Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Om os > Presserum > PR > Pressemeddelelse: Førerhund ingen adgang

Pressemeddelelse: Førerhund ingen adgang

I Danmark er der 276 blinde, der har en førerhund. Over halvdelen af dem er inden for det seneste år blevet afvist, når de har haft hunden med sig. Afvisningerne finder især sted på restauranter, i forbindelse med taxikørsel og i forbindelse med indkøb i dagligvarebutikker. Det viser ny undersøgelse, som Dansk Blindesamfund offentliggør i dag (20. marts 2008).

Hunden er menneskets bedste ven, lyder klicheen. For blinde og stærkt svagsynede er førerhunden dog langt mere end en god ven, nemlig en helt nødvendig ven, der har gennemgået en lang træning for at kunne guide sin bruger trygt gennem trafik og forhindringer.

En førerhund er med andre ord ikke noget, som blinde har uden grund. Derfor er det også tankevækkende, at ny undersøgelse viser, at 90 % af de danske førerhundebrugere har prøvet at blive afvist, når de har hunden med sig, og at 56 % er blevet det inden for det seneste år.

”Vi har længe anet, at der var et problem i følge de meldinger, vi løbende får fra vores førerhundebrugere. Derfor har vi nu undersøgt sagen, så vi ved, hvor vi skal sætte ind – både i forhold til lovgivningen og i forhold til de steder, der afviser førerhundebrugerne, altså i forhold til taxier, restauranter og dagligvarebutikker,” udtaler Arne Pedersen, medlem af Dansk Blindesamfunds forretningsudvalg.

Tre ud af fire førerhundebrugere protesterer imod afvisningen i situationen, men det virker kun 40 % af gangene. Som oftest får førerhundebrugerne ingen forklaring på afvisningen, eller også forklares afvisningen med henvisning til allergi for hunde eller hundens hygiejne.

Det fremkalder stærke følelser at blive afvist. Førerhundebrugerne bliver vrede og kede af det og føler sig diskriminerede. 14 % opgiver den aktivitet, de er i gang med. 5 % vælger oftere at blive hjemme, mens 22 % vælger at lade førerhunden blive hjemme - ofte for at undgå afvisninger, hvilket netop ikke er tanken med at have en førerhund.

”Vores indtryk er, at førerhundebrugerne ikke afvises af ond vilje, men af simpel uvidenhed om hvad en førerhund er og hvad den er trænet til. Derfor går vi nu ud med et budskab om, at en førerhund er et hjælpemiddel og ikke et kæledyr, som bare kan placeres på gaden eller derhjemme. Førerhundene skal simpelthen kunne komme alle steder i det offentlige rum. Det er derfor, vi har dem,” fortsætter Arne Pedersen.

Når den danske regering får ratificeret FN's handicapkonvention, så bliver det ulovligt at afvise – og dermed diskriminere – førerhundebrugere. Sådan er det fx allerede nu i Finland, hvor taxier, restauranter o. lign. får bøder og bliver frataget deres autorisation, hvis de diskriminerer synshandicappede med førerhunde. Enhver afvisning af en førerhund er i bund og grund diskrimination af et menneske, der er afhængig af sit hjælpemiddel.

Kontakt

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte informatør Tanja Vegeberg Andersen, Dansk Blindesamfund, telefon 38 79 97 08, mobil 26 74 97 67, e-mail: tva@dkblind.dk.  

Vedhæftede filer

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Forfatter: Nina Maria Mørk, pressemedarbejder
Sidst opdateret 27. marts 2008 14:50