Af Henning Eriksen

Drømmen om en talende bog

Den talende bog var i gamle dage en drøm for blinde. Punktskriften eksisterende, men den var ikke et læsemedium, som alle blinde kunne bruge, derfor var der brug for en ny måde at få viden på.I 1930’erne begyndte de i USA og England at realisere drømmen. De udviklede en teknik, der gjorde det muligt at indtale bøger på grammofonplader. Denne teknik nåede aldrig til Danmark, da udbruddet af anden verdenskrig betød, at den spændende udvikling gik i stå. Efter krigen var det i stedet båndteknikken, der vandt frem. Det blev det brede plastikbånd, det såkaldte spolebånd, der blev løsningen. Det var så stabilt, at det kunne anvendes til indtaling af bøger. Det var også så slidstærkt, at det kunne afspilles mange gange, før det var slidt op. Det var altså nu teknisk muligt både at indtale lydbøger og at udlåne disse til mange lånere.

Dannelsen af Danmarks Blindebibliotek

Det, der i dag er Danmarks Blindebibliotek (DBB), var oprindelig en afdeling på Blindeinstituttet – en afdeling med helt umulige pladsforhold. Ressourcerne var små og personalet fåtalligt.

De dårlige pladsforhold førte til, at biblioteket og trykkeriet blev udskilt fra Blindeinstituttet i 1952 og blev en selvstændig institution under Socialministeriets ressort ligesom de øvrige blindeinstitutioner. Den nye institution fik navnet Statens bibliotek og trykkeri for blinde (SBTB). I 1954 flyttede SBTB ind i egne lokaler i Randersgade 10, men allerede efter få år var pladsen igen for trang. Det førte til, at SBTB flyttede til de nuværende lokaler i Rønnegade og Teglværksgade på Østerbro i København.

1950’erne

SBTB tog straks fat på at udvikle lydbogen og gøre den til et tilbud, alle blinde kunne bruge. Tilbudet var klar i 1955. Der blev indrettet lydstudier til indlæsningen af masterbåndene, og der blev anskaffet kopieringsapparat, der kunne kopiere 12 bånd ad gangen. Dansk Blindesamfund var sponsor ved anskaffelsen af kopieringsudstyrret, som den gang var det ypperste, datidens teknik kunne præstere.

5 kilo bånd ind af brevsprækken

SBTB havde udlån ved skranke, hvor lånerne kunne møde op i bibliotekets åbningstid og bytte bøger. Men allerede dengang blev de allerfleste udlån formidlet gennem postvæsnet.

De bånd, der blev brugt, var spolebånd. Et spolebånd kunne rumme nogenlunde lige så megen information som et kassettebånd. Men det fyldte og vejede noget mere. Hvert bånd lå i sin egen forsendelseskassette, som havde næsten samme størrelse, som de kassetter kassettebåndene udsendes i i dag. Det var noget, der fyldte noget i postkassen eller på gulvet inden for entredøren, når der var kommet en ny lydbog. En bog kunne fylde fra 1 til måske 20 bånd. Hver kassette vejede omkring 250 gram. Heldigvis var det tilladt at sende bøgerne tilbage efterhånden, som båndene blev læst. Allerede fra begyndelsen var forsendelseskassetterne forsynet med adressekort med modtagerens navn på forsiden og SBTBs adresse på bagsiden. Vi kunne altså bare vende dette kort, før vi puttede de læste bånd i postkassen.

De returnerede bøger blev tjekket af SBTBs personale. Havde vi lånere bemærket et eller andet forkert ved et bånd, skulle vi lægge en seddel i kassetten med en beskrivelse af fejlen. Denne seddel måtte gerne være skrevet på punktskrift. Den ville så blive set af SBTBs personale og rettet. Alle returnerede kassetter blev åbnet.

Båndoptagerne

De båndoptagere, vi brugte, var store, tunge og klodsede spolebåndoptagere. De foretrukne mærker var Grundig, Phillips og især den norske Tandberg. Båndoptagerene flyttede vi ikke uden videre rundt med. De stod i stuen på deres faste pladser. Det var ofte vanskeligt for nyblinde at betjene dem. Især var det vanskeligt at sætte bånd i maskinen. Dansk Blindesamfunds konsulenter havde derfor en stor opgave med at lære nyblinde at betjene deres båndoptagere.

Dengang var båndoptagere ikke et hjælpemiddel, som blinde kunne få bevilget. Invalideforsikringsretten bevilgede 300 båndoptagere om året, og det var op til Dansk Blindesamfund at fordele dem. En gang om året blev der annonceret i foreningens medlemsblad efter ansøgninger til de bevilgede båndoptagere. Der var rigtig mange, der ønskede at få bevilget en båndoptager.

Jeg var ung dengang. Tilmed var jeg en god punktlæser, så det ville være yderst naivt af mig og ligesindede at forvente, at vi ville få bevilget en båndoptager, når vi var gode punktlæsere. Men jeg var så interesseret i muligheden for at kunne læse lydbøger, at jeg selv købte en båndoptager. Det var dyrt. Jeg købte min første spolebåndoptager i 1951, og den kostede lidt over 800 kr. Til sammenligning kan jeg nævne, at da jeg fik min første månedsløn som heltidsansat telefonist i 1962, fik jeg nogenlunde det samme udbetalt.

Aviser på lyd

Et par år efter at lydbogen var startet, blev det meddelt, at SBTB nu ville udgive en landsdækkende lydavis. Der blev tilknyttet to journalister til lydavisen, en fra den borgerlige presse og en fra arbejderpressen. Den udkom to gange om ugen. Den fyldte ét spolebånd. På spor 1 var der almindeligt avisstof. På spor 2 var der mere tungt stof som kronikker og lignende. Det hændte, at der blev bragt reportager i lydavisen.Der blev opkrævet en afgift på 5 kr. pr. måned for hver abonnent. Med lydavisen fik blinde adgang til avisstoffet, som ellers næsten havde været helt lukket land for os.

Tidsskrifter på lyd

Op gennem 1960’erne begyndte der at udkomme forskellige tidsskrifter på bånd. Forskellige grupper inden for Dansk Blindesamfund fik deres eget tidsskrift. Det forbedrede gruppernes mulighed for at blive informeret inden for hver deres interessefelt. Hvert tidsskrift have sin egen redaktion, der udvalgte stof fra tidsskrifter og blade til indlæsning i de nye lyd-tidsskrifter. Et af disse tidsskrifter var fx til blinde landmænd. Enkelte af disse tidsskrifter udgives endnu fx Bladet Synspunkt.

Lydbøgernes indtog i undervisning

I løbet af 1960’erne tog Blindeinstituttet i København og Refsnæsskolen i Kalundborg lydbogen i brug i undervisningen. Der blev derfor begge steder oprettet lydbogsproduktion og fordelingen blev sådan, at Refsnæsskolen tog sig af skolebøger til blinde børn i folkeskolen, mens Blindeinstituttet producerede studielitteratur til blinde studerende. SBTB servicerede blinde i erhverv med nødvendig litteratur og producerede også lydbøger til lydbogsbiblioteket. Senere oprettede handelsskolerne deres egen lydbogsproduktion til blinde, der studerede på handelsskolerne. Denne produktion fik til huse i Silkeborg.

Udvalget af lydbøger

Det var SBTBs bogudvalg, der bestemte, hvilke bøger, der skulle indlæses. Det var en vanskelig balancekunst. Ressourcerne var små, og de skulle helst tilgodese alle interesser. De prøvede især at producere aktuelle bøger. Jeg husker tydeligt engang, da der udkom en bog skrevet af en norsk forfatter ved navn Agner Mykle. Bogen hed "Sangen om den røde rubin", og den blev forbudt i Norge, fordi den var pornografisk. Det gjorde den til en stor salgssucces i Danmark, hvor den med nød og næppe passerede censuren. Denne bog blev indlæst som lydbog. Den blev særdeles efterspurgt af lånerne, hvilket SBTB engang omtalte offentligt. Det føltes af en eller anden grund lidt pinligt, syntes jeg: Det skulle jo ikke lyde i offentligheden, at blinde var ekstra meget interesseret i sex!

Indlæserne

Den mest anvendte indlæser dengang var skuespilleren Ebba Nørager, som dog var en undtagelse fra ”reglen”, da SBTB helst ikke benyttede skuespillere som indlæsere. Indlæseren måtte nemlig ikke fortolke teksten. Fortolkningen skulle overlades helt til læseren. Indlæserstemmen skulle kun levere råstoffet. Det er langt hen af vejen de samme principper, der gælder i dag.

Fra spolebånd til kassettebånd

Den tekniske udvikling gik videre. Spolebåndene blev forældede. Nu var det kassettebåndet, der var det nye. Denne udvikling kunne ikke ignoreres. I slutningen af halvfjerdserne gennemførte SBTB derfor en fuldstændig omlægning til kassettebånd. Alle spolebåndene blev kopieret til kassettebånd.

Der var mange fordele ved den ny teknik for både lånerne og for SBTB. Først og fremmest fyldte kassettebåndet meget lidt i forhold til spolebåndene. Det blev også meget lettere at betjene båndoptageren. Begrebet båndsalat forsvandt helt ud af det danske sprog. For SBTB betød den ny teknologi, at det manuelle arbejde med båndene blev formindsket.

Kultur og litteraturorientering

I slutningen af halvfjerdserne blev der arrangeret en række studiekredse, hvor blinde og bibliotekarer mødtes. Det indledte et samarbejde. Det første resultat var et båndtidsskrift, som blev kaldt KLO, en forkortelse for blindes Kultur og litteraturorientering. Et par år senere blev der dannet en selvejende institution med samme navn. Den fik hjemsted i Vejen. Den gjorde i begyndelsen af firserne en stor satsning og begyndte at indlæse en række tidsskrifter. Indlæsningen og meget af det praktiske arbejde blev udført ved frivillig arbejdskraft. Da DBB begyndte at udgive tidsskrifter, specialiserede KLO sig i at indlæse og udlåne især egnshistoriske værker.

1980’erne

Firserne bød på to tiltag, der udvidede lydbogsproduktionen. Det ene var udbredelsen af lokale lydaviser. Begyndelsen var gjort mindst 10 år før, hvor der fx blev udgivet en lokal lydavis i Esbjerg, som Dansk Blindesamfund støttede økonomisk i mange år. Men det var først i 1980’erne, lydaviserne for alvor fik deres udbredelse. Nu blev de produceret i næsten alle landets kommuner, og det var en kommunal opgave sørge for produktionen. Der var i begyndelsen strid mellem journalisterne og bibliotekarerne om, hvem der skulle redigere lydaviserne. Vi brugere gik ind for, at det skulle være bibliotekarerne. Vi ønskede at få adgang til det stof, seende kunne læse. Vi ønskede ikke publikationer kun lavet til blinde. Med de lokale lydaviser fik blinde en mulighed for at følge med i det, der skete, i vores lokalområde. Det havde vi ikke haft før.

Det andet tiltag var en ordning, hvor DBB indlæste en række tidsskrifter, som vi brugere kunne abonnere på til samme pris, som seende kunne købe dem for. Det gav os mulighed for at få adgang til noget af tidsskriftslitteraturen. Det var udmærket, hvis vi altså ikke havde alt for ”smalle” interesser.

I tillæg til det oprettede SBTB en indtægtsdækket virksomhed, som hed Domino. Her var det muligt at købe sig til at få indlæst diverse skrifter. SBTB skiftede ved samme lejlighed navn og hed nu Danmarks Blindebibliotek (DBB).

Lydsignaler til søgning og spring i tekst

Brugen af lavfrekvente lydsignaler fik nu sin store udbredelse. Den blev muliggjort, da kassettebåndene havde ekstraspor, hvor disse signaler kunne indlæses. Det var en meget nyttig teknik. Ved hjælp af dem fik vi mulighed for at søge i teksterne, springe artikler over, vi ikke ønskede at læse osv. Det var lidt tidkrævende. For at høre signalerne måtte vi spole med medhør gennem båndet, men i forhold til at lede på et spolebånd uden nogen form for afmærkninger, var det et kolossalt fremskridt.

Fra Socialministeriet til Kulturministeriet

Endelig skete der det i 1980’erne, at DBB blev flyttet fra Socialministeriet til Kulturministeriet. Det havde været et længe stort ønske blandt DBBs brugere og Dansk Blindesamfund, at DBB, der i vores opfattelse var en kulturinstitution, også skulle høre under det ministerium, hvor vi formodede, de vidste mest om kultur, herunder biblioteksforhold.

Lydbogen begyndte efter dette så småt at blive et læsemedium for andre grupper end blinde. Kommunebibliotekerne begyndte at anskaffe sig mindre samlinger af lydbøger og at låne dem ud til borgerne. DBB fik så i tillæg den funktion at være centralbibliotek for udlån af lydbøger.

Lydbogen bliver digital

Den tekniske udvikling gik videre. Nu blev kassettebåndet efterhånden håbløst forældet. Næste tekniske fremskridt var de digitale medier som cd, cd-rom og andre. Allerede i sidste halvdel af halvfemserne begyndte vi at høre rygter om nye afspilningsapparater af lydbøger med helt fantastiske egenskaber. Nu ville det blive hurtigt og nemt at søge i en tekst indlæst som lydbog, hed det. Det var i første omgang den japanske Plextalk og senere den canadiske Victor. Vi lærte også et nyt ord at kende. Det var Daisy. Det havde hidtil været et engelsk pigenavn. Men nu dækkede begrebet over noget helt andet. Hvad det var, forstod vi knap. Vi hørte, at der var dannet et internationalt konsortium, der skulle udvikle en ny indspilningsteknik. Vi hørte også, at DBB blev medlem af dette konsortium.

I 2006 blev det konkret for os. Da begyndte DBB at udlåne lydbøger på tynde plasticdiscs. De havde da klaret at få hele deres bogbestand konverteret fra kassettebånd til digital indlæsning. Nu kan alle lånere på DBB, der ønsker det, låne bøger i Daisy-formatet. Snart vil kassettebåndene var fortid – i 2007 bliver alle lydblade og tidsskrifter efterhånden kun udsendt på disc.

En verden til forskel

Udvikling af digitale lydbøger gør en gevaldig forskel. Lydbogen er igen blevet formindsket, og nu er den faktisk blevet mindre end en almindelig bog. De fleste lydbøger kan nu rummes på en tynd plasticskive. Store bøger på to. Det er altså nu overkommeligt for en blind at have plads til en større bogsamling. Bøgerne kan nu sendes i almindelige konvolutter, der skal ikke længere bruges specialdesignede forsendelseskassetter. De lydbøger, vi modtager, skal ikke tilbageleveres, da det simpelthen er billigere at brænde nye kopier end at håndtere et retursystem. Vi slipper altså for at skulle i postkassen med de læste bøger. Vi behøver heller ikke at læse bøgerne på nogen fastsat tid. Vi får nu ikke længere bøger på nedslidte bånd. Endelig er der nu blevet meget bedre muligheder for at søge i teksterne. Nu skal vi ikke længere spole gennem teksten og lytte efter og tælle signaler af biblyde, der markerede begyndelsen på afsnit. Nu trykker vi bare på en knap. Så står vi straks ved næste afsnit eller det foregående afsnit. Nu er det altså blevet meget nemmere for blinde at bruge bogen, som seende gør. Jo, livet er blevet lettere for lydbogslæserne.

En ny drøm

Digitalisering af lydbøger gør, at det er blevet langt billigere at producere og sende lydbøger. I stedet for at drømme om talende bøger, drømmer blinde og svagsynede derfor i dag om, at der bliver produceret mange flere lydbøger. Selvom der gennem tiden er blevet indlæst rigtig mange lydbøger, er udbuddet af titler stadig yderst begrænset – og det er stadig sådan, at der bliver skelet til, hvor mange læsere en bog vil få, når der skal udvælges bøger til indlæsning til lydbøger. Det er derfor stadig et problem at være blind og at have interesser, som ikke dækker flertallet.