Jeg var seks år gammel, da min far en dag kom og gav mig en kassettebåndoptager. Han lærte mig at betjene knapperne, og som supplement til demokassettebåndet, fik jeg et bånd med Shu Bi Dua (fireren) og et bånd med sange og eventyr. Og så kom lydbøgerne. Spændende, gribende eller sjove, korte eller lange, gamle eller nye historier indlæst på kassettebånd kom til mig med posten i sære tykke, forede kuverter, og jeg læste dem alle sammen. Jeg læste og læste og elskede det. Det var tidsfordriv, underholdning og lærdom, og det var næsten ligegyldigt, hvilken bog det var, så læste jeg den fra ende til anden, sugede til mig og – måske vigtigst af alt – undredes. Så tænkte jeg – og så spurgte jeg.

Dette adskiller sig vel indtil videre ikke meget fra den oplevelse, alle andre børn har, når de begynder at læse. Men de færreste normalt seende børn lærer at læse som seksårige, og langt færre læser så meget, som jeg gjorde i den alder – og sådan set stadig gør. Fra jeg var seks år læste jeg konstant – også når jeg lavede lektier, selv om jeg ikke måtte for min mor - -

Bøgerne forsynede mig med stof til alle de spørgsmål om verden, som jeg så stillede til mine forældre og lærere. Som blindt barn må man nødvendigvis have fortalt en masse, som andre børn enten ser selv, eller måske bliver ansporet til at spørge om, fordi de ser et eller andet. Bøgerne gav mig masser af oplysning, der kunne bruges direkte og endnu mere, som førte til spørgsmål – bøgerne gav mig verden.

Bedst husker jeg Laura Ingalls Wilders bøger om "Det lille hus på prærien". Den forfatterinde beskriver alt så levende i sine bøger, så jeg kunne forestille mig alt fra mønsteret på småpigernes kjoler over indretningen af blokhuset til byens hovedgade og fornemmelsen af kanekørsel i snestorm.

Jeg læser stadig nærmest konstant, som lydbogslæser kan man jo læse, også imens man laver mad, vasker op, strikker og ordner have. Lydbøgerne gør min verden stadigt større og rigere og giver stadig stof til spørgsmål, som nu i højere grad rettes til Google. Jeg har som voksen genlæst Wilders bøger med stort udbytte, men sværger nu om dage mere til James Lee Burke – krimipoeten, der flytter sydstaterne, deres mennesker, mad, flora og fauna så tæt på, at jeg næsten kan både høre, smage, røre og lugte det hele.

Jeg læser også punktskrift, men det er der rigtig mange ældre blinde og svagsynede, der ikke gør, og vil de "have verden", må de læse lydbøger. Jeg vil "have verden", og jeg læser ganske enkelt for langsomt punkt til, at jeg kan nå at læse nok – og så kan man jo ikke læse punkt, mens man vasker op, vel?