Perioden december 2005 til maj 2006
Dansk Blindesamfund og Rwanda Union of the Blind (RUB) deltog i foråret 2005 i et storstilet dansk tv-indsamlingsshow (www.dmiindsamling.dk), hvor en del af de indsamlede midler er gået til RUB. Midlerne er øremærkede til forældreløse synshandicappede børn i Rwanda og vil blandt andet blive brugt til at forbedre undervisningsfaciliteter, til at afholde sommerlejre for børnene, hvor de kan møde ligesindede og med psykologer, der kan hjælpe dem med at forholde sig til krigstraumer og tabet af synet.Den plan, som vi sammen med den rwandesiske blindeorganisation (RUB) har lavet, går ud på, at vi i 2006 skal begynde projektaktiviteter. Første skridt er at skabe kursus- og træningsfaciliteter for forældreløse blinde børn.
Vi har haft forhandlinger med en entreprenør i Rwanda, der foreløbig uden beregning har lavet nødvendige byggetegninger, og vi har taget kontakt med UNICEF Rwanda for at se, om man derfra ville kunne yde yderligere støtte til etablering af undervisningsfaciliteter.
Processen er blevet forsinket på grund af to forhold:
Det jordstykke, som blindeorganisationen har fået af bystyret i hovedstaden Kigali, er af miljømyndighederne blevet stemplet som landsbrugsland, og der må derfor ikke opføres bygninger på dette. Derfor skal RUB i gang med at finde et andet stykke jord.
RUB er af bystyret i Kigali blevet bedt om at rømme sine 3 kontorlokaler i Kigali, fordi de skal bruges til andre formål. Organisationen har ikke modtaget tilbud om alternative lokaler, og derfor har man nu pakket hele kontoret sammen og opholder sig midlertidigt i organisationens revalideringscenter. Kontakten til RUB foregår via mobiltelefon. Man har ikke internetforbindelse, meget sjældent elektricitet, og desuden er man geografisk længere væk fra myndigheder og politikere, end man har været i sine kontorer.
RUB gør alt, hvad de kan for at løse disse problemer, og i Dansk Blindesamfund støtter vi RUB i deres arbejde, men det betyder en forsinkelse af de planlagte projektaktiviteter.
Sidst opdateret 03. januar 2008 14:23
