Af Lotte Krull 

I en alder af 31 år var Hanne Kassandra Skipper overbevist om, at livet nu var slut. Hun havde netop mistet synet som følge af diabetes, og hun var klar til at sætte sig i en lænestol og bare dø af sorg. For uden synet måtte det da være slut med at arbejde, spise på restaurant og med at komme ud overhovedet.

I denne sindstilstand dukker Kassandra op på Blindeinstituttet i 1983 for at gennemgå et nyblindekursus. Her skal hun sammen med andre mennesker, der kort forinden har mistet synet, lære at klare sig uden synssansen.

”Jeg kommer ind i dagligstuen og bliver præsenteret for de øvrige kursusdeltagere. Da vi er alene i stuen, skal vi have os en kop kaffe. Så er der én af de andre nyblinde, der pludselig udbryder: Er der ikke én, der gider skænke op for mig, for jeg ser faktisk ikke ret godt.”

Kassandra ler selv højt, da hun genfortæller dette bizarre udslag af humor. En humor, der blev et vendepunkt for Kassandra.

”Jeg oplevede en genfødsel. Jeg var overvældet over, at det kunne forekomme, for jeg havde troet, at blinde var halvdøde mennesker. Men her gik det op for mig, at livet ikke stopper, fordi man bliver blind,” fortæller Kassandra. Hun har siden været en flittig bruger af blindehumor og holder foredrag om dette emne blandt flere emner.

”Denne galgenhumor er en måde at forholde sig til handicappet på. Det er en overlevelsesmekanisme, så man kan håndtere handicappet, for at det bliver nemmere at rumme, at man har mistet synet,” forklarer Kassandra.

Kassandra har erfaring med, at humoren blinde imellem i starten kører på blindheden, hvorefter den udvikler sig og flytter sig til at omfatte hele personen, efterhånden som man lærer hinanden at kende. På den måde kan man ikke tale om blindehumor som en særlig afart af humor – i sidste ende ligner den al anden humor, der opstår mellem venner.

Dét ler blinde af

Selvom blindehumor ikke dækker over en særegen form for humor, så er der dog ting, som morer især blinde og svagsynede; irriterende, fjollede og absurde oplevelser i hverdagen, som en blind bedst kan dele med en anden blind. Og ganske ofte er de seende hovedleverandører af disse lattervækkende indslag.

”Jeg spurgte engang en tilfældig mand på gaden om vej. Med min førerhund og blindestok er det tydeligt, at jeg er blind. Manden forklarer, at jeg bare skal dreje til venstre nede ved den røde postkasse. Da jeg svarer, at jeg som blind ikke kan se, hvor den røde postkasse er, reagerer han ved at råbe, så højt han kan: ”Du skal dreje til venstre nede ved den røde postkasse.” Det var jo fuldstændigt tåbeligt – min hørelse fejler jo ikke noget. Den slags oplevelser er til at dø af grin af bagefter. Men jeg kan sjældent grine ad dem sammen med seende, for de vil straks begynde at forklare mandens reaktion og retfærdiggøre den. Men sammen med en anden synshandicappet vil der være en umiddelbar forståelse af det, jeg har oplevet,” fortæller Kassandra.

Broen til den seende verden

Blinde kan bruge humor aktivt til at fjerne seendes berøringsangst over for handicappet, og på den måde kan humoren tjene til, at der bliver bygget bro til den seende verden, mener Kassandra. Selv benytter hun humor til at nedbryde barriererne mellem de to verdner.

”Jeg bruger eksempelvis humor, når jeg går på gaden. Måske kommer jeg uforvarende til at støde ind i en person, der står ved busstoppestedet. Jeg kan høre, at vedkommende vender sig irriteret om og skal til at sige noget, men når de så opdager, at jeg er blind, så undskylder de. Så kan jeg fx svare: ”Det gør da ikke noget, du har jo ikke øjne i nakken.” Jeg kan høre overraskelsen og smilet i deres stemmer, når de svarer,” forklarer Kassandra.

Hun oplever, at humor afvæbner og kan få folk til at åbne op.

”Blindehumor får folk til at slappe af. Mange seende er bange for at sige noget forkert til en blind person eller for at gøre noget forkert og måske såre den synshandicappede. Så de, som kan se, kan være helt anspændte i selskab med en blind. Humoren løsner, og den får seende til at turde henvende sig til mig som blind. På den måde kan humor medvirke til, at tabuer brydes. Humor kan ophæve afstanden mellem seende og blinde, og jeg oplever, at der opstår en bedre kontakt til den seende verden. Og det er jo nyttigt, at man som blind kan skabe en god kontakt, for så er det lettere at få hjælp med fx at komme over en vej. Når der er god kontakt, kan vi også bedre oplyse seende om vores handicap,” lyder pointen fra Kassandra.

Må seende bruge blindehumor?

Når der er opstået en kontakt mellem blinde og seende, kan seende så sidde i et selskab med blinde og fyre en masse blinde-jokes af?

”Det kræver, at den seende kender de blinde særdeles godt. Vedkommende skal være en så naturlig del af gruppen, at man ikke tænker over, om han kan se eller ej. Ellers skal seende ikke forsøge at blande sig i blindehumor eller gøre sig vittige på de synshandicappedes bekostning,” lyder rådet fra Kassandra.

Altså hvor blinde i starten af et bekendtskab kan bruge humor, der kører på selve blindheden, så er det lige omvendt med seende, der skal vente et pænt stykke tid, før de kan bruge den slags humor i selskab med blinde.

Og når de, som kan se, prøver at være morsomme i blindes selskab, så skal det være en raffineret form for humor, synes Kassandra, der mener, at det ikke er særligt opfindsomt at sige ”se dig for” eller ”blindebuk” til en blind.

”Hvis seende prøver lidt for hårdt at være vittige, så fremstår de mest som ynkelige. Det skal være en begavet humor – ellers er det ikke sjovt.”

Fakta

Hanne Kassandra Skipper, foredragsholder, 53 år, mistede synet i 1982 pga. diabetes.

Uddannet lærer og har undervist i folkeskolen fra 1975, og til hun i 1982 mistede synet.

I 1989 uddannet som og senere beskæftiget afspændingspædagog.

1991-99 leder af kurser for ældre og nyblinde i København og på Frederiksberg.

Har holdt foredrag siden 1983 om at blive og at være blind, og om hvordan man gennem humor kan aflive myter og fordomme.