Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Presserum > PR > 31. oktober: Danmarkspremiere på den første biograffilm for blinde

31. oktober: Danmarkspremiere på den første biograffilm for blinde

Billede fra filmen En mand kommer hjem. Operasangeren løber ned ad en gang, en flok mennesker følger efter. Foto: Vihan de Mel
Biografpublikummet til danske film er med ét slag blevet større. Den 31. oktober får blinde og stærkt svagsynede for første gang mulighed for at se en dansk biograffilm med synstolkning. Det drejer sig om Thomas Vinterbergs "En mand kommer hjem", der er den første blindevenlige biograffilm i Danmark.

29. oktober 2007

Det er en skelsættende dag, når Dansk Blindesamfunds medlemmer den 31. oktober går ned af den røde løber for at samles til at se en biograffilm. Indtil nu har blinde og stærkt svagsynede været henvist til den hjemlige sofa, hvor venner og familie har stået for den private synstolkning af, hvad der visuelt sker på skærmen i pauserne mellem replikkerne. Det har Nimbus Film vendt op og ned på med produktionen af den første film i Danmark med synstolkning.

”Siden jeg mistede synet i 1980, har jeg stort set ikke været i biografen. De to gange, det er sket, har jeg haft det dårligt med at forstyrre andre, når jeg skulle have forklaret, hvad der skete på lærredet. Jeg ser frem til at opleve en film, der er målrettet mig som blind, for jeg har jo ikke problemer med at danne billeder i hovedet. Jeg har store forventninger til igen at kunne gå i biografen,” siger Michael Madsen, medlem af Dansk Blindesamfund.

Der er to ting, der skal til for at vise synstolkede film i biograferne. For det første skal biograffilmen produceres med et særligt lydspor, hvor der er en mundtlig forklaring af, hvad der sker på skærmen. For det andet skal biografen installere det udstyr, som afspiller de synstolkede film. Udstyret består af en afspillerboks, som kommunikerer trådløst med et sæt hovedtelefoner, der udleveres til den blinde biografgæst.

”Nimbus Film har sammen med Det Danske Filminstitut vist, at det er muligt ganske enkelt og billigt at producere en film med synstolkning. Udstyret til at afspille synstolkningen med findes også. Nu mangler vi bare, at alle dansk producerede biograffilm fremover bliver lavet med synstolkning, og at biograferne investerer i udstyret, så blinde kan gå i biografen over hele landet,” udtaler Jens Bromann, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Danmarkspremieren finder sted onsdag den 31. oktober kl. 19.00 i Cinemateket, der er den første biograf, som har investeret i udstyret. Premieren er åben for presse.

Cinemateket/Gothersgade 55/1123 København K

Det Danske Filminstitut har ydet tilskud til filmens synstolkning. Synstolkningsudstyret kommer fra firmaet Soundtitles.

Kontakt

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte pressemedarbejder Nina Maria Mørk, Dansk Blindesamfund, telefon: 38 14 88 54, mobil: 30 85 90 25, e-mail: nmm@dkblind.dk 

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Forfatter: Nina Maria Mørk
Sidst opdateret 25. marts 2008 10:14