Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Presserum > PR > Pressemeddelelse: Forskeruddannelse gennemføres af stærkt svagsynet

Pressemeddelelse: Forskeruddannelse gennemføres af stærkt svagsynet

Portrætbillede af Diana Stentoft Rees. Foto: Tor Bagger Elmegaard
Fredag den 23. januar forsvarer Diana Stentoft Rees sin ph.d.-afhandling på Aalborg Universitet. Diana Stentoft Rees har dermed bevist, at det på trods af et synshandicap er muligt at gennemføre en forskeruddannelse.

Der er mange udfordringer, når blinde og stærkt svagsynede forsøger at nå til tops i uddannelsessystemet. Derfor glæder det både Dansk Blindesamfund og Aalborg Universitet, at Diana Stentoft Rees med sin afhandling har bevist, at det er muligt som stærkt svagsynet at gennemføre en forskeruddannelse.

”Det er rigtig godt, at Diana Stentoft Rees nu høster frugterne af årene som ph.d.-studerende og dermed kan fungere som rollemodel for andre synshandicappede. Det viser netop, at det er muligt at gennemføre så høj en uddannelse på trods af et synshandicap. Diana har under hele forløbet været ansat på almindelige vilkår på Aalborg Universitet, og det viser, at hvis der er plads til forskellighed og forståelse for arbejdsmetoder, der ikke falder ind under normen, så kan alle få mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet. Også synshandicappede,” udtaler Thorkild Olesen, næstformand i Dansk Blindesamfund og ansvarlig for foreningens uddannelses- og beskæftigelsespolitik.   

På Aalborg Universitet er man også stolte over det vellykkede ph.d.-forløb, fortæller prorektor Hanne Kathrine Krogstrup, som i flere sammenhænge har beskæftiget sig med mønsterbrydere.

”En af de store barrierer for potentielle mønsterbrydere i den akademiske verden er, om man er opdraget med, at ”man” har bestemte begrænsninger. Diana må være opdraget til, at man kan alt, for med sin forskeruddannelse har hun vist, at hun ikke kun har evnen og forstanden til at nå langt. Hun har også viljen, og det er meget vigtigt. Og så er jeg stolt over, at vi her på Aalborg Universitet har haft mod og overskud på forskerskolen til at tage en person ind, der har nogle andre forudsætninger end de fleste,” siger Hanne Kathrine Krogstrup. Hun påpeger også, at Diana Stentoft Rees i forskersammenhæng er tredobbelt mønsterbryder, eftersom hun er kvindelig synshandicappet fra et ikke-akademisk hjem.

Aalborg Universitet er i forvejen kendt som et universitet for mønsterbrydere. Mange kandidater fra AAU er familiens første akademiker, og med Diana Stentoft Rees’ afsluttede forskeruddannelse har universitetet lagt hus til endnu en type mønsterbryder. Diana Stentoft Rees’ afhandling handler om matematikkens didaktik og uddannelsesforskning. Efter forsvaret af sin afhandling fortsætter Diana Stentoft Rees i sit arbejde på AAU.

Kontakt

Diana Stentoft Rees, Institut for Uddannelse, Læring & Filosofi, AAU, telefon 99 40 97 83, mobil 40 11 11 67

Thorkild Olesen, næstformand, Dansk Blindesamfund, telefon 38 14 88 04

Prorektor Hanne Kathrine Krogstrup, AAU, telefon 99 40 95 03

Carsten Nielsen, journalist, Aalborg Universitet, telefon 99 40 73 39

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Forfatter: Nina Maria Mørk
Sidst opdateret 23. januar 2009 08:42