Dansk Blindesamfund er ved henvendelse fra Danske Handicaporganisationer blevet gjort bekendt med den høring, som Socialministeriet d. 3. maj 2010 har udsendt i anledning af ovennævnte administrative regler. Dansk Blindesamfund har en række bemærkninger, som vi håber, at ministeriet vil lade indgå med tyngde i de videre overvejelser frem imod de endelige gældende administrative regler i forhold til de ovenfor nævnte bekendtgørelser.

Den grundlæggende idé om at afbureaukratisere forvaltningen af en række af servicelovens bestemmelser, kan vi i princippet tilslutte os. Det er vores erfaring, at når det i den offentlige debat hævdes, at omkostningerne ved at bevilge sociale ydelser til personer med handicap er omkostningskrævende, så skyldes det i høj grad, at selv enkle sager omkring tildeling af elementære hjælpemidler til synshandicappede borgere – i den nuværende kommunale praksis – ofte giver anledning til meget tidskrævende og omkostningstunge afdækninger og udredninger. Det er vores oplevelse, at disse procedurer i mange tilfælde må betragtes som helt unødvendige, fordi både præmisserne og resultatet burde være oplagte.
 
Imidlertid har vi dog i Dansk Blindesamfund dokumentation for, at blinde og stærkt svagsynede ofte ikke opfattes som havende en betydelig nedsat funktionsevne, hvor kompensationsbehovet er åbenbart. Vi ser med meget stor bekymring på den udvikling, som vi ikke mener, er i er overensstemmelse med lovgivers intentioner jf. vores gennemgang nedenfor. Det bør derfor præciseres, at den grundliggende præmis er, at der er en formodning om, at man som blind eller stærkt svagsynet vil være omfattet af reglerne.

Såfremt sagsbehandlingen for synshandicappede borgere kunne lettes, fordi en afdækning af funktionsevnen ifølge de givne administrative regler måtte antages at være unødvendig, ville dette føre til en retstilstand, som, jf. nedenfor, var mere rimelig, mere i harmoni med retspraksis gennem tiderne og samtidig ville dette indebære kortere sagsbehandlingstid og lavere omkostninger til administrativ sagsbehandling.

En gennemgang af hhv. samtaleskemaet og listen i ”fællessprog II” over målepunkter for en alvorlig funktionsnedsættelse viser, at de ikke er indrettet til at opfange de tilfælde, hvor blinde og stærkt svagsynede "måles og vejes". Eftersom vi kan pleje egen hygiejne, købe ind i nærmeste kiosk eller bagerbutik, finde hen til nærmeste busstoppested og med nogen træning betjene en mobiltelefon, så fremstår personer med et alvorligt synshandicap som velfungerende og uden alvorlige problemer i forbindelse med gennemførelse af dagligdagens gøremål. Samtaleskemaet til afdækning af funktionsevnen hos en borger som er blind eller stærkt svagsynet, vil ofte ikke være egnet til at "opfange" en analyse af den reelle situation på grund af de opstillede målepunkter. Vi vil dermed score meget lavt, når det skal vurderes, om borgere med et alvorligt synshandicap (men ikke andre handicaps) har en betydelig funktionsnedsættelse.

Skemaerne er bl.a. ikke i stand til at tage højde for blinde og stærkt svagsynedes alvorlige færdenshandicap, mangel på muligheder for at tilegne sig viden i informationssamfundet, behovet for i højere grad at skulle anvende taxakørsel ved transport til destinationer langt fra offentlig transport eller til ukendte steder, manglende mulighed for at læse post, tjekke om tøjet er rent, om madvarernes holdbarhed er udløbet osv. Færdenshandicapaspektet og den manglende mulighed for at skaffe sig information udgør to væsentlige elementer i den komplekse situation for personer med et synshandicap og begge ligger uden for funktionsevnevurderingens standardområde. Dette indebærer, at der ved en bedømmelse af, om en borger med et alvorligt synshandicap eksempelvis efter servicelovens § 100 kan få refunderet merudgifter, sker en "blokering" af mangel på opfyldelse af de grundlæggende krav. Funktionsnedsættelsen skal være af indgribende karakter i den daglige livsførelse, og funktionsnedsættelsen skal medføre, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige
hjælpeforanstaltninger.

Til illustration af den historik, som igennem tiden belyser lovgivers intention i forhold til mulig bevilling af merudgifter til personer med et indgribende handicap henvises til redegørelse fra Folketingets Ombudsmand dateret 30, maj 2008.  Redegørelsen indeholder en meget detaljeret gennemgang af udviklingen af reglerne om merudgifter fra bistandslovens § 48 over den første servicelovs § 84 til den nuværende lovs § 100. Redegørelsen omhandler ganske vist situationen for døve, men den kan uden videre overføres på blinde og stærkt
svagsynede, idet begge disse grupper har været nævnt i forbindelse med
beskrivelsen af målgruppen for lovgivningen, der skal kompensere for
merudgifter som følge af et givet handicap. Blinde og døve kan sidestilles i
denne sammenhæng, idet begge grupper ved administration af servicelovens § 100 med tilhørende administrative regler som fortolket af Ankestyrelsen løber ind i problemer, når kommunerne skal administrere det nu opstillede kriterium for overhovedet at komme i
betragtning til ydelser efter denne bestemmelse.

I sin konklusion rejser Ombudsmanden spørgsmålet, om intentionerne bag merudgiftsbestemmelsen i serviceloven tilgodeses når henses til udviklingen fra bistandsloven og frem. Ombudsmanden karakteriserer den administrative praksis på området som værende "temmelig restriktiv" og han påpeger at der med bekendtgørelsen fra 2002, som fastlægger udfyldende regler til Serviceloven § 100, er sket en skærpelse af beskrivelsen af persongruppen gennem indsættelsen af ordet "ofte" i formuleringen af kravene til behov for støtte.

Ombudsmanden rejser tillige i sin redegørelse spørgsmålet om det kompensationsprincip respekteres, der efter gældende socialretlig praksis indgår som et af de tre overordnede principper i vurderingen af funktionsevnen hos det enkelte menneske. I Dansk Blindesamfund synes vor registrering af administrativ praksis at bestyrke de angivne forbehold i relation til honorering af dette princip.

I den forbindelse kan blandt andet nævnes det – i princippet – lempelige dokumentationskrav i servicelovens § 100 i form af en sandsynliggørelse af størrelsen af merudgifter.
Forudsætningen for at kunne foretage en sandsynliggørelse er, at myndigheden vil acceptere, at en borger, som er blind eller stærkt svagsynet, i det daglige har behov for at afholde udgifter til ekstra transport, oplæsning af post osv., jf. ovenfor.

Reglerne om udmåling findes i socialministerens bekendtgørelse nr. 626 af 15. juni 2006 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, udstedt i medfør af servicelovens § 100, stk. 4. Disse regler behandles i pkt. 91 "Eksempler på sandsynliggjorte merudgifter".
Der gives eksempler på udgifter, som vil kunne godtgøres, som følge af den varigt nedsatte funktionsevne. Der er ikke tale om en udtømmende liste. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår på grund af den varigt nedsatte funktionsevne”.

I de administrative regler opregnes en række eksempler. Opregningen er bred og afgøres af det konkrete behov i forhold til det enkelte handicap og den livssituation, som den konkrete borger befinder sig i.

Bestemmelserne opstiller et krav om at sandsynliggøre merudgifter. Det betyder ikke, at disse skal dokumenteres krone for krone, hvilket dog i stigende grad er kravet i kommunernes administration af reglerne. Kan ansøgeren sandsynliggøre merudgifter på 500 kr. pr. måned udløses en ydelse på 1500 kr. pr. måned, hvilket er et kriterium, som tager højde for blindes særlige situation og derfor var en medvirkende årsag til at Dansk Blindesamfund ved indførelsen af § 84 ved vedtagelsen af den første servicelov (lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service). havde tillid til at denne nye ydelse ville kunne accepteres som en afløser af førtidspensionslovens tidligere regler om personligt bistandstillæg til blinde og svagsynede i lovens § 16 stk. 1.

Med indførelse af blindetillægget i 1914 og senere med adgangen til at tilkende bistandstillæg/plejetillæg og invaliditetsydelse efter pensionslovgivningen frem til 2003 lå der en erkendelse af, at helt blinde og personer med en meget alvorligt synsnedsættelse i forbindelse med den daglige livsførelse har særlige kompensationsbehov,
som bør tilgodeses uden gennemførelse af en detaljeret dokumentation eller en sandsynliggørelse.

Selv om den teknologiske udvikling utvivlsomt har betydet forbedrede muligheder for alvorligt synshandicappede til at indtage en delvis aktiv rolle i informationssamfundet, viser helt aktuelle undersøgelser om unge synshandicappede menneskers afgang fra folkeskolen med eksamensbeviser med forbehold og en relativ lav beskæftigelsesgrad for synshandicappede i den erhvervsaktive alder, at de barrierer, som i sin tid må antages at have været baggrunden for at anerkende bistandstillægget som en standardydelse til alvorligt synshandicappede, eksisterer i mindst samme omfang i dag som tidligere.

Tidligere tiders retstilstand, hvor man – for at opstille lette administrative regler i førtidspensionslovgivningen – fastslog, at synshandicappede med en synsstyrke på 1/60 (eller en tilsvarende alvorlig synsfeltsindskrænkning) ud fra et gennemsnitssynspunkt, måtte antages at møde sådanne vanskeligheder, barrierer og behov for bistand i dagligdagen, at vi automatisk kunne oppebære bistandstillæg, er efter Dansk Blindesamfunds opfattelse ved at blive afløst af en retstilstand, hvor praktisk talt alle alvorligt synshandicappede uden tillægshandicaps, kan komme til at falde uden for de kategorier, som skal funktionsvurderes og derfor blandt andet vil blive anset som uberettigede til ydelser efter servicelovens § 100.

De erfaringer, som vi i Dansk Blindesamfund løbende indhøster, ville i en administrativ praksis cementeret af det omhandlede afbureaukratiseringstiltag føre til, at en sporadisk praksis om at kategorisere et alvorligt synshandicap som en "ubetydelig" funktionsnedsættelse, bliver legitimeret. Efter vor opfattelse burde det i de administrative regler tværtimod udtrykkeligt præciseres, at personer med et alvorligt synshandicap, jf. de ovenfor nævnte kriterier kunne burde kategoriseres i den gruppe, hvis nedsatte funktionsevne var så graverende, at disse – uden at skulle gennemgå en funktionsevneundersøgelse, ville kunne modtage ydelser i form af merudgifter i medfør af Serviceloven § 100.

En sådan præcisering i regelsættet vil være i overensstemmelse med intensionerne i den gældende lovgivning jf. den ovenfor omtalte redegørelse af 30. maj 2008 fra Folketingets Ombudsmand og dennes brev af samme dato til Folketingets Socialudvalg og Velfærdsministeren.

Det bør endvidere nævnes, at den retssikkerhed i form af partshøring, som ligger i, at samtaleskemaet skal forelægges for borgeren, i endnu højere grad vil bortfalde, når samtaleskemaet ikke bringes i anvendelse.

Dansk Blindesamfund finder, at der tillige består en række alvorlige barrierer for den gruppe af synshandicappede, der befinder sig i området mellem social blindhed og praktisk blindhed. 
Personer i denne gruppe, hvis handicap ofte ikke umiddelbart kan registreres, vil i mange tilfælde blive afvist, når de søger om merudgifter, ledsagelse mv. og det vil i sådanne tilfælde være indiceret, at en funktionsevnevurdering skal foretages. I sådanne tilfælde, hvor skemaet anvendes, vil den alvorligt synshandicappede borger ofte qua sit kommunikationshandicap, være ude af stand til at få gennemlæst og kommenteret på kommunens vurderinger. Tilegnelse af disse oplysninger forudsætter en seende persons tilstedeværelse og det vil ofte ikke være muligt for personer, der ydes sjælden hjemmehjælp, tidsmæssigt at nå at læse skemaet højt for eventuelt at kunne fremkomme med forslag til korrektioner.

Derfor bør blinde og stærkt svagsynede efter Dansk Blindesamfunds klare opfattelse udtrykkeligt nævnes i de fremtidige administrative regler på en måde, der sikrer, at gruppen uden behov for vurdering af funktionsevne anses for at opfylde kriterierne i servicelovens § 100. I grænsetilfælde, hvor en funktionsevnevurdering skønnes nødvendig, bør det sikres, at disse personer også får tilgang til den partshøring og viden om de kommunale sagsbehandleres vurdering af deres situation, som er nødvendig for at fremkomme med nødvendige, eventuelt korrigerende, kommentarer.

I Dansk Blindesamfund er vi særdeles indstillet på at mødes med repræsentanter fra Socialministeriet for at redegøre nærmere for vore synspunkter, hvis konsekvens både vil føre til en retstilstand, som er bedre i harmoni med tidligere tiders stadig gyldige principper, som i højere grad respekterer kompensationsprincippet og herudover vil indebære oplagte besparelser af administrativ art.

Med venlige hilsner
Dansk Blindesamfund

Thorkild Olesen, Landsformand
John Heilbrunn, Næstformand