Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Presserum > PR > Pressemeddelelse: Set med andre øjne - Udendørs fotoudstilling sætter fokus på synet og mangel på samme

Pressemeddelelse: Set med andre øjne - Udendørs fotoudstilling sætter fokus på synet og mangel på samme

Stargardts Sygdom. Fører til centralt synsfeltudfald, som i dette tilfælde viser sig som gule/sorte pletter i skarpsynet. Foto: Anton Soggiu
Velkommen til en verden, hvor solen altid skinner bag en stor plet på himlen, hvor dine kære ikke har noget ansigt, bussen ingen destination og den smukke måne viser sig at være en gadelampe. Det er virkeligheden for ca. 30.000 danskere, der lever med et synshandicap. Netop den virkelighed giver fotoudstillingen "Noget mere end ingenting” et unikt indblik i. Udstillingen gæster Gammel Torv i København 1. - 29. juni 2011 og Rådhuspladsen i Århus 1. - 31. juli 2011 i anledning af Dansk Blindesamfunds 100 års jubilæum.

Det er de færreste af os, der kender til de mange forskelligartede øjensygdomme, der hvert år rammer et stigende antal danskere. Det selvom mere end 30.000 danskere lever med et synshandicap og op til 4 personer hver dag mister synet. Med fotoudstillingen ”Noget mere end ingenting” giver 10 anerkendte norske fotografer et unikt indblik i, hvordan verden tager sig ud set med synshandicappedes øjne.

Formålet med udstillingen er at synliggøre den store gruppe af mennesker, som vi ofte ikke ser, fordi de udenpå ligner alle os andre. Samtidigt ønsker udstillingen at sætte fokus på de mange forskelligartede øjensygdomme i håbet om, at vi bliver bedre til at sætte ind, hvor det er muligt og dermed hindre personer i unødigt at miste synet.

"Vi er utroligt glade for at have fået denne udstilling til Danmark. Kombinationen af oplysningsvirksomhed og fotokunst er en kraftfuld udtryksform og giver os en sjælden god mulighed for at vise den seende befolkning, hvilken virkelighed vi som synshandicappede lever i. Samtidigt håber vi, at udstillingen vil udbrede kendskabet til øjensygdomme og forhåbentligt være med til at hindre nogle i at miste synet unødigt" siger formanden for Dansk Blindesamfund Thorkild Olesen.

Den udendørs fotoudstilling gæster København og Århus i anledning af Dansk Blindesamfunds 100 års jubilæum. Der er gratis adgang til fotoudstillingen, der vises på Gammeltorv i København fra den 1. – 29. juni 2011 og på Rådhuspladsen i Århus fra den 1. – 31. juli 2011. Udstillingen består af 54 fotos, der vil være belyst fra indersiden, så de også kan ses om aftenen.

Kontakt

For yderligere oplysninger, high res. foto af udstillingsbilleder m.m.:

PR-ansvarlig: Rikke Fabrin, Heart & Soul Communications, telefon 40 18 37 57, mail rikke@heart-soul.dk

Projektkoordinator: Tina Adele Hoff, Dansk Blindesamfund, telefon 23 40 92 40, mail tah@dkblind.dk

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Forfatter: Rikke Fabrin, Heart & Soul Communications
Sidst opdateret 30. maj 2011 15:23