Undervisningsministeriet: 8. februar 2007
Dansk Blindesamfunds bemærkninger til regeringens udkast til redegørelse for Danmarks strategi for livslang læring.Dansk Blindesamfund har følgende bemærkninger til redegørelsen for Danmarks strategi for livslang læring:
På det overordnede plan er det svært at være uenig i regeringens målsætninger om f.eks. livslang læring for alle danske borgere og høje gennemførelsesprocenter i uddannelsessystemet.
Det fremgår af redegørelsen, at beskæftigelsen er historisk høj, og at en af følgeeffekterne er, at grupper, der tidligere har haft svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet – som f.eks. handicappede – nu er kommet i beskæftigelse.
I Dansk Blindesamfund er det ikke umiddelbart et billede, vi kan genkende. (Den seneste samlede undersøgelse af blinde og svagsynedes tilknytning til arbejdsmarkedet er foretaget i år 2000. Den viste, at kun godt hver femte (22,4 %) af Dansk Blindesamfunds medlemmer i den erhvervsaktive alder havde en eller anden form for tilknytning til arbejdsmarkedet. En undersøgelse fra 2005, som dog er begrænset til synshandicappede i alderen fra 18 til 30 år, viste et svagt fald i beskæftigelsesgraden for aldersgruppen i forhold til 2000-undersøgelsen.)
Vi hæfter os til gengæld ved, at det er det eneste sted i redegørelsen, at handicappede overhovedet er nævnt. Det undrer os en del - for alene på blinde- og svagsynsområdet - er der en række problemstillinger, der skal løses, førend regeringens målsætninger kan omsættes til virkelighed. Vi vil nedenfor berøre et par af de mest centrale og presserende problemstillinger:
A. Adgang til materialer på tilgængelige medier samt tildeling af nødvendige hjælpemidler
Regeringen har en målsætning om, at alle borgere i Danmark skal uddanne sig gennem hele livet. Hvis blinde og svagsynede borgere – på lige fod med andre - skal have mulighed for livslang læring, må denne gruppe sikres:
- adgang til undervisningsmaterialer o.lign. på tilgængelige medier
- tildeling af de nødvendige hjælpemidler
Det kan synes oplagt, men desværre er det ikke sådan i dag. Det er stort set umuligt for blinde og svagsynede at få adgang til tilgængelige undervisningsmaterialer og få bevilget hjælpemidler til voksenuddannelser (eksempelvis til Hf-enkeltfag på VUC) og i forbindelse med fritidsundervisning efter folkeoplysningsloven.
For blinde og svagsynede i beskæftigelse er det ligeledes en absolut nødvendighed, at man har adgang til at bestille den information og litteratur, der er behov for til varetagelse af jobbet, på det medie der er bedst egnet i den konkrete situation. Opgaven med at producere materialer til blinde og svagsynede i beskæftigelse varetages i dag af Danmarks Blindebibliotek. Danmarks Blindebibliotek modtager ikke en særskilt bevilling fra Kulturministeriet til denne opgave. Derfor indgår produktionen af erhvervsmaterialer i en prioritering af institutionens ressourcer, og faglitteratur kan som en følge heraf kun bestilles i et begrænset omfang.
Ovenstående eksempler er med til at skævvride det danske samfund, idet alle danske borgere ikke har lige muligheder for livslang læring. Det er Dansk Blindesamfunds opfattelse, at de enkelte sektorer må tage ansvar for at få omsat princip til praksis.
Vi efterlyser derfor initiativer, der kan være med til at sikre, at blinde og svagsynede i forbindelse med den livslange læringsproces får adgang til materialer i et tilgængeligt medie og mulighed for bevilling af de nødvendige hjælpemidler uanset sektor.
B. Vejledningsindsats i overgangsfaser
Regeringen har en målsætning om, at 95 % af alle unge skal have en almen eller erhvervsrettet kompetencegivende uddannelse. En undersøgelse foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede i 2005 viste, at under halvdelen af de synshandicappede unge, der indgik i undersøgelsen, havde gennemført en fuld afgangsprøve i folkeskolen, og derfor ikke i praksis var i besiddelse af en afgangsbillet til en lang række ungdomsuddannelser. Det fremgår sammesteds, at omkring halvdelen af de adspurgte var meget kritiske i forhold til den uddannelses- og erhvervsvejleding, de havde modtaget.
Vi efterlyser derfor initiativer, der kan være med til at forstærke vejledningsindsatsen over for synshandicappede unge, specielt i overgangsfaserne, f.eks. mellem grundskole og ungdomsuddannelse eller mellem en videregående uddannelse og beskæftigelse.
Med venlige hilsner
Jens Bromann
Landsformand
Mariann Lillemose
Interessepolitisk konsulent
Sidst opdateret 12. februar 2007 12:38
