Introduktion til blog fra Ghana
Ask og jeg er en del af den danske følgegruppe, der arbejder sammen med den ghanesiske blindeorganisations ungdomsfløj. Formålet er at medvirke til at udvikle
ungdomsarbejdet i Ghana og hjælpe dem til at blive en slagkraftig ungdomsorganisation, der kan tage de mange udfordringer op, som unge synshandicappede står overfor i Ghana.
Hvordan får blinde og svagsynede en ordentlig uddannelse?
Hvordan forbedres jobmulighederne?
Hvordan sikres retten og mulighederne for at skabe et aktivt familie-, fritids- og kulturliv, når man er ung og blind i Ghana?
Det er nogle af de udfordringer, som Ungdomsfløjen står overfor.
For at kunne tage de udfordringer op, skal organisationen fungere godt og være velorganisereret samt have de fornødne ressourcer til at kunne arbejde frem mod de mål, man har sat sig i organisationen.
Vi skal dels deltage i deres kongres, hvor vi både vil give og modtage masser af inputs. Men vi deltager også med viden og erfaringer i et bestyrelsesseminar, hvor erfaringsudvekslingen står i højsædet.
Vi tager fra Danmark den 21. august 2009 og er hjemme igen den 29. august 2009.
