Fakta om GO' HUND kampagnen
- Kampagnen afvikles i uge 45
- Kampagnen har til formål at sikre, at blinde med førerhund ikke bliver afvist i fødevarebutikker, på restauranter og cafeer, og når de prajer en taxi på gaden
- Kampagnen afholdes af Dansk Blindesamfund
- Taxitæpperne er sponsoreret af JYSK
- Læs mere på foererhunde.dk
Tal
- 90 % af alle førerhundebrugere har oplevet at blive afvist i det offentlige rum, 56 % af dem har oplevet det inden for det seneste år
- De fleste afvisninger sker ved taxier, på restauranter og i fødevarebutikker
- 56 % af alle førerhundebrugere er inden for det sidste år blevet afvist mindst én gang af ved restaurantbesøg. 16 % har oplevet det mere end fem gange.
- 50 % af alle førerhundebrugere er inden for det sidste år blevet afvist mindst én gang af taxichauffører. 28 % har oplevet det mere end fem gange.
- 37 % af alle førerhundebrugere er inden for det sidste år blevet afvist mindst én gang i en dagligvarebutik. 11 % har oplevet det mere end fem gange.
- Førerhundebrugere afvises oftere, når de færdes alene
- Der er flest afvisninger i hovedstadsområdet
- Jo højere aktivitetsniveau, jo flere afvisninger
- Afvisningerne fremkalder vrede og følelse af diskrimination
Kilde: Synovate 2008
Lovgivning
Hyrevognsloven
I bekendtgørelse om taxikørsel m.v. (BEK nr 220 af 31/03/2000) står der i kapitel 7,
§34:
”Føreren har pligt til at medtage blinde eller svagtseende personer med førerhund, medmindre dette vil være til gene for førerens helbred.”
Alligevel oplever mange blinde, at taxierne ikke vil have dem og førerhunden med. Tilbagemeldingerne lyder, at hvis førerhundebrugeren forsøger at praje en taxi ved en taxiholdeplads, fx foran en banegård, så hænder det, at taxien bare kører forbi brugeren, der af gode grunde ikke kan læse taxiens nummerplade og klage.
Bekendtgørelse om fødevarehygiejne
BEK nr 788 af 24/07/2008
Kapitel 18
Adgang til fødevarevirksomheder for kæle- og servicedyr mv.
§ 43. Fødevarevirksomheder kan i følgende tilfælde tillade kæle- og servicedyr adgang til virksomheden, når virksomheden sikrer, at en sådan adgang ikke giver anledning til kontaminering af fødevarerne:
1) kæledyrs adgang til serveringsområder i restauranter o.l., og
2) servicedyrs adgang til kundeområder i butikker, serveringsområder i restauranter o.l.
Stk. 2. Ved servicedyr forstås i denne bekendtgørelse fører- og servicehunde, der er specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for blinde eller stærkt svagsynede personer eller personer med fysisk funktionsnedsættelse.
Stk. 3. Vagthunde, som benyttes ved vagtselskabers runderinger, kan have adgang til fødevarevirksomheder. Det er fødevarevirksomhedens ansvar at sikre, at en sådan adgang ikke giver anledning til kontaminering af fødevarerne.
Stk. 4. Rottehunde, som benyttes af professionelle skadedyrsbekæmpelsesfirmaer, kan have adgang til fødevarevirksomheder. Det er fødevarevirksomhedens ansvar at sikre, at en sådan adgang ikke giver anledning til kontaminering af fødevarerne.
Stk. 5. Fødevareregionen kan i visse tilfælde tillade, at en fødevarevirksomhed giver kæle- og servicedyr adgang til fødevarevirksomheden. Fødevareregionen kan stille vilkår for en sådan tilladelse.
Stk. 6. De i stk. 1-5 nævnte tilladelser gælder ikke for slagtedyrs adgang til slagterier.
Det er således op til den enkelte virksomhed at tillade, at førerhunde og deres brugere kan komme ind. Fødevareminister, Eva Kjer Hansen, har dog fornyeligt opfordret supermarkeder og restauranter til at tillade adgang for førerhunde (Kilde: Ritzau)
Om førerhunde
Der er for tiden 243 førerhundebrugere i Danmark.
I 2007 blev der uddannet og udplaceret 17 hunde. I år budgetteres med et antal på 32.
Prisen for en førerhund i 2008 er kr. 182.500. Denne pris skal dække uddannelse af hunden, aflønning af instruktører, dyrlægeregninger i hele hundens levetid og andre udgifter.
Den mest benyttede race i førerhundeordningen er labrador, golden retriever og i mindre grad schæfer. Førerhundeordningen bruger også blandinger inden for disse racer.
Der er for tiden 16 førerhundeinstruktører tilknyttet førerhundeordningen.
En førerhund starter sin træning til førerhund, når den er mellem 11 måneder og to år gammel. Man regner med en brugstid for en førerhund på otte år fra den bliver udplaceret.
Sidst opdateret 03. november 2008 08:54