Resolution til Folketingets og regeringens medlemmer
22. juni 2011: Dansk Blindesamfund har sendt politikerne på Christiansborg på sommerferie med en resolution med de ønsker, vi har til, hvordan politikerne kan arbejde for at gøre Danmark til et samfund, der kendes på sin mangfoldighed og sin evne til at omfatte alle borgere.Resolution
Til Folketingets og regeringens medlemmer
Blinde og svagsynede i Danmark var onsdag den 8. juni 2011 forsamlet på Dansk Blindesamfunds kursus- og feriecenter Fuglsangcentret i Fredericia og på Instituttet for Blinde og Svagsynede i Hellerup for at fejre foreningens 100 års jubilæum. I den forbindelse enedes vi om at fremsende følgende resolution til jer:
Blinde og svagsynedes uddannelses- og beskæftigelsestal er oprørende dårlige. SFI, det nationale forskningscenter for velfærd, har i oktober 2010 udgivet en rapport, der viser, at vores situation i 2011 stort set ikke er bedre, end den var ved foreningens stiftelse i 1911. Forholdene har været meget bedre, men vi mener, at decentralisering og dermed afspecialisering af rådgivning og viden om blinde og svagsynedes udfordringer og behov for støtte samt kortsigtet og fordyrende kassetænkning hos kommuner og tidligere amter har forringet forholdene i de seneste 40 år.
En forudsætning for at blive en aktiv medborger og medspiller i samfundet er, at man allerede som barn med et synshandicap har fået den optimale støtte i opvæksten, og støtten må fortsætte op gennem skolegang og uddannelse således, at den unge blinde bliver rustet til et liv i den seende verden.
For at rette op på de utroligt dårlige forhold for en lille, men potentielt ressourcestærk gruppe borgere ønsker vi, at Folketinget og regeringen
- sikrer, at specialrådgivning og viden om børn, unge og voksne blinde og svagsynede i uddannelse og beskæftigelse samles og styrkes
- støtter en målrettet og individuel rådgivning af blinde og svagsynede i overgangen fra et liv uden for arbejdsmarkedet til et liv med ustøttet eller støttet beskæftigelse
- skaber bedre befordringsmuligheder for blinde og svagsynede, der ønsker at uddanne sig, arbejde og dermed bidrage til samfundet.
Dansk Blindesamfund har i sin 100-årige historie været en vigtig aktør i at sikre, at blinde og svagsynede samt andre mennesker med handicap fik den fornødne økonomiske og materielle kompensation for vores handicap. Vores første sejr var i 1914, hvor Rigsdagen afskaffede regler i fattigloven om umyndiggørelse af blinde og svagsynede, der modtog offentlig hjælp pga. synshandicappet.
I 2011 ser vi flere og flere tegn på en tilbagevenden til indskrænkninger i vores borgerlige rettigheder og muligheder, når vi er afhængige af økonomisk kompensation og forsørgelse eller støtte i almindelighed.
Det står i stærk kontrast til den opgave, som Danmark har sagt ja til via den nyligt ratificerede Handicapkonvention, nemlig at sikre personer med handicap lige muligheder og beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap.
Derfor ønsker vi, at Folketinget og regeringen
- afskaffer alle regler, der ved at skabe økonomiske indskrænkninger forhindrer blinde og svagsynede i at indgå ægteskab som andre medborgere
- afskaffer alle bestemmelser, der diskriminerer ældre, der er over 65 år, ved at forhindre os i at få kompensation som f.eks. ledsagerordning, økonomisk kompensation mv.
- ændrer de nye regler om hjælp ved stemmeafgivelse ved valg og folkeafstemninger, som har medført, at vi er underlagt myndighedsovervågning modsat alle andre borgere i dette land
- sikrer blinde og svagsynede de samme muligheder som andre for at bosætte os frit og dermed sikrer f.eks. kørselsordninger, hvor det er nødvendigt.
Vi, der er borgere i Danmark, og som ved sygdom, alderdom eller skæbnens ugunst har mistet synet helt eller delvist, ønsker at være en del af samfundet og bidrage til dette som alle andre borgere med de kræfter og de evner, vi har hver især. For at vi kan gøre dette må I, som folkevalgte, give os de muligheder.
I må lade al tale om inklusion og om menneskers ligeværd og lige betydning være andet end skåltaler og tom teori.
I må sikre, at alle niveauer i det danske samfund overholder FN’s handicapkonvention.
I må sammen med os skabe mulighederne for, at Danmark bliver et samfund, der kendes på sin mangfoldighed og sin evne til at omfatte alle borgere, uanset om vi er blinde, svagsynede eller ikke har et handicap.
Dansk Blindesamfund, den 22. juni 2011
Sidst opdateret 28. juni 2011 16:19
