Indhold

P.O. Enquist har skrevet en erindringsbog i romanform. Det betyder, at hovedpersonen omtales, som ”han” og ikke ”jeg”. Navne og steder er ikke ændret.

P. O. Enquist er opvokset alene med sin mor, efter at faderen døde i en tidlig alder. Der var også en bror, ”dødebarnet”, og P.O. Enquist er opkaldt efter denne bror, der også døde meget tidligt. Den lille familie boede ca. 1000 km nord for Stockholm, i noget, der beskrives, som en landsby.

Moderen er stærkt religiøs, og det er tydeligt, at P.O. Enquist hele livet er præget og påvirket af den skyld og skam, den dybe religiøsitet ofte kan påføre et barn. Der er en fin beskrivelse af et barns tanker om for eksempel evigheden, da han hører et citat, der beskriver evighedens længde: ”En gang, hver 1000 år, kommer en lille fugl til et bjerg for at hvæsse sit næb. Når fuglen har hvæsset næbet så mange gange, at bjerget er væk, er der gået 1 sekund af evigheden. At jeg særligt bemærker dette citat, er, at jeg selv kan huske min far citere det samme for mine søskende og jeg, da vi var børn, og den, lidt uhyggelige følelse, vi fik ved tanken om evigheden.

Vi hører også om P. O Enquists ungdom som  litteraturstuderende og atlet på eliteniveau. Forskellen mellem ensomheden som barn og fællesskabet i sporten rummer også gode betragtninger.

P.O. Enquist var også aktiv på den svenske venstrefløj og har haft tætte forbindelser til de gamle kommunistiske lande. Som litteraturhistoriker har han også en periode, hvor han arbejder som skribent blandt andet i forbindelse med OL, i Tyskland i 1972, hvor beskrivelserne af terroraktionen er lige til en krimi.

Beskrivelserne af P.O. Enquists forfatterskab giver et billede af de personlige omstændigheder og begivenheder, der har ført til de enkelte romaner og teaterstykker.

P.O. Enquist har igennem livet et tiltagende alkoholmisbrug – på flere tidspunkt antydes også, at faderen havde et tilsvarende problem, men sådan noget blev der jo ikke talt om. Der er nogle meget nærværende beskrivelser af det tiltagende alkoholmisbrug og diverse behandlingsforløb efter Minnesota-metoden. Det viser sig at være en lang, sej kamp, med mange nederlag og skuffelser, både for ham selv og hans familie. Misbruget har også stor betydning for hans evne til at skrive og ”Et andet liv” får han først efter mange afvænningsforsøg.

Som nævnt er bogen skrevet i romanform, dog uden at navne og steder er ændret. Jeg kan jo ikke sige, hvilken begrundelse, der er for dette, men jeg får den tanke, at P.O. Enquist tager afstand fra sig selv eller ikke helt vil eller kan vedkende sig sin historie og derfor må distancere sig. Bogen er velskrevet – dog kræver det en høj grad af opmærksomhed fra læserens side, da det er et meget tænksomt værk.

Jeg må – sikkert med skam – erkende, at jeg aldrig har læst en roman eller set et teaterstykke af P. O. Enquist. En erindringsbog kan enten bruges til at få et kendskab til en forfatter, hvor man kender forfatterskabet, eller til at få vækket en nysgerrighed for at lære forfatterskabet bedre at kende.

Til at få indsigt i en forfatter, hvor man kender indholdet af forfatterskabet, tror jeg denne bog vil kunne give megen indsigt og forståelse for forfatterens tanker bag de enkelte værker.
Jeg må desværre indrømme, at jeg ikke blev nysgerrig efter at udforske P. O. Enquist forfatterskab, og det er sikkert slet ikke retfærdigt overfor forfatterskabet – det virker bare lidt for ”langhåret” for mig og, som P.O. Enquist får at vide tidligt i karrieren, er der for meget Freud ind over.

Lydside/oplæsning

Bogen er indlæst af skuespilleren Jens Jørn Spottag og han gør det vældig godt. Taler klart og tydeligt og med fine betoninger.

Format

Denne udgave er en mp3 cd, og denne afspilles også fint i daisyformat. 

Udgiver

Gyldendal Lyd.