Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Livet som blind eller svagsynet > Pårørende fortæller > Essay: Mest af alt elsker jeg hverdagen

Essay: Mest af alt elsker jeg hverdagen

Susanne Nooyen er med dette essay blandt vinderne af Onkyo Braille Essay Contest 2010. En international konkurrence sponseret af to japanske firmaer for at skabe interesse og viden om punktskrift verden over. I Susanne Nooyens essay fortæller et barn om, hvad det betyder for de to, at moderen, som er blind, har et skriftsprog.

Mest af alt elsker jeg hverdagen

Af Susanne Nooyen

Hun kan ikke se, min mor! Det vil sige, hun ser mange ting, men ikke med øjnene som andre mennesker, men hun ser mig. Hun ser mig, når jeg går i skabet, hvor man kun kan nå med en skammel.  Hun ”ser”, når jeg strækker armen ud mod det legetøj, som er forbudt, mens vi spiser - så ser hun fint! Andre gange, når vi står ved bussen, og jeg har bevæget mig bare en lille smule væk - så kalder hun med bekymring i stemmen, og jeg svarer "men jeg er jo lige her"!

Vi er på vej hjem - mor står på sit arbejde og slutter det sidste af. De spørger efter en adresse og et telefonnummer. Hun giver dem det. Jeg kan se, at de er imponerede, ”du er kvinden, der husker”, siger de. Mor smiler, men klapper den lille computer, som hænger som en smart skuldertaske - det er den her, der husker, siger hun. Jeg kan se i deres øjne, at de ikke tror det. Der er jo ingenting, der tyder på informationer, blot en række prikker - kun uforståeligt sammensatte knapper. Jeg har set hendes fingre glide hen over dem - ved, at der er meget viden der. Måske er halvdelen af hendes viden i computeren, resten i hendes hoved. De skal også lige aftale et møde - mor taster et på et par knapper, lader fingre glide hen over linjen, ”det kan jeg godt”, siger hun, ”i øvrigt er det en torsdag, ikke en tirsdag". De veksler blikke - hun vender ansigtet imod dem - driller lidt, tror jeg. Jeg tror, min mor er dygtig - jeg kan mærke det på de andre. Mærke, at hun kan hjælpe dem tit, fordi hun sanser igennem sine fingre fra computeren, tit, fordi hun bare kan.

Nu tager hun mig i hånden, smiler og hilser farvel, og vi går hjemad sammen mellem alle bilerne, og vi går lige så hurtigt som mange af bilerne, som holder i lange køer. Jeg har også et og andet, jeg vil fortælle fra dagen, der er gået i skolen. Jeg fortæller, at jeg igen har et lille sår på hånden - jeg ikke huske, hvordan det er kommet, men jeg ved, at der er Peter Plys plaster derhjemme at få på. Så går vi der - mor har varme hænder, og det dufter af bil og sol. 

Nu er solen næsten forsvundet ud af vores køkken - snart er far hjemme, og jeg rører i gryden som bobler - mor finder krydderierne frem, jeg dufter til dem - her er spidskommen, karry, oregano og timian, gode dufte - mors finger glider hen over de små prikker på siden af glasset, hver gang hun tager et ned fra hylden. Før hun lader mig dufte, fortæller hun, hvor de kommer fra, og hvor stærkt de smager - med fingeren følger jeg selv de små prikker på glasset - små bitte knopper næsten som gåsehud eller groft stof - så småt og med så stor betydning.
Mor henter mælken - også her bruger hun prikkerne, hvis vi da får købt det rigtige mærke, for der er kun et mærke med prikker på - hun vælger letmælken. Selv bruger hun skummetmælken i sin kaffe, så derfor har vi flere slags, og hun kan kende dem på denne måde - det er godt, siger hun, for mælk kan man ikke lugte forskel på. Hun lugter sig nemlig også tit frem, kender yoghurt, ymer og kernemælk på den måde, men ikke let og skummet. Når hun har for travlt, glemmer hun nogle gange at lugte ordentligt efter, så er hun  lige ved at komme yoghurt i kaffen - så råber både jeg og lillebror op - men ellers skal hun jo nok smage det. Der burde være flere prikker på mælk og alt det andet, så mor kan kende det.

Far kommer, vi spiser, og så er det lektietid. Mor kan ikke hjælpe mig med lektierne. Det vil sige, lidt kan hun, jeg staver, og hun ved hvordan, men mine bøger kan hun ikke få med prikker. Jeg kan mærke, at hun gerne ville hjælpe mere, at hun føler, at det er noget, hun gerne ville gøre med mig, men som er svært at få til at lykkes. Det gør hende vist lidt ked af det - men det går nok, og det siger jeg til hende. Bogen hun læser for lillebror er fyldt med billeder, der er ingen prikker i, men hun henter den ud af sit hoved - lillebror tager hendes hånd og lægger den på løverne - som siger waaa, ”se” siger han, og hun smiler. Jeg foreslår Sorteper spillet - det kan jeg godt lide, for i Sorteper er ”katten” den eneste, hun har nået at mærke med prikker, så ved mor, om hun har den, men det ved jeg også, og så vinder jeg - meget fint.  

Ved sengetid læser hun godnat for mig. Vi læser Harry Potter. Det er spændende, og jeg ønsker mig altid ekstra kapitler, som jeg nogle gange får. Vi kan læse med lyset slukket, prikkerne under mors fingre kræver intet lys, så jeg lytter med lukkede øjne. Dette her er den bedste stund på dagen - tænk, hvis jeg ikke kunne få historie, fordi der ikke fandtes bøger med prikker, ligesom jeg ikke altid kan få hjælp med lektierne. Men det tænker jeg ikke på, for der er bøger nok at læse de næste år, fortæller mor.
Så nu ligger jeg her - hører fingrenes stille ritsh over siden, mors stemme, som bliver til flere stemmer, Harrys, Rons og Hermiones, og så mærker jeg, at jeg bliver træt og kroppen bliver tung - jeg mærker mors kys på kinden og hendes næse i mit hår. Bogen - ved jeg halvt i drømme - ligger under sengen klar til i morgen.

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 04. august 2010 10:58