Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Indsatsområder > Kultur og fritid > Tv, radio og film > Lukning af radioprogrammer på DR

Lukning af radioprogrammer på DR

Dansk Blindesamfund mener, det er en skandale, at DR vælger at dække sit underskud ved at skære ned på public service betjeningen af blinde og svagsynede.

Først var det sidste års omlægning af seks DAB-kanaler, hvor navnlig DR Sport, DR Litteratur og DR Kultur betød rigtigt meget for rigtig mange blinde og stærkt svagsynede. Radioen er ofte eneste informationskilde, når sport og kultur skal gøres tilgængeligt, mens radioens litteraturdækning er med til at øge det smalle udbud af litteratur på lyd, som er til rådighed. 

Nu er spareiveren kommet til DRs Dokumentarzone, der efter nytår må indstille sig på at lukke og slukke. Dokumentarzonens radiomontage bliver med god grund kaldt ”de blindes biograf”, fordi der bliver sendt udsendelser med livshistorier og aktuelle problemstillinger, hvor der er gjort særligt meget ud af programmets lydside. 

Men sparerunden er ikke slut, næste offer bliver tilsyneladende P2 Bog. Dette undrer Dansk Blindesamfund, da nedlæggelsen af DR Litteratur for mindre end et år siden netop blev begrundet med en tilsvarende styrkelse af litteraturen på P2. 

Radioen spiller en stor rolle navnlig for mange ældre blinde og stærkt svagsynede. Radioen er ofte deres eneste mulighed for at modtage information om forhold som andre samfundsborgere kan få via tv, aviser, tidsskrifter, internet og bøger.    

Dansk Blindesamfund har taget kontakt til DR og Folketingets medieordførere med henblik på at få rettet op på situationen. 

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 10. september 2007 11:41