Pressemeddelelse: Langt flere blinde kan komme i job
6. juni 2011. Ny undersøgelse viser vejen til arbejdsmarkedet for blinde. Blinde og stærkt svagsynede kan bidrage væsentligt på det arbejdsmarked, der snart kommer til at mangle flere hænder. I stedet havner mange ufrivilligt på passiv forsørgelse. Ny undersøgelse viser, at enkle midler kan sikre mange flere et job.Handicappede er marginaliserede på arbejdsmarkedet, og blinde og svagsynede er den handicapgruppe, hvor flest er på passiv forsørgelse, selvom mange sagtens kan arbejde. Men sådan behøver det ikke at fortsætte, viser et netop afsluttet beskæftigelsesprojekt for blinde og svagsynede.
Dansk Blindesamfund har gennemført projekt ”En fod på arbejdsmarkedet” sammen med konsulentfirmaet Marselisborg Praksisvidencenter med støtte fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Projektets formål har været at få blinde og stærkt svagsynede fra førtidspension til job og at samle viden om, hvordan synshandicappede førtidspensionister bedst hjælpes ind på arbejdsmarkedet til job og selvforsøgelse. Jobindsatsen bar frugt:
Blandt de 56 deltagere, der gennemførte forløbet, har 66 procent fået enten job eller uddannelse.
"Det er en særdeles acceptabel jobeffekt set i lyset af, at ledigheden for målgruppen var på hele 63 procent i 2010, og at 71 procent af deltagerne i projektet modtog førtidspension," konkluderer slutrapporten om projektet.
Resultaterne offentliggøres i kølvandet på lanceringen af en storstilet kampagne for at få flere personer med handicap i arbejde, "Søg job – evner i fokus", som Beskæftigelsesministeriet og Danske Handicaporganisationer står bag. I samarbejde med jobcentre og virksomheder skal kampagnen sætte fokus på ressourcerne hos personer med handicap.
Coaching hjælper
Projekt "En fod på arbejdsmarkedet" afdækker to store barrierer for synshandicappede: Arbejdsgivere mangler viden om, hvad det indebærer at ansætte en blind. Og mange blinde mangler tro på egne jobevner. Projektet viser også, at disse barrierer kan overvindes.
‐ Både virksomheder og synshandicappede vil gerne, og det behøver ikke at være svært. Dette projekt viser, at håndholdt beskæftigelsesindsats har stor effekt. Det er vigtigt at motivere og afstemme forventninger, og så skal alle parter kender mulighederne for tilskud og støtte, siger Piet Juul Birch, analysechef på Marselisborg Praksisvidencenter.
Projektet viser, at det lønner sig at tilbyde blinde målrettet personlig rådgivning. Deltagerne i projektet fik klarlagt deres kompetencer og ønsker ved to personlige coachingsamtaler med en beskæftigelseskonsulent, der også arbejdede målrettet på at styrke den blinde eller stærkt svagsynedes ofte ringe selvtillid i forhold til at kunne bestride et job.
Dansk Blindesamfunds landsformand, Thorkild Olesen, hilser resultaterne velkommen:
‐ Projektet viser, at mange blot har brug for lidt hjælp til at sparke døren ind hos virksomhederne. Blinde og svagsynede skal motiveres og coaches, og virksomhederne skal informeres om, at her er en vigtig ressource. Sker det, er jobpotentialet stort til gavn for både den blinde selv og samfundet, siger Thorkild Olesen.
Projektet viser, at ledige med et synshandicap har stort behov for at tale med en konsulent, som besidder en specialiseret viden om blinde og stærkt svagsynede, og de udfordringer i hverdagen og på arbejdspladsen, som står i vejen for job. Det er vigtigt, at konsulenten har et bredt kendskab til tilgængelige hjælpemidler, skånehensyn og støtteordninger. Et led i projektet er derfor en indsatsguide med anbefalinger til sagsbehandlere og jobkonsulenter i arbejdet med at få blinde og stærkt svagsynede i beskæftigelse.
For yderligere information kontakt:
Piet Juul Birch, analysechef på Marselisborg Praksisvidencenter, 29 36 11 63, pjb@marselisborg.org.
Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund, 23 40 92 00, tol@dkblind.dk
Forfatter: Rikke Fabrin, Heart & Soul Communications
Sidst opdateret 06. juni 2011 15:50
