For mennesker med et synshandicap er den lange hvide stok et nødvendigt hjælpemiddel. Sådan har det ikke altid været. Der er udviklet flere typer stokke, lige fra den spinkle blomsterpind til den tunge terrængående Hoovercane. Teknikker til at anvende stokken blev indført fra USA, hvor de mange krigsblinde nødvendiggjorde en udvikling af systematisk træning i at færdes som blind. Den undervisning, som lærer blinde at færdes, hedder mobility. Men hvornår begyndte undervisningen i mobility? Og hvordan klarede blinde sig tidligere, når de færdedes i uvante omgivelser? Det fortæller Peter Nielsen om i dette essay, hvor han beskriver sit første møde med den hvide stok.

Min første hvide stok

Som trettenårig var jeg meget optaget af natur og vildmandsliv. Under rydningen af noget underskov var der en smidig tjørnegren med lange torne, der svirpede op og ramte mig i øjet.

Det gjorde ikke ondt og medførte i begyndelsen kun et let sløret syn. Først den følgende dag kom jeg til øjenlæge, der konstaterede, at en lang torn havde perforeret øjet. 

De følgende operationer ændrede ikke på øjets miserable tilstand, og hvad værre var, det andet øje  blev reflektorisk medinddraget. Tilstanden omtales som sympatisk oftalmi og slutter med total blindhed. Dengang havde blinde skolepligt, så i 1950 kom jeg på blindeinstituttet på Refsnæs ved Kalundborg.

Sommerferierne fra Refsnæs

Jeg husker mine ferier fra blindeinstituttet som ensomme. Det var ikke muligt for mig at lege på mine gamle tumlepladser på havnen og bådpladserne, efter at jeg havde mistet synet. Opholdet på instituttet havde brudt forbindelsen til mine gamle kammerater, så jeg endte med at sidde meget på mit værelse.

Jeg kom nok til familiesammenkomster og andre fester, men at give mig ud på egen hånd kom ikke på tale. Det var ligesom udenfor min forestillingsverden. Hørelsen kan nok fange lydens skygger fra murer og døre, men ikke lygtepæle, henstillede cykler og udgravninger.

Færden uden stok

Når jeg færdedes, holdt jeg den ene underarm skråt ind foran mig for at beskytte ansigtet mod pludselig stød. Kropslig smidighed, hurtig reaktionsevne og god styrke var nødvendig, når jeg skulle klare mig i vanskelige situationer. Hvis jeg blev skræmt af mindre uheld, ville det blot stivne kroppen og gøre mig endnu mere utryg ved at færdes.

Der fandtes i 1950’erne stokke på hjælpemiddelcentralen, men det var almindelige træstokke, der lugtede langt væk af alderdom og dårlige ben. De havde slet ikke den lange stoks muligheder.

Ikke syv vilde heste kunne få mig til at anskaffe mig sådan en gammelmandsstok, og det var der heller ingen andre, der gjorde.
 
I stedet gik vi med det gule armbind med tre sorte prikker. Det var signalet til andre trafikanter om, at de her stod overfor en blind. Bar man ikke armbindet og kom ud for en trafikulykke, fik man ikke udbetalt erstatning. Vi brød os dog ikke om armbindet, og omtalte det som ”sørøverflaget”. Det krøllede desuden ofte sammen på ærmet til en uformelig pølse. 

Spejdertur med gevinst

Mens jeg gik på instituttet i midten af halvtredserne, havde jeg genvundet kontakten med min gamle spejdertrop i Randers. Her var der et år en mulighed for at komme på en bustur til Frankrig. Vi skulle til Rouen og herfra gå med oppakning langs Seinen mod Paris. Vore telte og kogegrej blev kørt på lastbil, mens vi selv måtte slæbe på den personlige udrustning.

I en sådan klump spejdere var der næsten altid en eller anden, jeg kunne ”hænge” på. På marchture tog jeg fat i en strop på sidemandens rygsæk og holdt på den måde min plads i geleddet.

De første dage medførte de lange marchture i bagende sol ofte krampe i benene, men det gik efterhånden over. Hver aften nåede vi frem til en på forhånd aftalt lejerplads. Her slog vi teltene op og fik kogt noget mad. Jeg kunne deltage i teltrejsning og var fast bålvifter ved kogestedet.

En dag gjorde vi ophold i en lille by. Her skulle vi spille fodbold mod en lokal spejdertrop. Jeg kunne naturligvis ikke være med, så jeg fik tiden til at gå med at heppe.

Da alles opmærksomhed var rettet mod fodboldkampen, gik jeg på eventyr på egen hånd. Det resulterede i et par rutsjeturen ned i nogle kløfter, og jeg plumpede også ned i en dam. Nogen franske spejdere må have bemærket det, for de overrakte mig en lang stok. Det var en lang gren, de havde snittet til og malet hvid.

Malingen var ikke helt tør, så jeg viklede noget papir om håndtaget. Jeg havde aldrig hørt om sådan en indretning, men forsøgte at finde ud af, hvad den kunne bruges til. Jeg fandt ikke ud af teknikken med at svinge den foran mig. Den var for lang og for tung til det formål, men den kunne bruges til at afsøge de nærmeste omgivelser. Jeg tog den alligevel med, da vi forlod fodboldstævnet, skønt den var lidt i vejen, når vi gik i marchkolonne.

Da vi kom til Paris, slog vi teltene op i en park. Vi kom i kontakt med nogle beboere i de nærliggende blokke og blev inviteret indenfor til kaffe. Om aftenen var der fest i en nærliggende gård, og vi blev inviteret med. Jeg fik fat i en guitar og senere kom der en harmonikaspiller, der slog sig ned ved siden af mig på trappestenen. Herfra spillede vi så til bal i gården. Vi blev meget populære, og der blev skænket adskillige glas vin.

Den næste morgen sov vi længe. Der var et lidt hastigt opbrud, så jeg kunne i skyndingen ikke finde stokken. Da vi atter sad i bussen på vej hjem til rugbrød og spegepølse, var det således uden stok.

På senere spejderture snittede jeg selv en stok, så jeg kunne færdes på skovstierne i nærheden af lejren. Ved at tage højde for sol og vind lærte jeg at navigere tilbage til lejren. Det sidste stykke vej gik let ved at gå efter den stadig snakken i telte og omkring lejrbål. Med kæppen i hånden var jeg heller ikke længere absolut i toppen af mesterskabet for bardunskvattere.

Sammenklappelige stokke

Tilbage på instituttet blev jeg opmærksom på, at man i hjælpemiddelcentralen kunne få sammenklappelige hvide stokke. Det var en stor fordel at kunne klappe den sammen, når der ikke var brug for den. 

Jeg begyndte på egen hånd at udvikle teknikker til anvendelsen af stokken.Det var en rar fornemmelse at kunne tage en lygtepæl på stokken. I mange situationer brugte jeg netop stokken som en kåre til parade for at undgå de pludselige og chokerende sammenstød. Med stokken kunne jeg nu gå lange strækninger, hvor jeg kunne nyde min tur i byen.

Et gennembrud for blinde

Den lange hvide stok har således betydet en betragtelig lettelse i blindes færden. Den tiltagende tætte og voldsomme trafik i dag har desværre igen reduceret sikkerheden.

Da jeg begyndte at gå med hvid stok omkring 1959 var det et spørgsmål, om den hvide stok eller armbindet var det afgørende mærke for blindhed. Et eller andet sted i lovgivningen kan man sikkert finde afgørelser herom, men jeg tog dengang chancen og udnævnte på egen hånd den hvide stok som det afgørende signal for blindhed.

Efter indførelsen af mobilityundervisning har blindes skytsengel alligevel ikke haft helt så nedbidte negle, som tidligere.