Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning
Indlæst af forfatteren. Anmeldt af Rudi Kurt Sørensen.Indhold
Andet bind om den store djævlekrig. Vi har endnu to til gode, og der er noget at glæde sig til. Jeg har tidligere anmeldt første bind.
Efter at have reddet Lucifers liv i ”Djævelens Lærling” er Filip vendt tilbage til livet; men snart er der atter brug for ham i helvede. Han bliver igen slået ihjel, efter et par mislykkede forsøg. Til sin store glæde møder han sin gamle veninde Satina. De er så glade for hinanden, at der nærmest er tale om forelskelse. Dødens terning er blevet stjålet, menneskene begynder at blive udødelige, og det er ikke så godt, som man skulle tro. Filips mor er alvorligt syg, og med hendes og sit eget liv som indsats spiller han terning med døden, som pris for at hjælpe ham med at genoprette status quo. Hvorfor er terningen stjålet, og hvem i al verden har gjort det? Det tager de to børn fat på at løse. Og det kræver en tur op i skærsilden og ned i det dybeste helvede.
Bogen er både spændende og underholdende. Lige så god som sin forgænger. Vi er i et børne- præpubertets-univers, som faktisk er en meget fin skildring af børn og unge. Filip Engel er stadig en god dreng; men som han siger ”jeg er ingen engel", og Satina er og bliver en djævel, dog den gode af slagsen. Vi møder den personificerede ondskab og sindssyge gennem ærkedjævelen Aziel, som man næsten må føle medlidenhed med. Djævelen Lucifer har en mindre rolle denne gang, men han er dog sparringspartner med døden, som er den og det, det hele handler om. Vi møder mennesker, som må kæmpe med deres straf, ja vi møder endda Elvis, som synger så godt, at man har været nødt at sende ham videre – opefter. Med andre ord, der er både alvor og humor.
Man kan roligt glæde sig til de to kommende bind.
Lydside/oplæsning
Kenneth Bøgh Andersen læser rigtig godt. Der er flugt og lune over hans oplæsning. Han lyder ikke som en skuespiller, bare som en der er god højtlæsning.
Format
Formatet er MP3. Lidt sjusket kopieret, og som MP3 nu engang er lidt tungt at navigere i. Jeg savner som altid en ordliste over navne og udtryk der ikke ligger lige for at stave. Da det er en børne- og ungdomsbog, er problemet her, dog ikke så stort.
Udgiver
Gyldendal.
Sidst opdateret 20. maj 2009 14:33
