Af Thorkild Olesen, landsformand, Dansk Blindesamfund

30 % af udgifterne i skolen går til 15 % af eleverne, der har behov for specialundervisning. Det er disse 15 % af eleverne der er skyld i, at de 85 % har knappe ressourcer, hvis man skal tro rationalet.

Det interessante er, at specialundervisningen på trods af prisen ikke virker godt nok. Det har Undervisningsministeriet fået udredt i november 2009. Er det mon ikke noget andet, der er galt? Lad os se på et eksempel.

Blinde børn fik før kommunalreformen støtte fra amternes specialrådgivning. Det kostede ikke kommunerne noget, det var finansieret over amtsskatterne.

I dag skal kommunerne først behandle en ansøgning om støtte til et barn, herefter skal man købe ydelsen af de gamle, amtslige rådgivninger, der er blevet takstfinansierede som følge af kommunalreformen. Det betyder, at rådgivningernes medarbejdere ikke kan udføre arbejde for kommunerne uden at der er indgået en aftale og man har modtaget en bevilling i hver enkelt sag. Når kommunerne har købt ydelsen til blinde børn skal rådgivningerne skrive en regning ud og sende den til kommunen i hver sag. Det kommunale bureaukrati skal så modtage regningen og behandle den. Når regningen er attesteret og betalt i kommunen skal rådgivningerne naturligvis kontrollere at de har modtaget pengene. Alle rådgivningernes omkostninger skal dækkes ind via takster, så også det administrative arbejde bliver lagt oven i prisen til kommunerne i hver sag.

Den amtslige specialrådgivning til blinde børn i skolen blev før udført af synskonsulenter, der er specialister med lærerbaggrund. Hvor synskonsulenterne før kunne koncentrere sig om at yde støtte til blinde børn skal de nu også tælle timer og skrive regninger ud. Det betyder mere papirarbejde og dermed mindre tid til støtte til blinde børn. Resultatet er mindre og dårligere specialrådgivning til blinde børn, og dermed et ringere udbytte af den specialundervisning, der ellers skulle være løftestangen for at blinde børn får en uddannelse og dermed kan blive ligeværdige borgere i samfundet. Det er denne konsekvens, Undervisningsministeriets afdækning af den dårligere kvalitet i specialundervisningen har opfanget.

Det er bare et eksempel på, at det ekstra bureaukrati som blev indført med kommunalreformen kommer til at se ud som om, det er den enkelte modtager af specialundervisning, der er blevet dyrere. Men det er noget, flertallet bag kommunalreformen har valgt for os alle. Ansvaret for de store udgifter og de små resultater skal derfor rettelig placeres hos de politikere, der valgte ideologi frem for sund økonomisk fornuft og ikke på de børn og unge med handicap, der ikke kan gøre for at de har brug for hjælp.

---

Debatindlægget har været bragt i Information den 8. juni 2010.