Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Mands minde
Indlæst af Poul Hüttel. Anmeldt af Mogens Rud.Indhold
Med undertitlen ”4 tidsbilleder” repræsenterer denne lydbog forfatterens fire erindringsbøger :”Mands minde”, ”Riber ret”, ”Noget nær” og ”Som sagt”.
Denne udgave giver et sammenhængende billede af forfatterens omskiftelige tilværelse, fra han bliver født i 1945, til han er kommet på sin rette hylde som kunsthistoriker.
Han tilbringer sine barneår i det vestjyske under yderst beskedne kår med sine søskende, sin flittige sygeplejerskemor og sin noget vidtløftige far, der er straffet for sin nazistiske fortid.
Efter årene i landsbyskolen lykkes det ham at blive optaget på det Kgl. Opfostringshus’ skole på Hellebækgård, som åbner en ny verden for ham med inspirerende lærere og venner af begge køn. Efter gode år i Hellebæk går turen til den ”sorte” skole, dvs. Ribe Katedralskole, hvorfra de tre gymnasieår skildres som en ond drøm .Der er dog ét vældigt lyspunkt: mødet med klassekammeraten, amtmandens datter Regitze, der bliver den første virkelige forelskelse. Den positive modtagelse i hendes hjem medvirker til opbygningen af bondedrengens viden og selvforståelse.
Efter studentereksamen og forlovelse flytter de unge til København, hvor han efter en kort tid at have læst teologi går over til kunsthistorie. Inspirerende kunstrejser med Regitze resulterer bl.a. i graviditet og bryllup.
Mens Regitze læser til bibliotekar påtager Hans Edvard sig forskellige jobs fra natvægter til yngste kunstanmelder ved ”Information”. En midlertidig ansættelse ved Thorvaldsens Museum fører til det første egentlige kunsthistoriske embede som leder af Glyptotekets moderne malerisamling, og her slutter denne foreløbige livsskildring. Forinden er dog to små piger med års mellemrum kommet til verden, og det er også blevet nævnt, at skønt ægteparret altid har været og stadig er "de godeste venner", tegner der sig en skilsmisse efter 20 års samliv.
Forfatteren, der i dag er magister i kunsthistorie og direktør for Ny Carlsbergfondet, giver læseren indtryk af en person med udpræget lune og sans for både mennesker og natur; hans musikalitet og øre for poesi viser sig i skjulte citater fra både salmebogen og højskolesangbogen, og han mindes ofte oplevelser med Elvis Presley, Bob Dylan, og Joan Baez.
Der er skildringer af forstemmende fattigdom og af ukuelig udholdenhed, og der er åbenhjertige erindringer om ung erotik og dyb forelskelse. Der er træfsikre karakteristikker af universitetslærere og livlige beskrivelser af journalisterne på ”Information”.
”Mands minde” er et underholdende og velskrevet erindringsværk om end lidt springende og med gentagelser, som det kan ske, når fire titler sættes sammen til én.
Lydside/indlæsning
Bogen er indlæst af Poul Hüttel, der med sin klare stemme og sikre fornemmelse for fortællingens karakter er blandt vore bedste fortolkere.
Format
Lydbogen er tilsendt som to MP3 cd'er, produceret af Gyldendal Lyd. Varighed 23 timer 10 minutter. Afspilles også på Victor Reader.
Udgiver
Gyldendal Lyd.
Sidst opdateret 08. juni 2009 14:32
