I forbindelse med jul og nytår er det naturligt at fremkomme med sine ønsker. Sådanne har vi selvfølgelig også i Dansk Blindesamfund. Vi skal sammen med kulturministeren og socialministeren i de kommende år gøre det muligt for alle blinde og svagsynede at læse lydbøger ved hjælp af den nye digitale teknologi, en udskiftning af de mange tusinde kassettebåndoptagere med henblik herpå bliver en stor og bekostelig opgave for kommunerne.

Sammen med regeringen og amtsrådene skal vi i den nærmeste fremtid forbedre udviklingsmulighederne for de ydelser, som tilbydes synshandicappede af de landsdækkende institutioner som f.eks. Blindeinstituttet i København og Refsnæsskolen ved Kalundborg. Det er ikke acceptabelt, at virksomheden på disse institutioner alene fastlægges af den amtskommune, hvori de er beliggende. Endelig skal vi i det kommende år sammen med socialministeren og amtsrådene blive enige om, hvorledes blinde og svagsynede borgere også i fremtiden kan sikres et uvildigt og uafhængigt rådgivningstilbud. I dette blad har vi givet en beskrivelse af behovet for et sådant tilbud. I Dansk Blindesamfund tror vi på at det vil kunne lykkes at vinde forståelse for vore synspunkter efter at have læst socialminister Henriette Kjærs tanker om et fremtidigt uvildigt tilsyn med kommunernes hjemmehjælpstilbud. Lykkes det undgår vi at nyblinde udsættes for den værste af alle oplevelse, der med et citat af Goethe kan karakteriseres som "uvidenhed i funktion".

Poul Lüneborgs leder

Om de to konsulentordninger

Amter vil nedlægge blindekonsulenterne

Nyblindes forhindringsløb

Pas på i hvilket amt, du bliver blind

Kommentar af Karen Marie Pedersen

Portræt af nyblinde Rita Jørgensen

Interview med øjenlæge Thomas Rosenberg

Brugerundersøgelse om konsulenterne

Portræt af blindekonsulent Jørn Pedersen

På besøg med omsorgskonsulent Tommy Simonsen

Interview med kontorchef Elisabeth Lenzing, Amtsrådsforeningen

Rapport om amternes service

Breve til ministre i den nye regering

Ny social- og arbejdsmarkedskonsulent i Dansk Blindesamfund

Solgaven i Hobro overgår til kommunen

Dansk Blindesamfund udgiver historisk bog
 

Hvert år får Dansk Blindesamfund ca. 1200 nye medlemmer, der har fået konstateret et alvorligt synshandicap. For de fleste betyder det store forandringer, der er svære at håndtere uden hjælp fra erfarne mennesker, som selv kender til det at have synsproblemer. I Dansk Blindesamfunds regi findes to konsulentordninger, der kan yde hjælp og rådgivning, når synet svigter: Blindekonsulentordningen, der administreres af Dansk Blindesamfund på vegne af amterne, og omsorgskonsulentordningen, der er Dansk Blindesamfunds egen ordning.

Blindekonsulentordning
Blindekonsulentordningen er en specialkonsulentordning for blinde og svagsynede. Den har eksisteret i mere end 40 år og består i dag af 11 kyndige og fagligt kvalificerede folk, der selv er blinde eller svagsynede. Blindekonsulenten fungerer som en uvildig instans, der sikrer, at den synshandicappede får en fair behandling i systemet. Blindekonsulenterne tilbyder hjælp og rådgivning til alle, der rammes af en alvorlig synsnedsættelse. Sidste år aflagde blindekonsulenterne ca. 2500 besøg i hjemmene, heraf var 1913 førstegangsbesøg.

I langt de fleste tilfælde er det den synshandicappedes egen øjenlæge, der anmoder om et besøg af en blindekonsulent, men de sociale myndigheder kan også bede om assistance. Blindekonsulenten tager herefter på et hjemmebesøg, hvor den nyblinde tilbydes hjælp og rådgivning. Det kan være hjælp til at løse de mange praktiske og sociale problemer, såsom at anskaffe hjælpemidler, opnå sociale ydelser, løse dagligdags problemer i hjemmet og meget mere. I år 2000 iværksatte blindekonsulenterne ca. 8500 foranstaltninger, heraf var over en tredjedel hjælpemidler.

Omsorgskonsulentordning
Det kræver en stor indsats at give dagligdagen et indhold, efter at man har mistet synet helt eller delvist. Når de mange praktiske foranstaltninger er kommet på plads, vil mange nyblinde derfor opleve et behov for at tale med et menneske, der er i samme situation. I Dansk Blindesamfund har man siden 1968 haft en omsorgskonsulenttjeneste, som yder hjælp til selvhjælp.

Praktiske problemer
Omsorgskonsulenterne hjælper gerne med at løse de små praktiske problemer i hverdagen og orienterer den nyblinde om aktiviteter uden for hjemmet. Mange synshandicappede introduceres til at bruge en læsebåndoptager og får derved stor glæde af lydbånd fra Danmarks Blindebibliotek og de lokale biblioteker. Det kræver et stort mod for en nyblind at sige ja til at deltage i aktiviteter uden for hjemmet, men også her er omsorgskonsulenten en god støtte og kan tilbyde at ledsage den nyblinde.

I Dansk Blindesamfund evalueres konsulentsystemet løbende. Både blinde- og omsorgskonsulenterne laver en rapport efter hvert hjemmebesøg, som giver et konkret billede af besøgenes karakter. Rapporterne fungerer som et slags bindeled, der sikrer kontakten mellem medlemmerne og foreningen.

Til indholdsfortegnelsen

Amterne ønsker at nedlægge Specialkonsulentordningen for Blinde og overflytte blindekonsulenterne til amtskommunernes rådgivningsfunktion. Det vil betyde en alvorlig forringelse af vilkårene for nyblinde, siger Dansk Blindesamfund

Specialkonsulentordningen for Blinde, i daglig tale blindekonsulentordningen, er under pres. Amtsrådsforeningen ønsker, at de 11 blindekonsulenter, som amterne finansierer, men som administreres af Dansk Blindesamfund, skal overgå til amternes rådgivningsfunktion. Forslaget er fremsat i rapporten "Amternes tilbud på synsområdet - med hovedvægt på specialrådgivning," udarbejdet af den amtslige organisation Udviklingscenter for Specialrådgivning i november 2000. Amtsrådsforeningen diskuterer i øjeblikket rapportens konklusioner med Dansk Blindesamfund. En endelig afklaring forventes at finde sted i løbet af 2002.

Specialkonsulentordningen for Blinde er den ældste konsulentordning i Danmark, hvor mennesker med et særligt handicap rådgiver borgere, der bliver ramt af det samme handicap. Den blev oprettet i 1955 og var i mange år en statslig ordning, men overgik i 1998 til amterne. Selve administrationen af ordningen er altid blevet varetaget af Dansk Blindesamfund.

Kæmpearbejde
"Det er efter Dansk Blindesamfunds opfattelse en grotesk og helt utidssvarende anbefaling, som amterne har forsøgt gennemtrumfet i den nævnte rapport ", siger Poul Lüneborg, Landsformand for Dansk Blindesamfund. "Blindekonsulenterne udfører i dag et kæmpearbejde, som er med til at sikre, at nyblinde kommer helskindet igennem det meget komplicerede offentlige apparat, som nyblinde møder. Man kan derfor med rette spørge, hvad der er baggrunden for amtskommunernes forslag om at nedlægge blindekonsulentordningen som et selvstændigt tilbud om rådgivning til mennesker, der rammes af et synshandicap?"

Poul Lüneborg tror ikke på, de smukke ord i rapporten om, at en nedlæggelse af blindekonsulentordningen alene har til formål at koordinere og forbedre indsatsen overfor blinde og svagsynede borgere. "Derimod er vi i Dansk Blindesamfund overbevist om, at amtskommunerne ønsker at undgå blindekonsulenternes kritiske vurderinger og anbefalinger - vurderinger og anbefalinger som kan indebære forøgede udgifter for amtskommunen på området."

Ifølge Poul Lüneborg er en vurdering af kvaliteten af de tilbud, der gives til de borgere hvis tilværelse helt afhænger af samfundets indsats, lakmusprøven på en velfærdsstat. "For at det danske samfund skal bestå denne prøve bør politiske beslutningstagere og medarbejdere i kommuner og amter betragte en løbende uafhængig vurdering af deres arbejde som et naturligt og selvfølgeligt led i at sikre borgeren den bedst mulige betjening. Vi er selvfølgelig indstillet på at drøfte ændringer i de eksisterende konsulenttilbud, som blindekonsulentordningen og Dansk Blindesamfunds omsorgskonsulentordning i dag repræsenterer, for at disse ordninger svarer til udviklingen af samfundet. Det fremtidige uafhængige konsulenttilbud skal under alle omstændigheder fortsat sørge for, at synshandicappede borgere bliver behandlet ordentligt og at kommuner og amtskommuner ikke "snyder på vægten," fastslår Poul Lüneborg.

Kompetente medarbejdere
Poul Lüneborg understreger, at kravet om en fremtidig uafhængig konsulentfunktion ikke nødvendigvis skal betragtes som en kritik af det arbejde, amter og kommuner udfører over for synshandicappede. "Der sidder rigtig mange kompetente medarbejdere i det offentlige system, som gør et stort stykke arbejde. I en ideel verden, hvor alting fungerer, ville der måske ikke være brug for den hjælp blindekonsulenterne yder. Men sådan er virkeligheden ikke. Det decentrale system og de utrolig mange instanser og personalegrupper, en nyblind kommer i kontakt med, betyder, at det er nødvendigt, at der findes en uafhængig rådgiver, som kan gelejde de synshandicappede igennem junglen. Den nuværende ordning med blindekonsulenter er i virkeligheden genial. Den er billig og effektiv, og er også med til at spare ressourcer, fordi blindekonsulenterne både fortæller nyblinde borgere om deres rettigheder og om begrænsningerne i lovgivningen på et givet område."

For Dansk Blindesamfund er det vigtigt, at det er synshandicappede, som varetager denne funktion. "Man kan blot kigge på den generelle udvikling indenfor området. Det er efterhånden et almindelig anerkendt princip, at mennesker, som har oplevet problemet på deres egen krop varetager rådgivningen. Det sker bl.a. hos Mødrehjælpen, i Kræftens Bekæmpelse, i Hiv-rådgivningen og mange andre steder. Der er derfor ingen sund fornuft i at nedlægge en ordning, som har dannet skole for andre ordninger og har fungeret til alles tilfredshed i over 40 år."

Tidssvarende form
Poul Lüneborg er derfor ikke i tvivl om, at hvis amterne nedlægger ordningen, bliver Dansk Blindesamfund nødt til at genoprette den i en tidssvarende form, der er tilpasset dagens og morgendagens samfundsforhold. "Dansk Blindesamfund betaler i forvejen en del til blindekonsulenterne, samtidig med at vi også finansierer omsorgskonsulenterne med 4 mio. kr. Det er et godt tidspunkt at revurdere vores strategi inden for området, og vi håber naturligvis på, at amterne i det kommende år vil indgå i et konstruktivt samarbejde om at finde en tilfredsstillende løsning. I Dansk Blindesamfund lægger vi afgørende vægt på, at rådgivningen af blinde og svagsynede fortsat sker i et tæt samarbejde mellem øjenlægerne, amtskommunerne og de konsulenter, der i fremtiden skal afløse blinde- og omsorgskonsulenterne

Hvor denne sag ender står imidlertid hen i det uvisse. Der forestår nogle hårde forhandlinger med Amtsrådsforeningen i det nye år. "Dansk Blindesamfund vil gerne være med til at betale en del af udgifterne til en samlet ny konsulentordning, men det er af afgørende betydning, at de fremtidige konsulenter forsat er uafhængige i forhold til det offentlige system, og at de selv er
synshandicappede," siger Poul Lüneborg..

Til indholdsfortegnelsen

At miste synet er et alvorligt indgreb i et menneskes liv. Fra at leve et normalt liv er der nu en hel masse ting, man ikke længere kan. Hertil kommer, at de fleste bliver synshandicappede i en sen alder. Over 80 procent af de ca. 1200 nye medlemmer, Dansk Blindesamfund fik i år 2000, var over 60 år. Mere end 60 procent var mere end 80 år. Selvom folk er raske, udover synshandicappet, betyder den høje alder alligevel, at det for mange er svært at omstille sig til en helt ny og meget anderledes tilværelse, der indebærer, at der er en hel masse nye færdigheder, som skal læres fra bunden, og hjælpemidler man skal introduceres til og oplæres i. Man har mistet en af de væsentlige sanser og skal lære at kompensere herfor.

Heldigvis er man ikke alene, når man får et synshandicap. Det offentlige system har afsat en masse ressourcer til at hjælpe de nyblinde med at få en ordentlig tilværelse. De nyblinde er naturligvis glade for den hjælp, men mange føler, at det offentlige system er unødigt kompliceret og forvirrende. Det er nærmest umuligt at finde ud af, hvad man ret til at få af hjælp. Ansvaret er fordelt mellem amter og kommuner, men det er ikke sådan, at man kan nøjes med at henvende sig to steder. Både i amter og kommuner, skal man henvende sig til forskellige personalegrupper for at fa assistance.

Nedenfor beskrives de forskellige instanser og personalegrupper, den nyblinde kan møde på sin vej igennem systemet. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om forskellige situationer afhængigt af, hvilken livssituation den nyblinde befinder sig i. En yngre person i den erhvervsaktive alder har nogle andre behov end en 80-årig, som måske allerede er alderdomssvækket og derfor modtager hjælp fra det offentlige system. Den situation man befinder sig i er individuel, og det samme er de scenarier, man møder på sin vej gennem systemet.

Blindekonsulent:
Denne ordning administreres af Dansk Blindesamfund, men finansieres af amterne. Blindekonsulenten, som selv er synshandicappet, fungerer bl.a. som en slags guide til de mange offentlige instanser. Hvor skal den nyblinde søge de forskellige offentlige ydelser og ikke mindst, hvad han/hun har krav på. Blindekonsulenten hjælper med selve ansøgningerne, følger dem til dørs og hjælper også, hvis der er behov for at anke en afgørelse.

Omsorgskonsulent:
Denne ordning administreres og finansieres af Dansk Blindesamfund. Omsorgskonsulenten, som selv er synshandicappet, tager over efter blindekonsulenten, når de overordnede sociale problemer er løst. Omsorgskonsulenten hjælper den synshandicappede med at få mulighed for at leve et socialt aktivt liv.

Læge:
Det er ofte den praktiserende læge, som først får nys om, at der er noget galt med synet. Han vil sende patienten videre til en øjenlæge og så selvfølgelig følge sygdomsforløbet i det omfang, patienten gør brug af hans hjælp og ekspertise.

Optiker:
Mange synshandicappede vil i løbet af deres sygdomsforløb komme i kontakt med en optiker, der har specialiseret sig i svagsynsoptik. Det kan være på eget initiativ eller i forbindelse med amternes tilbud til de synshandicappede.

Øjenlæge:
Det er øjenlægen, der stiller diagnosen. Hvis patienten har et restsyn på 6/18 eller derunder har vedkommende krav på at få hjælp af det offentlige system, hvis patienten har et restsyn på 6/60 eller derunder (en tiendedel af et normalt syn) opfylder vedkommende kriteriet for medlemskab af Dansk Blindesamfund. 6/18 betyder at personen kan se det samme på 6 meters afstand som en normalt seende person kan se på 18 meters afstand, mens 6/60 refererer til at man på en afstand af 6 meter kan se det, den normaltseende ser på 60 meters afstand. Øjenlægen sender patientens data til blindekonsulentordningen, hvorefter en blindekonsulent aflægger et hjemmebesøg hos den pågældende.

Psykolog/psykiater:
Det er en voldsom oplevelse for mange at miste synet. Nogle har derfor behov for psykologhjælp til at komme videre i livet.

Amternes ansvarsområde
Lov om Social Service siger følgende om amternes ansvar over for synshandicappede inden for hjælpemiddelområdet:
§ 97 Stk. 2. Amtskommunen yder støtte til
1) optiske synshjælpemidler og optikunderstøttende synshjælpemidler til personer med en varigt nedsat synsfunktion eller medicinsk-optisk definerede, varige øjenlidelser, 2) arm- og benproteser,
3) høreapparater og 4) særlige informationsteknologiske hjælpemidler og dertil understøttende hjælpemidler.
Dette betyder, at det er hos amterne, de nyblinde skal søge om optiske hjælpemidler, som f.eks. et CCTV og en lupbrille. Det er også amterne, som skal bevilge IT-udstyr til de nyblinde.

Amternes arbejde inden for dette område er bl.a. organiseret i en synscentral, et kommunikationscenter eller lignende. Her vil de nyblinde kunne komme i kontakt med en lang række forskellige medarbejdere, som er specialister inden for forskellige hjælpemidler. Det er synscentralen, som modtager og ekspederer ansøgninger om hjælpemidler.

Synskonsulent:
En synskonsulent har ansvaret for synshandicappede i den skolesøgende alder. Mange beskæftiger sig også med de nyblinde, der har behov for revalidering, dvs. personer i den erhvervsaktive alder, som kan hjælpes med at vende tilbage til noget, der ligner en normal dagligdag. På småbørnsområdet findes en særlig konsulentordning, nemlig småbørnskonsulenterne.

Mobilityinstruktør:
En medarbejder, som lærer synshandicappede at færdes udendørs og indendørs, bl.a. med den hvide stok

ADL-instruktør:
En medarbejder, som hjælper synshandicappede med almindelig daglig livsførelse,. f.eks. tilberedning af mad, rengøring og personlig hygiejne. ADL-instruktøren er endvidere behjælpelig med afmærkning af hjemmet, således at man bliver i stand til at benytte ting som f.eks. komfur og vaskemaskine.

Det er ikke alle nyblinde, som får besøg af de to ovennævnte instruktører. Mange vil i stedet komme på et nyblindekursus, som enten afholdes af Dansk Blindesamfund på Fuglsangcentret i Fredericia eller af Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup. Der findes dog også mange steder lokale kursustilbud. Den nyblinde skal søge om penge hos det lokale amt for at komme på et nyblindekursus.

Belysningskonsulent:
Nogle amter har ansat en belysningskonsulenter som kan hjælpe de synshandicappede med at få den rigtige belysning i hjemmet. Det vil typisk være noget, man skal søge særskilt om. Rumbelysning skal søges hos kommunen, mens belysning, der er nødvendig for at bevilliget optik kan fungere optimalt, skal søges hos amtet.

Kommunernes ansvarsområde
Lov om Social Service siger følgende om kommunernes ansvar over for handicappede inden for hjælpemiddelområdet:
§ 97. Kommunen yder støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Foruden hjælpemidler tager kommunen sig af en lang række andre sociale problemstillinger, herunder økonomi, bolig, hjemmehjælp og meget mere.

Sagsbehandler:
En nyblind får oftest mere end en sagsbehandler i den lokale kommune. Det afhænger af den enkeltes kommunes organisation, hvor mange sagsbehandlere den nyblinde skal møde. En sagsbehandler tager sig f.eks. af økonomi og bolig, en anden af hjælpemidler, en tredje af hele plejeområdet såsom hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske og madudbringning.

Ergoterapeut:
En ergoterapeut vurderer om den nyblinde har behov for forskellige hjælpemidler, f.eks. en læsebåndoptager.

Hjemmehjælper:
Mange nyblinde har et øget behov for hjemmehjælp pga. deres synshandicap.

Hjemmesygeplejerske:
Mange nyblinde har også behov for besøg af en hjemmesygeplejerske i forbindelse med f.eks. medicindosering.

Madudbringning:
Synshandicappet betyder, at mange nyblinde har svært ved at lave mad, og de har derfor behov for udbringning af mad fra kommunen.

Fodterapeut:
Mange ældre nyblinde er ikke længere i stand til selv at stå for deres egen fodpleje.
Hvis man har behov for at gå til fodterapeut, kan man søge tilskud hos kommunen.

Handicapbefordring:
Blinde og svagsynede har ikke ret til handicapbefordring, med mindre de også har et mobilitetshandicap. Handicapbefordring skal søges igennem kommunen.

Til indholdsfortegnelsen

Der er derfor forsat behov for et uvildigt, uafhængigt konsulentsystem, der sikrer landets 12.000 blinde ensartet behandling, uanset hvor de bor.

Det mener Dansk Blindesamfund, der allerede i 1994 i en rapport gjorde opmærksom på skævhederne på området. Trods løbende dialog og forsøg på at påvirke landets kommuner, amter og øvrige beslutningstagere er situationen i dag stort set uændret - og det mærkes hver eneste dag i blandt andet de virksomheder, der lever af at sælge hjælpemidler til blinde.

" Vi er dagligt i kontakt med synshandicappede, deres pårørende og offentlige sagsbehandlere landet over, og vi ved derfor præcist, hvor stor forskel, der er på kommuner og amters vurdering af de blindes behov for hjælpemidler. Mange sagsbehandlere argumenterer simpelthen uden at sætte sig i den blindes sted, og det giver ofte firkantede afgørelser, som den blinde ikke er tjent med.

Det fastslår en kilde på en af landets hjælpemiddelvirksomheder, der kender - og selv er en del af - branchen og det offentlige system gennem mange år. Af frygt for repressalier vælger han at være anonym, men eksempler skorter det ikke på.

"Når det gælder bevillinger til hjælpemidler er nogle amter erfaringsmæssigt naturligt og nødvendigt kritiske, men når der dokumenteres et behov, og den blinde eller den blindes hjælpere argumenterer relevant, er bevillingsproceduren både hurtig og effektiv og resulterer ofte i et tilsagn," lyder det.

Særlige kassettebåndoptagere og ure, talende som ikke talende, er de mest efterspurgte hjælpemidler. Talende colortests, der er så fintfølende, at en blind bl.a. kan lægge make-up og klæde sig efter den, er et andet meget efterspurgt hjælpemiddel. I et amt søgte en blind yngre kvinde om en talende colortest, så hun bl.a. kunne lægge make-up og se godt ud - hun fik et ja dagen efter. I naboamtet søgte en anden ung kvinde og efter en sagsbehandlingstid på halvandet år fik hun afslag. Amtet henviste til, at hun var gift med en seende mand, der "bare" kunne hjælpe hende. Den offentlige sagsbehandler var ikke opmærksom på, at det dybest set også handlede meget om den unge kvindes mulighed for uafhængighed af sin mand - hun ønskede at klæde sig uden assistance og derved skabe sin egen identitet. Selvom hun er blind, ønsker hun også at tage sig godt ud i omverdenens øjne. Det forstod sagsbehandleren tilsyneladende ikke.

Talende personvægte er også et hjælpemiddel, mange blinde ansøger om. "I Storstrøms Amt siges principielt nej til talende vægte med mindre lægen anbefaler det. Amtet henviser til, at hjemmehjælpen kan assistere ved vejning. Modsat i Sønderjyllands Amt, her bevilges de stort set efter de blindes egen vurdering af behovet," oplyser hjælpemiddelvirksomheder.

"Dybest set drejer det sig om udpræget manglende forståelse for hvad det vil sige at være blind fra sagsbehandlernes side. Tilbage i midten af 80´erne vedtog Folketinget som målsætning at søge at sikre bl.a. blinde og svagsynede en tilværelse så nær det normale som muligt - og, for nu at blive i eksemplet, er det i den grad ikke normalt ikke at kunne veje sig selv og selv konstatere, hvad man vejer. At veje sig er tillige en privat sag. Mange finder det uværdigt at skulle have hjælp til netop det, især hvis hjemmehjælpen er af modsat køn, men den slags indsigt har mange sagsbehandlere generelt ikke," siger landsformand i Dansk Blindesamfund, Poul Lüneborg.

Til indholdsfortegnelsen

Jeg får ofte stillet det spørgsmål, hvilken betydning har det for nye senblinde at møde konsulenter og undervisere, der selv er blinde eller svagsynede? Hvorfor kan seende eller nyblinde ikke gøre det lige så godt eller bedre?

Alle vi, der har været blinde fra tidlig alder, har oplevet at lære af andre blinde. Meget af den viden eller praksis, som på denne måde er udviklet af og mellem blinde, er efterhånden beskrevet og sat i system, så også seende kan undervise i det uden at have erfaringer med det. Det ændrer imidlertid ikke den kendsgerning, at mange blinde ved, at hvis vi skal klare noget, der virkelig er svært, så er det allerbedst og sikrest at spørge en anden blind, som kan det.

Det er ikke kun barndomsblinde, der kender til værdien af kontakten med andre blinde. Mange senblinde fortæller om den blinde rådgiver, som de havde besøg af, da de mistede synet. Mødet fik vældig betydning for deres tilværelse, deres selvopfattelse og ikke mindst modet til at komme videre.

En rollemodel er ikke det samme som et forbillede. Det er ikke helte eller supermænd, der er brug for, når man lige har mistet synet. Det er heller ikke omklamrende hattedamer, som overhjælper. En god rollemodel er først og fremmest et medmenneske, som lever et godt og meningsfuldt liv som blind eller svagsynet. Det afgørende er den gensidige respekt. For at finde fodfæste igen efter et synstab, skal man ikke indoktrineres til at ligne andre blinde, men have mulighed for at integrere det nedsatte syn i sit eget liv og personlighed. Man har brug for, at alt det, man har mistet, bliver taget alvorligt i stedet for at blive bortforklaret eller undertrykt ved hjælp af smarte hjælpemidler eller teknikker.

For så vidt kan alle blinde jo være rollemodeller for hinanden. Det, der kræves for at være rådgiver for nye senblinde, er, at man selv er rimeligt afklaret med hensyn til sin synsnedsættelse. Desuden må man kunne bære den nye senblindes reaktioner på synstabet, hans eller hendes følelser af sorg, vrede og frustration, hans eller hendes afvisning af, at livet som blind eller svagsynet nogen sinde kan blive værd at leve, hans eller hendes angst for at blive en hjælpeløs stakkel. Man må kunne bære at lytte til og forstå disse reaktioner uden at føle sin egen tilværelse nedvurderet eller truet af det, man må med andre ord kunne kende forskel på sig selv og den anden.

Det at være rådgiver og samtalepartner for nye senblinde vil uundgåeligt komme meget tæt på ens eget liv som blind eller svagsynet. Det vil berøre de områder, hvor man selv har det svært og har lidt nederlag, og det vil sætte spørgsmålstegn ved de valg og vurderinger, man selv har foretaget. Man vil blive stærkt involveret og skal alligevel være professionel nok til at kunne lade den senblinde udtrykke sine egne følelser og træffe sine egne valg.

Det er afgørende for både de kommende senblinde og de nye generationer af blinde i det hele taget, at vi ikke slipper bevidstheden om, at vi som blinde har noget værdifuldt, at tilbyde dem. Vi må derfor holde fast ved en konsulentfunktion og give den prestige, bevågenhed og først og fremmest høj professionel standard. Der er desværre en risiko for, at blinde i fremtiden ikke automatisk møder andre blinde. Der er ingen risiko for, at de ikke møder seende. Derfor bliver det en central opgave for Dansk Blindesamfund at sikre, at blinde møder andre blinde, og blive ved med at gentage og forklare, hvorfor det er så vigtigt.

Til indholdsfortegnelsen

En aften for halvandet år siden blev Rita Jørgensen pludselig blind. En blødning tog hendes syn for altid, og da både læger og hospitaler enstemmigt havde erklæret, at helbredelse var umulig, startede den lange, seje kamp: Nu skulle Rita Jørgensen lære at leve som blind.

"Min egen læge henviste til kommunen, som ret hurtigt sendte en sagsbehandler. Jeg var ude af stand til at foretage mig noget som helst på egen hånd på det tidspunkt - jeg var bange, jeg var fortvivlet, og hele min verden var brudt sammen, min mand var på arbejde om dagen og kunne ikke hjælpe - så jeg var lykkelig for, at jeg blev tilbudt
et ophold på Blindeinstituttet," fortæller Rita Jørgensen.

I første omgang fik Rita Jørgensen bevilget et 3-måneders ophold, men det blev uden problemer med kommunen forlænget til det dobbelte. På Blindeinstituttet havde Rita Jørgensen det godt. Der var mennesker omkring hende, altid en hjælpende hånd, og her lærte hun at komme videre i sit liv. Hun lærte punktskrift, at gå med stok, hun lærte at bruge og betjene en særlig båndoptager for blinde, og hun lærte at bruge EDB med talesyntese.

"Opholdet på Blindeinstituttet var fantastisk, og jeg var meget glad for det. Problemet er, at man der lever et liv fjernt fra virkeligheden, pakket lidt ind i vat. Derfor kom nedturen over min ny livssituation først for alvor, da jeg kom hjem. Jeg blev overvældet af håbløshed, og gik helt ned med flaget. Det værste var konstant at føle sig til besvær. Jeg skulle have hjælp til meget, jeg følte at jeg var en økonomisk belastning for kommune, amt og samfund, og jeg havde - via min blindhed - slået min mands og min egen tilværelse itu: Vi kunne ikke gøre alt det, vi havde drømt om i vort seniorliv, og den erkendelse er ekstrem hård", siger Rita Jørgensen.

Straks hun kom hjem fra Blindeinstituttet, var hun atter i kontakt med kommunen og amtet, der hurtigt bevilgede en mobilityinstruktør.

"Det offentlige havde bevilget opholdet på Blindeinstituttet, en mobilityinstruktør, der skulle hjælpe mig til at færdes på egen hånd dels i hjemmet dels ude, og den havde delvist betalt den meget dyre computer med talesyntese inklusive undervisning i brugen af den. Så efter 8 måneder havde jeg opbrugt min kvote, forlød det - og det var barskt. Jeg er selvfølgelig dybt taknemmelig, over det jeg har fået - og der skal ikke herske tvivl om, at jeg synes at kommune og amt har hjulpet meget - men jeg var endnu ikke selvhjulpen, og jeg har ikke - i mit indre - accepteret min situation, og jeg var derfor slet ikke parat til at klare mig selv", fortæller Rita Jørgensen.

Oveni sin blindhed har Rita Jørgensen sukkersyge og efterdønningerne af en operation at slås med. Gentagne gange, efter hjemkomsten fra Blindeinstituttet, faldt hun om hjemme med insulinchok, og fordi hun ikke turde bevæge sig ude alene, fik hun ikke gået de 2 kilometer om dagen, som hun skulle efter operationen.
"Her blev mit enorme held, at jeg har en meget engageret instruktørkonsulent. Hun slog i bordet i kommunen og fik bevilget daglig hjælp i hjemmet, så jeg i det mindste kom ud af sengen og ud at gå. Da jeg senere fik det bedre, og derfor afmeldte de daglige besøg fra kommunen, sørgede instruktøren for, at jeg fik en person-alarm, så jeg altid kan tilkalde hjælp, hvis der sker noget - alarmen blev bevilget og sat op på kun en uge - og jeg føler mig tryg ved at have den," forklarer Rita Jørgensen.

Overordnet synes hun, at det offentlige har hjulpet hende meget og gør det fortsat. Efter at have været blind i halvandet år er hun nu der, i den lange proces, hvor hun skal til at klare sig selv - resten skal, som hun selv siger, komme indefra, fra hende selv. Hun er imponeret og glad over de mange tilbud fra kommune og amter - eksempelvis, at hun en gang om ugen hentes og bringes til Blindes Dagcenter i nabobyen, og en gang hver 14. dag tilbydes sykursus på samme gode præmisser - men hun er også overrasket over, i hvor høj grad det offentliges hjælp har været afhængig af diverse konsulenters vilje og evne til at slås for hende.

Det fik Rita hjælp til:

• Rita Jørgensens mobilitystok var, ved et uheld, knækket i Nettos indgangsdør, og amtet nægtede hende en ny, fordi hun kun havde haft den gamle i 8 måneder. Blindekonsulenten fik gennemtrumfet, at hun fik bevilget en ny.
  
  
• Rita Jørgensen skulle bevæge sig efter operationen, det er en livsnødvendighed, og da hun ikke kunne gå et par kilometer ude alene, skulle hun have en motionscykel hjemme. I første omgang tilbød kommunen et mindre tilskud - men socialrådgiveren fra Blindeinstituttet fik trumfet igennem, at hun fik betalt en hel cykel, der var så stabil, at hun som blind trygt kunne bruge den.
  
  
• Rita Jørgensen har en båndoptager, men ønsker sig en diktafon, som blinde i en mere snæver vending kan bruge som bl.a. huskeseddel og til modtagelse af telefonbeskeder. Kommunen har afslået under henvisning til ,at hun allerede har en båndoptager, der dog slet ikke erstatter diktafonen, og hun har fået den besked, at hun selv må betale, fordi hun ikke er ubemidlet, hendes mand på 66 år arbejder hver dag og tjener således penge!

Til indholdsfortegnelsen

Kastebold
Det er Thomas Rosenbergs erfaring, at mange nyblinde ofte oplever, at de havner midt imellem to forskellige instanser. På den ene side står den normale øjenlæge, der kan diagnosticere øjenlidelsen og rådgive om sygdommen, men som ikke har ekspertise inden for det sociale område. På den anden side har man så det sociale system, der nok kan vejlede inden for de sociale aspekter, men som placerer sig i en dobbeltrolle som både lovgiver og dommer.

"Det er lige her, at blindekonsulenten har sin berettigelse. Som uafhængig og selvstændig kan konsulenten rådgive og vejlede den nyblinde og sikre, at han eller hun får en fair behandling af systemet," siger Thomas Rosenberg. "Man kan på sin vis sammenligne blindekonsulenterne med patientombudsmænd. De er de blinde og svagsynedes advokater på det sociale område."

Kvalifikation at være blind
"Blindekonsulentordningen har i de mere end 20 år, jeg har været tilknyttet Statens Øjenklinik, udviklet sig betragteligt. Takket være en god efteruddannelse af blindekonsulenterne, er ordningen i dag et godt tilbud med kvalificerede konsulenter," siger Thomas Rosenberg. Han mener, at blindekonsulentordningen er med til at skabe en landsdækkende norm for behandlingen af synshandicappede.

"Blindekonsulenterne fremstår som et samlet korps, og det betyder, at de er med til at sikre et mere ensartet niveau på landsplan."

Til indholdsfortegnelsen

Undersøgelsen, der er baseret på telefoninterviews blandt 300 nye medlemmer, viser, at konsulentordningerne i Dansk Blindesamfunds regi er populære. De nye medlemmer hilser både blinde- og omsorgskonsulenter velkommen, når de kommer på besøg, og de fleste føler, at besøgene giver dem relevant information.

98 procent har taget imod tilbudet om at få besøg af en blindekonsulent. Efter besøgene er 95 procent af de nye medlemmer tilfredse med blindekonsulentens præsentation, og 89 procent mener, at blindekonsulenten informerer om noget centralt.

De nye medlemmer tager også godt imod omsorgskonsulentordningen. 89 procent har haft besøg af omsorgskonsulenten i hjemmet, 97 procent af medlemmerne er tilfredse med omsorgskonsulenten, og 87 procent synes, at omsorgskonsulenten berører væsentlige emner.

En hjælpende hånd
"Jeg tror, at det betyder meget, at konsulenterne møder de synshandicappede i deres eget hjem. Det skaber en god og direkte kontakt, som giver den nyblinde en chance for at orientere sig om såvel praktiske som sociale anliggender. Det kan være meget uoverskueligt selv at skulle give sig i kast med en ny tilværelse. Derfor er vejledningen fra andre blinde og svagsynede en afgørende og central hjælp," siger Lars Nielsen, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund.

Hjælpemidler
Medlemmernes svar taler deres eget sprog.
67 procent oplyser, at de har lavet aftaler med blindekonsulenten om at iværksætte ting som f.eks. anskaffelse af hjælpemidler. 60 procent svarer, at de kan bruge nogle af de tilbud, som omsorgskonsulenten har informeret om.

Blandt de mange tilbud udmærker Danmarks Blindebibliotek sig ved en placering i toppen af popularitetsbarometret. 65 procent af medlemmerne får jævnligt lydbøger herfra. De mere udadvendte aktiviteter, som foregår i klubber og dagcentre, benyttes af 35 procent.

En god ordning
"Først og fremmest kan vi bruge undersøgelsen til at få et konkret overblik over medlemmernes indtryk af mødet med Dansk Blindesamfund. Konsulenterne er jo den første del af foreningen, som synshandicappede kommer i direkte kontakt med. Umiddelbart giver det et flot resultat, der klart bekræfter at Dansk Blindesamfund administrerer to ordninger, der fungerer fint. Undersøgelsen er med til at bestyrke vores opfattelse af, at blindekonsulentordningen ikke bør overgå til amterne," siger Lars Nielsen.

Til indholdsfortegnelsen

Viden og uvildighed er nøgleordene for blindekonsulent Jørn Pedersen, som er overbevist om, at den nuværende ordning er en fordel for alle parter

Blindekonsulent Jørn Pedersen ved godt, at det nok vil blive betragtet som et partsindlæg. Men han har valgt at give sit besyv med: "Den nuværende ordning for blindekonsulenter er fremragende, og der er ingen grund til de store reformer."

Og Jørn Pedersen har masser af argumenter til at understøtte sit synspunkt. Han føler sig nemlig overbevist om, at hvis blindekonsulenterne overgår til amterne, vil det betyde alvorlige forringelser af vilkårene for de blinde og svagsynede, og det vil ikke resultere i besparelser for amter og kommuner, snarere tværtimod.

"Det der er så unikt ved den nuværende ordning er, at vi er uvildige i forhold til amterne, til kommunerne, til Dansk Blindesamfund og også til klienterne," siger Jørn Pedersen. "Vi repræsenterer ikke nogen, og det er efter min mening det bedste udgangspunkt at udføre rådgivning fra. Hvis f.eks. en klient ønsker at søge tilskud til noget, som vi ved, at han ifølge lovgivningen ikke er berettiget til, ja så fortæller vi ham det, og så tror vedkommende som oftest på os. Vi bliver ikke opfattet som en eller anden skrankepave fra det sociale system, som bare ønsker at slippe så billigt som muligt. Denne del af vores opgave er i virkeligheden utrolig ressourcebesparende for amter og kommuner."

Rovdrift
Jørn Pedersen understreger, at blindekonsulenterne ikke har noget ønske om at drive rovdrift på systemet. "Vi ønsker at blive opfattet som uvildige eksperter, som både rådgiver de synshandicappede og det offentlige system. Hvis vi bliver lagt ind under amtet, mister vi denne uvildighed, og det ønsker vi for alt i verden ikke."

"Blindekonsulenterne har nok den største viden om området, fordi det simpelthen er det eneste vi beskæftiger os med, og vi følger rigtig mange sager til dørs hver eneste år. Jobbet er så mangesidigt, og vi kan derfor rådgive amter og kommuner om at træffe de rigtige afgørelser, første gang. Det er ret og rimeligt over for de synshandicappede, og selvom det betyder at det offentlige må punge ud, er det med til at sikre et smidigere sagsforløb, ensartethed i sagsbehandlingen og ikke mindst, at amter og kommuner lever op til lovgivningen," siger Jørn Pedersen.

Selv blind
Jørn Pedersen er uddannet pædagog og har senere læst videre til cand.pæd. Som alle hans kolleger er Jørn Pedersen selv synshandicappet. Han er født seende, men begyndte at miste synet i teenageårene. I de næste mange år gik det jævnt ned ad bakke. Han holdt op med at cykle i 25 års alderen, og 10 år senere mistede han også evnen til at læse.

I dag er Jørn Pedersen 51 år og næsten totalblind. Han ser det som en klar fordel i forhold til sit arbejde. "Det kan ikke siges ofte nok. Det er af uvurderlig betydning for nyblinde at møde blinde, som har et afklaret forhold til deres blindhed og som har en god og rig tilværelse på trods af deres alvorlige handicap. Jeg oplever næsten hver eneste dag, at eksemplets magt er med til at skubbe nyblinde, som naturligvis er dybt nede over at miste deres syn, i den rigtige retning. Sagt på en anden måde: Jeg kan få folk til at tro på at livet kan leves."

Jørn Pedersen har arbejdet som blindekonsulent i 8 år. Fra bopælen i Allerød dækker han hele tre områder: Frederiksborg Amt, Roskilde Amt og Østerbro i Københavns Kommune. Han har en deltidsansat sekretær og chauffør til at hjælpe sig med de ca. 2.600 klienter, og han tager årligt på ca. 400 hjemmebesøg.

En af hans væsentligste opgaver er hjælpe de blinde gennem lovjunglen og f.eks. assistere med ansøgninger til hjælpemidler. Årligt følger Jørn Pedersen ca. 500 ansøgninger til dørs i det offentlige system.

Amtslige system
Hvis Jørn Pedersen skal overgå til det amtslige system vil det betyde, at Frederiksborg amtskommune får tildelt en ressource svarende til 19 timer pr. uge, at Roskilde amtskommune får tildelt en ressource svarende til 12 timer pr. uge og endelig at Københavns kommune får tildelt en ressource svarende til 6 timer pr. uge sammen med de to konsulenter, der i øvrigt dækker Københavns kommune.

Efter Jørn Pedersens opfattelse vil en eventuel overflytning af blindekonsulenter betyde en kraftig forøgelse af antallet af henvendelser til amtskommunerne fra kommunale sagsbehandlere. "Jeg tror amterne vil blive overraskede over, hvor mange ressourcer de reelt skal afsætte, hvis de nedlægger os. Enten bliver det dyrere for amterne, eller også betyder det forringelser for de synshandicappede, og det sidste er i hvert fald uacceptabelt," siger Jørn Pedersen.

Sidste generation
Hvis amterne får magt, som de har agt, er Jørn Pedersen overbevist om, at han kommer til at tilhøre den sidste generation af synshandicappede blindekonsulenter. "Amterne har selv sagt, at de ikke vil ansætte synshandicappede til at udføre det job, vi udfører i øjeblikket. Vores arbejde vil stille og roligt blive overtaget af de nuværende synskonsulenter. Disse mennesker har også deres berettigelse, og mange gør et godt stykke arbejde. Men lige meget hvor megen uddannelse de får, opnår de ikke den erfaring, på egen krop så at sige, som vi synshandicappede har. Og den erfaring er utrolig vigtig i arbejdet med de nyblinde.".

Til indholdsfortegnelsen

Tommy dækker et stort geografisk område bestående af 9 kommuner. Det store område gør det nødvendigt for ham at benytte sig af en chauffør frem for af offentlig transport, som han dog benytter flittigt i sin fritid. Tommy tilbagelægger omkring 5000 kilometer om året sammen med sin chauffør, når de kører ud til de 190 medlemmer i hans område. I denne uge er det bl.a. Kirsten og Lilly i Hobro, der får besøg.

Hjemmebesøgene bringer omsorgskonsulenten tæt ind på livet af folk og deres forhold til deres synshandicap. En snak om vind og vejr får let alverdens emner til at dukke op, og på den måde fører det til en samtale om centrale problemer for den synshandicappede.

Første stop i dag er hos Kirsten Henriksen, en aktiv kvinde på 67 år, som bor alene. I samme øjeblik Tommy træder ind ad døren fornemmes en nærhed og åbenhed. Han tager naturligt plads i stuen, og snart går snakken om såvel personlige anliggender som lokalmiljøet.

"Omsorgskonsulentordningen betyder meget, når man mister synet. Det er rart at mærke, at der er et menneske, som selv kender til de problemer, jeg oplever. Det er godt at vide, at der er nogen som holder mig fast - et menneske som viser interesse og henvender sig uopfordret," siger Kirsten.

Det aktive liv
Der er ingen tvivl om, at Kirsten og Tommy går godt i spænd. Begge deler en tro på, at man som blind og svagsynet sagtens kan leve et indholdsrigt liv. Kirsten er en flittig bruger af den hvide stok.

Hun kommer meget rundt i det lokale miljø og går i studiekreds for ældre, i pensionistklub, i gåklub og deltager aktivt i den lokale klub for blinde og svagsynede i Hobro, Klub 21, en aktivitetsklub med bl.a. foredrag og underholdning på programmet.

"Når man kommer ud i provinsen, hvor der ikke er samme mængde af tilbud, som der findes i de større byer, er det godt at have et socialt netværk med andre synshandicappede," siger Tommy. Han lægger stor vægt på at skabe kontakt til andre i samme situation og deler ud af egne erfaringer, hvis der er behov for det. Vigtigst af alt er dog at motivere den nyblinde til selv at ville.

Et skub i den rigtige retning
Omsorgskonsulentens primære opgave er at yde hjælp til selvhjælp. Konsulenten kommer ind i den synshandicappedes liv på et tidspunkt, hvor han eller hun befinder sig i en svær situation.

"Når jeg besøger blinde og svagsynede første gang, er deres liv vendt op og ned. De fleste trænger derfor til et skub i den rigtige retning. Ved mine besøg viser jeg med min blotte tilstedeværelse, at man som blind sagtens kan få en hverdag til at fungere," siger Tommy Simonsen.

Rollemodel
Dagens næste besøg illustrerer fint omsorgskonsulentens funktion som rollemodel. Lilly Rigmor Pedersen på 77 år har mistet synet. Det kan være svært for en ældre person at omstille sig til en tilværelse som svagsynet, heldigvis giver Tommy sig tid til at hjælpe med at overskue virvaret.

Lilly har fået en del hjælpemidler udleveret fra Synsinstituttet i Aalborg, men hendes syn er efterhånden blevet så dårligt, at hun ikke længere har glæde af luppen og tv-brillerne. Tommy fortæller, at det kun kræver en opringning at returnere udstyret og tilbyder sin assistance. "Du kan da ikke se knapperne på telefonen" mener Lilly, men til hendes store forundring klarer Tommy nemt opkaldet til Synsinstituttet.

Den hvide stok
Det kan godt tage tid at overbevise en nyblind om, at det er en god idé at bruge den hvide stok, og Lilly er ikke helt begejstret for stokken. Hun kan ikke lide at sende signaler om sit handicap, men kan efterhånden godt se, at det er et problem. "Jeg oplever tit, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har hilst på dem. Men jeg kan ganske enkelt ikke se dem, når jeg møder dem på gaden," fortæller Lilly.

Ofte er det svært at erkende, at man ikke længere kan se som før. Omvendt er det naturligvis ikke rart at blive beskyldt for at være arrogant og afvisende. Tommy mener derfor, at det er på tide, at Lilly selv er åben omkring sit synshandicap. "Du kan jo ikke forvente, at omverden tager hensyn til, at du ikke kan se, hvis de ikke ved det," siger han.

Nyt livsmod
Der er mange ting i hverdagen, som skal læres, og derfor er det i følge Tommy vigtigt, at alle ældre nyblinde får tilbudt et senblindekursus. På kurset lærer man at begå sig i hverdagen med sit handicap og møder samtidigt andre mennesker, der befinder sig i samme situation - et møde der ofte er med til at lindre smerten ved at miste synet.

Til at starte med var Lilly meget skeptisk, da Tommy foreslog hende at tage på kursus, men til sidst lykkedes det, i samarbejde med Lillys familie, at overtale hende til et ophold på Fuglsangcentret - og det har Lilly bestemt ikke fortrudt.

Positivt ophold
"Det gik bare så fint. Vi var i gang hele tiden med forskellige øvelser, gik ture, spillede kort og hyggede os med hinanden," fortæller Lilly. Opholdet på Fuglsangcentret har været positivt for Lilly i mere end en forstand. Hun har mødt en svagsynet mand på sin egen alder og nyder nu at have en at dele tiden med.

Tommy er glad for jobbet som omsorgskonsulent. Han synes, det er livgivende at kunne være
noget for andre synshandicappede. I Dansk Blindesamfund understreger man ligeledes, at omsorgkonsulenterne spiller en væsentlig rolle for foreningens arbejde.

Vigtigt aktiv
"Omsorgskonsulenterne er på sin vis Dansk Blindesamfunds vigtigste aktiv. Uden konsulenterne ville Dansk Blindesamfund ikke have den lokale kontakt med blinde og svagsynede i hele landet," siger Lars Nielsen, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund.

Han peger i øvrigt på, at man i dag har udstyret omsorgskonsulenterne med mobiltelefoner, computere og en konsulenttaske, som bl.a. indeholder væsentlige informationer om synshandicappedes vilkår: "Det er vigtigt for os, at omsorgskonsulenterne er professionelle og har de rigtige værktøjer. Vi har ikke brug for medfølende hattedamer, men kvalificerede konsulenter, som gør en forskel i de synshandicappedes dagligdag."

Lilly Rigmor Pedersen er glad for den hjælp, som hun har fået af Tommy Simonsen.

Til indholdsfortegnelsen

Som led i sociallovreformen pr. 1. juli 1998 besluttede Folketinget at udlægge både blindekonsulentordningen og de øvrige statslige specialkonsulentordninger til amterne. Det skete som led i en styrkelse af den amtslige rådgivningsforpligtelse. Formålet med at overføre de statslige rådgivningsopgaver til amterne var at bidrage til en bedre samordning og udvikling af den samlede rådgivningsindsats for mennesker med særlige behov.

Amterne tager rådgivningsforpligtelsen alvorligt. Amternes tilbud til blinde og svagsynede - også rådgivningstilbuddene - er udbygget væsentligt de senere år. Der er endvidere med de mange gode forslag fra det udvalgsarbejde om synsområdet, som Udviklingscenter for Specialrådgivning afsluttede for ca. et år siden, og hvor de første og grundlæggende forslag nu er ved at blive realiseret, skabt grundlag for at sikre den samlede koordinering og udvikling, som Folketinget ønskede.

Amterne ønsker på den baggrund naturligvis også, at blindekonsulenterne indgår i den fremtidige opgaveløsning i amterne. Det er ikke realistisk at gennemføre en række nye positive initiativer og så samtidig fastholde den gamle ordning uændret.

Dansk Blindesamfund mener, at der vil blive tale om en forringelse for de blinde, hvis amterne overtager ansvaret for blindekonsulentordningen. Hvorfor er amterne ikke enige i denne betragtning? Hvis vi mente, det var en forringelse, havde vi ikke bakket forslaget op.

Bag forslaget om den fremtidige indplacering af blindekonsulenterne ligger en nøje gennemgang af konsulenternes nuværende funktioner. Nogle af disse, mener vi i amterne, vil blive varetaget bedre som led i den sammenhængende rådgivningsindsats, der nu lægges op til. Andre opgaver vil blive løst af den nye uvildige konsulentordning på handicapområdet, som er besluttet etableret pr. 1. januar 2002.

Alle undersøgelse viser, at nyblinde er glade for at få hjælp af konsulenter, som selv har et alvorligt synshandicap. Kan man være sikker på, at nyblinde fremover også vil blive hjulpet af andre blinde, eller vil blindekonsulenterne fremover være seende, som har fået en særlig uddannelse?

Der vil ikke fremover være krav om, at personale, der rådgiver blinde, selv skal være synshandicappede, men i forslaget om den fremtidige model indgår, at amterne skal tilstræbe, at blinde kan få mulighed for at få besøg af en fagperson, der selv har et alvorligt synshandicap. Det vil dog næppe altid kunne lade sig gøre.

Vi mener i amterne godt, at man kan rådgive blinde uden selv at være alvorligt synshandicappet. Der er jo heller ikke tilsvarende ansættelseskrav i relation til personale, der rådgiver mennesker med andre handicap. Men det er forståeligt, at det opleves som en stor forandring.

Vi respekterer i høj grad Dansk Blindesamfunds synspunkt om, at det er vigtigt at have en positiv rollemodel - altså at se et levende eksempel på, at andre har kunnet klare den alvorlige situation at miste synet på en god måde. Men vi mener ikke, det nødvendigvis skal løses via et krav om, at blindekonsulenter selv skal være alvorligt synshandicappede.

Blindekonsulenterne mener, at det faktum, at de er uvildige i forhold til det offentlige system, faktisk er en fordel for alle parter, også for amterne, bl.a. fordi, de har en stor troværdighed også hos klienterne. Derfor rådgiver de ikke kun om, hvad en nyblind har krav på, men også om, hvad han ikke har krav på, og det er med til at spare ressourcer. Er amterne enige i dette argument?

Rådgivning om, hvad en synshandicappet har krav på og ikke har krav på, er ikke forbeholdt den nuværende blindekonsulentordning. Det er også en forpligtelse for kommuners og amters rådgivere, og omlægningen af blindekonsulenternes funktioner er led i en proces, hvor amters og kommuners opgaveløsning kvalificeres.

Vi er godt klar over, at mange blinde føler, at de får en uvildig rådgivning fra blindekonsulenterne, og at det er en god ting. Vi er derfor gået positivt ind i drøftelser om en uvildig konsulentfunktion for handicappede - også blinde. Resultatet er som bekendt blevet, at der etableres en sådan funktion fra 1. januar 2002.

Om det offentlige sparer penge på grund af de nuværende blindekonsulenters rådgivning er nok svært at vurdere objektivt. Også det modsatte synspunkt høres nu og da.

Denne her diskussion handler bl.a. om skillelinien mellem, hvilke opgaver det offentlige varetager, og hvilke opgaver handicappedes egne organisationer varetager. Hvor går denne grænse efter amternes opfattelse?

Diskussionen handler set med Amtsrådsforeningens og amternes øjne om, hvordan amterne bedst løser den opgave at yde rådgivning til blinde og svagsynede, som de i loven er pålagt ansvaret for.

Spørgsmålet om, hvilke opgaver handicaporganisationer skal eller kan løse, kan da altid drøftes, men med gældende lovgivning er amternes ansvar foreløbig lagt fast.

Det udelukker imidlertid ikke, at handicaporganisationer tilbyder deres medlemmer en supplerende service, således som bl.a. Dansk Blindesamfund jo også allerede gør det på en række felter.

Til indholdsfortegnelsen

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, har netop fået udarbejdet en rapport om, hvordan handicappede brugere og deres pårørende ser på amternes rådgivningsfunktion over for handicappede. Rapporten, der har fået titlen: "Hvordan skulle vi klare os uden? - mennesker fortæller om deres brug af amtslig rådgivning på handicapområdet", er udarbejdet af Leif Olsen, Olaf Rieper og Christine Lindrum Iversen. Den bygger på 143 interviews med handicappede og pårørende til handicappede.

Hovedbudskab
Et af hovedbudskaberne i rapporten er, at mange brugere føler, at det er meget svært at få et overblik over amternes tilbud. Undersøgelsen viser, at nogle brugere lever i mange år uden at have kendskab til de bedste og mest relevante tilbud, hvilket har store omkostninger for den enkelte handicappede og hans/hendes familie. Mange brugere efterlyser sammenhængende rådgivning og peger i den sammenhæng på, den vigtige rolle, deres respektive handicaporganisationer, som f.eks. Dansk Blindesamfund, spiller i forhold til at give uvildig rådgivning og hjælpe med til at skabe et overblik over tilbudene.

Ladt i stikken
"Vi er glade for rapporten og dens konklusioner," siger Lars Nielsen, forretningsudvalgsmedlem i Dansk Blindesamfund. "Selvom mange amter gør et stort stykke arbejde, viser rapporten med al ønskelig tydelighed, at brugerne oplever, at de ofte bliver ladt i stikken af det amtslige system, og at de ikke får de ydelser, de har krav på, hvis de ikke presser på eller får nogen til at hjælpe dem. Rapporten viser således indirekte, hvor vigtig en rolle de uafhængige handicaporganisationer spiller. Den understøtter også, hvad Dansk Blindesamfund hele tiden har sagt, at nyblinde ikke kan undvære vores uafhængige konsulenter. Det er dem, som sørger for, at de synshandicappede får de ydelser og hjælpemidler, de har krav på." Lars Nielsen har siddet i den arbejdsgruppe, der har været med til at udarbejde rapporten.

Til indholdsfortegnelsen

Det er ikke altid nok at sige det med blomster. Sommetider er det også nødvendigt, at der kommer et par ord med på vejen. Det var i hvert fald tilfældet, da Dansk Blindesamfunds landsformand Poul Lüneborg bød 11 af de nye ministre velkommen i forbindelse med regeringsskiftet.

Alle 11 ministre har, inden for deres område, problemstillinger, som berører Dansk Blindesamfunds medlemmer. Det drejer sig om statsminister Anders Fogh Rasmussen, minister for flygtninge, indvandrere og integration samt minister uden portefølje (Europaminister) Bertel Haarder, beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen, indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, skatteminister Svend Erik Hovmand, socialminister og minister for ligestilling Henriette Kjær, trafikminister Flemming Hansen, undervisningsminister Ulla Tørnæs, kulturminister Brian Mikkelsen, udenrigsminister Per Stig Møller og minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander.

Foruden blomster og lykønskninger benyttede
Poul Lüneborg således lejligheden til at gøre opmærksom på de mest presserende problemstillinger inden for de forskellige ministres områder. I brevet til statsministeren forespørger Poul Lüneborg om den fremtidige placering af regeringens handicapudvalg og gør opmærksom på problemerne omkring samspillet mellem de forskellige ministeriers virksomhed og det ansvar, de hver især har overfor handicappede borgere. Socialminister Henriette Kjær bliver gjort opmærksom på problemstillingen omkring blindekonsulenterne samt om de massive problemer, der er omkring Københavns Kommunes administration af en lang række landsdækkende institutioner, f.eks. Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup, der har ansvaret for tilbud til synshandicappede danskere. I brevet til den nye trafikminister, Flemming Hansen, kommer Poul Lüneborg ind på problemstillingerne for synshandicappede i den kollektive trafik, herunder ønsket om at erstatte DSBs handicappanel med et mere tidssvarende forum.

"Vi sender først og fremmest blomster og breve til de nye ministre, fordi vi ønsker at lykønske dem med udnævnelsen og sige, at vi glæder os til samarbejdet med dem. Men samtidig er det også en god lejlighed til at markere, hvilke væsentlige problemer Dansk Blindesamfund ønsker at få diskuteret med ministrene og deres embedsmænd," siger Poul Lüneborg.

Samtlige 11 breve kan læses på Dansk Blindesamfunds hjemmeside: www.dkblind.dk.

Til indholdsfortegnelsen

Overblik
Det er tanken at social- og arbejdsmarkedskonsulenten skal have et overblik over den social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Som situationen er i dag, er det vanskeligt for blindekonsulenterne at holde styr på, hvad der sker af relevante ting indenfor synsområdet i de mange nicher af lovgivningen. En væsentlig opgave for Mariann Lillemose bliver derfor at holde medlemmer og konsulenter ajour med lovgivningsmæssige tiltag indenfor synshandicapområdet. I sidste ende skal denne information videreformidles til offentligheden via Dansk Blindesamfunds informationsvirksomhed, herunder Blindesagen.

"Jeg glæder mig til at nå hele vejen rundt i det politiske system og skabe et godt overblik over den lovgivning, som er relevant for blinde og svagsynede. De 11 fungerende blindekonsulenter har en enorm praktisk ekspertise og erfaring med lovgivningen, der er meget vigtig at få med. Derfor ser jeg frem til et tæt samarbejde med blindekonsulenterne, såvel som resten af Dansk Blindesamfunds medarbejdere," siger Mariann Lillemose.

• Mariann Lillemose er cand.mag. i historie og samfundsfag. Gennem de sidste 5 år har hun været ansat som virksomhedskonsulent og informationsmedarbejder på Handelsskolen i Ballerup.
  
  
• Mariann Lillemose har været aktivt engageret i sociale spørgsmål bl.a. inden for organisationen SR-Bistand.

Til indholdsfortegnelsen

Ejerskiftet blev markeret fredag d. 30 november med en festmiddag for beboere, personale samt repræsentanter for kommunen og Dansk Blindesamfund. Senere samme dag blev det også til en afskedsreception for forstanderparret gennem alle årene, Gerda og Ole Olsen.

"Gerda og jeg har fundet det naturligt at benytte denne lejlighed til at gå på pension", sagde Ole Olsen ved receptionen. Forstanderparret har sat deres præg på Solgaven, og nu er det store spørgsmål om plejehjemmets særlige ånd kan overleve både et leder- og ejerskifte.

Dansk Blindesamfund åbnede Solgaven i Hobro i 1967. Der var plads til 67 blinde og svagsynede, men efterhånden var der ikke nok synshandicappede i området som ønskede en plads på plejehjemmet, og hjemmet begyndte derfor at huse ældre fra Hobro Kommune. I dag består Solgaven af 45 plejeboliger, heraf er 24 til demente. 9 af plejehjemmets beboere i dag er blinde.

Til indholdsfortegnelsen

Men ud over at give vor tids handicappolitiske debat et historisk perspektiv, fortæller forfatteren levende om, hvilke milepæle foreningen faktisk fik sat fra 1911-14. Svend Jensen fremhæver blandt andet Dansk Blindesamfunds første formand Carl Cohn Hastes indsats, og Svend Jensen beskriver, hvordan han arbejdede for, at blinde skulle betragtes som ligeværdige borgere med rettigheder og pligter - grundlæggende holdninger, der den dag i dag præger arbejdet i Dansk Blindesamfund.

Bogen er samtidig en historisk beskrivelse af handicappolitikken i Danmark, af de landvindinger der blev skabt, og den indsigt, der lå bag ændringen af fattigloven i 1914. Det er en fortælling om datidens parlamentariske spil og om byrdefordelingen i samfundet. På en og samme tid demonstreres den evige debat i handicappolitikken om at kompensere uden at overkompensere - og om faren ved gennem overdreven hjælp at fratage den handicappede incitamentet til selv at tage initiativ.

Forfatteren, Svend Jensen blev født 25 januar 1925 og var Dansk Blindesamfunds formand fra 1968 - 1998. Selv siger han: "Disse år har været præget af hastig forandring, både i Dansk Blindesamfund og i samfundet omkring os. Men jo hurtigere ting er forløbet, jo mere man har inddraget Dansk Blindesamfund i, jo flere resultater der blev opnået, jo mere er min beundring for vore stiftere vokset." Bogen koster 200 kr. og kan købes ved henvendelse til Dansk Blindesamfund..

Til indholdsfortegnelsen

Thoravej 35,
2400 København NV.
Telefon 38 14 88 44,
Telefax 38 14 88 00.
Giro 3 00 22 17
e-mail: info@dkblind.dk

Redaktion:
Poul Lüneborg (ansvarshavende),
Sara Engelhardt,
Lisbeth Wirgowitsch og
Henrik Mølstrøm.

Forsidefoto: Søren Hartvig.

Blindesagen udgives i samarbejde med KommunikationsGruppen,
Lille Strandstræde 18P, 1254 København K,
tlf. 33 98 00 00,
e-mail: info@kommunikationsgruppen.dk

Oplag: 5.500 trykte eksemplarer, 3.000 lydbånd

Blindesagen findes også på Dansk Blindesamfunds hjemmeside: www.dkblind.dk

Ekspedition: Dansk Blindesamfund

Blindesagen udsendes 6 gange om året. Bladet sendes til politikere og embedsmænd i stat, amter og kommuner, til pressen og til Dansk Blindesamfunds medlemmer og samarbejdspartnere.

Brug af artikler fra Blindesagen er tilladt mod kildeangivelse.

Næste nummer af Blindesagen udkommer primo februar. Deadline: 21. januar.

Dansk Blindesamfund - Landsforening af blinde og svagsynede i Danmark er en forening af blinde og stærkt svagsynede i Danmark. Foreningen er en privat organisation, der blev stiftet i 1911. Dansk Blindesamfund har 12.000 medlemmer opdelt i 23 lokalkredse. Foreningen arbejder for at skabe de bedste vilkår for blinde og svagsynede i Danmark.

Protektor for Dansk Blindesamfund:
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra

Til indholdsfortegnelsen