vestafrika har mistet mange værdier, liv og landvindinger under årelange borgerkrige. Nedenfor følger et udpluk af de projekter, som har modtaget penge og støtte i form af besøg fra Dansk Blindesamfund finansieret med vore egne midler - de såkaldte solidaritetsmidler fra 1 procents puljen: Forundersøgelser før ansøgning til Danida om støtte til øjenklinik i Bangladesh. Den ghanesiske blindeorganisation 1988- 1994: Drift, ledertræning, oprettelse af sekretariat, etablering af fond til skabelse af indkomst for blinde, besøgsrejser, støtte til blindeskole (mad og tekniske hjælpemidler). Blindeorganisationen i Sierra Leone, Vestafrika 1988-2003: Drift, ledertræningsaktiviteter, reparation af punkttrykkeri, finansiering af ekspertrejse til landet for at reparere teknisk udstyr, etablering og indretning af sekretariat, nødhjælp. Øjenlæges ophold og arbejde i Tanzania for blinde børn med helbredelige øjensygdomme. Den liberiske blindeorganisation 1998-2003: Ledertræning, drift, etablering af sekretariat, reparation af bygninger. Selvhjælpsorganisation i Uganda med det sigte at etablere et træningscenter og uddanne ti blinde og svagsynede i indkomstskabende aktiviteter. Den rwandesiske blindeorganisation, 1998- 2003: Indkøb af hjælpemidler, støtte til drift af sekretariat, afholdelse af generalforsamling 2000, aktiviteter til højnelse af den offentlige forståelse af og bevidsthed om blinde. Samarbejde med den svenske blindeorganisation (SRF) til udvikling af en kvindefløj af blindeorganisationen på Zanzibar. To konferencer om produktion og markedsføring af produkter fremstillet af blinde i Vietnam. Kontingenter til samarbejdspartnere for at opretholde medlemskab af internationale fora (Den Europæiske Blindeunion og Verdens Blindeunion). Rejse- og opholdsudgifter til to repræsentanter fra syv lande for at sikre disses deltagelse i Verdens Blindeunions 5. generalforsamling, Melbourne, Australien 2000. Forundersøgelsesrejse til Sarajevo for at
indsamle data om de behov og problemer,
som blindeorganisationen og blindeskolerne
står overfor. |
”I begyndelsen var vi kun få...” Blindeorganisationen i Ghana begyndte i det små men har vokset sig stor og stærk i et samarbejde med Dansk Blindesamfund. I oktober var vi på besøg i Ghana og talte med nogle af de blinde ghanesere, som har fået et mere selvhjulpent liv. Ghana Association of the Blind (GAB), de blindes egen forening i Ghana, blev grundlagt i 1963 af en håndfuld blinde pionerer. "I begyndelsen var vi kun ganske få...", forklarer E.T. Plahar, der selv er blind og leder foreningens sekretariat i hovedstaden Accra, "..men organisationen er vokset lige siden og tæller i dag mere end 2.000 medlemmer." Det skyldes i høj grad samarbejdet med Dansk Blindesamfund, der har støttet GAB siden 1989 med private og offentlige midler. I 1991 ydede foreningen penge til etablering af et nationalt sekretariat i en 20-fods container, ombygget og indrettet som kontor med indlagt el og telefon. Det var indbrudssikkert, funktionelt og billigt i drift, og de næste par år blev medlemmer, myndigheder og politikere efterhånden bevidste om, at containeren var centrum for GAB's udadrettede virksomhed. GAB's stærkeste personligheder er blevet solidt trænet i ledelse; distriktsafdelinger er oprettet i store dele af landet, og mange blinde har fået grundlæggende træning i at færdes på egen hånd med hvid stok, personlig hygiejne, husførelse og enkle håndværk, der kan bidrage til en fast indkomst. Handicaparbejdet har vanskelige vilkår i et land som Ghana, og selv om man er opsat på at ændre forholdene, er der meget at slås med. Blinde befinder sig på den absolutte bund af samfundet, og myndighedernes manglende interesse, den udbredte korruption og det, at resten af befolkningen ikke magter at kæmpe for mere end egen overlevelse, er væsentlige udfordringer. Dette til trods arbejder Dansk Blindesamfund ihærdigt med at opbygge GAB's ressourcer, så de blinde selv kan kæmpe for deres rettigheder, og revalideringen af de synshandicappede gradvist overtages af andre internationale ngo'er og nationale myndigheder. Fra 1994-99 finansierede Danida et revaliderings- og organisationsudviklingsprogram, og i 2002 blev et nyt 5-årigt projektforslag til omkring 10 millioner kroner godkendt. En stærkere organisation i provinsen Da projektet startede i 2002, havde GAB 40 distriktsafdelinger, og i det igangværende projekt etableres 25 nye distriktsafdelinger frem til 2007. Organisationen kan hermed kæmpe for de synshandicappedes rettigheder i mere end halvdelen af Ghanas 110 distrikter. Den mangelfulde infrastruktur gør revalideringsprogrammet sværere, fordi der er meget opsøgende arbejde, hvor feltarbejdere besøger og træner den blinde i hjemmet. Ofte kræver det flere besøg overhovedet at overtale den synshandicappede til at deltage, fordi mange har tilbragt adskillige år i fuldkommen isolation, ignoreret af både familie og lokalsamfund. Og skal man have en stærk organisation, kræver det, at medlemmerne mødes regelmæssigt og diskuterer de mest presserende problemer, og det er vanskeligt i mange distrikter. Offentlige transportmidler eksisterer knap nok, vejnettet er minimalt og prisen på en taxa langt højere end mange medlemmers månedlige indtægt. Alligevel var der betydelige fremskridt i projektområdet, da vi besøgte det i oktober. Mennesker, der tidligere havde opgivet alt håb om et rimeligt liv, er nu aktive medlemmer af GAB's lokalafdeling og i stand til at klare sig selv i hjemmet og lokalsamfundet. ”Jeg vil forsørge mine børn nu”
Lydia Amoakoa er 42 år og har været blind, siden hun pludselig mistede synet som 13- årig. Det har indtil for nylig betydet et ensomt og trøstesløst liv indendørs. Hverken Lydia eller hendes mor så andre muligheder, før de tilfældigt mødte en blind mand i den lokale kirke, som tændte et håb i Lydia og overtalte hende til at deltage i GAB's revalideringsprogram. I dag har Lydia lært at orientere sig i huset og klare den personlige hygiejne selv. Hun har forladt husets mørke og kender vejen til den lokale kirke og til nabolandsbyen, hvor hun tit besøger en anden blind kvinde. Fra det lille køkken sælger Lydia peanuts, majsgrød og salt, og fremtidsplanerne rækker videre. Hun vil samarbejde med de lokale banansælgere og have sine varer med, når de går fra hus til hus og opsøger kunderne. "Det er ikke let at være blind forretningsdrivende i et samfund, hvor mennesker er travle, fattige og tit køber på kredit, men det kan godt lykkes, når man ikke lader sig slå ud. Livet har fået en hel ny mening efter mødet med GAB. Jeg tror på mig selv og min forretning og ønsker at forsørge mine to børn og sende den yngste i skole," siger Lydia Amoakoa. ”Blinde kan også drive forretning”
”GAB gav mig modet tilbage,” forklarer Ebenezer, da jeg spørger, hvordan han både overkommer forretningen og bestyrelsesarbejdet i GAB's lokalafdeling. ”Jeg troede, alt var forbi, da jeg mistede synet, men efter et kursus hos GAB sammen med andre blinde, genvandt jeg troen på mig selv. Jeg indså, at blinde også kan arbejde og klare meget på egen hånd.” Ebenezer Larwerteh er midt i fyrrerne, gift og hans forretning omfatter fåre-, grise- og gedeavl, udlejning af majskværn og engrossalg af salt. Der er meget arbejde, som skal udføres dagligt, men GAB's undervisning har været effektiv, så det går hovedsageligt uden hjælp. Kun saltsalget, hvor især farven afgør prisen, ledes af to brødre. I fritiden er Ebenezer Larwerteh aktiv i GAB's lokale afdeling. Han leder afdelingen og gør en stor indsats for at støtte medlemmerne. Det er hårdt arbejde i en egn uden offentlige transportmidler af betydning, men Ebenezer Larwerteh er sikker på fødderne og tilbagelægger store afstande uden ledsager. Især det seneste år har indsatsen båret frugt. Det er lykkedes at opnå et lån fra kommunen til et fælles saltprojekt, så afdelingen nu har ressourcer til at arrangere undervisning af medlemmerne og til delvist at refundere deres transportudgifter. Desuden har lokalafdelingen fået en fast sendetid i den lokale radio og er involveret i et ugentligt program om synshandicappede. ”Det er en vigtig opgave at oplyse lokalbefolkningen om de synshandicappedes situation, og i et land, hvor cirka en tredjedel af den voksne befolkning er analfabeter, er radioen et stærkt medium," understreger Ebenezer Larwerteh. "Jeg har fået mine egne venner nu"
"Det var ikke let. Jeg var så bekymret for fremtiden og måtte ændre hele mit liv. Jeg var en aktiv mand, vant til at rejse meget, og pludselig blev jeg tvunget til at sidde stille hele dagen," fortæller Kwame. I dag ser livet ganske anderledes ud for Kwame, takket være GAB. Han er tilfreds og har fået fast arbejde på oliepressen, hvor han mestrer alle funktioner, men foretrækker at stå for selve presningen."Det er hårdt arbejde, men på en god dag kan jeg tjene helt op til 13 kr.," får vi at vide. Fritiden tilbringer han sammen med egnens synshandicappede. Der holdes møder i GAB's lokalafdeling en gang ugentligt. "GAB har givet mig så mange nye venner - mine egne!", pointerer Kwame med et stort smil, og det er ikke svært at forestille sig, at de tit ses. Manden er imponerende sikker på fødderne og øvet i brug af stokken. GAB's lokalafdeling er stærk og meget aktiv. I øjeblikket arbejdes der hårdt med etablering af en mindre appelsinplantage. "Vi mangler kun et stykke jord, hvor vi kan plante appelsinerne, så næste gang du kommer, skal du se vores træer. Du kan bare ringe," siger Kwame. Og stikker os nummeret på landsbyens eneste privatejede telefon. Lisbeth Rasmussen, projektkoordinator,
|
Blinde på bunden af fattigdommen Det var lidt af en tilfældighed, der gjorde, at svagsynede Diana Stentoft blev ulandsfrivillig i Kenya. En beslutning om at pakke sine europæiske vaner af vejen, gjorde hendes ophold til en stor og berigende oplevelse "Først tager man alt på sine skuldre. Alting er så hårdt
og uretfærdigt, man møder folk på bunden af fattigdommen,
og man må træffe et valg. Bliver man ved med at tage alt
på sine skuldre, kan man ikke holde ud at være i 28-årige Diana Stentoft oplevede et voldsomt kultursammenstød, da hun i 2001 for første gang besøgte Afrika. I kraft af sine mange aktive år i Dansk Blindesamfunds Ungdom samt sit sæde i Dansk Blindesamfunds udvalg for international virksomhed og ulandsbistand deltog hun i en kongres hos Ghana Association of the Blind. "Det var første gang, jeg var i et uland, og mødet
med fattigdommen var ufatteligt hård. Blot en måned senere åbnede der sig en uventet mulighed, da Diana Stentoft igen var i Afrika - denne gang ved et seminar i Eritrea. "Lige pludselig blev det meget simpelt. Direktøren for African Union of the Blind (AFUB) spurgte mig: "Kan du ikke komme og arbejde for os i Kenya?". Jeg svarede: "Jo, hvorfor dog ikke." Jeg var lige blevet færdig som cand.mag. i engelsk og internationale forhold og havde ikke noget job. DSI - De Samvirkende Invalideorganisationer - var netop ved at oprette et program, hvor handicappede blev sendt ud som frivillige. Jeg kunne få dækket de omkostninger, der var i forbindelse med mit handicap, og under hele opholdet kunne jeg få en personlig assistent." Uforudsigeligt liv
"Da jeg første gang kørte ad hovedvejen til Nairobi, var jeg en lille smule skuffet over, at der var så pænt. Hvis man ville, kunne man som hvid leve som herhjemme, anskaffe sig en dyr bil med chauffør og lade som om, de fattige kenyanere ikke eksisterer. Men man skulle blot 15 meter væk fra hovedvejen, så var der ikke pænt længere, så var det fattigdom. Jeg var selv den eneste udlænding og den eneste hvide, der hvor jeg arbejdede. Kollegerne var mit netværk, og jeg fandt ud af, at hvis jeg holdt fast i mine danske og europæiske vaner, så ville jeg blive meget ensom. Hvis du er i Danmark og skal fra et sted til et andet, så kan du forudsige med ret stor sandsynlighed, hvornår du tager af sted og ankommer. I Afrika siger man, at man håber, man er der klokken 11. Det er almindeligt accepteret, at mange ting kan gå galt undervejs. Man lærer at acceptere, at livet bliver uforudsigeligt i alt, hvad man foretager sig. Jeg mødte andre hvide mennesker fra privilegerede kår, som ikke ville acceptere, at det var sådan, og de oplevede ikke halvdelen af, hvad jeg gjorde." Når hun kan, kan jeg også Diana Stentoft fik en god støtte i sin personlige assistent, Jacquiline, som hun stadig er veninde med. Hun gjorde det til en rettesnor, at hvis Jacquiline kunne gøre en ting, så kunne hun også. "Hvis hun kunne køre med en af de altid overfyldte minibusser, hvor folk nærmest hang ud af vinduerne, så kunne jeg også. Hvis Jacquiline kunne gå på gaderne, så var det også sikkert for mig. Jeg købte fisk fra en gadegrill på en støvet gade, selv om alt talte for, at det kunne være risikabelt for maven. Hvis du hele tiden siger: "Nej, det vil jeg ikke," så sætter du dig udenfor. Jeg accepterede, at nu var jeg en del af denne her gruppe, og så levede jeg lige som dem. Og fordi jeg ikke optrådte med den europæiske distance og angst for det fremmede, som andre gør, så blev jeg budt velkommen hos Jacquilines familie - med dem fik jeg også et tilhørsforhold," fortæller hun. I alle indkørsler til middelklasse- eller velhavende boliger og hoteller i Nairobi står der vagter og passer på. "Der er en helt anden sikkerhedsrisiko, man skal have det i baghovedet
hele tiden. Ikke sådan at forstå, at jeg altid gik og var
bange, men man overvejer sine træk, og fordi jeg både var
svagsynet, hvid og kvinde, var jeg nok mere sårbar end de fleste.
40 procent af byens befolkning havde været udsat for kriminalitet,
og alle, jeg arbejdede sammen med på AFUB's kontor, eller en af
deres nærmeste, var udsat for en eller anden form for overgreb
i de måneder, mit ophold varede. Og det var alt lige fra røveri
til kidnapning." "Måske var der ikke noget fortov, og hvis der var, var det
fyldt med huller eller fliser, der stak op. Der var åbne kloakker,
hvor folk jævnligt faldt og brækkede deres ben, og året
før var en dreng druknet i en kloak. Trafikken var massiv, og
minibusserne - matatuerne havde plads til 14 personer, men der kunne
sagtens presses 25 ind. De kørte som gale, og nogle af chaufførerne
kørte, selv om de var påvirkede. En dag fik en chauffør øje
på politiet, og så satte han alle passagererne af ude i tredje
bane midt i et kryds. Det er heller ikke sikkert, busserne stopper helt,
så må du bare springe af i farten." "Jeg fik til opgave at udvikle en manual med værktøjer til, hvordan man udfører lobbyarbejde i en handicaporganisation, og det projekt blev mit 'barn'. Manualen skulle give værktøjer til strategisk planlægning af, hvordan man bruger sparsomme ressourcer bedst muligt og instruere i lobbyarbejde i kampen for skolegang, uddannelse og i den almindelige bevidstgørelse af det omliggende samfund i forhold til synshandicappede. Den indeholdt en bevidstgørelse om de forskellige kanaler, man kan bruge i sit lobbyarbejde: radio, aviser, politikere og demonstrationer. Endelig var der også den ideologiske indgang: hvorfor vi som synshandicappede skal stå sammen, hvad vi kan få ud af det, og hvordan man mobiliserer blinde og svagsynede til at tage del i arbejdet. Manualen var et grundværktøj i en træningsworkshop på en uge, hvor AFUB's repræsentanter sammen med blindeorganisationerne i Uganda og Cameroun underviste nationale og regionale ledere, som bagefter tog hjem til de lokale distrikter, samlede ressourcepersoner sammen til et kursus og videreformidlede den nye viden." "Ude i de små landsbyer er der mange sociale problemer, og mange har selv behov for hjælp, og har ikke overskud til at hjælpe folk med handicap, så det er en fordel, hvis blinde og svagsynede selv går forrest. Det var en stor udfordring for mig som nyuddannet akademiker, for manualen skulle skrives til personer, som i bedste fald selv kunne læse og i værste fald var analfabeter." De fjerneste afkroge "Det var hver sin afkrog af Uganda, jeg har aldrig følt mig så langt hjemmefra. Der gik livet sin gang, som det havde gjort mange år tilbage. Mange steder opfattede man stadig blinde mennesker, som nogle med andre evner som en slags heksekraft. Et andet problem var, at mænd ofte regnede med, at de bare kunne bruge blinde og svagsynede kvinder seksuelt, som de havde lyst til, og der var ingen oplysning om aids. Det var vigtigt med vores workshops at give alle en erkendelse af og bevidsthed om, at blinde og svagsynede er selvstændige individer og selv kan gøre en indsats." Diana Stentofts kontrakt blev forlænget et par gange, så hendes samlede ophold blev på knap syv måneder. "Det var meget svært for mig at slippe projektet igen, da jeg skulle hjem, og det er helt klart, at jeg vil fortsætte med at arbejde med ulande i det omfang, det viser sig muligt. Jeg ville også gerne tage på kortere ophold i Afrika igen. Ikke i fire år, for det var da svært for mig at rejse fra min mand, men måske et par måneder." "Skal et arbejde give én tilfredsstillelse, så må man
nødvendigvis tænke om det, at "jeg ved godt, hvorfor
jeg gør dét her". Sådan er arbejdet i et
uland. Der er en evident brug for ressourcer, der er mange gode
ideer til, hvordan problemerne kan løses, men der er bare ikke
de nødvendige menneskelige ressourcer til at udføre ideerne.
Så det er ikke svært at sige ja," siger Diana Stentoft. |
| Med Danida som økonomisk
rygrad Dansk Blindesamfund var en af pionererne i danske handicaporganisationers ulandsarbejde, som foregår i et tæt samarbejde med og støtte fra Danida. Allerede i 1950'erne ydede den danske stat støtte til fattigdomsbekæmpelse i ulandene. Danske handicaporganisationers involvering i ulandsprojekter er derimod af langt nyere dato. Dansk Blindesamfund var i midten af 1980'erne en af pionererne, da organisationen søgte Danida om støtte til etablering af en øjenklinik i Bangladesh. Inspirationen til at øve et virke i ulandene kom fra blindeorganisationen i Sverige, som i begyndelsen af 1980'erne var den eneste nordiske blindeorganisation med ulandsprojekter. I dag er Dansk Blindesamfunds internationale afdeling en velkendt samarbejdspartner på Danidas kontorer i Udenrigsministeriet, hvor Jens Kåre Rasmussen og Marie-Louise Koch Wegter er henholdsvis chefkonsulent og fuldmægtig i afdelingen for humanitær bistand og ngo-samarbejde. De kan klart definere fordelene ved handicaporganisationernes virke: "Dansk Blindesamfund og andre handicaporganisationer har erfaringer fra Danmark, fra nordisk samarbejde og fra EU-samarbejde, som mange ude i verden finder interessante. Og den samfundsholdning om samfundsmæssige forpligtelser, vi som danskere kommer med, vinder stor genklang. Og så gør det nok ikke noget, at der også følger offentlige støttemidler med fra vores side," siger Jens Kåre Rasmussen. "Rent bistandsfagligt, hvis vi skulle ind og klare opgaverne selv, kunne det ikke ske på samme kvalificerede måde. Det kræver et andet tankesæt at kunne tilgodese for eksempel blindes behov," supplerer Marie-Louise Koch Wegter. Rettigheder frem for service Rollefordelingen mellem samarbejdspartnerne er klar. International
Afdeling hos Dansk I 1999 udførte International Development Partners, bestilt af Udenrigsministeriet, en undersøgelse og rapport om danske handicaporganisationers arbejde i udviklingslandene. Undersøgelsen viste, at projekter, som havde hovedfokus på at fremme rettigheder og lige muligheder for handicappede såkaldt fortalervirksomhed - var dem, der var lykkedes bedst for handicaporganisationerne. Konklusionen var derfor en anbefaling til Danida om overvejende at støtte denne slags projekter og kun at prioritere direkte støtte eller serviceydelser til medlemmer af handicaporganisationer i ulandene, hvis der er et klart organisationsudviklende perspektiv i projektet. Leder af International Afdeling i Dansk Blindesamfund, John Heilbrunn, mener, at projekternes indhold må være en balance-gang. "Enkelte handicaporganisationer har sagt, at man ikke kan nøjes med det rettighedsfremmende, at man er nødt til at have nogle mere konkrete elementer og helt basale hjælpemidler. Det kan ikke hjælpe noget at ville sælge ideologierne til personer, som ikke har noget at spise, eller som ikke har nogen hjælpemidler. Og skal man motivere folk i et uland til at være med i en organisation, forventer de, at de får et eller andet til gengæld: en hvid blindestok, et servicetilbud om at lære blindeskrift eller få tjekket øjnene hos en læge, så det gælder om at finde en balance." "Det er dog ikke et stridspunkt for Dansk Blindesamfund - vel lægger den nye politik nogle begrænsninger for at vælge og blande komponenterne i vores projekter, men Danida accepterer, at et delelement i et projekt kan være basale serviceydelser. Vi ville for eksempel ikke få midler til at bygge en skole efter den nye ideologi, derimod kan vi få støtte til at tilføre en allerede eksisterende skole hjælpemidler, hvis det var en del af et projekt, som også involverede udvikling eller kapacitetsopbygning, altså en mindre del af et større hele," siger John Heilbrunn. Jens Kåre Rasmussen er enig i, at der er tale om en balance. ”Arbejde med serviceydelser kan give en lokal partnerorganisation en legitimitet, der gør det nemmere at arbejde med fortalervirksomhed," siger han. Herunder følger en kort gennemgang af de større enkeltprojekter hos Dansk Blindesamfund, som Danida i årene 1990-2002 har finansieret: Bygning af undervisningscenter Bygning af øjenklinik, Nordsumatra, Indonesien 1994-1996. kr. 960.340 Organisationsudvikling og revalidering, Ghana 1994-1999. kr. 4.448.191 Bygning af øjenklinik, etablering af mobil øjenenhed,
undervisning af nøglepersoner, revalidering af unge Revalidering af fattige blinde, |
Øjnene op for blinde i Mellemøsten Smag på ordet Kuwait.
I snart halvandet år har Dansk Blindesamfund været involveret i et projekt, hvis sigte er at uddanne tillidsfolk og styrke nationale blindeorganisationer i blandt andet Mellemøsten. Det er ikke tidligere sket, at Danida har ydet støtte til et projekt, uden at målgruppen har været en identificeret organisation i et bestemt land, som skal stå til ansvar for brugen af de ydede midler. Men Danida accepterede med honnør for det eksperimenterende, at der i verden findes et netværk af blinde, som på frivillig basis vil og kan arbejde for, at organisationer af blinde og svagsynede bliver stærkere ved træning, dialog og samarbejde over grænserne. Der er afsat cirka 3 millioner kroner til arbejdet. Projektet blev i sin tid fostret i Verdens Blindeunion. Mellemøsten var meget fattig på nationale blindeorganisationer, som drives og sty-res af blinde selv. Derfor skulle der uddannes instruktører, som med undervisningsmateriale på de relevante sprog først skulle holde ledertræningskurser i lande, hvor blindeorganisationerne er svage, og derefter virke som rådgivere. Der er hidtil holdt tre af disse kurser i Syrien, Yemen og Iran, og her i efteråret var det på tide, at så mange lande som muligt fra regionen mødtes og fik fælles fodslag. Det var nødvendigt at sikre en bedre forståelse af, hvordan Mellemøsten fungerer, hvilke religiøse og kulturelle forudsætninger eller manglen på samme, der styrer det civile sam-fund, og hvordan man kan forbedre forholdene og få regeringer og befolkninger i tale. Blinde skal ikke være mål for medlidenhed og godhed, men skal nyde samme rettigheder og muligheder og underkastes samme forpligtelser som de seende medborgere! Konferencen i Kuwait var udformet som en tretrinsraket. Første dag fik man lidt hold på områdets kulturelle og sociale forudsætninger; på andendagen blev der talt handlings-planer og gennemgået en forskerundersøgelse om forholdene for blinde piger og kvinder i lande i Mellemøsten. På basis af 88 omfattende svar på udsendte spørgeskemaer tegnede der sig et billede af beskæftigelse, uddannelse og engagement i det organisatoriske arbejde, der med trist tydelighed viste, at vel er det et stort problem at være blind i mange mellemøstlige lande, men problemet er meget mere alvorligt for kvinderne. Isolation, seksuelt misbrug, manglende muligheder og selvværd er blot enkelte nøgleord, som kunne uddrages af diskussionerne. Om gud det vil Den sidste dag blev der sat mere kød på handlingsplanerne med spørgsmålet om, hvordan blindeorganisationerne kan få del i en lille flig af den store rigdom, som gør mange af Mellemøsten-landene til de rigeste pr. indbygger i hele verden. Ellers var dagen helliget en religiøs og kulturel gennemgang af islam og dens syn på blinde og blindhed. For vesterlændinge uden dybe religiøse rødder var det fascinerende at lytte til, hvorledes en religion kan gennemsyre hverdag og tankegang for en hel region. "Om gud det vil" (inshallah) bruges ustandseligt for at vise, at fatalisme i form af en tro på Allahs styrende vilje er et muslimsk grundsyn. Hvor lige ret og solidaritet er grundsten i det vestlige tankesæt, i hvert fald når talen falder på marginaliserede grupper, opererer islam i højere grad med godhed, tilgivelse, velgørenhed og medynk.
"Det vigtigste resultat var, at blinde mænd og kvinder fra forskellige kulturer og med væsentlig forskellige udgangspunkter mødtes og lærte om de meget forskelligartede omstændigheder, som blinde lever under. Ved at tilbringe tre intensive dage sammen får vi som ledere af vore organisationer lejlighed til at vende og dreje begreber, selvforståelse, ideologi og metoder, som kan bruges, når vi vender hjem for at udføre vort arbejde sammen med hjemlandets medlemmer. En dybdeborende undersøgelse og analyse af forholdene for blinde kvinder i Mellemøsten gjorde et stort indtryk og var et uvurderligt tilskud til konferencen," sagde Nashaat Ayoub Ali, som er en af Mellemøstens stærke tillidsmænd. De stereotype billeder af olie og kamphandlinger i Kuwait, fik med visionskonferencen en ny betydning: Arbejdet mod netværk og større dynamik i blindeorganisationerne fik olie til at speede processen op, og kampen for ligeværd og lige muligheder blev i højere grad en mærkesag i blindeorganisationernes kamp. John Heilbrunn, |
| Bornholmsk håndsrækning
til Estlands blinde Synshandicappede på den estiske ø Saaremaa har de seneste fire år besøgt og fået besøg af blinde og svagsynede fra Bornholm. Det har givet esterne en god skabelon til en velfungerende blindeorganisation. Anvör Poulsen var på ferie langt hjemmefra, da en estisk forening for blinde og svagsynede i august 1999 bad om hjælp og inspiration til at opbygge en bedre blindeorganisation. "Jeg sad på Nordkap med min mand, og så ringede mobiltelefonen.
Den bornholmskbaltiske venskabsforening Baltisk Bro havde besøg
af en gruppe estere, som gerne ville i kontakt med en dansk forening
for blinde og svagsynede. Vi nåede lige hjem til Bornholm dagen
før, esterne rejste hjem, og så inviterede jeg dem
på morgenmad," fortæller Anvör Poulsen. Blindebroen bygges op Besøget blev en succes og de nye venner på Saaremaa var utroligt taknemmelige for hjælpemidlerne, der fortrinsvis blev delt ud til blinde børn. "Vi blev også godt modtaget af de myndighedspersoner,
vi havde aftaler med. Selv om det er nogle år siden, at Baltikum
blev løsrevet fra Rusland, er der stadig ledere, som handler
efter det gamle system. Derfor er mange estere bange for at udtale sig.
Men efter nogen tid begyndte de at lukke op. Det blev klart for os, at
hjælpen til handicappede på mange måder ikke var udbygget
ordentligt," siger Anvör Poulsen. Blindeorganisationen på Saaremaa har stort set ingen indflydelse på politiske beslutninger, og skulle esterne rustes til at blive en stærkere interessegruppe, måtte bornholmerne lægge vægt på undervisning i demokrati og organisationens opbygning, da esterne i april 2001 kom til Rønne. "De fik intensiv undervisning af vores borgmester, politikere, socialinspektører, embeds-folk, repræsentanter fra De Samvirkende Invalideorganisationer og fra Dansk Blindesamfund, heriblandt landsformanden samt andre kompetente personer. Der blev holdt foredrag om handicappedes rettigheder, medbestemmelse og beskæftigelse. Om indretning af handicapboliger, frivilligt socialt arbejde, FN's konvention om handicappedes rettigheder og menneskerettighederne. Vores kreds holdt bestyrelsesmøde og en generalforsamling, så esterne kunne se, hvordan vi blev valgt og siden konstituerede os. Der var tolke med, og esterne fik cd'er med hjem med hele forløbet, så de kunne bruge det som rettesnor," fortæller Anvör Poulsen. Gæsterne fik også et indblik i Dansk Blindesamfunds konsulentkorps, der består af blinde eller svagsynede, som tager ud til andre blinde og svagsynede borgere, hjælper dem med at skaffe hjælpemidler og til i det hele taget at få en lettere hverdag. Esterne vendte hjem for at bruge noget af det, de havde lært på Bornholm. Og i maj 2002 fik de atter bornholmsk besøg i Saaremaa, denne gang af Anvör og Leivur Poulsen samt bestyrelsesmedlem i kreds 23, Kim Jacobsen og Per Johansson, der ligeledes var involveret i organisatorisk arbejde i Dansk Blindesamfund. Bedre kontakt til øjenlæger Bornholmerne fik en god snak med den estiske øjenlæge, som i dag har indført et lignende system på Saaremaa og udtrykker stor tilfredshed med, at man kan henvise synshandicappede til personer, der vil tage sig godt af dem. Endnu et frø blev lagt i jorden og er siden spiret. Esterne ville gerne tilbage til Danmark og lære mere om konsulentordningen, og om hvordan man rehabiliterer folk på nyblindekurser. Bornholmerne rejste hjem og søgte om penge til et nyt besøg fra esterne, som kom til Bornholm i oktober 2002, hvor de fik de ønskede kurser. Endnu et besøg på Saaremaa er i dag i støbeskeen. Esterne skal have et grundigere kursus i, hvordan man rehabiliterer nyblinde. Besøget skulle have været gennemført i efteråret 2003, men det har taget tid at få de ansøgte penge hjem, så bornholmerne håber at tage af sted til foråret. Samarbejdet har båret frugt på mange måder. Erik Vinding,
der er chef i den selvejende institution Blindes Arbejde, var med på et
af kurserne på Bornholm. Blindes Arbejde be "Der er nu kommet et samarbejde i gang, hvor esterne fremstiller varer, som Blindes Arbejde skal videreformidle og sælge i Danmark, " fortæller Anvör Poulsen. Det menneskelige udbytte er også stort. Esterne har lovprist samarbejdet, og kredsformanden på Bornholm håber, at samarbejdet fortsætter mange år endnu, så den estiske blindeorganisation kan vokse sig stærkere med hjælp fra klippeøen. "Vi får jo også selv noget igen - det, der har gjort
størst indtryk, er måden, vi kommer hinanden ved på og
det fællesskab, vi har bygget op. Begge organisationer kommer
fra små øsamfund, og det betyder også noget. Men det
væsentlige er, at vi deler synshandicap og forstår hinanden
og de problemer, vi har. Og vi vil gerne fortælle, hvad vi har
gjort for at komme videre, så de også kan drage nytte af
det. Det giver os en god følelse, at vi kan bidrage med noget," siger
Anvör Poulsen. |
 Protektor med engagement og styrke Samarbejdet mellem Dansk Blindesamfund og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra udvikles og raffineres. Dansk Blindesamfund har i sin protektor, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra, en engageret og dygtig samarbejdspartner, som er interesseret i at hjælpe Dansk Blindesamfund og lære mere om livet og hverdagen for blinde og svagsynede medborgere. Dette efterår har Hendes Kongelige Højhed taget imod to vidt forskellige invitationer fra foreningen - senest den 23. oktober, da Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg havde prinsessen på besøg til en snak og en middag på hovedkontoret i København. Mødet var kommet i stand efter et gensidigt ønske om at styrke og intensivere samarbejdet. "Vi havde et rigtigt godt møde. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra tager sin opgave som protektor meget seriøst. Hun glædede sig til, at samarbejdet bliver udbygget, så hun kan deltage i markedsføringen af Dansk Blindesamfund, og der er allerede lagt planer for hendes deltagelse i en række arrangementer. Vi vil jævnligt holde møder med Hendes Kongelige Højhed, så hun kan følge med i Dansk Blindesamfunds sejre. Og løber vi ind i problemer, stiller hun sig til rådighed med sin hjælp," fortalte Dansk Blindesamfunds landsformand Jens Bromann efter besøget. Blind for en eftermiddag Blandt de inviterede gæster var Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra, som i to timer prøvede på egen krop at være uden syn, mens der blev serveret kaffe og kage og hyggesnakket i den buldrende mørke café. Oplevelsen gjorde et stort indtryk på prinsessen, og hun stillede interesserede spørgsmål til de udfordringer, blinde og svagsynede personer har i deres dagligdag.
Med i Mørkets Café var også øjenlæger fra Sønderborg, Aabenraa og Vojens, der med besøget i caféen fik et sjældent indblik i deres blinde og svagsynede patienters dagligdag. Øjenlæger er ligeledes tætte samarbejdspartnere for Dansk Blindesamfund, da det er øjenlæger, som i sidste ende vurderer, hvornår en patient har et så dårligt syn, at han eller hun er berettiget til medlemskab i Dansk Blindesamfund. Overlæge Gregersen fra øjenafdelingen på Sønderborg Sygehus gav udtryk for, at det således nærmest er øjenlægernes pligt at sørge for, at Dansk Blindesamfund får så få medlemmer som muligt. "Men om vi så samlede al viden på verdensplan, så kan vi ikke forhindre, at nogen bliver blinde. Derfor er vi meget taknemmelige for at have Dansk Blindesamfund som sparringspartner og for den store økonomiske støtte, Dansk Blindesamfund giver til øjenforskning," sagde overlæge Gregersen. Gæsterne vendte efter cafébesøget tilbage til lyset
og synet, men med stof til eftertanke og en mørk oplevelse rigere. |
| Skarpt hjørne for
landsformanden
Fødselaren havde selv bedt om så få taler som muligt, da Dansk Blindesamfund den 25. september fejrede sin landsformands 50-års fødselsdag på hovedkontoret i København. Jens Bromann syntes i al beskedenhed, at gæsterne hellere skulle bruge tid på at tale sammen og nyde lidt mad og drikke. Helt slap Jens Bromann dog ikke for pæne ord fra talerstolen. Syv gæster gik til mikro¬fonen, og til slut gjorde fødselaren det samme for at takke og for at bringe fokus væk fra sin egen person med et trefoldigt leve for Dansk Blindesamfund. "Jeg er stolt af at blive hyldet af den forening, som medlemmerne bærer i deres hjerter. Dansk Blindesamfund er en glad og levedyg¬tig kæmpe, som både har hjertevarme, men som også stiller sin styrke og muskulatur til rådighed for kampen for blindesagen," sagde Jens Bromann. Under hele seancen underholdt bandet Hawk, med den blinde sanger Søren
Høg i spidsen på guitar og med to gange Jesper på trommer
og bas. Gæsterne blev på fødsela¬rens opfordring
lidt længere end planlagt og hyggede sig, indtil de til slut efterlod
Jens Bromann med gode minder og et bugnende gavebord med gode flasker
og opfindsomme gaver - heriblandt en funklende ny rød tan¬dem
skænket af en stor del af Dansk Blindesamfunds tillidsfolk fra
hele landet. |
| Hæder til dansk mærkning
'Tilgængelighed for Alle' vinder Nordisk Handicappolitisk Råds førstepris. Den danske mærkningsordning for dansk turisme - Tilgængelighed for Alle - modtog Nordisk Handicappolitisk Råds førstepris, da rådet ved en prisoverrækkelse i Stockholm den 30. oktober hædrede initiativer, som gør det lettere at være handicapturist. Tilgængelighed for Alle er udviklet af De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), Hotel-, restaurant- og turisterhvervets bran¬cheforening HORESTA, Dansk Standard og Danmarks Turistråd. Mærkningsordningen giver handicappede turister mulighed for at undersøge tilgængeligheden på danske turiststeder, inden de tager hjemmefra. Lars Nielsen - medlem af Dansk Blinde¬samfund og tidligere medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg - repræ¬senterer DSI og er formand for foreningen Tilgængelighed for Alle. Han er glad for og stolt over, at Danmark for første gang har modtaget en pris fra Nordisk Handicappolitisk Råd. "Det er et skulderklap til det arbejde, vi har lagt i det. Det
ser endda ud til, at andre virk¬somhedsområder - friluftsliv
og luftfart - også vil ind i samme mærkningsordning, og at
ord¬ningen ydermere kommer til at sprede sig uden for landets grænser," siger
Lars Nielsen. |
| Blindesagen udgives af: Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark Thoravej 35, 2400 København NV • Telefon 38 14 88 44 • Telefax
38 14 88 00 • Giro 3 00 22 17 Redaktion: Jens Bromann (ansvarshavende), Hanne Højberg Forsidefoto: Fattige blinde i Kampala, Uganda undervises i 1997 i punktskrift på prentavler. Oplag: 5.300 trykte eksemplarer, 3.000 lydbånd Layout/tryk: FL Reklame/Silkeborg Bogtryk Annoncer: Damgårdsvej 46, Gram, 8660 Skanderborg. Tlf. 87 93 37 91 Ekspedition: Dansk Blindesamfund Blindesagen udsendes seks gange om året til politikere og embedsmænd i stat, amter, kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere. Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse. Næste nummer af Blindesagen udkommer primo februar 2004. Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer, opdelt i 22 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark. Protektor for Dansk Blindesamfund: |
Ulandsstøtte
punkt for punkt
December er en måned for uselviske handlinger
og tanker. Julens budskab om fred,
solidaritet og næstekærlighed giver heldigvis
stadig mening og er ikke udvisket af det
kommercielle gaveræs.
Lydia Amoakoa sidder ved ildstedet i
sit beskedne hus i landsbyen Atobriso. En ny portion
peanuts er ved at blive ristet, før de pakkes
i små poser og sælges til landsbyens
beboere. Nødderne bliver flittigt vendt og
trods det manglende syn, håndterer Lydia
både nødderne og ilden med et sikkert greb.
Efter
en del planlægning, vaccinationer, udarbejdelse af arbejdsbeskrivelse
og boligsøgning tog Diana Stentoft af sted i marts 2002,
og egentlig var hun lidt skuffet over sit første indtryk af, hvor
meget Nairobi lignede alle andre storbyer. 
Diana Stentoft var med i to af de mindre landsbyworkshops i det yderste
led af undervisningskæden henholdsvis på grænsen
til Congo og på grænsen mellem Uganda og Kenya. 
Der er nok af fastlåste billeder af Kuwait, men i oktober fik
landet en helt ny betydning for blinde og svagsynede i Mellemøsten.
Et hotel i hovedstaden Kuwait City dannede ramme om en visionskonference,
hvor 33 repræsentanter fra 10 lande i Mellemøsten mødtes
for at styrke arbejdet for blindeorganisationernes indflydelse og samarbejde.
Rammerne for konferencen var skabt af Dansk Blindesamfund og finansieret
af midler fra Danida. 
En af deltagerne, også på ledertræningskurserne,
præsidenten for Den Syriske
Blindeorganisation, Nashaat Ayoub Ali, var
begejstret for udbyttet af konferencen: 
Det estiske samfund er meget anderledes og fattigere end det danske.
Det var derfor nødvendigt at få identificeret de
konkrete problemer, som den estiske blindeorganisation strides
med i forhold til det omgivende samfund, før den bornholmske
hjælp kunne bygges op og sættes i søen. Det nye
projekt blev kaldt Baltisk Blindebro, og det følgende år
blev et besøg på Saaremaa i september 2000 grundigt
planlagt. Deltagere på rejsen var Anvör Poulsen, hendes
seende ledsager, der også er hendes mand, Leivur Poulsen samt
Bodil Nielsen, bestyrelsesmedlem i kreds 23 og hendes ledsager og mand,
Kaj Nielsen. 
"Vi er alle ens her i caféen, ingen af os kan se noget,
der er ikke nogen, som har større for-dele eller ulemper end andre.
Jeg føler mig fuldstændig tryg ved at sidde her, selv om
jeg ingenting kan se, for der er heller ingen, som kan se mig. Men jeg
ved også, at når jeg går ud herfra, kan jeg se igen.
Hvorimod det må kræve et utroligt mod og en utrolig styrke,
hver dag at være ofte den eneste blinde blandt seende," sagde
prinsessen. 
Dansk Blindesamfunds landsformand, Jens Bromann, fyldte 50 og blev fejret
af medlemmer, samarbejdspartnere, venner og familie.