Spring til indhold

Hovedmenu


Du er her: Forside > Indsatsområder > Kultur og fritid > Lydbøger: Anmeldelser > Anmeldte lydbøger > Inger Christensen: Alfabet og Sommerfugledalen

Inger Christensen: Alfabet og Sommerfugledalen

Forside af lydbogen "Alfabet og Sommerfugledalen"
Indlæst af Inger Christensen. Anmeldt af Henning Rasch.

Indhold

”Alfabet” og ”Sommerfugledalen” af Inger Christensen.
Anmeldt af Henning Rasch.

En systematisk lyrisk kollage om livets betingelser.

I Inger Christensens to digtsamlinger, ”Alfabet” og "Sommerfugledalen”, sættes læseren på en prøve, som – hvis man er opmærksom – giver en enestående oplevelse.

”Alfabet”

Digtsamlingen ”Alfabet” er en symfoni af tanker og associationsrækker over naturen, naturoplevelser, katastrofer, livet og døden. Det hele tager sit afsæt i alfabetet. Det er et digt sat i system. Første vers starter med a, andet vers med b osv. Det kan således undre læseren, at digtet slutter med bogstavet n, men det kan have den simple årsag, at der ud over denne systematik ligeledes er sat system på antallet af vers i digtene. Et vers i første digt, 2 vers i andet digt, 3 vers i tredje digt, 5 vers i fjerde digt og 8 vers i femte digt osv. Således stiger antallet af vers voldsomt og skaber en fysisk begrænsning. Der er her tale om et matematiskvækstprincip, som ofte ses i naturen og dermed bliver digtes opbygning en understregning af indholdet.  ”Alfabetet” skal gennemlæses/høres mange gange for at få alle nuancer med, og der opstår hver gang nye indtryk.

”Sommerfugledalen”

Digtsamlingen ”Sommerfugledalen” er en hyldest til livet og påmindelse om livretsbetingelser. Livet bliver skabt og forgår. Symbolsk beskrives dette gennem sommerfugles tilblivelse fra puppe til støv. Digtsamlingen har også undertitlen ”Et requiem” altså en dødsmesse. Inger Christensen tager afsæt i den såkaldte sonet. Sonetten var i renæssancen en meget populær lyrisk fortælleform. Den er bygget op som 15 sonetter på hver 14 linjer, og hvor hver slutlinje er den efterfølgende sonets begyndelseslinje. Den 15. sonet kaldes mestersonetten. Mestersonettens 14 linjer består af alle de foregående 14 sonetters begyndelseslinjer. Det er et utroligt smukt billedsprog, som gennem sonettens stringente opbygning bliver formfuldendt.

Lydside/oplæsning

Lydsiden er i god kvalitet. Der er ingen baggrundsstøj, og dermed virker indlæsningen intim. Der mangler dog en præsentation af lydbogen og en annoncering af de to digtsamlinger. Endelig kan lydbogen naturligvis ikke illustrere digtsamlingens grafiske og matematiske systematik. Dette kunne med fordel være løst med en kort introduktion som ekstramateriale.

Bogen er indlæst af forfatteren, og det faktum, at Inger Christensen døde i 2009, gør denne lydbog til en historisk optagelse. Til at begynde med kunne jeg ikke forene mig med Inger Christensens sprøde, dirrende og nærmest angstfremkaldende stemme, men jo flere gange, jeg har hørt hendes fremførelse, jo mere er jeg blevet overbevist om, at sådan skal det være. Et meget smukt requiem.

Format

Cd-rom i mp3-format. Der kan søges på 1 niveau. Spilletiden er 1 time og 13 minutter.

Udgiver

Gyldendal Lyd.

Relevante links

Oprettet af Merete Kjærsgård Lester
Sidst opdateret 19. maj 2009 10:56