David Nielsen: Sorte svin
Indlæst af Janek Lesnlak. Anmeldt af Henning Rasch.Indhold
En professionel fodboldspiller taler ud.
David Nilsen giver en meget personlig - og til tider rystende - beskrivelse af sig selv og sin professionelle fodboldkarriere i danske og udenlandske fodboldklubber. Han afslører sine meget kontroversielle holdninger til doping, og i det hele taget til det professionelle fodboldmiljø.
Den tidlige stjernestatus, som 15-16 årig, en opvækst uden sin afrikanske far og en dyb sorg efter sin kræftsyge moders tidlige død - har uden tvivl præget David Nielsens selvdestruktive dispositioner i store dele af hans liv.
Et luksusliv i overhalingsbanen med druk, hurtige og smarte biler, villige damer og vilde fester – gør ham til en aggressiv, voldelig og utraditionel fodboldspiller på banen. Et liv, hvor han konstant søger grænser, og hvor han ustandseligt er en belastning for sig selv og sine omgivelser. Alt dette fortæller David, med en prisværdig ærlighed, så man ikke kan lade være med at få en vis sympati med manden.
Bogen er skrevet i et meget direkte sprog, og tonen er til tider meget grov.
Den kan ikke anbefales til fodboldinteresserede børn.
Lydside/oplæsning
Bogen er indlæst af Janek Lesnlak, og det gør han rimeligt. Der er ikke de store udsving i stemmeføringen. Der er et par grove indlæsningsfejl, som burde være slettet inden udgivelsen. Tre, fire afsnit er indlæst to gange, og under oplæsningen af stikordsregisteret begår indlæseren en fejl og bander over dette. Jeg har sagt det før, Danmarks Blindebibliotek bør foretage en kvalitetskontrol før en udgivelse.
Format
Udgivet af Danmarks Blindebibliotek - DBB - som bog nr. 18186. Cd-rom i Daisy-format. Cd’en er inddelt i 29 kapitler, et navneregister og statistikafsnit. Der kan søges på 2 niveauer. Spilletiden er 8 timer og 4 minutter.
Sidst opdateret 27. februar 2009 10:44
