Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Presserum > PR > Pressemeddelelse: Nye trusler mod blinde og svagsynedes frie færden

Pressemeddelelse: Nye trusler mod blinde og svagsynedes frie færden



15. oktober 2009 – Den hvide stoks dag

Nye trusler mod blinde og svagsynedes frie færden

Dansk Blindesamfund og Den Europæiske Blindeunion


På dette års Hvide Stoks Dag understreger den Europæiske Blindeunion vigtigheden af blinde og svagsynedes  uafhængighed og cementerer deres ret til at tage frem og tilbage til arbejde, skoler, butikker og andre offentlige steder på en lige så sikker og ustresset måde som deres seende medborgere. Dette er et tema, som Dansk Blindesamfund fuldt ud støtter op omkring.

Blinde og stærkt svagsynede mennesker anvender en række mobility-hjælpemidler, såsom hvide stokke, førerhunde og elektroniske navigationssystemer, mens "gode" svagsynede i højere grad forlader sig på deres syn samt klar og synlig skiltning.

Forhindringer i bevægelighed begrænser sig ikke til ujævne og rodede fortove samt diskriminerende holdninger hos mennesker. Dårlig byplanlægning er også en forhindring, der nu stiller synshandicappede fodgængere over for to nye farer.

I flere og flere europæiske byer findes der ikke længere sikre områder, hvor fodgængere kan færdes. Dette gælder i byer, hvor man har indført det såkaldte "shared space-system" (gaderum uden grænser). Fortove og fodgængerovergange er helt fjernet for at skabe et fælles gaderum, hvor sikkerheden afhænger af øjenkontakt mellem fodgængere og andre trafikanter. Disse byplaner er farlige for alle fodgængere, og de udelukker blinde og svagsynede fra det offentlige rum.

De støjdæmpede motorer i hybridbiler samt elektriske biler og busser udgør endnu en trussel mod alle fodgængere, der for det meste forlader sig på deres hørelse, når de skal vurdere, om det er sikkert at krydse gaden. Dansk Blindesamfund støtter naturligvis som den Europæiske Blindeunion mere miljørigtige motorer, men udfordringen må være at finde en teknologi, der både beskytter miljøet og er sikker for fodgængerne, således vil den gavne alle.

Gaderum uden grænser og støjdæmpede køretøjer påvirker en lang række fodgængere: Blinde og svagsynede (herunder de personer, der desuden har høreproblemer og andre handicap), børn, ældre, løbere, cyklister, samt alle uopmærksomme fodgængere. Derfor kræver vi som borgere med et synshandicap, at det offentlige rum atter gøres tilgængeligt for alle ved hjælp af fuld implementering af samtlige principper inden for design for alle.

Retten til at kunne færdes på offentlige steder, herunder i offentlige transportmidler og i offentlige bygninger, afhænger i høj grad af et fyldestgørende design. Derfor er det absolut nødvendigt at tage brugernes behov i betragtning på det stadie, hvor der planlægges opførelse, ombygning samt vedligeholdelse af offentlige bygninger og services, så blinde og svagsynede kan færdes sikkert, uafhængigt og selvsikkert.

Vi opfordrer kraftigt til, at beslutningstagere, designere og leverandører tager kontakt til os i Dansk Blindesamfund, idet vi har løsninger, som vi gerne deler med jer.

Den europæiske bevægelse for blinde og svagsynede og de nationale organisationer, der tilhører den, herunder Dansk Blindesamfund, arbejder konstant på at fremme et mere sikkert miljø for alle ved at udarbejde brugerbaseret forskning  og bæredygtige retningslinjer.

Den Europæiske Blindeunion er en ikke-statslig europæisk organisation, der repræsenterer blinde og svagsynede og fremmer og beskytter deres interesser. Dansk Blindesamfund er det danske medlem af dette europæiske netværk.

For yderligere information:

Næstformand John Heilbrunn: 23 40 92 18
Forretningsudvalgsmedlem Arne Pedersen: 23 40 92 37

Vedhæftede filer

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Forfatter: John Heilbrunn
Sidst opdateret 15. oktober 2009 09:33