Studier uden bøger, ud og spise fint, mindre uheld og hvad nu lille du?

Studier uden bøger:
Doktor Obuku tager venligt imod hærskaren af blinde, der invaderer hans kontor.
Med sin rolige og dæmpede stemme fortæller han om forholdene på University of Ghana for studerende med særlige behov.

Der er cirka 37.000 studerende på universitetet, der dermed er Ghanas største højere læreanstalt.
Dr. Obuku er studiekoordinator for studerende med særlige behov indskrevet på universitetet, hvad enten de er døve, blinde eller fysisk handicappede. Der er 22 blinde og svagsynede studerende, der primært læser humanistiske fag. En af grundene til, at natur- og samfundsvidenskabelige fag ikke er fremtrædende, skyldes, at de ikke har set sig i stand til at producere matematik, som i høj grad bruges inden for natur- og samfundsvidenskaberne.
Måske kan LaTeX, der er et opmærkningssprog ligesom html, og som kan åbne mulighed for at skrive matematiske formler og symboler i punktskrift en mulig vej at gå, så også blinde i Ghana kan tage universitetsuddannelser, der rummer matematik og økonomi.
Men der er en lang vej at gå, førend vi når til det punkt, hvor fysik, matematik og økonomi bliver hverdagsskost.

For en ting er at få introduceret værktøjer til, at blinde på universitetet kan tage de samme fag som deres seende medstuderende, men forudsætningerne skal også være til stede. Konkret betyder det, at blinde også skal undervises i matematik, fysik, kemi og de andre naturvidenskabelige fag. Både i folkeskolen og på gymnasieniveau. Det kræver uddannede lærere, der kan tage en sådan udfordring op. Og der er vi ikke endnu. Men hvis universiteter og erhvervsliv kan lægge pres på resten af uddannelsessystemet, så blinde børn og unge får det samme uddannelsesniveau som andre, så er det også med til at give flere muligheder for uddannelse og job for synshandicappede i Ghana.

Vi talte om mulighederne for, at det ikke blot var de humanistiske fag, der blev koncentreret om, men måske også fag inden for handeluddannelserne, der måske på kortere sigt kunne udbydes.
Dr. Obuku virkede yderst interesseret i at give de studerende med særlige behov, herunder de 22 blinde på universitetet, så gode forhold og muligheder som det nu en gang er muligt i Ghana.

Vi blev efter snakken vist rundt på ressourcecentret og fik fremvist de computere og andet udstyr, som de studerende også her kunne bruge i deres studier og til fremstilling af studiematerialer.

Vi fik vist "biblioteket", hvor de studerende kunne forberede opgaver og eksamener. En af de ting, der nok rystede både mig selv og Ask, var det forhold, at de på trods af det tekniske udstyr mv. ikke havde adgang til egentlige tekstbøger i fuld længde, men kun kompendier af tekstudsnit og noter fra tidligere studerende. Skønt de har mulighederne for under vanskelige forhold at følge et universitetsstudie, så har de ikke muligheden for at lave mere selvstændig opgaveskrivning og forskning, som vi er vant til fra Danmark.

Derfor er der stadigvæk lang vej, før synshandicappede universitetsstuderende får en sammenlignelig universitetsuddannelse med andre studerende i Ghana, og med forholdene i eksempelvis Danmark.

Det var svært ikke at lave sammenligninger mellem et universitetsstudie i Danmark og så de virkelige forhold i Ghana. Og jeg kan ikke sige andet, end at jeg har enorm respekt for de unge mænd og kvinder, der på trods af enorme vanskeligheder og udfordringer tager en uddannelse og kæmper for at få et job, samtidig med at de også laver ungdomsarbejde i Ungdomsfløjen. Det er inponerende!

Vi sluttede af med at møde flere studerende, og de og vi fik stillet vores nysgerrighed om, hvordan det er at være studerende i Danmark og Ghana. Jeg tror roligt, jeg kan skrive, at der blev sat nogle ting på plads både for dem og os.

Der virker til at være et godt samarbejde mellem de studerende og universitetsledelsen på de to universiteter, vi besøgte. Men bogforsyning og mulighederne for ordentlig informationssøgning og beherskelse af kompenserende udstyr og teknikker er store barrierer, der skal overvindes, og det er opgaver, der tager tid. Men hvor der er en vilje, er der som bekendt som regel også en vej.

På vej tilbage i bussen hørte vi en fantastisk Barack Obama sang, der ofte bliver spillet i radioen, og den kan I downloade og danse med på, som de gør i Accra.

Showdown og en arbejdsfrokost:
Da vi kom tilbage til GAB, var der lidt tid til overs. Og der blev tid til den længe ventede landskamp i showdown, forestået af mig og Erik, og under megen lille opmærksomhed fra nogen som helst, hvilket var dybt uretfærdigt, da det faktisk var en rigtig god kamp. Men Line var en retfærdig, omend også ret distræt dommer. Men så kunne vi også bare klare os selv.

Snart var det dog alvor igen, og vi samledes alle fra Ungdomsfløjen og den danske følgegruppe for over frokosten at diskutere projektets forløb indtil nu og i fremtiden.

Jeg fik endelig styret min nysgerrighed og prøvede nationalretten fufu, der nok aldrig bliver en af mine livretter. Fufu eller foufou, som den også kan udtales, er en suppe eller stuvning, hvor kasava og umodne kogebananer kodes og stødes til en homogen masse i en stor morter. Blandingen, der nærmest har smag og konsistens som melboller, formes til kugler eller små ruller, der placeres i en suppeskål og overhældes med suppe eller kødstuvning. Man tager så med fingrene og hiver klumper af fufu og former den til små kugler, som man bruger til at søbe suppen eller stuvningen op med. Det er en ret, der bedst spises med fingrene, da kniv og gaffel eller ske bare ville gøre det hele meget værre. Undskyld til alle ghanesere, der læser dette her. Jeg skal nok forsøge at spise fufu igen en anden god gang, det kunne jo have været en dårlig kok, men jeg kan meget bedre lide red red også kendt som doh-doh-chie eller jollof rice med gedekød.

Frokosten gik dels med at drøfte de sidste dage, men især med at gøre status over projektet og drøfte de forslag, som fremkom på kongressen og under bestyrelsesseminaret.
Vi havde særligt fokus på planlægning og budgetstyringen samt rapportaflæggelsen, der er de vanskeligste discipliner. Men også spørgsmålet om den fremtidige kommunikation mellem Ungdomsfløjen og følgegruppen blev drøftet, hvordan holder vi bedst kontakten, og hvordan kan følgegruppen gøre mest gavn fremover. Det blev blandt andet besluttet, at følgegruppen ud over at bidrage med viden og ideer som hidtil også kan bidrage med artikler til nyhedsbrevet, der udsendes af Ungdomsfløjen.
Ungdomsfløjens computer har været gået i stykker i lang tid, hvilket besværliggør kommunikationen alvorligt, og vi drøftede, hvad der kunne gøres, og hvordan de nuværende kommunikationsprocedurer fungerer.
Vi drøftede muligheden for at mødes igen, evt. ved at Ungdomsfløjen besøgte Danmark, hvis pengene kan fremskaffes.
Men først og fremmest talte vi om, hvordan der kan fundraises og laves fortalervirksomhed samt generel styrkelse af ungdomsarbejdet i fremtiden. Løse ender blev bundet, og bånd mellem Ghana og Danmark blev bundet endnu strammere under mødet. Aftaler kom i stand og løfter givet. Tiden må vise, hvor langt vi når, men det var et godt og frugtbart arbejdsmøde.

Afsluttende middag:
Egentlig skulle vi have spist middag med den ghanesiske vicepræsident. Men på grund af uopsættelige statsanliggender faldt det i informationsministerens lod at skulle underholde os. Men også denne aftale røg i vasken. Det endte med at blive formanden for det ghanesiske nationale handicapråd, som var med til den afsluttende middag. Og jeg tror ikke hans og vores forestillinger om, hvad der skulle drøftes under middagen var helt synkroniseret.

Men inden vi nåede til middagen, må jeg hellere fortælle, hvorfor det tog så lang tid, før den sidste del af beretningen nåede op på hjemmesiden.
Kort fortalt tog vi tilbage til hotellet efter mødet for at skifte til pænt tøj og blive frisket lidt op. Vi havde aftalt at mødes, og da jeg åbenbart var først færdig, tænkte jeg, at jeg kune gå op i receptionen og vente på de andre. Som tænkt så gjort. Jeg vandrede op af den ikke alt for gode trappe til receptionen, men kom til at gå for tæt på kanten og faldt ud over kanten på afsatsen og faldt ned og slog mig en del. Intet brækket, men en del rifter og skrammer blandt andet på fingerspidserne på højre hånd gjorde altså, at længere skriverier ikke har været i høj kurs nogle dage. Så det var en noget forpjusket Jesper, der mødte op til festmiddagen.

Som sagt så var vi meget interesseret i at snakke politik med formanden for handicaprådet, mens han mest var interesseret i sin mobiltelefon og i at forklare os, at vi bare skulle spise og drikke alt, hvad vi kunne. Jeg er bange for, at ingen af parternes forventninger blev helt indfriet. Men vi hyggede os, og et par spørgsmål fik han da også besvaret. Blandt andet om opbygningen af rådet, og om rådet havde nogen formel magt, når der skulle udarbejdes lovgivning, hvor handicappedes forhold skal tilgodeses. Rådet har ikke som sådan formel magt, men der bliver lyttet, og de håber på, at den handicaplovgivning, der allerede nu er vedtaget, med tiden kan få mere betydning og være med til at forbedre forholdene for handicappede i Ghana.

Drømmen om et lydbogsbibliotek:
Fredag morgen afholdt Ask og jeg et møde med manden bag ideen om etableringen af et lydbogsbibliotek i Ghana. Vi havde jo en del lydbøger med til dem, men planen er, at biblioteket skal udbygges med både skøn- og faglitteratur. Planen er også, at de regionale træningscentre skal have mindre lagre af bøger, som kan udlånes eller aflyttes på stedet af brugerne.

Vi drøftede mulighederne for at søge finansiering både i Danmark og andre steder samt mulighederne for at få udbygget samlingen gennem henvendelser til de store biblioteker i USA, England og Australien. Måske Sydafrika også har samlinger, der kan udlånes. Men der skal indkøbes daisyafspillere og/eller båndoptagere samt computere til evt. kopiering. Der skal forhandles oprethavslovaftaler med forlag og mange andre detaljer. Men det er et meget interessant projekt, som vi vil følge tæt fra følgegruppen. Da vi alligevel var i computertræningscentret, fik vi også her en rundvisning og muligheden for at tale med de studerende, der deltager i et 6 uger langt træningsforløb, hvor de lærer at anvende computeren og det kompenserende udstyr. Hvis de ikke har lært at skrive på et tastatur, når de ankommer, har de også her muligheden for at få det lært.

Shopping à la Ghana:
Vi kunne jo ikke tage hele vejen til vestafrika uden bare en lille smule shopping.
Så en times tid fredag formiddag blev brugt på det lokale kunstmarked, hvor alt fra skjorter og kjoler med traditionelle stoftryk og til rigt udskårne træfigurer blev udbudt. Foruden musikinstrumenter, perlekæder, t-shirts og en masse andet mere eller mindre turistpræget skrammel blev faldbudt til stakkels sagesløse turister som os.
Men heldigvis havde vi en sand ekspert med i, hvordan man omgåes sultne og skruppelløse handelsfolk. En vare, der startede med at koste 30 seti, og som jeg tænkte, at jeg da godt kunne ende med at betale 20 seti for, fik jeg for 10, og han har sikkert fortsat tjent en lille smule. Men der er langt fra kassedamens udmelding om det præcise beløb, der hæves fra dankortet i Føtex og til den råben og skrigen, skubben og masen, der blev udfoldet på markedet, og så var klokken ikke en gang 12. Tænk hvis man nu skulle til at tinge om prisen ved bageren, hvor lang ville køerne så ikke blive søndag morgen? Men sjovt og interessant var oplevelsen unægteligt. Og vi fik de ting, vi var interesseret i.

Håndslag og farvel til Ungdomsfløjen for denne gang.
Efter frokosten var det tid til en sidste afrundning og afklaring af de sidste åbne spørgsmål, som parterne havde.
Afskeden var ikke nem, gennem en uge havde vi været meget tæt på hinanden, udvekslet tanker og ideer, og derfor var det også svært at forestille sig, at det nu var slut, og at det kunne vare langt tid, før vi igen ville have muligheden for at ses.
Der blev taget afsked. Showdown bolde, et par bat, og en pose med sorte briller blev afleveret, så der fortsat kan spilles showdown i Ghana. Og efter de sidste ting var pakket, kørte vi i de sidste rester af dagslyset mod lufthavnen og flyet hjem til Danmark.

Det er arbejdet værd:
Nu, hvor vi er hjemme igen i Danmark, er det blevet tid til at reflektere over rejsen. Var det en udbytterig rejse? Nytter arbejdet, og sker der fremskridt? Disse og mange andre spørgsmål stiller vi os selv, men bliver vi også stillet af andre.

For blot at besvare de to spørgsmål ovenfor, så var besøget utrolig udbytterigt for alle parter. Muligheden for at sætte sig ned og vende tanker og ideer, muligheden for at give og modtage inspiration og løse blot nogle af de problemer, der uundgåeligt dukker op i et projektforløb som vores projekt, er uvurderligt.
Det er 3. projektforløb med Ungdomsfløjen, og en del ting er opnået. De er utroligt gode til at få deres budskaber igennem over for medier og ikke mindst politikere. De har fået opbygget et solidt demokratisk fundament i ungdomsfløjen. Der, hvor tingene indtil nu har haltet, er hvad jeg vil kalde det praktiske foreningshåndværk. Udarbejdelse af budgetter og regnskaber, planlægning af møder og aktiviteter og andre organisatoriske spørgsmål. En hel del af de spørgsmål fik vi drøftet under dette besøg. Og jeg tror på, at vi fik sat gang i en masse interne overvejelser om, hvordan tingene kan løses bedre i fremtiden.
Der er helt sikkert sket fremskridt, og selv om projektet slutter ved udgangen af 2010, kan samarbejdet ikke slutte her. For udviklingen fortsætter både her i Danmark og Ghana. Nye udfordringer dukker op i takt med, at organisationen bliver stærkere. Fokus vil ændre sig fra at få opbygget en organisation til rent faktisk også at begynde at tage hul på at få løst de mange udfordringer, der fortsat eksisterer for synshandicappede i Ghana. Hvordan sikres gode uddannelser og jobmuligheder også for de personer, der ikke kan tage en universitetsuddannelse? Hvordan sikres, at unge synshandicappede kan få mulighederne for at etablere en familie, få børn, deltage i samfundsforhold? En masse mindre og større udfordringer vil stadigvæk være der, når projektstøtten stopper. Derfor er Dansk Blindesamfunds bistandspolitiske arbejde fortsat vigtigt også i årene, der kommer. For uden vores direkte engagement politisk, rådgivningsmæssigt og økonomisk, vil en del af de ting, som nu er bygget op, ikke kunne fortsætte. Vi er ikke der endnu, hvor fundraising alene kan sikre fortsat udvikling af aktiviteter etc. Men næsten vigtigst af alt, betyder vores deltagelse, støtte og samarbejde for vore samarbejdspartnere i Ghana, Rwanda, Laos og de andre steder, hvor Dansk Blindesamfund gør en forskel.
Det er blot mine erfaringer, men besøget i Ghana har vist mig, at vores arbejde og indsats betyder noget, og at det gør en forskel.

Til sidst skal lyde en stor tak til Ask og Line for at have været fantastiske rejsekammerater, vores samarbejde fungerede fantastisk, også når dagene var lange og seje at komme igennem med 15-16 timer lange arbejdesdage. Særligt Line var en sand klippe. Skønt alle fra Ask og jeg og til bestyrelsen i Ungdomsfløjen råbte på Line konstant og skulle bede om hendes meninger om alt fra mulige budgetoverskridelser til, hvor man mon kunne koble sin computer til, tog Line alle udfordringer i stiv arm. Tilsyneladende kan intet ryste dig, selv om du har været i selvskab med to vilde blinde en hel uge! Tak for samarbejdet.

PS: Jeg håber, I læsere har nydt beretningerne fra Ghana og fået et indblik i de forhold, som synshandicappede har i Ghana og mange andre steder i udviklingslande. Skulle I have lyst til at vide mere, stiller vi gerne op til foredrag i klubber og foreninger, det er blot at kontakte os.

Jesper også kendt som Akwasi Asante.