Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Kredse > DBS Østjylland > DBS Østjylland: Tekst og billeder fra folder

DBS Østjylland: Tekst og billeder fra folder

Kvinde betragter sit håndarbejde gennem en lup. Foto: Helene Bagger
Dansk Blindesamfund Østjylland - vi er der, når synet svigter

Velkommen til Dansk Blindesamfund Østjylland

Vi er en lokalkreds af den landsdækkende organisation Dansk Blindesamfund, som er blindes og stærkt svagsynedes egen forening. Vi holder til i Århus, Skanderborg, Silkeborg, Samsø og Odder kommuner.

Derfor er vi her

Vi arbejder på mange fronter for, at alle mennesker med et synshandicap, unge som gamle, skal have retten til at leve et meningsfuldt og selvstændigt liv.  Det gør vi gennem det helt konkrete arbejde, hvor vi rådgiver og afholder aktiviteter for mennesker med synshandicap og deres pårørende, og gennem det mere overordnede politiske arbejde, hvor vi plejer synshandicappedes interesser i Østjylland. 

Synshandicappet kvinde syr julehjerte under vejledning af lærer. Foto: Helene Bagger

Vi skaber netværk

Dansk Blindesamfund Østjylland tilbyder en bred vifte af arrangementer, hvor du får mulighed for at være en del af et netværk med andre, der også har mistet synet helt eller delvist. Vi har arrangementer for alle aldersgrupper og for enhver smag lige fra hygge-kom-sammen med spisning over bordtennis for synshandicappede til debatmøder om handicappolitik. Vi har desuden lokale klubber, der arrangerer møder, udflugter og fester i alle kredsens kommuner.

Synshandicappet kvinde strikker og betragter strikketøjet gennem en lup. Foto: Helene Bagger

Aktivitetshuset i Århus

På Sønder Allé 10 i Århus ligger vores aktivitetshus. Her bor vi sammen med Blindes Oplysningsforbund, som tilbyder undervisning i alt fra musikhistorie til brug af pc med forstørrelse og tale. Det er også her, du finder vores mange hobbyhold og motionshold. I aktivitetshuset er der altid kaffe på kanden og tid til at få en god snak. 

Lærer underviser synshandicappet kvinde i forstørrelsesprogram på computeren. Foto: Helene Bagger

Rådgivning

Når synet svigter, kan man have brug for at kende sine muligheder og rettigheder. Det er her, vores konsulentordning træder til. Konsulenterne kommer på gratis hjemmebesøg, hvor de fx kan fortælle om mulighederne for at få hjælp, for at søge om bevilling af hjælpemidler og for at komme på kursus.

Konsulenterne kan også hjælpe med ansøgninger til det offentlige, og et særligt hold af socialrådgivere kan hjælpe med fx at anke afslag fra kommunen. Vigtigst af alt er, at alle konsulenterne selv har et synshandicap. Derfor ved de, hvor skoen trykker, og kan give en masse tips, der letter hverdagen.

Konsulent viser, hvordan en Daisy-afspiller virker. Foto: Helene Bagger

Politisk synlighed i Østjylland

Vores kredsbestyrelse arbejder på den politiske bane for at gøre livet lettere for blinde og stærkt svagsynede i Østjylland. Vi prøver at påvirke kommunens beslutninger, og vi råber op, når vi oplever forringelser i fx byplanlægningen, kvaliteten af hjemmehjælpen og bevillingen af hjælpemidler. Vi er aktive i samtlige handicapråd i kredsens kommuner, og vi er medlem af Danske Handicaporganisationer. 

Bliv medlem

Dansk Blindesamfund Østjylland har 800 medlemmer, og vi har altid plads til flere. Vi har medlemmer i alle aldre, og vi sætter stor pris på det liv og den stemning, der skabes, når der er plads til alle. 

Du kan læse mere om medlemskab og kontingent på vores hjemmeside – eller ringe til os. Du kan selvfølgelig også altid kigge forbi vores aktivitetshus, hvor vi kan mødes ansigt til ansigt. Og husk at du altid – uanset om du er medlem eller ej – kan få besøg af en af vores konsulenter.

Medlemmer af Dansk Blindesamfund hygger sig omkring et kaffebord. FOto: Helene Bagger

Kontakt

Vil du vide mere om vores arbejde og medlemskab:

Kredsformand for Dansk Blindesamfund Østjylland
Telefon: 70 24 03 17
E-mail: oestjylland@dkblind.dk

Vil du besøge os i aktivitetshuset:

Dansk Blindesamfund Østjylland
Sønder Allé 10, 1. th., 8000 Århus C
Telefon: 86 12 80 62

Vil du lære noget nyt:

Blindes Oplysningsforbund (BOF)
Telefon: 86 27 72 30
E-mail: bof.aar@gmail.com
Vil du møde os på internettet:

www.dkblind.dk/kredse/17
  
Vil du i kontakt med din lokale konsulent:

www.dkblind.dk under 'kontakt'
Telefon: 38 14 88 44.

VI SES!

Tekststykker i bokse
1: Du ledsager os bedst ved at lade os holde dig over albuen.
2: Sig bare ”se” og ”blind”. Det gør vi selv.
3: Vi er her for både blinde og stærkt svagsynede.
4: Du kan støtte Dansk Blindesamfund Østjylland på gironummer 541 25 60.

Mand med sortbriller spiller showdown. Foto: Helene Bagger

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 30. november 2010 09:13