Spring til indhold

Hovedmenu


Mit liv med RP på sidelinjen

Lisbeth Eltong. Privatfoto
Lisbeth Eltong er 49 år og har en øjensygdom, der er beslægtet med Retinitis Pigmentosa. I dette essay fortæller hun om, hvordan øjensygdommen gradvist har udviklet sig og fulgt hende fra livet som teenager til livet som mormor.

Af Lisbeth Eltong

Da jeg var teenager, fik jeg problemer med mit syn. Jeg kunne ikke længere læse tekst uden lup eller stærke briller.
 
Lægerne konstaterede hurtigt, at jeg havde en øjensygdom. Jeg fik at vide, at jeg godt kunne blive stærkt svagtseende, men at jeg aldrig ville blive blind.
 
Selvom det var en del år før integrationen af handicappede, ønskede mine forældre ikke, at jeg skulle på specialskole for synshandicappede.
 
Derfor fortsatte jeg min normale skolegang og fik også en realeksamen.
 
Jeg havde altid kørt på cykel, og lige siden jeg var 11 år, havde jeg stor interesse for knallerter og kørte på lukket bane og rodede med knallerter på værkstedet.
 
Det var en hård proces at komme igennem, da jeg som cirka 16-årig måtte indse, at jeg ikke kunne blive mekaniker - ej heller få kørekort.
 
Jeg ville ikke give mig, så jeg fortsatte med at køre, men røg ind imellem op over kantstenene.
 
Min far forsøgte at hjælpe mig ved at sidde bagpå og være min guide, når det kneb med orienteringssynet.
 
Det var ikke helt legalt, men i dag er jeg dybt taknemmelig over, at mine omgivelser troede på mig og styrkede mig i at leve så normalt som muligt.
 
Jeg bevarede også min store omgangskreds og kærestede på livet løs og gik til fester og i biffen.
 
Hvis folk ikke vidste, at jeg havde problemer med synet, var det op til mig, om jeg havde lyst til, at de vidste det, da jeg stadig var i stand til at skjule det.
 
Jeg var meget forfængelig og gjorde en dyd ud af at skjule det.
 
Da jeg var færdig med skolen, var det for mig naturligt at komme i gymnasiet, men jeg magtede ikke længere at lave alt skolearbejdet hjemme, da jeg ikke ønskede at læse med optik i skolen.
 
Det viste sig, at der ikke fandtes et specialgymnasium for synshandicappede, hvorfor jeg valgte det fra.
 
Jeg havde sunget og spillet guitar i mange år, så jeg begyndte i stedet at studere musik.
 
Men da jeg mødte min mand og blev gravid, stoppede jeg min uddannelse for at gå hjemme.
 
På det tidspunkt kunne jeg fortsat læse med optik, og jeg færdedes på gaden uden stok.
 
Jeg fik to børn med cirka et års mellemrum og havde ingen problemer med at gå med barnevognen.
 
Mine børn vænnede sig til, at når mor skulle læse højt, skulle de lige have luppen med.
 
Da jeg var 30 år, fik jeg en lille søn. Heldigvis var mit syn nogenlunde status quo, og jeg kunne fortsat gå på legeplads og køre med barnevogn/klapvogn.
 
Min søn kom i halvdagsbørnehave, og jeg var meget aktiv med mine børn. Både i skolen og i fritiden.
 
Efter nogle år tog synsforandringerne pludselig fart. Jeg mistede relativt hurtigt synet, og det var ikke med i planlægningen.
 
Det havde hele tiden været meningen, at jeg, når børnene var blevet store, skulle i gang enten med en uddannelse eller have et job.
 
I stedet måtte jeg bruge otte måneder på et kursus for nyblinde på Institut for Blinde og Svagsynede i Hellerup.
 
Det var en fantastisk oplevelse. Der mødte jeg et utal af medarbejdere med et utroligt overskud og et bombardement af sprudlende og smittende humør. Deres gå-på-mod og vedvarende støtte og forståelse fik mig for første gang til at indse, at jeg måtte finde en ny identitet som blind.
 
Det var en kæmpe fordel at møde andre kursister, som også i en "sen" alder havde mistet synet helt eller delvist. Når de kunne, så kunne jeg også.
 
Jeg lærte også mobility - at gå med den hvide stok. Dette betød, at jeg var nødt til selv at erkende mit synshandicap.
 
Det var en lettelse, da det skete, og det blev meget vigtigt for mig at lære at klare alt på egen hånd.
 
I dag er jeg dybt taknemmelig for alt, hvad jeg lærte på Blindeinstituttet og alt det mod, de plantede i mig. Fra da af startede mit nye liv som synshandicappet.
 
Mine børn gav mig meget mod og styrke. De har aldrig været "flove" over deres mor og syntes, at det var helt naturligt, at jeg stadig var aktiv i deres liv.
 
Jeg fik en førerhund, og det var en helt fantastisk fornemmelse og gav mig en utrolig frihed.
 
Hun var en utrolig hjælp i det daglige og blev hurtigt midtpunktet i hele familien.
 
I 1997 blev jeg ansat hos politiet og skulle primært passe omstillingen.
 
Det har været en suveræn god arbejdsplads med en utrolig masse søde kolleger, som heldigvis ofte glemmer, at jeg ikke kan se.    
 
I dag lever jeg et helt normalt liv og har lært at fokusere på mulighederne og ikke begrænsningerne. Jeg er vild med at stå på ski og løber med løbeledsager tre gange om ugen.
 
Jeg synes, at jeg har et rigtig godt liv og nyder at være sammen med mit barnebarn på 1½ år. Han er ved at lure, at han kan "snyde" sin mormor, men han glemmer bare, at jeg også har øjne i nakken.                      

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 07. februar 2008 10:04