Pressemeddelelse: Fornem medalje til dansker
Dansk Blindesamfunds tidligere landsformand, Poul Lüneborg, har modtaget den højeste udmærkelse fra den europæiske blindeorganisation (EBU).Den 19. juni 2009 overrakte Lord Colin Low, præsident for EBU, den fornemme Arne Husveg medalje i guld til Poul Lüneborg, tidligere landsformand for Dansk Blindesamfund. Medajlen er EBUs højeste pris, og den blev overrakt på en aften, hvor repræsentanter fra verdens blindorganisationer deltog i en festlig fejring af franskmanden Louis Braille, som er elsket og respekteret af mennesker med synshandicap i hele verden for sin opfindelse af punktskriftsystemet.
I år er det præcis 200 år siden, Louis Braille blev født i den franske landsby Coupvray, nord for Paris. Det var også her, medaljeoverrækkelsen fandt sted fredag den 19. juni 2009.
I sin tale ved overrækkelsen af medaljen, der kun er uddelt én gang før, sagde Lord Colin Low, at medaljen blev overrakt til Poul Lüneborg af fire grunde:
For det første fordi Poul Lüneborg har været og stadig er en af blindebevægelsens helt store og kraftfulde personligheder. For det andet fordi har han været aktiv i ledelsen for Dansk Blindesamfund i 15 år, og for det tredje fordi han har været en helt central person i arbejdet for at skabe både den position, som EBU har i dag i den europæiske handicapbevægelse, og den respekt, unionen har i EU-systemet. Den fjerde og sidste grund til den fornemme medajle er, at Poul Lüneborg i sin tid var en af de grundlæggende kræfter bag etablering af EBU som en enhedsorganisation i 1984.
Forfatter: Nina Maria Mørk
Sidst opdateret 22. juni 2009 10:33
