Dansk Blindesamfund mener, at lovforslaget om en familievejlederordning er en rigtig god begyndelse på en indsats, som skal hjælpe familier i den første tid efter, at de får kendskab til, at deres barn har en funktionsnedsættelse. Baggrunden er, at disse familier alt for ofte oplever at de, oveni den krise der opstår efter konstateringen af funktionsnedsættelsen, selv skal bruge mange ressourcer på, at opsøge viden om tilbud og hjælpemuligheder.

Det må dog bemærkes, at lovforslaget er alt for begrænset til at udgøre en tilstrækkelig hjælp, idet den ikke sikrer en minimumsstandard for omfanget af samtaler. Så vidt det ses ud fra lovforslaget, kan der blive tale om ned til 1 samtale indenfor de første 3 måneder efter, at funktionsnedsættelsen er konstateret. Det er langt fra tilstrækkeligt, når man står med en familie, som kan have meget vanskeligt ved selv at vurdere deres behov og give udtryk for det, og desuden er 3 måneder en alt for snæver tidsgrænse, idet en funktionsnedsættelse for det første kan tage et stykke tid at vurdere omfanget af, og for det andet kan udvikle sig indenfor de første år, hvilket også gælder familiernes behov for rådgivning.

Dansk Blindesamfund foreslår derfor, at der sættes en minimumsgrænse for samtaler med familievejlederen, således at det sikres, at familierne får et antal samtaler, ud fra deres egen vurdering af behovet for rådgivning. Herefter kan kommunen bevilge et ekstra antal samtaler efter deres vurdering. Forslaget går på at kommunen indenfor de første 2 år fra funktionsnedsættelsen er konstateret, skal tilbyde mindst 8 samtaler med familievejlederen. Hermed sikres det, at familien har et stykke tid fra de første samtaler, hvor hovedfokus måske er på de umiddelbare konsekvenser af barnets funktionsnedsættelse, til de næste samtaler, hvor der måske er kommet yderligere afklaring af omfanget af funktionsnedsættelse, og tillige mere er behov for at tale om fremtiden, og muligheder og tilbud til familien og barnet på længere sigt.

Desuden mener Dansk Blindesamfund, at der bør sættes en skrappere tidsgrænse for den første samtale. Lige så vel som familien kan have behov for hurtig krisehjælp hos en psykolog, hvilket familievejlederen kunne oplyse om muligheden for at få – lige så vel har familien typisk et hav af ubesvarede spørgsmål omkring fremtiden, som en familievejleder kunne afklare i hvert fald delvist, ved at komme hurtigt ud med rådgivning om mulighederne for hjælp og netværk mv., og dermed bidrage til at mindske krisen. Derfor mener Dansk Blindesamfund, at vejledningen skal gives indenfor de første 14 dage efter, at funktionsnedsættelsen er konstateret.

Dansk Blindesamfund mener desuden, at grænsen på 3 måneder er alt for upræcist beskrevet. Det forudsætter, at man kan sikre, at familierne får kendskab til tilbuddet, eller kommunen får kendskab til barnet indenfor 3 måneder efter konstateringen af funktionsnedsættelsen, hvilket langt fra er sikkert. Dermed risikerer man at familier bliver udelukket fra tilbuddet fordi enten de eller kommunen først bliver opmærksomme på, at barnet er omfattet af ordningen efter fx 4 måneder.

Samlet set foreslås det at ændre formuleringen til:
”Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Den første vejledning skal tilbydes indenfor 14 dage, efter at funktionsnedsættelsen er konstateret eller indenfor 14 dage efter, at kommunen har fået kendskab til at funktionsnedsættelsen er konstateret. Kommunen skal indenfor de første 2 år fra funktionsnedsættelsen er konstateret, tilbyde mindst 8 samtaler med familievejlederen”

I den efterfølgende bekendtgørelse ønsker Dansk Blindesamfund, at der stilles krav om, at familievejlederen hurtigst muligt - når der eksisterer en sådan funktion indenfor den særlige type funktionsnedsættelse - henviser til de landsdækkende institutioner som har ekspertise i rådgivning indenfor den enkelte type funktionsnedsættelse. For børn og unge med synshandicap er behovet for vejledning så specielt, at der er behov for en særlig ekspertise, som kun kan opretholdes med en centraliseret indsats.

Med venlig hilsen

Arne Pedersen, FU-medlem

Zen Anne Donen, interessepolitisk konsulent